Landsbyens forhistorie

Klingbjerg blev grundlagt af Hertug Hans den yngre i 1604. Han havde arvet Sønderborg og Nordborg len efter sin moder enkedronning Dorthea i 1578, men da han havde 23 børn, ville han gerne gerne skaffe jordegods til dem alle sammen. Derfor købte han 17 adelsslægter ud af deres godser på Als og Sundeved, og i en gammel Jordebog kan man læse, at han alene på de adelige godser ofrede 1.610.437 Mark, samt 104.200 Rigsdaler for mindre besiddelser på Als.

Den sidste gård Hertug Hans købte var Mellegård (Melwithgaard) med tilhørende bøndergods og da sad adelsmand Poul Magnussen på denne. Han ville nødigt sælge, men da Hertug Hans havde sat sig for at ville købe, måtte han derfor byde højere og højere, hvorved gården blev meget dyr for ham.

Da han efter handlen tog bort fra gården, skulle han havde sagt: ”Det var et haart spring, så derfor skulle gården også herefter hedde ”Hartsprong”, og navnet er så med tiden blevet ændret til Hjortspring.

De 11 bønder fra Mellet lod Hertug Hans uden videre jage fra deres huse og hertugen nedrev derefter hele Mellet by.

En del af Klingbjergs histories placering bygger på at Hertug Hans i året 1602 havde overtaget "Taarupgaard" efter Markward Abildgaard. Efter sigende havde Markward ingen livsledsager, men man kan sagtens på grund af hertugens enorme havesyge få den tanke, at han har presset Markward til at afstå gården med den bagtanke, at kunne flytte de "Mellet bønder" ud på den dårlige bakkede jord på Klingbjerg, som havde tilhørt "Taarupgaard", således at han dermed kunne tilegne sig den gode frugtbare flade jord ved Hjortspring til indlemmelse i godsets jordarealer. Dette kan således meget vel være grunden til at "Mellet bønderne" fik deres tvungne byggeplads ude på Klingbjerg bakke.

Foruden de 11 fra Mellet kom der yderligere 6 som også var blevet jaget af gårde af hertugen og således blev der i alt l7 kådnere i bosættelsen. Hertugen gav kun de nye kådnere så meget jord, at de kunne holde en ko og de havde desuden hoveripligt til Hjortspring. De betalte ikke for jorden, men skulle årligt betale 1 Mark lybsk pr skæppe land til Hertug Hans.

Byen blev bygget i en lang gade med husene tæt sammenbygget, side om side således at tagskæggene næsten nåede sammen. Der var et byled for begge ender af vejen, som værn mod røvere og andet pak. Det nederste byled hed "Skjern-lej" (skidenled), og navnet hentyder til at det var et fugtigt og mudret sted.

Det er uforståeligt at Hertug Hans kunne jage "Mellet bønderne" af gårde, idet der i lov af 14. maj 1523 står at læse: ”Ingen kan jage fæstebønder af gårde, når de overholder forpligtelserne". Den eneste der ikke var bange for hertugen var præsten i Svenstrup. Han mistede sit tiende fra bønderne i Mellet, og han slog i bordet for hertugen og fik indført at de "Ny Kådnere" årligt skulle give ham en skæppe korn hver, hvilket svarer til 12,5 kg korn.)

Det har været meget primitive boliger som udflytterne byggede i 1600 tallet. Huse med lerklinede vægge, lerstampet gulv, intet loft eller kakkelovn, men et ildsted midt på gulvet, og ingen vinduer. Lyset kom kun ind af en halvdør og røghullet i taget.

Det har været en hård kamp for livet i det lille samfund, så det var ikke så sært at de fleste måtte drive krybskytteri for at få føden. Det var en nem sag dengang, med de store mængder vildt, som fandtes uden for husene, men det kunne blive slemt, hvis de blev snuppet af hertugens jagtbetjente og sat i ”Hullet”.

Udover at drive "Mellet-bønderne" fra deres gårde, førte Hertugen en nådesløs kamp for at komme til at eje mere og mere jord, og han skyede ingen midler for at nå sit mål.

Op til 1772 levede de "Nykådnere" en fattig tilværelse, men ved udstykningen af Hjortspring i 1772 fik de dog tildelt nogle tønder land, som givet vis har hjulpet dem godt.

Den 11. juni 1781 skete der en stor katastrofe for Klingbjerg. Hele den nordlige del brændte, i alt 5 huse, og da husene, som nævnt lå tæt, var ilden ikke let at standse. Man prøvede ofte i sådanne situationer at rive stråtaget af et af husene længere nede i rækken, for derved at stoppe ildens fremfærd. Dette har sandsynligvis hjulpet, da ilden standsede ved det femte hus.

På et gammelt stednavnekort over byen ses navnet "Gammelgaard" som er det sted hvor de nedbrændte huse lå. De 5 familier der blev berørt af branden udflyttede og opførte nye kådnersteder ude på deres jordlodder, og husene blev dermed placeret som de ligger nu.

Der fortælles at der skulle have stået en stor eg ved indgangen til byen, et såkaldt brandtræ, som skulle kunne forhindre brand, hvis man borede et hul i stammen, og slog en sværtet prop i. Herved skulle branden være ”hensat” til træet og byen eller husene være sikret mod brand.

Endvidere fortælles der at egen som branden var ”hensat” i blev fældet i l912 og man var nu spændt på om der igen ville komme ildebrand i Klingbjerg. Branden kom dog ikke lige med det samme, men den 16. februar 1918 udbrød der brand og branden startede, hvor den sidst var stoppet, i alt 3 huse nedbrændte. Årsagen var børns uforsigtige leg med tændstikker, mens moderen var i skoven for at samle brænde. Branden opstod ved 10-tiden om formiddagen, og den forplantede sig til nabohusene og stoppede ved det hus der havde tegltag.

Vejene til og fra Klingbjerg har forandret sig meget i tidernes løb. I 1604 da byen blev bygget kørte man gennem Torup ud ad Ramsel og derfra videre til Klingbjerg, men da de "Klingbjergere" havde hovpligt til Hjortspring havde man også kørevej dertil. Den gik ud ad Sølvkobbelvej og til det man i dag kalder "Fovlsangsvej" og derfra til Hjortspring.

For at gøre vejene til byen kortere blev der ved udskiftningen i 1772 anlagt en ny vej fra landevejen til Klingbjerg og derfor kaldes denne vej "e ny vej".


Kilde: Svenstrup kirkesogns historie Bind 3 om Klingbjerg 400 år.

 

til top

www.jessenb.dk