Vi havde længe gået og kigget op på bjerget, og sagt at der ville vi gerne op, og lørdag d. 7. august 1971 gjorde vi det. Vi besteg Mount Meru

Længe i forvejen havde vi drøftet forskellige ting vedrørende bestigningen. Bandt andet hvad skulle vi have med af tøj? & udstyr i det hele taget? Hvad skulle vi have med af vand og fødevarer? Osv. Osv. Hvor meget tøj man ville have med var jo op til den enkelte, idet hver jo selv skulle slæbe det derop, men det var jo om at bringe vægten så langt ned som muligt.
Når først man var på vej op, og når man var ved at være træt, så var selv et havt kilo meget at slæbe på.

Nå men vi blev enige om, at hver mand skulle medbringe 1. liter vand til fællesbrug, samt hvad man ville have til eget brug, og der regnede vi med en halv liter pr. mand som passende.
Hvad skulle vi spise? Vi kunne få madpakker med fra vort køkken og desuden ville suppe jo være en god ide, da det jo var koldt deroppe. Vi købte nogle poser suppe, som så blev fordelt på deltagerne. Til fælles brug skulle vi også have et par gryder, så vi kunne koge vand, men ellers var det op til den enkelte. Nogle ville have kaffe, andre ville have Te. Men det blev til Te da det var mest praktisk og vejede mindst.
Sovepose eller tæpper og varmt tøj, samt skiftetøj, idet vi jo kom til at svede, og så var det rart med noget tørt tøj, men hvor meget. Ja det var op til den enkelte.
Niels og jeg var blevet enige om at vi godt ville slæbe et halvt kilo mere hver, så vi tog en ”Kilimanjaro lager” med i rygsækken.

Vi var 14 mand, og sammen med 2 guider var vi i alt 16, og det var absolut det maksimale der kunne bo i hytten om natten. Vi havde lejet 2 Land-rovere til at bringe os et stykke op ad bjerget. Vi startede altså de 14 mand fra Tengeru kl. 14.50 og kørte så op til Forest Department, hvor vi fik de to guider med. Vi kørte ind i skoven og var nu på vej opad. Til sidst var der ingen vej mere, og vi kørte ind mellem buske og træer indtil vi ikke kunne køre længere. Vi sod af bilerne, fik vor bagage på ryggen, og fortsatte så i enkelt kolonne opad mod hytten.
Det var meget varmt, og vi holdt adskillige hvilepauser. Af og til drak vi en slurk vand, eller hvad bedre var, skyllede munden og spyttede det ud igen. Vi svedte meget, og man kunne begynde at mærke den tyndere luft. Tempoet blev også langsommere og langsommere.
Vi gik ad smalle stier mellem tæt bevoksning af træer og buske, og til andre tider gik vi i meget løst aske hvor man gled 2 skridt tilbage, for hvert skridt man tog opad. Det var meget trættende, og konditionens højdepunkt var for mange næsten nået. For de to guider, der jo var vant til at færdes i disse omgivelser, og den tynde luft, var der ingen problemer, og de gjorde deres til at hele styrken blev samlet og kom fremad og opad. Klokken var nu ved at være mange, og pludselig kunne man høre de der gik først råbe, at nu kunne de se hytten. Etapens første mål var nået, og klokken var nu 18.15.

Hytten, var opsat af blikplader på den bare kolde jord, og den var ikke ret stor, så vi kunne nu se at 16 mand var maksimum. Vi samlede træ til et bål, samt græs vi bredte ud på jorden i hytten så vi var lidt fra jorden. Vi skiftede tøj da vi alle var pjaskvåde af sved.
Solen nærmede sig horisonten, og himlen blev farvet i fantastiske flotte farvet. Vi lavede suppe, spiste vor madpakke og nød solnedgangen. Klokken var nu blevet 19.00 og det var totalt mørk og koldt, så vi kom hurtigt i noget mere tøj. Man kunne ikke se en hånd for sig, og hvad andet end at gå til køjs kunne man foretage sig, så kl. 20 krøb vi i soveposen, og vi lå meget tæt, som sardiner, lå vi der 16 mand i en lille blikhytte. Når en mand rørte på sig, så bevægede hele holdet sig, og det var begrænset hvad vi fik af søvn. Det var også meget koldt, så det knep med at holde varmen, selvom vi lå tæt.

Klokken var nu blevet 01.30, og vi stod op igen. Det var måneskin. Månen var fuld, og det gjorde at vi tydeligt kunne se alt. Vi kogte vand, og lavede Te og suppe, så vi fik varmen i kroppen igen. Vi var nu klar til at fortsætte på anden etape, men to af deltagerne syntes ikke deres kondition var større, så de blev nede ved hytten, hvor vi havde efterladt vor bagage.
Vi startede så Kl. 02.30 på vej opefter. Det var koldt, og vi havde godt med tøj på. Handsker, halstørklæder og store sweatere. Vi gik i enkelt kolonne over stok og sten, og efterhånden som vi kom længere og længere op kunne vi mærke at kræfterne svandt. Luften var blevet tyndere og tyndere, og vi gjorde mange pauser. Da vores kondition ikke var lige stor og da nogle gerne ville op på toppen og se solopgangen, så blev vi delt i 2 hold. Det hurtige hold, og det langsomme hold hvor i jeg var. Vi i det langsomme hold ville bare nå derop uden at ødelægge os selv og så skidt med om vi så solen stå op. Månen skinnede, og man kunne tydeligt se hvor man gik eller kravlede. Det var helt stjerneklart, og vi kunne se lysene fra Arusha, som lå langt under os. Det var et fantastisk syn.

Det blev mere og mere anstrengende, kræfterne svandt, og flere af os synes ikke vi kunne klare det længere, men guiden blev ved at skubbe på os, og vi fortsatte længere opad.
Tit svimlede det for øjnene af mig, så jeg måtte sætte mig, og efter 10 skridt følte man igen trang til at hvile sig. Ærlig talt, så troede jeg aldrig jeg havde nået toppen. Der var nu blevet stor spredning i holdet, nogle var mere udkørte end andre. Det begyndte at blive lyst, og tempoet var nu meget langsomt. Luften var meget tynd, og man kunne mærke det var svært at trække vejret. Vi kravlede og klatrede og det gik opad, men meget langsomt. Det var nu helt lyst. Var de andre oppe på toppen? Ville vi andre nå derop? Vi fortsatte langsomt, og endelig nåede jeg kraterkanten, hvor et helt fantastisk syn mødte mig. Vi sad længe og hvilede os, men sad man for længe blev man kold så det var om at fortsætte. Toppen var nu nær. Jeg passerede nogle af dem fra den hurtige gruppe. De var kørt helt ned. De havde anstrengt sig for meget og følte sig ikke godt tilpas.

Endelig Kl. 08.15 nåede jeg toppen, træt og udmattet. Jeg skrev mit navn i en bog, der lå deroppe i en metalkasse, og så satte jeg mig ved siden af de andre der var der, hvilede og nød udsigten ud over Afrika. Kilimanjaro der lå oven over skytæppet, og Arusha lå neden under os. Solen skinnede nu dejligt, og det var ikke spor koldt at sidde stille. De sidste var nu også kommet op på toppen og vi var alle samlet. 12 frivillige fra hold 24 samt de 2 guider. Vi pustede ud og hvilede indtil Kl. 09.15, og så begyndte nedstigningen mod hytten som vi kunne se som en lille prik ned ved skovgrænsen. Vi gik ikke ned den samme vej som vi gik op, men vi gik tværs over til en slugt med vulkansk aske som førte helt ned til hytten. En efter en begyndte vi nu at glide nedefter. Vi gled på vores skosåler som om man havde ski på, og det gik ned ad i rasende fart. Vi måtte krydse hele tiden, så farten ikke blev for stor, og tit måtte vi stoppe helt op og hvile, så at vi ikke kom for hurtigt ned igen og derved fik ”dykkersyge”.
Det støvede efter os når vi gled ned, og afstanden mellem os måtte hele tiden holdes.
Da kl. var 10.30 var jeg igen nede ved hytten som nr. 3 træt, svedt og udbrændt.

Jeg skiftede tøj og lagde mig ned med min ”Kilimanjaro Lager”. Til stor misundelse af de andre, og aldrig har en øl smagt så godt. Da Niels kom ned drak han også sin og alle sagde at de ville også gerne have slæbt en øl herop hvis de havde tænkt på det.
Vi var nu alle samlet igen ved hytten, alle var helt udkørte. For mit vedkommende havde opturen taget 5 timer og 45 min. Medens nedturen kun tog 1 time og 15 min.
Vi kogte vand, lavede Te og spiste den resterende mad. Efter at have ryddet op, og bagagen var pakket, fortsatte vi nedad mod bilerne igen. Det var også nemmere idet vi også her gled ned i asken, hvor der ingen sti var.
Vi nåede bilerne og kørte ned til Forest Department hvor vi der havde været på toppen fik et certifikat på at vi havde besteget det 5 højeste bjerg i Afrika. Nemlig 4565 Meter.
Vi ankom til Tengeru igen Kl.ca. 15 godt trætte og udmattede, men alligevel glade over at have besteget Mount Meru.

Da næste hold frivillige fra hold 24 ville derop 14 dage senere var det så tåget og overskyet, at de intet kunne se, hverken på vejen op, eller fra toppen, så de var lidt kede af det. Vi havde i hvert fald været heldige, og det havde for os været en oplevelse vi sent ville glemme.