Landsbyens
forhistorie
Klingbjerg
blev grundlagt af Hertug Hans den yngre i 1604. Han havde arvet
Sønderborg og
Nordborg len efter sin moder enkedronning Dorthea i 1578, men da han
havde 23 børn,
ville han gerne gerne skaffe jordegods til dem alle sammen. Derfor
købte han 17
adelsslægter ud af deres godser på Als og Sundeved, og i en gammel
Jordebog kan
man læse, at han alene på de adelige godser ofrede 1.610.437 Mark, samt
104.200
Rigsdaler for mindre besiddelser på Als.
Den
sidste gård Hertug Hans købte var Mellegård (Melwithgaard) med
tilhørende
bøndergods og da sad adelsmand Poul Magnussen på denne. Han ville
nødigt sælge,
men da Hertug Hans havde sat sig for at ville købe, måtte han derfor
byde
højere og højere, hvorved gården blev meget dyr for ham.
Da
han efter handlen tog bort fra gården, skulle han havde sagt: ”Det var
et haart
spring, så derfor skulle gården også herefter hedde ”Hartsprong”, og
navnet er
så med tiden blevet ændret til Hjortspring.
De
11 bønder fra Mellet lod Hertug Hans uden videre jage fra deres huse og
hertugen nedrev derefter hele Mellet by.
En
del af Klingbjergs histories placering bygger på at Hertug Hans i året
1602
havde overtaget "Taarupgaard" efter Markward Abildgaard. Efter
sigende havde Markward ingen livsledsager, men man kan sagtens på grund
af
hertugens enorme havesyge få den tanke, at han har presset Markward til
at
afstå gården med den bagtanke, at kunne flytte de "Mellet bønder" ud
på den dårlige bakkede jord på Klingbjerg, som havde tilhørt
"Taarupgaard", således at han dermed kunne tilegne sig den gode
frugtbare flade jord ved Hjortspring til indlemmelse i godsets
jordarealer.
Dette kan således meget vel være grunden til at "Mellet bønderne" fik
deres tvungne byggeplads ude på Klingbjerg bakke.
Foruden
de 11 fra Mellet kom der yderligere 6 som også var blevet jaget af
gårde af
hertugen og således blev der i alt l7 kådnere i bosættelsen. Hertugen
gav kun
de nye kådnere så meget jord, at de kunne holde en ko og de havde
desuden
hoveripligt til Hjortspring. De betalte ikke for jorden, men skulle
årligt
betale 1 Mark lybsk pr skæppe land til Hertug Hans.
Byen
blev bygget i en lang gade med husene tæt sammenbygget, side om side
således at
tagskæggene næsten nåede sammen. Der var et byled for begge ender af
vejen, som
værn mod røvere og andet pak. Det nederste byled hed "Skjern-lej"
(skidenled), og navnet hentyder til at det var et fugtigt og mudret
sted.
Det
er uforståeligt at Hertug Hans kunne jage "Mellet bønderne" af gårde,
idet der i lov af 14. maj 1523 står at læse: ”Ingen kan jage
fæstebønder af
gårde, når de overholder forpligtelserne". Den eneste der ikke var
bange
for hertugen var præsten i Svenstrup. Han mistede sit tiende fra
bønderne i
Mellet, og han slog i bordet for hertugen og fik indført at de "Ny
Kådnere" årligt skulle give ham en skæppe korn hver, hvilket svarer til
12,5 kg korn.)
Det
har været meget primitive boliger som udflytterne byggede i 1600
tallet. Huse
med lerklinede vægge, lerstampet gulv, intet loft eller kakkelovn, men
et
ildsted midt på gulvet, og ingen vinduer. Lyset kom kun ind af en
halvdør og
røghullet i taget.
Det
har været en hård kamp for livet i det lille samfund, så det var ikke
så sært
at de fleste måtte drive krybskytteri for at få føden. Det var en nem
sag
dengang, med de store mængder vildt, som fandtes uden for husene, men
det kunne
blive slemt, hvis de blev snuppet af hertugens jagtbetjente og sat i
”Hullet”.
Udover
at drive "Mellet-bønderne" fra deres gårde, førte Hertugen en
nådesløs kamp for at komme til at eje mere og mere jord, og han skyede
ingen
midler for at nå sit mål.
Op
til 1772 levede de "Nykådnere" en fattig tilværelse, men ved
udstykningen af Hjortspring i 1772 fik de dog tildelt nogle tønder
land, som
givet vis har hjulpet dem godt.
Den
11. juni 1781 skete der en stor katastrofe for Klingbjerg. Hele den
nordlige
del brændte, i alt 5 huse, og da husene, som nævnt lå tæt, var ilden
ikke let
at standse. Man prøvede ofte i sådanne situationer at rive stråtaget af
et af
husene længere nede i rækken, for derved at stoppe ildens fremfærd.
Dette har
sandsynligvis hjulpet, da ilden standsede ved det femte hus.
På
et gammelt stednavnekort over byen ses navnet "Gammelgaard" som er
det sted hvor de nedbrændte huse lå. De 5 familier der blev berørt af
branden
udflyttede og opførte nye kådnersteder ude på deres jordlodder, og
husene blev
dermed placeret som de ligger nu.
Der
fortælles at der skulle have stået en stor eg ved indgangen til byen,
et
såkaldt brandtræ, som skulle kunne forhindre brand, hvis man borede et
hul i
stammen, og slog en sværtet prop i. Herved skulle branden være ”hensat”
til
træet og byen eller husene være sikret mod brand.
Endvidere
fortælles der at egen som branden var ”hensat” i blev fældet i l912 og
man var
nu spændt på om der igen ville komme ildebrand i Klingbjerg. Branden
kom dog
ikke lige med det samme, men den 16. februar 1918 udbrød der brand og
branden
startede, hvor den sidst var stoppet, i alt 3 huse nedbrændte. Årsagen
var børns
uforsigtige leg med tændstikker, mens moderen var i skoven for at samle
brænde.
Branden opstod ved 10-tiden om formiddagen, og den forplantede sig til
nabohusene og stoppede ved det hus der havde tegltag.
Vejene
til og fra Klingbjerg har forandret sig meget i tidernes løb. I 1604 da
byen
blev bygget kørte man gennem Torup ud ad Ramsel og derfra videre til
Klingbjerg, men da de "Klingbjergere" havde hovpligt til Hjortspring
havde man også kørevej dertil. Den gik ud ad Sølvkobbelvej og til det
man i dag
kalder "Fovlsangsvej" og derfra til Hjortspring.
For at gøre vejene til byen kortere blev der ved udskiftningen i 1772 anlagt en ny vej fra landevejen til Klingbjerg og derfor kaldes denne vej "e ny vej".
