Edvard Schulz var ligesom sin bror Christian født i England, men hvem der er deres forældre vides ikke. Sammen havde de to brødre på et tidspunkt bosat sig i Hamborg hvor de drev købmandshandel, men på den tid var der oprør og stridigheder mellem magistraten og borgerne, og Christian kom i den forbindelse til at udtale sig over for en forsamling borgere, der ville have den danske konge som overherre, med ordene: "Vil vi den vej, da tør vi ikkun melde os hos den danske Præsident i Pinneberg". Det skulle han ikke have gjort, for det kostede ham 10000 R i straf, og samtidig blev han forvist fra Hamborg i 20 år. Derefter rejste Christian til Aalborg, hvor han fortsatte sin handelsvirksomhed, og han overtalte sin bror Edvard til at rejse med og starte handelsvirksomhed i Viborg.

I Viborg traf Edvard så den kvinde som han ville dele sit liv med. Det var Clara Elisabeth Skytte.

Hun var født i Aalborg i 1639 som femte barn ud af en kendt søskendeflok på i alt otte og som datter af læge Christen Nielsen Schytte og hustru Margrethe Dideriksdatter Grubbe. Hun blev døbt i Budolfi kirkesogn i Aalborg mandag d. 20. Maj 1639 med Gubde Lauge, Sidsel Jørgensdatter, D. Niels Bentzøn og Mette Grubbe som faddere.

Kort tid efter blev hendes far af Kong Christian IV udnævnt til "Provinzial medikus" i Viborg, og de flyttede derfor fra Aalborg til Viborg.

Clara Elisabeths far doktor Christen Schytte døde i 1650, og hendes mor Margrethe Grubbe døde 6 år senere i 1656. De blev begge begravet i Viborg Domkirke.

Edvard og Clara Elisabeth fik i alt 11 børn, og den sidste i rækken var sønnen Edvard Edvardsen Schultz der blev født i 1667

Tiderne var hårde. De kejserlige soldater plyndrede og stjal deres ejendele, og senere da de efter nogle år var kommet lidt på fode igen, mistede de deres store hus og gård ved den store ildebrand, der ramte størstedelen af Viborg. Omkring 1669-70 døde Edvard Schultz, og er givet vis blevet begravet i Viborg.

Clara Elisabeth overlod derefter sin yngste søn Edvard til sin bror Christian Schytte på herregården Glomstrup på Mors, og tog en anden søn ved navn Christian med sig til København. Hvad der er sket med de øvrige børn er ukendt.

I København opsøgte hun sin fars gamle venner, og her opholdt hun sig så en tid. Hun ernærede sig ved at destillere snaps og akvavit.

På et tidspunkt da krigsflåden kom ind til København, kom hun til at kende skibspræsten Jens Petersen Roeskilde. De blev gift i Vammen d. 12. marts 1676, og i 1676 blev Jens udnævnt til residerende Kapellan i Lysabild og de bosatte sig derefter på Als. 5 år senere da den gamle præst døde blev Jens så præst i Lysabild, og han og Clara Elisabeth flyttede derefter ind i præstegården. I kirken blev der derefter aftegnet et stort portræt af Clara Elisabeth, men desværre eksisterer det ikke længere.

I præstegården boede de så i 7 år, indtil Jens døde i 1688. Jens var kommet på kant med degnen Andreas Knudsen Conradi, og det var det der blev skyld i hans død. Sagen var nemlig den, at Jens havde befalet sin karl at topstive nogle af degnens træer, og da degnen i sin harme brugte ukvemsord over for præsten, blev han af Provsteretten dømt til trække ordene tilbage og give Jens en undskyldning. Det ville degnen imidlertid ikke, og han blev derfor frataget sit embede og blev henvist til sted på Nord-Als. Han var derfor nødt til at rejse fra degnegården, og derfor gik han forbi præstegårdens æblehave, hvor præsten gik, og begyndte at synge salmen: "O Herre! frels mig, døm min Sag!". Denne salme sammen med degnens tårer vækkede Jens Roeskildes samvittighed så meget, at han følte sig syg. Han gik derpå i præstegården hvor han lagde sig i sengen, og her døde han så tre dage senere.

Samme dag som Jens døde, rejste Clara Elisabeth fra Lysabild til København, og overlod begravelsen af sin anden mands begravelse til andre. Hun søgte straks sin fars indflydelsesrige venner for ved deres hjælp at kunne beholde kaldet i Lysabild, og hun indledte straks et bekendtskab med cand. Theol. Lauritz Krag, der var præstesøn fra Hørup. Ved at gifte sig med Clara Elisabeth, blev han således den ottende præst i Lysabild, og hun kunne derefter fortsætte med at bo i præstegården.

I Danmark gik man i året 1700 væk fra den julianske kalender og over til den gregorianske kalender. Det betød at der i februar måned kom til at mangle 11 dage, idet man gik direkte fra søndag d. 18. februar over til mandag d. 1. marts.

Efter 12 års ægteskab blev Clara Elisabeth i året 1700 enke for tredje gang, idet hendes mand pastor Lauritz Krag døde. Hendes tidligere ildhu var nu forsvundet, og hun prøvede ikke længere på som tidligere, at skaffe sig en gejstelig frier. Hun hengav sig nu til en mere rolig tilværelse, og flyttede fra præstegården over i Capellaniet, hvor hun jo tidligere havde boet sammen med sin anden mand, og som ved resolution af 24. marts 1683 var blevet ændret til bolig for præsteenker ved kaldet. Her levede hun så alene sine sidste 16 år, og døde i efteråret 1716 i en alder af omkring de 77 år. Hun blev begravet på Lysabild kirkegård tirsdag d. 6. oktober 1716.