fortalt
af Edel Jessen og nedskrevet af Bent Jessen
I
en periode på 7 måneder, fra 1. april 1947 til 1. november 1947, boede plejer
Jørgen Jessen med sin hustru Edel og deres tre børn Bent, Birthe og Tove i ende
lejligheden i den østlige ende af det lange hus på Slotsallé, i det nuværende
nr. 10E. Huset var bygget af Frederik Christian I, omkring 1765, som et
rækkehus med fem boliger til ubemidlede, fortrinsvis enker fra flækken. Det er
også kaldet det gamle hospital. Familien flyttede ind i lejligheden fordi den
lejlighed de havde boet i på hospitalet, og som oprindelig var en lægebolig, nu
skulle overtages af en ny kommende læge.
Oprindelig
havde de ved deres ægteskabs begyndelse haft en lejlighed ovenpå i huset på
Osbækvej nr. 3, men senere da husets nye ejer Andres Hansen selv ville bo i den
øverste lejlighed, måtte de flytte derfra. På hospitalet i den lange bygning
hvor portneren holder til i den nordlige ende, var der i midten en lægebolig
der var ledig, og fordi Jørgen Jessen var plejer på hospitalet fik de lov til
at bebo denne lejlighed. Den var billig at bo i, og den kostede kun 10 kr. pr.
måned i varme. Der var masser af plads, og Bent og Birthe havde her en hel stue
til kun at lege i. Her boede familien så i godt et års tid, indtil de var
blevet bedt om at flytte ud til 1. februar 1947, idet lejligheden skulle sættes
i stand til en ny læge der skulle bo der. Da Tove hun lige var nyfødt, fik de
lov til at vente med at flytte indtil 1. april. Hvor de så skulle bo var nu
spørgsmålet og det eneste sted de kunne finde var en lejlighed i det lange hus
på Slotsallé.
Det
havde været en meget hård vinter, og da de flyttede ind på Slotsallé d. 1 april
lå der meter højt sne over alt, og det var meget koldt. Det lykkedes dem at på
fat på nogle våde tørv, så de havde noget at fyre med i kakkelovnen i stuen, og
vandet drev da også ud af kakkelovnen når de brændte tørvene.
Familiens
yngste datter Tove var nu på indflytningstidspunktet kun knap 3 måneder gammel,
og deres anden datter Birthe var knap 2 år og 3 måneder, mens deres søn Bent
var 5½ år gammel.
Det
var noget af en omvæltning for dem at komme fra en stor fin lejlighed med
masser af plads og så her hvor der var det stik modsatte. Der var en stue på
omkring 3 x 3 meter, og et køkken der var lidt mindre, og derfor var der ikke
plads til alle familiens møbler, så en del var blevet opmagasineret et sted på
hospitalet. De resterende nødvendige møbler fik de placeret i lejligheden, og
noget stod ovenpå noget andet.
I
køkkenet hvor der var et koldt cementgulv, var der lige inden for indgangsdøren
en gammeldags emaljeret jernvask med en enkelt vandhane, hvori der kun var
koldt vand. Det var her man vaskede sig, og oftest sad børnene på køkkenbordet
der stod lige ved siden af, somme tider med benene nede i vasken når de skulle
vaskes. Skulle man rigtig vaskes over det hele kroppen, blev zinkbaljen sat
midt på køkkengulvet, og vandet varmet op over gasblusset. Gasapparatet stod på
en plade der var sat fast på væggen bag ved indgangsdøren, og derpå var der
lige plads til et enkelt gasapparat.
Under
køkkenbordet stod der fire taburetter, og i hjørnet ved væggen ind mod stuen
stod der et gammelt klædeskab som Jørgen havde lavet om med hylder så det kunne
bruges som opbevarings skab for madvarer og porcelæn.
I
det modsatte hjørne ved siden af gasapparatet stod der et gammeldags
jernkomfur, som de dog ikke brugte, men ovenpå komfuret havde de anbragt en
sort primus ovn der stod på høje ben og som de varmede op ved at sætte
gasapparatet neden under. Den blev flittigt brugt til bagværk af forskellig
art.
Under
køkkenloftet hang der en stige, der var hængt op i en stor krog, og ad denne
stige kunne man via en lem i loftet komme op på loftsrummet.
Inde
i stuen, hvor der var trægulv, var dertil højre for døren lavet en forhøjning
på gulvet, og derpå inde i hjørnet stod kakkelovnen. Senere hen da de våde tørv
var brugt, lånte de en petroliums ovn på hospitalet, og den var der plads til
ved siden af kakkelovnen. Det var dog ingen nydelse at have den stående, idet
den lugtede skrækkeligt.
Til
venstre for døren stod en barneseng, der på grund af den ringe plads var
skubbet helt sammen. Det var Birthe's seng. Tæt op ad sengen langs væggen stod
der en skænk, og ovenpå den et andet lille skab. Radioen stod igen oven på det
lille skab. Ved endevæggen for enden af skænken stod der et klædeskab, og der
var kun så meget plads mellem skabet og skænken, at den ene dør i skabet kun
kunne lukkes halvt op. Ved siden af skabet under vinduet stod der en gammeldags
spiralseng, og endelig stod der et spisebord med stole op mod væggen ind til
nabo lejligheden. Under bordet stod der i dagtimerne en sammenklappet
harmonikaseng opbevaret. Der var trange forhold i det lille hjem, men visheden
om en senere bedre bolig med mere plads, gjorde tilværelsen tålelig.
Når
det blev aften skulle børnene lægges i seng. Tove havde sin plads i
barnevognen, og den stod jo i køkkenet. Birte blev lagt til ro i den lille barneseng,
og Bent blev lagt til at sove i den store seng. Om aftenen fordrev Edel og
Jørgen tiden med at høre radio og Edel havde sine gøremål med at strikke og
stoppe strømper. Når det for dem så blev sengetid, skulle de først flytte
spisebordet helt over mod kakkelovnen. Harmonikasengen blev taget frem, og
barnevognen der jo stod i køkkenet blev kørt ind ved siden af sengen, hvor der
nu lige var plads til den. Harmonikasengen blev derefter slået op og placeret
på gulvet op mod skænken, og så var der kun omkring 30 cm plads tilbage at gå
på mellem harmonikaseng og spisebord. Bent blev derefter flyttet fra sengen ned
i harmonikasengen, oftest uden at bemærke dette. Gardinerne blev hæftet op med
nåle så de ikke hang ned i sengen, og først da kunne de så komme i seng. Det
var et helt arbejde hver aften inden den lille familie kunne falde til ro.
Toiletbesøg kunne i den mørke tid godt være lidt uhyggeligt, og derfor ikke
særlig sjovt, idet de skulle ud og helt hen i den anden ende af det lange hus.
Der var nemlig fælles wc.
Om
morgenen hvis Jørgen havde dagvagt, fra klokken 7 morgen til klokken tre om
eftermiddagen, havde Edel lavet morgenmad i køkkenet, og når han så var gået på
arbejde på hospitalet, kunne hun begynde at få børnene op og få det hele på
plads igen. Barnevognen blev kørt ud i køkkenet og når Tove havde spist og var
blevet vasket, blev hun igen lagt ned i barnevognen og så kørt ud i den lille
have bag huset hvor hun stod dagen igennem uanset vejret. Hvis det var dårligt
vejr med regn og rusk blev barnevognen dækket over med en gammel regnfrakke.
Når vejret var så dårligt at Birthe og Bent ikke kunne komme ud at lege, og de
var nødt til at lege inden døre, blev der lagt et stort stykke gråt papir ud
over spisebordet for at beskytte og skåne bordet, og så fik de begge at vide
hvor meget plads den enkelte havde på bordet, for ellers blev der hurtigt
ballade. Birthe havde altid siden ved kakkelovnen, og Bent havde så siden ved
sengen. Når klokken så var tolv kom Jørgen hjem i hans middagspause til mad, og
når han var på aftenvagt der gik fra klokken tre om eftermiddagen til klokken
elleve om aftenen, kom han hjem for at spise ved seks tiden.
En
måneds tid efter indflytningen fyldte Edel 30 år. Det var den 4. maj 1947, og i
den anledning skulle de naturligvis have gæster. Da de ikke havde råd til det
helt store, og da pladsen også var lidt trang blev familien derfor kun budt ind
til aftenskaffe, men så vidt huskes var der 15 personer derinde til
fødselsdags-gilde. Som fødselsdagsgave fik hun en lysegrå plicéret nederdel,
der på det tidspunkt var højeste mode. Børnene lå som sædvanlig og sov. Tove i
barnevognen i køkkenet, Birthe i den lille seng, og Bent i den store seng helt
op mod væggen så der på sengen var plads til fire siddende personer. Bordet var
blevet rykket ud fra væggen og på harmonikasengen for bordenden kunne der nu
også sidde et par. Mellem et par stole ude på gulvet blev der lagt et
strygebræt med et tæppe henover, og der var så også plads til nogen stykker, og
endelig sad resten så på stole og taburetter på den anden side ind mod
kakkelovnen. Fødselsdagsbarnet var der ikke plads til ved bordet. Hun stod op i
døråbningen og rakte kaffe og kager ind til gæsterne. Det er helt utroligt at
der kunne være så mange i det lille rum.
Det
var en meget varm sommer det år, og i dagtimerne mens Jørgen var på arbejde tog
Edel tit ud til stranden sammen med børnene, og de havde så brød og kaffe med.
Når Jørgen så var færdig med dagens vagt klokken tre om eftermiddagen, kom han
så direkte fra arbejde ud til familien ved stranden. Det var en helt utrolig
varm og tør sommer det år, så man var i det hele taget meget ude i det fri. Dog
huskes det at der i juli kom otte dages regn og det var det eneste der kom.
De
havde lejet en kolonihave der lå ude i byens yderkvarter ude ved kirkegården,
og her dyrkede de i den fine og varme sommer, et enormt stort antal tomater. Så
mange at alle på Slotsallé kunne få tomater, og der blev delt ud til højre og
venstre.
På
et tidspunkt blev det besluttet, at de skulle bo i et af de nye andelsboliger
der var ved at blive bygget på Parkgade, netop der hvor de havde kolonihave, og
da byggeriet stod færdig d. 1. november 1947, kunne familien så flytte fra
Slotsallé til Parkgade nr. 3. Det var som at komme i Paradis. Her var der
masser af plads. Der var køkken og to stuer, der var soveværelse og to
børneværelser, der var badeværelse med træk og slip og varmt vand i
vandhanerne, der var kælder med vaskerum, viktualierum og fyrrum, og der var et
stort loftsrum. Jo det var sandelig som at komme i Paradis.
