For efterhånden lang tid siden snakkede man om at de 3 landområder Oldenor, Mjelssø og Bundsø, der alle 3 var gamle afvandede landområder, skulle gives tilbage til naturen igen.

Det var i begyndelsen af 1980'erne at man fandt ud af at der på sigt ikke ville være grundvand nok på Als for at sikre vandforsyningen hvis man vedblev at pumpe milliarder af kubikmeter grundvand ud i havet fra de tørlagte landområder.

På det tidspunkt var ikke alle lodsejere lige interesseret i at afgive jord og mange forhandlinger strandede. På et tidspunkt blev man dog enig om kun at se på Oldenor som et projekt, og i oktober 1993 blev pumperne i Oldenor stoppet og det gamle landområde der kom dermed tilbage til naturen.

I november 2002 blev problematikken omkring Mjelssø taget op igen, og man startede en række forundersøgelser om også der at kunne give dette landområde tilbage til naturen.

Den 9. november 2006 blev pumperne stoppet i Mjelssø, og kun godt 3 måneder senere havde den genskabte så nået sit planlagte niveau.

I januar 2008 blev spørgsmålet om genskabelsen af Bundsø taget op til overvejelse, og der blev startet en lang række forhandlinger vedrørende dette. Selve jordfordelingen vedrørende Bundsø arealet blev dog først en realitet på et jordfordelingsmøde d. 10. september 2014. Der var i alt 24 lodsejere i søen, og de 22 lodsejere solgte eller byttede de 153 hektar, som indgik i projektet, hvor nogen solgte for at stoppe med landbrug, mens 2 lodsejere sagde helt nej og blev dermed eksproprieret.

Arbejdet med genoprettelsen kunne dermed påbegyndes, og d. 2. februar 2015 stoppede man pumperne og det store gamle landbrugsområde begyndte at blive oversvømmet. Dermed var det sidste gamle tørlagte landområde givet tilbage til naturen.

Der var nu gået 170 år siden en række borgere d. 19. januar 1845 var samlet i kroen i Broballe med et ønske om at danne et interessentskab til afvanding af de to søer Mjelssø og Bundsø. Søerne var kommet i statens eje, så man indsendte en ansøgning til Det kongelige Rentekammer om at få søerne overladt til fri afbenyttelse i 30 år fra den 1. april 1845 at regne. Af de 55 tilstedeværende var der kun 38 der skrev under på ansøgningen, idet 17 havde fået betænkeligheder, da man var bange for at afvandingen skulle føre til vandmangel i tørre perioder, eller at søerne efter endt afvanding ikke længere kunne anvendes til ”hør rødning” hvor hørren blev bundtet og lagt ud på det lave vand, hvor vand og bakterier så skørnede de uønskede planterester.

På et nyt møde på Mjelsgård den 16. marts 1846 blev flere spørgsmål fra såvel modparten som Interessentskabet forelagt, og den nye ansøgning resulterede i et positivt svar dateret d. 27. august 1846. Den 8. juni 1849 underskrev kong Frederik VII en ”Confirmation på Kjøbe- og Overdragelses Contract” på Frederiksborg slot, men på det tidspunkt var interessentskabet allerede gået i gang med at bygge en vindmølle og var i gang med gravningen af afvandingsgrøften gennem de to søer.

Afvandingsgrøften blev gravet færdig, og i marts 1870 begynder man at grave en landgrøft øst og syd om Bundsø og nord om Melssø. Den 13. november 1872 kom der en stormflod der ødelagde det hele og lagde det hele under vand igen. I 1876 var man så igen færdig med opbygningen efter stormfloden.

Flittige bønders stræben efter mere land gav dem endelig gevinst, og sådan var det i mange år, men som tiden gik ændrede forholdene sig. Udbyttet var ikke længere det samme. Nu er det fortid med landbrug i de tidligere tørlagte sø arealer.