Forældrene til Bent Jessen

Jørgen Jessen Født: fredag d. 22. september 1916 i “æ Pøthus” i Vollerup. Døbt: søndag d. 15. oktober 1916 i Ulkebøl kirke. Konfirmeret: palmesøndag d. 29. marts 1931 i Ulkebøl kirke. Gift: onsdag d. 4. juni 1941 i kommunekontoret i Augustenborg. Skilt: efter bevilling af 12. august 1965. Død: fredag d. 17. marts 1978 på sygehuset i Middelfart.

Jørgen Jessen var født fredag d. 22. september 1916 som søn af murer Rasmus Peter Jessen og hustru Mette Marie Jessen født Hansen, i “æ Pøthus” i Vollerup. Han var det niende barn ud af en søskendeflok på ti. Han blev døbt i Ulkebøl kirke søndag d. 15. oktober 1916, og som faddere havde han Peter Kaad i Vollerup, Hans Hansen i Spang og Marie Jacobsen i Vollerup.

“Æ Pøthus”, som de boede i, var ejet af tømmermester Chr. Smidts kone Anna i Vollerup. Jørgen kom til at tjene hos Chr. Smidt, der havde lidt jord ved siden af arbejdet som tømmermester. Jørgen boede hjemme og han fik ikke nogen løn for sit arbejde hos Chr. Smidt, men tjente alene til føden og til sit konfirmationstøj.

Da Jørgen så skulle konfirmeret palmesøndag d. 29 marts 1931 i Ulkebøl kirke af Pastor Bang under Provst Thyssens sygdom, blev de kørt til kirken af Chr. Smidt. Det foregik ikke i hans fine “feitung”, som Jørgens mor havde regnet med, men derimod i en gammel arbejdsvogn med påsat “achstol”. Det blev Jørgens mor meget fornærmet over, for det kunne han ikke være bekendt.

Efter konfirmationen kom Jørgen ud at tjene på Glansager, og flere andre steder. Da han tjente i Jestrup blev han uklar med bondemanden og ville ikke snakke med ham da han rejste derfra med sit skab, som han fik sit nevø, Alfred Hildebrandt, til at hjælpe sig med at flytte.

Jørgen var ved at være træt af at arbejde ved bønderne. På dette tidspunkt boede han hos sin søster og svoger Anne Marie og Alfred Hildebrandt i Vollerup. Han ville prøve noget andet, og tog med toget til København hvor han blev indlogeret på et herberge, hvor man kunne overnatte gratis. Han gik ud for at finde noget arbejde, men der hvor dette blev anvist var der en uendelig lang kø, så det opgav han og rejste hjem igen, og kom da også med færgen Fåborg - Mommark uden at betale.

Efter denne udflugt kom han atter ud til bønderne igen. Han kom til at tjene hos Tomhave i Lambjerg og her begyndte han så også at komme i Augustenborg Roklub. Her kom han i kontakt med nogen der arbejdede på hospitalet i Augustenborg, og ad den vej begyndte han så i efteråret 1940 som plejeelev på Sindsygehospitalet i Augustenborg.

Da Jørgen skulle fastansættes som plejer, kunne han ikke blive det, for han var ikke dansk statsborger, idet landsdelen jo var tysk da han blev født. Èn af Augustenborgs gamle borgere, den gamle smed Sandholdt, svor at de var så danske man kunne blive, og derefter gik det hele i orden.

Edel Pilgaard Andersen Født: fredag d. 4. maj 1917 i Roslev by Viborg amt Døbt: søndag d. 17. juni 1917 i Roslev kirke Konfirmeret: søndag d. 12. april 1931 i Roslev kirke. Gift: onsdag d. 4. juni 1941 i kommunekontoret i Augustenborg. Skilt: efter bevilling af 12. august 1965. Død: torsdag d. 18. september 2003 på Nordborg plejehjem Bisat: tirsdag d. 23. september 2003 fra Nordborg kirke.

Edel Pilgaard Andersen blev født fredag d. 4. maj 1917 i Roslev by i Harre herred i Viborg amt som datter af murer Anders Kristian Andersen og hustru Petrea Kristine Mortensen, og som det femte barn ud af en søskendeflok på i alt 12. Hun blev døbt i Roslev kirke søndag d. 17. juni 1917.

De boede i et hus med navnet "Engholm", der lå meget tæt på jernbaneskinnerne fra Skive og nordpå. De boede i husets højre side efter at hendes far havde haft købt et hus, som han solgte igen fordi han derved kunne tjene 50 Kr. Derefter var de flyttet tilbage til ”Engholm” igen hvor de denne gang kom til at bo i husets venstre side. Der boede i alt 7 familier i ”Engholm” på én gang. I kælderen havde de et lille flueskab til madvarer, men når de fik stablet friske tørv op i kælderen blev det for varmt dernede og de kunne ikke holde noget mad dernede.

I en alder af omkring 12 år, da hun var ældste hjemmegående pige, havde hun mange pligter før skoledagen begyndte. Hun var den første der stod op om morgenen, for at tænde ild i komfuret, i det brænde som mor Petrea havde lagt tilrette aftenen i forvejen. Hun måtte også gøre brød og brødmaskine klar, så mor kunne komme og skære brød. Især om vinteren kunne det ske, at hun kunne se sit snit til at skære en flæk rugbrød, og få det smurt med margarine og sukker, få et stykke papir om det og så få det gemt oppe i buksebenet, for så bagefter at kunne få det gemt i skoletasken.

Hun skulle så få de 3 små søskende op og få dem vasket, og få deres hår redt, og bundet deres små fletninger. Det var et stort arbejde. Derefter skulle kakkelovnen renses, og alt koks der ikke var helt brændt blev samlet fra, og skyllet i køkkenvasken, og kom tilbage i kul kassen igen.

Det var altid de to ældste søskende der skulle gøre dette job, og mens Edel ordnede kakkelovnen skulle Elna pudse gafler og knive med skurepulver på en våd korkprop.

Edel var nu klar til at gå i skole, og da det så blev middag gik de hjem igen for at spise. Hun syntes altid, at det var en frygtelig lang vej. De var så mange børn derhjemme, at de ikke havde tallerkner nok til alle, og derfor var der altid en stor og en lille der spiste sammen. Den store skulle så sørge for at den lille fik noget at spise, og hvis de f.eks. skulle have fisk var det tit et problem for den store, for den lille kunne sagtens nå at spise det kød der var blevet pillet af benet, så det kunne være svært selv at kunne få noget.

Derefter gik de så i skole igen, og var så hjemme igen ved 14 - 15 tiden, derefter kunne det så ske, at hun skulle til at vaske op, og hvis hendes mor havde hakket kød, ja så var det noget af det værste, for så kunne opvasken godt tage hele eftermiddagen. Om lørdagen var der altid ekstra ting der skulle gøres. Messingstangen på komfuret skulle pudses, primus og vandhaner skulle ligeledes pudses, og gulvet skulle vaskes. Det var altid de 2 ældste søskendes arbejde.

Julemåneden og juleaften har altid været en tid som Edel syntes godt om. Der var altid så hyggeligt derhjemme i lejligheden på "Engholm", selv om der ikke var meget at slå til siden med. De var altid glade og tilfredse med den sparsomme jul, hvor der aldrig nogen sinde har ligget en pakke neden under træet. Aldrig har de prøvet at få hverken fødselsdags- eller julegaver. Den bedste julemiddag som Edel kunne få var flæskesteg og sveskegrød med flødeskum. Bagefter dette herremåltid blev lysene på juletræet tændt, og så sang de julesalmer.

Lysene på juletræet måtte ikke brænde særlig lang tid, for de skulle holde hele julen over, og de blev da også tændt hver dag fra juleaften og til nytårsdag, når de i mørkningen sad og hyggede sig efter at de var kommet ind. Det var nemlig sådan at de ikke måtte være ude længere indtil gadelyset blev tændt.

Lysene på juletræet var nu blevet slukket, og så kom mor Petrea ind med en tallerken pebernødder. De spillede kort, hvor gevinsten var pebernødder, og selvfølgelig vandt nogen mere end andre gjorde, men når de så var færdig med at spille blev alle pebernødder lagt tilbage på tallerkenen, for derefter at blive delt. Alle fik lige mange, og aldrig blev der gjort forskel. Der var ikke noget der hed lækkerier, ikke engang et helt æble kunne det blive til. Nej mor Petrea skar æblerne i kvarte stykker, og delte ud, og de blev sjældent skrællet, for det var jo også spild. Derefter pillede hun appelsiner til dem, og deraf fik de så et par enkelte stykker hver. Derefter fik de kaffe, og til jul var der altid 7 slags småkager. Det første de altid spurgte om var hvor mange småkager må vi få, og svaret var altid 3 eller 4. De måtte så søge ud blandt de 7 slags de ville have.

2. nytårsdag blev juletræet plyndret og smidt ud igen.

Når de skulle i bad i baljen midt på køkkengulvet, blev de alle vasket i det samme vand, og engang da hun skulle have vasket hår, strittede hun imod men mor Petrea tog hende hårdt i nakken, og tvang hende ned i vandet. Håret blev så skyllet med rent vand fra en kande.

Mor Petrea lå på sygehuset, hvor hun havde fået en abort, og da Edel kom ud for at se til hende, græd hun. Hvorfor nu det? Jo Edel var blevet klippet, og da Petrea altid satte en stor ære i pigerne når de skulle konfirmeres at de skulle have håret redt stramt bagud og så have en stor sløjfe bag i, ligesom i en hestehale, var det virkelig en stor sorg for mor Petrea.

Da hun skulle konfirmeres, skulle de først søge om det. Der var nemlig kommet en ny lov, der sagde at man skulle være fyldt 14 år inden d. 1 maj, for at kunne blive konfirmeret dette år. Der blev søgt, og mor Petrea regnede da også med at det skulle gå i orden med ansøgningen. Hun var begyndt at bronzere lamper og gøre klar om onsdagen, som konfirmationen skulle være om søndagen. Præsten kom den onsdag og sagde at det var gået i orden, og at Edel godt kunne blive konfirmeret. De kørte derfor til Skive om torsdagen, for at købe konfirmationstøj. Edel fik en fin kjole der kostede 8 kr., og et par sorte laksko til omkring 6-7 kr. Hun skulle så have de billigste strømper man kunne få, men hendes søster Emmy sagde så til mor Petrea, at hun godt kunne give hende nogen der var et par kroner dyrere, for hun havde jo givet 2 kr. til en hat, der kostede omkring 8 kr. Edel skulle også have en frakke, og den fik hun foræret af en pige der tjente hos manufaktur handleren i Roslev, men som var datter der, hvor søsteren Sigrid tjente. Det var en flot vinterfrakke med silke plys og stor krave, så hun var flot i denne vinterfrakke og sommer hat der var mørkeblå med røde blomster indvendig i skyggen.

Konfirmationen foregik i Rybjerg kirke, idet Roslev kirke ikke var stor nok. De blev kørt til kirken i en taxa af kromanden i Roslev. Efter konfirmationen blev kjolen farvet blå, og så havde hun den fineste kjole bagefter.

Om vinteren kom de aldrig ud at lege, fordi de kun havde træsko at gå i. De havde heller ikke plads til at få tøjet tørret, og de sad tit indenfor og var misundelig på naboens børn der løb udenfor. De havde nemlig strømper uden over deres ”tøjsko”, og så kunne de løbe og more sig ude i sneen og det kunne de jo ikke.

Om sommeren måtte de ikke engang sidde ned på en trappesten for ikke at blive kold. Der var i det hele taget utrolig meget de ikke måtte gøre, men altid skulle de passe de små søskende.

Når de små skulle i seng, skulle de se deres strømper efter om der var huller, og når Edel sad og lavede lektier, kom den ene eller den anden og sagde der er hul på mine hoser. De blev så hængt over stoleryggen og der hang de så til hun var færdig med lektierne. Strømperne skulle stoppes inden hun kunne komme i seng, og det skulle helst være til klokken otte

Fra 12 års alderen var det slut med komme ud at lege, eller køre en tur med de små søskende. Da var det kun arbejde derhjemme, og det begyndte altid i 10 års alderen. Drengene lavede ikke noget derhjemme. Broderen Viktor var bydreng ved en købmand, der var han indtil han blev konfirmeret. Han kom derefter ud at tjene på gårdene udenfor Roslev. Han ville gerne have været i købmandslære, men det kunne der ikke blive råd til.

Søsteren Ingrid blev tilbudt en friplads i realskolen, men far Anders og Mor Petrea sagde nej. Det var der ikke nogen af de andre der havde fået lov til, og så skulle hun heller ikke. Der blev aldrig gjort forskel på nogen af søskende. Ikke engang på navnene blev der gjort forskel. Ved dåb måtte de kun få et fornavn. Da søsteren Ida skulle have sit navn, skulle hun have heddet Karen Margrethe, men far Anders sagde nej, for ingen af de andre havde mere end et fornavn, og der skulle ikke gøres forskel.

Der var meget stramme kår derhjemme. Far Anders blev altid arbejdsløs om vinteren, for da kunne de ikke bygge. Da han var selverhvervende kunne han ikke få understøttelse, men han fik krisehjælp, 25 kr. om ugen. Deraf fik han 15 øre så han kunne gå hen til morbror Jens for at få skægget af. Købmandsregning, husleje og brændsel blev betalt med veksler, og når de var forfalden og skulle betales, gik far Anders op og ned af gulvet om natten, og viste ikke hvor han skulle få pengene fra.

Hun boede hjemme indtil omkring 1933 hvorefter hun kom ud at tjene forskellige steder. Hendes søster Elna havde fået arbejde på hospitalet i Augustenborg, og Edel flyttede ned til hende hvor hun så også fik arbejde.

****#****

Edel blev med barn, og de ville gifte sig, og have et sted at bo. Der var en lejlighed ovenpå i et hus på Osbækvej i Augustenborg som stod tom, og den søgte de og den fik de. Torsdag d. 1. maj flyttede de så ind i lejligheden, og derefter ville de så giftes. Onsdag d. 4. juni 1941 blev de gift, og de gik til kommunekontoret i Augustenborg, hvor de blev viet som det andet par borgmester Pallesen viede. Vidnerne var Edels mor Petrea og hendes søster Elna. Efter vielsen gik de alle de 5 Km. til Vollerup, hvor bryllupsfesten blev holdt hos Jørgens søster og svoger Anne Marie og Alfred Hildebrandt. Alle Jørgens søskende kom med vin, idet de havde tabt deres væddemål om at han ikke blev gift inden han var 30 år. Da bryllupsfesten var forbi ved 04.30 tiden om morgenen, gik de alle de 5 Km. tilbage til Augustenborg for at sove. Edel sov ved siden af sin mor, og Jørgen sov i en sovepose på divanen. Det var deres bryllupsnat.

Sammen fik de børnene Bent, Birthe og Tove

Ajourført juni 2019