Espehøjvej 6


Matrikel nr. 42 af Broballe ejerlav

 

Lauritz Andresen (Jepsen) i nabohuset Espehøjvej 4 havde tidligere købt ½ skæppe jord til oprettelse af et nyt familiested der, men noget kan tyde på at han senere har tilkøbt noget jord, idet han i en kontraktprotokol af 12. februar 1847 bliver nævnt som udlejer af en byggeplads til en lejer ved navn Jacob Andresen (Jepsen). Denne Jacob Andresen var bror til Lauritz Andresen,

Da hans eget jordstykke kun var på ½ skæppe, hvilket godt kan passe med nuværende størrelse på 307 m2, må jordstykket her, der er på nuværende 338 m2, være noget tilkøbt jord, som han derefter har givet til sin bror.

 

1847       Starten til stedet her må derfor ud fra ovenstående være året 1847 med Jacob Andresen som første mand på stedet.

Jacob Andresen (Jepsen) var født d. 23. april 1805 i Broballe i et lille hus, der dengang var beliggende i Broballe by omkring Søholmvej, som søn af inderste Andreas Jepsen og hustru Kirstine Laursdatter, eller Lorenzen som hun også senere er blevet benævnt. Præcist hvor det hus har været kan ikke ses på udstykningskortet over Broballe fra 1779. Jacob Andreasen (Jepsen) var blevet gift i Havnbjerg kirke d. 3. november 1844 med den 2½ år yngre Anne Kathrine Wriborg der var født d. 5. december 1807 som uægte datter af pigen Anna Cathrine Jessen i Elsmark og faderen Johan Hansen Wriborg fra Torup ved Svenstrup.

Anne Kathrine og Jacob Andresen (Jepsen) fik børnene:

  • Andreas Jepsen, født d. 16. januar 1845 i Lavensby.
  • Johan Hansen Jepsen, født d. 16. december 1846 i Oksbøl.
  • Anna Kirstine Jepsen, født d. 9. september 1850. (hun overtog stedet)


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede inderste og daglejer Jacob Andresen her på stedet sammen med sin hustru Anne Kathrine og deres tre børn Andreas Jepsen, Johan Hansen Jepsen og Anna Kirstine Jepsen.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede daglejer Jacob Andreasen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anne Kathrine og deres to børn Andreas Jepsen og Anna Kirstine Jepsen. Desuden boede der også en anden daglejer i huset ved navn Steffen Hansen og dennes hustru Lene Marie.

 

1862       Anna Cathrine Jepsen døde d. 14. maj 1862 i en alder af 55 år, og Jacob Andresen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1874       Datteren Anna Kirstine Jepsen købte huset d. 15. maj 1874, og dette blev derefter indført i den preussiske grundbog efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Hun var deres eneste tilbageblevne barn, idet begge sønner var bortrejst for flere år siden uden at lade høre fra sig.

 

1878       Jacob Andresen døde d. 16. juli 1878 i en alder af 73 år, efter at have levet som enkemand i godt 16 år.

 

1879       Anna Kirstine Jepsen blev gift i Oksbøl kirke d. 20. februar 1879 med den jævnaldrende Jacob Peter Hermann, der var født d. 29. november 1850 i Lunde sogn i Ribe amt som søn af maler Jacob Peter Hermann og hustru Else Marie f. Knudsen. Jacob Peter Hermann var kommet her til sognet i 1870.

Anna Kirstine og Jacob Peter Hermann fik børnene:

  • Jacob Andreas Hermann, født d. 2. maj 1879.
  • Anna Cathrine Hermann, født d. 5. oktober 1881, død d. 21. marts 1884.
  • Niels Peter Hermann, født d. 26. juli 1883.
  • Johannes Hermann, født d. 10. november 1888.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede træskomager Jacob Peter Hermann her i huset sammen med sin hustru Anna Kirstine, der arbejdede som daglejerske.

 

1925       Anna Kirstine Hermann døde d. 26. maj 1925 i en alder af godt 74½ år, og Jacob Peter Hermann sad derefter tilbage som enkemand.

 

1940       Jacob Peter Hermann, der i sin tid havde arbejdet som fyrbøder på Broballe mejeri, døde d. 13. december 1940 i en alder af 90 år efter at have levet som enkemand i 15 år. Huset blev herefter sammen med boet taget under offentlig skiftebehandling d. 19. december 1940.

 

1941       Husets næste ejer blev arbejdsmand Karl August Sørensen og hustru Anna Christina Sørensen Broballemark og de blev ejer af huset for en købesum på 2.500 kr. og d. 18. april 1941 fik de deres tinglyste skøde fra skifteretten for Als Nørre og Søndre Herreder der havde behandlet dødsboet efter Jacob Peter Hermann og hustru Anna Kirstine Hermann.

Karl August Sørensen var født d. 23. april 1904 i Tyrstrup sogn som søn af arbejdsmand Hans Jacob Nicolai Sørensen og hustru Dorthea Marie Petersen, og han var blevet gift i Felsted kirke d. 31. juli 1932 med den 3½ år yngre Anna Christina Schmidt der var født d. 31. oktober 1907 i Kliplev sogn som datter af arbejdsmand Christian Jürgen Vilhelm Schmidt og hustru Christina Marie Sørensen.

Anna Christina og Karl August Sørensen fik børnene:

  • Christine Dorothea Sørensen.
  • Karl Jørgen Sørensen.
  • Udøbt drengebarn, født d. 25. april 1936, død 6 timer senere.
  • Svend Aage Sørensen.


1951       Anna Christina og Karl August Sørensen solgte huset til arbejdsmand Ejnar Rasmussen for en købesum på 7.018,50 kr. og de fraflyttede derefter og flyttede til Spangsmosevej 10 som de netop havde købt. Ejnar Rasmussen fik denne overtagelse tinglyst d. 4. april 1951. Hvem han var vides ikke.

 

1955       Ejnar Rasmussen fraflyttede huset og solgte det til vognmand Hans Christensen, Augustenborg for en købesum på 10.000 kr., og denne overtagelse blev efterfølgende tinglyst d. 19. april 1955. Han beholdt ikke huset i lang tid, idet han solgte det kort tid efter til fabriksarbejder Niels Tage Jensen og hustru Rosa Raun Jensen Broballe for en købesum på 11.000 kr., og de fik deres tinglyste skøde på dette d. 12. maj 1955.

 

1996       Rosa og Niels Tage Jensen flyttede til Borgmester Blomgrensplads i Nordborg, hvor Rosa Raun Jensen, der var født d. 22. december 1923, døde d. 16. juli 1997, i en alder af 73½ år. Huset blev solgt til Jørgen Christian Madsen fra Holm for en købesum på 265.000 kr., og han fik sit tinglyste skøde på dette d. 10. april 1996.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2017       Jørgen Christian Madsen ejer og bebor fortsat huset.




til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk