Espehøjvej 12


Matrikel nr. 104 af Broballe ejerlav

 

1902       Arbejder og murer Christian Tinnesen i Broballe erhvervede sig denne matrikel d. 9. oktober 1902, og lod så derefter huset opføre på det 375 m2 store areal.

Christian Tinnesen var født i Mjels d. 1. maj 1868 som søn af ugift pige Anna Kirstine Tinnesen. Han var blevet borgerlig viet i Vilstrup ved Haderslev d. 7. marts 1898 med den trekvart år ældre Christiane Jensen, der var født i Vorgod sogn ved Herning d. 3. august 1867 som datter af husmand og snedker Niels Christian Jensen og hustru Else Jensen. Efter vielsen flyttede de til Herning inden de i på et tidspunkt i 1898 kom her til sognet.

De blev kirkelig viet i deres daværende hjem i Broballe d. 29. januar 1899, men hvor i Broballe det har været vides ikke.

Christiane og Christian Tinnesen fik børnene:

  • Niels Christian Tinnesen, født d. 29. december 1898. (han overtog stedet)
  • Else Tinnesen, født d. 3. oktober 1900.
  • Jens Tinnesen, født d. 29. maj 1902.
  • Lauritz Tinnesen, født d. 3. december 1903.


omkr. 1910
1910
På billedet ses Christiane og Christian Tinnesen sammen med deres 4 børn
Niels Christian Tinnesen, Else Tinnesen, Jens Tinnesen og Lauritz Tinnesen.
Billedet må være fra omkring 1910.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede Christian Tinnesen her i huset som fisker sammen med sin hustru Christiane og deres søn Jens Tinnesen, der var registreret som sømand.

 

1928       Christiane og Christian Tinnesen solgte nu huset til deres søn snedker Niels Christian Tinnesen for en købesum på 3.000 kr., og d. 15. december 1928 blev der så udstedt et skøde på dette.

Niels Christian Tinnesen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 23. marts 1921 med pigen Cathrine Marie Sørensen fra Asserballe, og de havde bosat sig et sted i Oksbøl

Cathrine Marie Sørensen var født d. 24. marts 1897 i Mjelsmark som datter af Hans Jacob Nicolai Sørensen og hustru Dorthea Marie f. Petersen, senere ”E Femkånt” i Oksbøl. (Nedbrudt hus der var beliggende ved Oksbøl Nørregade, vest for gadekæret, hvor landevejen nu beliggende.)

Ved folketællingen i 1925 havde Cathrine Marie og Niels Christian Tinnesen boet i Dybbølgade 17 i Sønderborg sammen med deres 2 børn Christian Tinnesen og Dorthea Tinnesen. Hans bror Lauritz Tinnesen, der var smedesvend boede også hos dem.

Cathrine Marie og Niels Christian Tinnesen havde børnene:

  • Christian Tinnesen, født d. 28. juli 1921.
  • Dorthea Tinnesen, født d. 4. maj 1923.
  • Harry Tinnesen, født d. 11. februar 1928.


1931       Christiane og Christian Tinnesen var fortsat blevet boende i huset og Christian Tinnesen fiskede så sammen med sin søn, men Christian Tinnesen blev syg og døde på amtssygehuset i Sønderborg d. 31. marts 1931 i en alder af næsten 63 år, og Christiane sad så tilbage som enke.

Niels Christian Tinnesen fortsatte fiskeriet alene, men d. 10. december 1931 blev han fundet druknet ved Stevning Nor liggende i sin vandfyldte båd som han dagen i forvejen var taget ud for at fiske i. Han blev således kun 32 år, og hans hustru Cathrine Marie Tinnesen sad så også nu tilbage som enke sammen med sin svigermor Christiane Tinnesen.

 

1942       På et tidspunkt var Christiane Tinnesen kommet på De Gamles Hjem i Sønderborg hvor hun døde d. 10. december 1942 i en alder af 75½ år.

 

1943       Efter en skiftebehandling d. 8. marts 1943 overgik huset nu officielt til enkefru Cathrine Marie Tinnesen der så herefter sad i uskiftet bo i huset.

På et tidspunkt herefter fraflyttede Catharina Marie Tinnesen sognet og flyttede til Hundslev i Notmark sogn. Huset blev herefter lejet ud. (Catharina Marie Tinnesen var husbestyrerinde hos malermester Carl Hansen i omkring 20 år, og fra midten af 1960-erne flyttede hun hen i en aftægtsbolig hos datteren Dora og svigersønnen Lorenz Madsen i Helved. Hun døde på Sønderborg Sygehus den 27. november 1976 og blev begravet på Oksbøl kirkegård)

 

1953       Catharina Marie Tinnesen solgte huset til fabriksarbejder Torben Ejvind Møller Broballe for en købesum på 14.000 kr., og dette blev så tinglyst d. 18. november 1953.

Torben Ejvind Møller var født d. 19. februar 1926, men hvor han kom fra vides ikke. Han var gift med Meta Kirstine Fynsk, der var født d. 13. maj 1933. Hvem hun var vides ikke.

Meta Kirstine og Torben Ejvind Møller fik datteren:

  • Gurli Marie Møller, født d. 23. marts 1954.


1958       Torben Ejvind Møller solgte så huset til fabriksarbejder Aage Theodor Valbjørn og hustru Bodil Valbjørn f. Thomsen for en købesum på 18.000 kr., og d. 7. august 1958 fik de deres skøde på dette.

 

1964       Bodil og Aage Theodor Valbjørn solgte huset til Holger Korsholm og hustru Asta Korsholm for en købesum på 41.600 kr., og dette fik de så et skøde på d. 2. september 1964.

 

1999       Holger Korsholm der var født d. 17. juli 1917 i Frisgaard i Lydum, døde d. 16. februar 1999 i en alder af 81½ år, og efterlod sig sin hustru Asta som enke.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2013       Asta Korsholm bebor fortsat huset hvor boet efter Holger Korsholm nu står som ejer.

 

2017       Asta Korsholm, der var født d. 25. juni 1925, døde d. 18. august 2017 i en alder af 92 år, efter at have levet som enke i 18½ år.

 

2018       Boet efter Holger Korsholm satte i februar 2018 huset på 83m2 og en grund på 376 m2 til salg for 95.000 kr. Af salgsannoncens fremgik følgende: Ejendommen fremstår generelt i en dårlig stand og sælges med henblik på evt. nedrivning.

 

2018       Huset blev købt af Margit Hellesø Hansen og skødedatoen er ifølge OIS ejendomsdata sat til 16. juni 2018.







til top
Ajourført august 2018
www.jessenb.dk