Espehøjvej 14


Matrikel nr. 8 af Broballe ejerlav

„Lyshøjgaard”

Ejendommen havde i gammel tid betegnelsen bol nr. 128. Den lå tidligere inde i Broballe på det nuværende Lusigvej 8. Daværende ejer Mathias Jensen Grau, der var kommet til stedet efter at være blevet gift med den tidligere ejers enke flyttede det gamle bolsted her ud på stedets marker. Han gik imidlertid fallit med stedet og flyttede med sin hustru til Oksbøl hvor de lejede sig ind i et hus som hyreinderste folk.



1779
1779
På udstykningskortet over Broballe fra 1779 ses bolstedets tidligere
placering på Lusigvej 8. En fold på kortet gør at grundstykket
desværre ikke kan ses i sin fulde udstrækning


1826       Det nyopførte bolsted blev solgt til Jes Jørgensen d. 24. januar 1826 efter en købekontrakt af samme dato.

Jes Jørgensen var født i 1785 og døbt i Oksbøl kirke d. 2. oktober 1785 søn af bolsmand Jørgen Jessen og hustru Ellen Jørgensdatter på Oksbøl Søndergade 5 i Oksbøl. Inden han kom her på stedet som bolsmand, var han kaptajn. Han var gift med Charlotte Sophie Bisenz, der var født i Østpreussen d. 1. november 1785 som datter af Førster Bisenz i Grönewalde i Østpreusen.

Charlotte Sophie og Jes Jørgensen fik datteren:

  • Christine Henriette Jørgensen, født omkring 1814.


1834       Charlotte Sophie og Jes Jørgensens datter Christine Henriette Jørgensen blev gift i Oksbøl kirke d. 15. maj 1834 med den omkring 13 år ældre skibskaptajn Rasmus Christian Klyhn, der var født d. 15. september 1801 i Østerlund, Nordborg Sogn som søn af Hans Christian Rasmussen Klyhn og hustru Synnet Jensdatter.

Christine Henriette og Rasmus Christian Klyhn fik følgende børn her i sognet:

  • Jes Christian Emil Klyhn, født d. 13. maj 1835.
  • Corelia Charlotte Susette Klyhn, født d. 10. marts 1837.
  • Carl Matthias Klyhn, født d. 13. juni 1839.


1836       Bolsmand Jes Jørgensen døde d. 25. juli 1836 i en alder af kun 51 år, og hans hustru Sophie Charlotte Bisenz sad derefter tilbage som enke.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede Sophie Charlotte Bisenz her på stedet som enke og bolsmand. Hendes datter og svigersøn Christine Henriette og Rasmus Christian Klyhn boede der også sammen med deres 3 børn Jes Christian Emil Klyhn, Corelia Charlotte Susette Klyhn og Carl Matthias Klyhn. Desuden boede tjenestefolkene Hans Christensen Bonde, Jens Jensen Hansen, Caroline Magdalene K___? og Maren Petersen Knarhøj også på ejendommen.

 

1841       Efter en købekontrakt af 28. september 1841 blev bolstedet solgt til Johann Nicolai Petersen. Han måtte således udrede 2840 i datidens penge til Jes Jørgensens enke Sophie Charlotte f. Bisenz og hendes datter Christine Henriette gift Klyhn og summen skulle derefter udbetales på én gang før d. 1. maj 1843.

Sophie Charlotte fraflyttede sognet sammen med sin datter og svigersøn Christine Henriette og Rasmus Christian Klyhn og tilflyttede ”Tontoftgård” i Nordborg, som Rasmus Christian Klyhn havde købt. (Her døde Sophie Charlotte d. 19. december 1875. Hendes svigersøn Rasmus Christian Klyhn døde d. 9. august 1865 og hendes datter Christine Henriette Klyhn døde d. 19. januar 1882.)

Johann Nicolai Petersen var på det tidspunkt gæstgiver i Rinkenæs. Han var født omkring 1792 i Flensborg, og han var blevet gift d. 15. december 1822 med Johanne Elisabeth Henriette Petersen, der var født d. 28. oktober 1790 i Hamborg som datter af Johan Christian Mau og hustru Cathrine Maria født Mack.

Johanne Elisabeth Henriette og Johann Nicolai Petersen havde børnene:

  • Johanne Auguste Petersen, født d. 10. oktober 1823 i Hamborg (blev gift Sarsgaard i 1844)
  • Mathilde Caroline Petersen, født d. 24. november 1825 i Rinkenæs. (hun overtog stedet)
  • Wilhelmine Henriette Petersen, født omkring 1828 i Rinkenæs.
  • Emilie Therese Petersen, født omkring 1830 i Rinkenæs.


1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Johann Nicolai Petersen her på gården sammen med sin hustru Johanne Elisabeth Henriette og døtrene Mathilde Caroline Petersen, Jette Petersen og Therese Petersen. Deres tjenestekarl Jes Gude fra Trympelyng og Peter Schau fra Mjels samt tjenestepigen Caroline Hansen boede også på gården. Deres datter Johanne Auguste Petersen og svigersøn, den 16 år ældre Friedrich Hansen Sarsgaard fra Broballe og deres lille datter Jette Johanne Sarsgaard boede også på gården.

 

1846       Bolsmand Johann Nicolai Petersen døde d. 17. december 1846 i en alder af 54 år, og hans hustru Johanne Elisabeth Henriette Petersen levede så videre som enke.

 

1847       Den 4. september 1847 blev der lavet en arvedeling, således at Mathilde Caroline Petersen skulle overtage gården, og ved moderens død skulle der betales 800 af datidens penge til hver af søstrene Johanne Auguste Petersen nu gift Sarsgaard, Wilhelmine Henriette Petersen og Emilie Therese Petersen.

 

1849       Johanne Elisabeth Henriette Petersens datter Mathilde Caroline Petersen blev gift herhjemme på ”Lyshøjgaard” d. 18. juli 1849 med den jævnaldrende Peter Christian Thaysen, der var født i Harrisle i Handewith sogn ved Flensborg d. 18. marts 1826 som søn af gårdbesidder Peter Thaysen.

Efter før nævnte arveforening fik Mathilde Caroline og Peter Christian Thaysen et skøde på ejendommen bol nr. 128 i Broballe d. 27. december 1849, og der blev oprettet aftægtskontrakt til Johanne Henriette Elisabeth Petersen.

Mathilde Caroline og Peter Christian Thaysen fik børnene:

  • Johan Peter Nikolai Thaysen, født d. 3. marts 1850.
  • Bernhard Emil Thaysen, født d. 20. august 1851.
  • Margrethe Henriette Thaysen, født d. 18. september 1855.
  • Caroline Therese Thaysen, født d. 19. april 1859.


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede bolsmand Peter Christian Thaysen her på stedet sammen med sin hustru Mathilde Caroline og deres sønner Johan Peter Nikolai Thaysen og Bernhard Emil Thaysen. Deres tjenestepige Dorothea Marie Henriksen fra Oksbøl og tjenestekarlene Jacob Hansen Baurup fra Oksbøl og Jens Lausen Ohlsen fra Store Rise på Ærø, boede også på gården. På gårdens aftægt boede Mathilde Carolines mor Johanne Elisabeth Henriette Petersen og hendes svigerinde Sophie Marie Petersen, der var født omkring 1794 i Flensborg.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede bolsmand Peter Christian Thaysen stadigvæk her på ejendommen sammen med sin hustru Mathilde Caroline og deres børn Johan Peter Nikolai Thaysen, Bernhard Emil Thaysen, Margrethe Henriette Thaysen og Caroline Therese Thaysen. Deres tjenestepige Ingeborg Christine Marie Christiansen fra Handewith sogn og tjenestekarlene Jens Sandvei fra Nordborg og Hans Christian Krag fra Lysabild boede også på ejendommen. På gårdens aftægt boede Johanne Elisabeth Henriette Petersen og hendes svigerinde Sophie Marie Petersen fortsat.

 

1862       Peter Christian Thaysen solgte bolstedet nr. 128 ”Lyshøjgaard” til Peter Madsen d. 27. maj 1862 og derefter blev der d. 30. september 1862 udstedt et skøde på dette.

Peter Christian Thaysen og hans hustru Mathilde Caroline samt hans svigermor Johanne Elisabeth Henriette Petersen fraflyttede sognet og flyttede til Røllumskov i Ensted sogn ved Aabenraa. (Her døde Johanne Elisabeth Henriette Petersen d. 22. maj 1864 af alderdomssvaghed i en alder af 73½ år.)

Peter Madsen var født d. 4. juli 1815 i Helved i Notmark sogn og han var blevet gift i Notmark kirke d. 10. juni 1852 med den 10 år yngre pige Anne Marie Iversen der var født i Anholdt i Notmark sogn d. 24. august 1826 som datter af bolsmand Peter Iversen og hustru Fredericia Louise Petersen i Anholdt.

Peter Madsen havde tidligere været gift med Catharine Marie Røge, som var datter af bolsmand Jørgen Røge i Padholm, hvilket han var blevet i Notmark kirke d. 26. januar 1839, men han var blevet enkemand idet Cathrine Marie var død d. 5. oktober 1851 i en alder af kun 36 år, og fra dette ægteskab havde han børnene:

  • Peter Madsen, født d. 21. juli 1839 i Helved, Notmark sogn.
  • Jørgen Madsen, født d. 1. november 1841 i Helved, Notmark sogn. (han overtog stedet)
  • Kirstine Madsen, født d. 2. marts 1845 i Helved, Notmark sogn.
  • Kathrine Marie Madsen, født d. 9. december 1849 i Helved, Notmark sogn.

Anne Marie og Peter Madsen havde bl.a. sønnerne:
  • Christen Madsen, født d. 1. januar 1855 i Helved, Notmark sogn. (senere Færgevej 58 Mjels)
  • Mads Madsen, født d. _____ ?


1864       Bols og synsmand Peter Madsen fik ikke lang tid på ”Lyshøjgaard” idet han døde d. 25. juli 1864 i en alder af kun 49 år. Hans hustru Anne Marie Madsen sad derefter tilbage som enke. For at få det til at løbe rundt gældsatte hun sig d. 2. marts 1865 til bolsmand Jørgen Buchard i Sjellerup med 1875 i datidens penge imod 3½ procent rente. Gården er derefter givet vis blevet drevet videre af stedsønnen Jørgen Madsen

 

1871       Jørgen Madsen, der endnu var ungkarl på ”Lyshøjgaard”, blev gift i Oksbøl kirke d. 23. september 1871 med den 2 år yngre Anna Maria Nissen, der var født i Mjels d. 6. november 1843 som datter af bolsmand Christian Nissen og hustru Kirsten Nissen f. Johansen Østervej 15 i Mjels.

Anna Maria og Jørgen Madsen fik ingen børn.

 

1872       Jørgen Madsen overtog nu bol nr. 128 ”Lyshøjgård” efter et skifte af 21. februar 1872, og han blev således derefter indskrevet i den preussiske grundbog som gårdmand på ”Lyshøjgård”.

Jørgen Madsen forpligtede sig ved skiftet til at betale 241 af datidens penge til Anne Marie Madsen, 315 til søsteren Kirstine Madsen, 315 til søsteren Kathrine Marie og 321 til halvbroderen Christen Madsen. Der blev samtidig oprettet en aftægtskontrakt til Anne Marie Madsen.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt flyttede Jørgen Madsens svigerforældre Kirsten og Christian Nissen fra deres aftægt på ejendommen Østervej 15 i Mjels hertil et aftægt på ”Lyshøjgaard”.

Christian Nissen var født i Mjels d. 29. november 1811 som søn af bolsmand Nis Hinrichsen og hustru Cecilie Marie og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 13. november 1840 med Kirsten Nissen der var født Johannsen d. 20. oktober 1812 som datter af bolsmand Johan Johansen, bolsmand og hustru Maren f. Otzen i Lavensby.

 

1891       Jørgen Madsens svigermor Kirsten Nissen døde d. 6. december 1891 i en alder af 79 år og hans svigerfar Christian Nissen sad derefter tilbage på aftægten som enkemand.



omkr. 1895
1895
Foto af stuehuset fra omkring 1895.


1903       Jørgen Madsens svigerfar aftægtsmand Christian Nissen døde på ”Lyshøjgård” d. 3. marts 1903 i en alder af godt 91½ år, efter at have levet som enkemand i godt 11 år.

 

1904       Jørgen Madsens stedmor Anne Marie Madsen døde på gårdens aftægt d. 16. februar 1904 i en alder af 77½ år, efter at have levet som enke i 39½ år. Hun efterlod sig en søn og 4 stedbørn.

Jørgen Madsen solgte ejendommen d. 7. april 1904 til færge ejer, gårdmand og kromand Jens Thomsen Hardeshøj Færgekro Færgevej 67, og Anna Maria og Jørgen Madsen flyttede derefter ind på gårdens aftægt.

Jens Thomsen var født i Elsmark Havnbjerg sogn d. 24. september 1877 som søn af bolsmand Peter Thomsen Kelsen og hustru Ellen f. Jessen Klyhn i Elsmark, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 10. september 1901 med den trekvart år yngre Dorothea Duus, der var født d. 29. maj 1878 som datter af daværende færge ejer, gårdmand og kromand Jørgen Jacobsen Duus og hustru Anne Sophie f. Berg Hardeshøj Færgekro.

Dorothea og Jens Thomsen havde da fået børnene:

  • Jørgen Thomsen, født d. 8. september 1902.
  • Anne Sophie Thomsen, født d. 22. november 1903.

De havde forpagtet kroen ud til Jens Thomsens bror Peter Thomsen, og påbegyndte så en ny tilværelse her. Jens Thomsen var fortsat færgemand mens han drev stedet her. Han kom med i krigen 1914-18 og kom aldrig mere hjem, idet han døde derude i 1918. Hans hustru Dorothea Thomsen sad derefter tilbage som enke.


omkr. 1914
1914
Foto af gården fra omkring 1914.


1917       På gårdens aftægt døde den tidligere ejer Jørgen Madsen d. 9. september 1917 i en alder af næsten 76 år, og hans hustru Anne Marie Madsen levede så videre på aftægt som enke.

 

1918       Dorothea Thomsen solgte ejendommen til gårdejer Christian Petersen Sarsgaard og hustru Anne Marie f. Hansen der beboede og ejede ”Sarsgaard” på Lusigvej 20 og d. 27. februar 1918 blev dette så tinglyst.

Christian Petersen Sarsgaard drev nu gården videre sammen med sin egen gård indtil hans 2 tvillinger sønner der var født d. 5. januar 1892 kunne overtage gårdene. Det var nemlig sådan at sønnen Mads Sarsgaard skulle overtage ”Lyshøjgaard”, Peter Sarsgaard skulle overtage ”Sarsgaard”.

Dorothea Thomsen fraflyttede, men hvor hun bosatte sig er ikke kendt. Hun købte senere en grund på Oksbøl Søndergade 11 i Oksbøl i 1932 hvor hun lod et hus opføre.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede enkefru Anne Marie Madsen fortsat her på stedets aftægt, og i et lejemål boede Peter Madsen, der var søn af Mads Knudsen Madsen og hustru Maren på Espehøjvej 11, og som arbejdede hos gårdejer Mads Eriksen, Lusigvej 14, sammen med sin hustru Cathrine Marie f. Petersen og deres datter Anne Marie Madsen, der var blevet født d. 15. juli 1920.

 

Anne Marie og Christian Petersen Sarsgaard overlod nu gården til deres søn Mads Sarsgaard her i 1921, og dengang havde gården et opdyrket areal på 38 tønder land, og en besætning på 3 heste, 9 køer, 6 ungkvæg og 2 svin.

 

1922       Mads Sarsgaard blev gift på Standesamt i Broballe d. 27. april 1922 med den 9½ år yngre Thyra Jessen der var født d. 22. juli 1902 som datter af gårdejer Jes Jessen og hustru Thøre Bonde i Nybøl, og dagen efter d. 28. april 1922 blev de så kirkelig viet i Oksbøl kirke. Begge dage sammen med Mads Sarsgaards tvillingbror Peter Sarsgaard Lusigvej 20, der blev gift med Helene Rasmussen.

Thyra og Mads Sarsgaard fik børnene:

  • Anne Marie Sarsgaard, født d. 17. oktober 1923.
  • Thyra Sarsgaard, født d. 2. januar 1926.


1924       Den 27. februar 1924 fik Mads Sarsgaard sit skøde på gården og dermed bevis på sit ejerskab, der dengang omhandlede matriklerne 8, 34 og 39 af Broballe ejerlav og 143 af Mjels ejerlav.

Matrikel nr. 34 var det lille skovhus på Lusigvej 24 i Broballemark.

 

1930       På gårdens aftægt døde enkefru Anne Marie Madsen d. 9. marts 1930 i en alder af knap 86½ år efter at have levet der som enke i 12½ år.

 

1943       I 1943 havde ejendommen et opdyrket areal på 46 tønder land, og der var nu en besætningen på 1 hest, 9 køer, 12 ungkvæg og 7 svin.

 

1953       Den 2. februar 1953 brændte ejendommens udlænger, og de blev derefter genopbygget med ny svinestald og lade.

Dagbladet Sønderjyden skrev i sin udgave d. 2. februar 1953

Stor gårdbrand på Nordals i morges.

Udlængerne til gårdejer Sarsgaards ejendom lagt øde – En halv snes dyr indebrændte.

Hos gårdejer Mads Broballe udbrød der kl. 8.15 i morges brand i to af gårdens tre længer, der på kort tid var omspændt af flammer. Brandværnene i Broballe og Nordborg blev rekvireret, men forinden havde gårdejer Sarsgaard og naboerne indledt et energisk redningsarbejde, der dog blev hindret af den stærke røgudvikling.

Den kraftige blæst gav ilden stor styrke og på kort tid var længerne nedbrændt til grunden. Det lykkedes redningsmandskabet at bjerge 14-15 svin ud, men en halv snes kreaturer og svin samt tærskeværk og kværn blev flammernes bytte.

De frivillige brandværn koncentrerede slukningsarbejdet om at hindre ildens fremtrængen til indhuset og heldigvis lykkedes dette. Udhuset var forsikret i den alsiske brandkasse, men da denne forsikring kun dækker det lovmæssige, lider ejeren et føleligt tab.

Det menes at ilden er opstået ved kortslutning i el-installationen på ladeloftet, hvor en del halm gav den rig næring. Den blev opdaget af gårdejeren selv, men på det tidspunkt havde den godt fat, og der var ikke meget at stille op. Til middag ulmer det endnu i ruinerne og stuehuset og et hønsehus er hvad der er tilbage af den store ejendom.

Thyra og Mads Sarsgaard købte et hus på Skolebakken 24 i Broballe d. 16. november 1953 og de solgte derefter gården til landmand Peter Krogh og hustru Annelise Krogh f. Skovgaard Petersen Oksbøl Nørregade 10 i Oksbøl for en købesum på 155.000 kr. plus aftægt, deraf var der løsøre for 14.500 kr. Thyra og Mads Sarsgaard kunne imidlertid ikke tilflytte deres nye hus, idet i da boende lejefolk ikke ville fraflytte deres hus. I stedet for tilflyttede de et lejemål på Havnbjergvej 20.

 

1954       Den 27. januar 1954 fik Peter Krogh sit skøde og dermed sit ejer bevis på ejendommens matrikler.

Peter Krogh var født d. 6. august 1916 i Oksbøl som søn af gårdejer Peter Andersen Krogh og hustru Marie Krogh f. Nielsen Oksbøl Nørregade 10 i Oksbøl, og han var gift med Annelise Skovgaard Petersen der var født d. 15. august 1917 på Skovsgård Nedervej 27 som datter af gårdmand Peter Petersen og hustru Anne Sophie f. Drenkhahn. De tilflyttede ejendommen efter at være fraflyttet deres ejendom på Oksbøl Nørregade 10 i Oksbøl.

Annelise og Peter Krogh havde 2 drenge:

  • Peter Krogh.
  • Erik Krogh.


1984       Annelise og Peter Krogh solgte ejendommen til Christian Jørgensen for en købesum på 911.000 kr. til overtagelse d. 1. marts 1984, og Christian Jørgensen fik sit skøde på gården d. 23. marts 1984. Annelise og Peter Krogh fraflyttede sognet og tilflyttede et hus på Hesselhøjvej i Nordborg i stedet for.

Christian Jørgensen var født d. 15. september 1956 som søn af Marius Jørgensen og hustru Ellen Jørgensen f. Hellesøe på Espehøjvej 16. Ved overtagelsen havde gården et areal på 19 ha. hvoraf l ha. var skov, og så var der forpagtet 5 ha.

Svinestalden fra 1953 blev ombygget til kvægstald i 1984 og renoveret igen i 1986, og stuehuset blev restaureret i 1988. I 1990 blev gården drevet med en kvægproduktion på 28 årskøer, 28 ungdyr og 14 slagtekalve af racen SDM, og der var en planteproduktionen af hvede.

Kvægproduktionen blev nedlagt og Christian Jørgensen fik arbejde hos murermester Urban Jensen på Skolemarken. Herefter er der nu kun planteproduktionen tilbage på ejendommen.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2017       Christian Jørgensen er gift med Susanne, og de ejer og bebor fortsat ejendommen.

 




til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk