Espehøjvej 16


Matrikel nr. 98 af Broballe ejerlav

 

”Grisholtgård”

 

Ejendommen blev opført i 1883 af Erik Christiansen Bonde og hustru Anne Cathrine Bonde f. Jørgensen, og indtil omkring 2000 kunne man på stuehuset se initialerne ECB og AKB. Anna Cathrine og Erik Christiansen Bonde var ejere af ejendommen ”Esphøjgård” Espehøjvej 15 som de havde overtaget d. 7. juli 1876.

Erik Christiansen Bonde blev herefter indskrevet i den preussiske grundbog efter den gældende preussiske lov af 27. maj 1873 som gårdmand her på stedet.

Erik Christiansen Bonde var født i Mjels d. 9. februar 1846 som søn af bolsmand Christian Hansen Bonde og hustru Maren f. Eriksen Petersen Østervej 16 i Mjels, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 8. juni 1876 med den 4 år yngre Anne Cathrine Jørgensen, der var født d. 4. januar 1849 som datter af Christen Jørgensen og hustru Maren Nissen Thøysen Espehøjvej 15.

Anne Cathrine og Erik Christiansen Bonde fik børnene:

  • Christian Christiansen Bonde, født d. 2. september 1886. (han overtog stedet)
  • Christen Christiansen Bonde, født d. 20. februar 1890. (han overtog Espehøjvej 15)


1884       Den 31. oktober 1884 blev der tinglyst en forpligtigelse til årligt at levere 6 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat. Denne forpligtigelse blev først aflyst d. 17. marts 1954.

 

1907       Anne Cathrine og Erik Christiansen Bondes ældste søn Christian Christensen Bonde overtog ejendommen i 1907 efter sin far Erik Christiansen Bonde, og der var dengang opdyrket 124 tønder land, og der var en besætningen på 6 heste, 16 køer, 8 ungkvæg og 10 svin.

 

1908       Christian Christensen Bonde blev gift i Oksbøl kirke d. 15. september 1908 med den ½ år ældre Thora Clausen Torre der var født d. 12. marts 1886 som datter af Christen Clausen Torre og Ida Margrethe Jessen, Lervandstedvej 2 Hardeshøj.

Thora og Christian Christensen Bonde fik børnene:

  • Anna Cathrine Bonde, født d. 4. august 1909. (hun overtog stedet)
  • Erik Christian Bonde, født d. 27. februar 1915.


1912       Christian Christensen Bonde blev indskrevet i den preussiske grundbog d. 26. marts 1912 som ejer af ejendommen.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Christian Christiansen Bonde her på stedet sammen med sin hustru Thora og deres to børn Anna Cathrine Bonde og Erik Christian Bonde. Deres to tjenestekarle Peter Grau fra Broballe og Chresten Thomsen fra Mjels samt deres to tjenestepiger Christine Brock fra Dyndved og Anna Pytlik fra Mjels boede desuden også på ejendommen.

 

1930       Thora og Christian Christensen Bondes datter Anna Cathrine Bonde blev gift i Oksbøl kirke d. 6. maj 1930 med den knap 6 år ældre ungkarl og gårdforpagter Hans Hellesøe der var født d. 31. oktober 1903 som søn af Hans Johansen Hellesøe og hustru Ellen Frederiksen Struck i Holm. Hans Hellesøe var statshusmand i Stolbroløkke på ejendommen ”Skovly” som han overtog i 1938

Anna Cathrine og Hans Hellesøe fik børnene:

  • Ellen Hellesøe, født d. 29. juli 1930.
  • Anne Cathrine Hellesøe, født d. 10. oktober 1931.


1937       I 1937 havde ejendommen et samlet areal på 25,9 hektar. Deraf var de 19,7 ager, 2,5 eng, 3,2 skov og 0,5 have og gårdsplads. Kvægbesætningen bestod af 12 malkekøer, 1 tyr og 11 ungkreaturer af rød dansk malkerace samt 4 arbejdsheste af belgisk race og 1 føl. Svinebesætningen var på 36 svin og så var der et fjerkræhold på ca. 200 høns.

 

1943       I 1943 var der et opdyrket areal på 50 tønder land plus ca. 6 tønder land skov, og så var der en besætning på 7 heste, 9 køer, 9 ungkvæg, 6 kalve og 32 svin.

 

1944       Thora og Christian Christensen Bonde købte det lille hus på Espehøjvej 11 som deres aftægtshus af daværende ejer Jens Madsen og det fik de skøde på d. 15. april 1944.

 

1945       Thora og Christian Christensen Bonde overlod ejendommen til deres datter og svigersøn Anna Cathrine og Hans Hellesøe, i fællesskab, og de blev derefter indskrevet i grundbogen som ejere d. 27. oktober 1945. De havde købt stedet for en købesum på 67.154,05 kr. plus aftægt og deraf var de 28.000 kr. i løsøre. Dokumentet om aftægt til Thora og Christian Christensen Bonde blev ligeledes tinglyst d. 27. oktober 1945.

 

1952       Anna Kathrine Bonde døde d. 8. januar 1952 og Hans Hellesøe sad derefter tilbage som enkemand på ejendommen.

 

1955       Hans Hellesøes datter Ellen Hellesøe blev gift d. 16. april 1955 med den knap 5 år ældre Marius Jørgensen der var født d. 24. oktober 1925 som søn af Hans Madsen Jørgensen og hustru Maren Thomsen i Pøl.

Ellen og Marius Jørgensen fik børnene:

  • Hans Hellesøe Jørgensen. (senere Lusigvej 6 / Ærtebjergvej 10)
  • Christian Jørgensen. (senere Lusigvej 14)
  • Jørgen Jørgensen.
  • Bent Jørgensen. (han overtog stedet)


1960       Hans Hellesøes svigerfar Christian Christensen Bonde døde i aftægtshuset på Espehøjvej 11 d. 1. august 1960 i en alder af knap 74 år, og hans svigermor Thora Clausen Bonde levede derefter videre som enke.

 

1963       Hans Hellesøes svigermor Thora Clausen Bonde døde i aftægtshuset på Espehøjvej 11 d. 6. juni 1963 i en alder af 77 år, efter at have levet som enke i knap 3 år. Efterfølgende blev huset på Espehøjvej ved en skiftebehandling i et privat skifte overladt til deres søn Erik Christiansen Bonde og døtrene efter deres afdøde datter Anna Kathrine Hellesøe, Ellen Jørgensen f. Hellesøe og Anne Cathrine Nørrelykke f. Hellesøe. Huset blev derefter videresolgt til Martin Peter Kohls.

 

1968       Efter en skiftebehandling d. 25. maj 1969 blev ejendommen tilskrevet Hans Hellesøe, men han havde overladt det hele til sin datter og svigersøn Ellen og Marius Jørgensen til overtagelse d. 1. juli 1968 for en købesum på 282.550 kr. De havde d. 25. maj 1969 fået udstedt et tinglyst skøde på dette, og de var nu den 4. generation på gården. Samme dato blev der tinglyst et dokument om aftægt til Hans Hellesøe med en årsværdi på 3.750 kr.

 

1990       I 1990 havde ejendommen et areal på 33 hektar og deraf var der blevet tilkøbt i alt 7 ha. med 4 ha. skov. Gården blev drevet med en svineproduktion på 16 årssøer, og der blev produceret 260 slagtesvin årligt.

 

1998       Ellen og Marius Jørgensen solgte ejendommen til deres yngste søn Bent Jørgensen for en købesum på 1.930.000 kr. og det fik han et tinglyst skøde på d. 11. februar 1998.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2002       Ellen Jørgensens far Hans Hellesøe døde d. 3. august 2002 i en alder af 98 år, efter at have levet som enkemand i 50½ år.

 

2003       Ellen og Marius Jørgensen købte hus på Fribjerg i Nordborg til overtagelse d. 1. april 2003, og de fraflyttede derefter fra ejendommen og dermed også fra sognet. Marius Jørgensen døde d. 5. august 2013 i en alder af 87 år, og Ellen Jørgensen døde d. 23. oktober 2017 i en alder af 87 år.

 

2017       Bent Jørgensen ejer og bebor fortsat ejendommen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk