Fjordvej 4


Matrikel nr. 23 af Broballe ejerlav

 

Stedet her havde i gammel tid betegnelsen Inderstested nr. 147.

Inderstested nr. 147 lå oprindelig inde i Broballe by, og som det kan ses på udskiftningskortet fra 1779 lå det på Søholmvej i Broballe nogenlunde der hvor Søholmvej 1 noget af Broballe Mørtel og Beton ligger i dag. Stedets ejer er noteret som Jes Pedersen.

Jes Pedersen var fra Stevning og han var født omkring 1746. Han blev trolovet d. 21. april 1767 med den omkring 8 år ældre Kirsten Madsdatter fra Broballe, der var født omkring 1738. (ingen vielsesdato anført.)

Kirsten og Jes Pedersen fik disse 2 kendte børn: (men der må have været 3 mere)

  • Mads, døbt d. 17. maj 1774 i Oksbøl. (han overtog stedet)
  • Elsebeth, døbt d. 25. februar 1776 i Oksbøl.


1774       Jes Petersen gældsatte sig d. 2. juli 1774, og blev dermed noteret i skyld og panteprotokollen. Det kan derfor meget vel være på det tidspunkt Kirsten og han er kommet her til sognet.


1779
1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser hvor inderstested nr. 147 lå inde i Broballe by på Søholmvej.


1780       Jes Petersen var sammen med sin hustru Kirsten og inderste Hans Pedersen fra Oksbøl samt bolsmand Jørgen Christensens 2 sønner Hans og Christen fra Broballe og bolsmand Christian Christiansen sejlet til Sønderborg. Turen gik ikke godt idet de alle druknede. Kirsten og Jes Petersen samt Hans Petersen og de 2 brødre Hans og Christen blev begravet d. 26. november 1780, mens Christian Christiansen først blev fundet d. 22. december og blev derefter begravet d. 24. december 1780. ( ved Kirsten og Jes Petersen ser det ud til at der står at de efterlod sig 5 fader og moderløse børn.)

 

1781       Hvem der herefter har drevet stedet i Broballe videre kan ikke siges, ligeledes hvem der har taget sig af børnene.

 

1796       Den 21. januar 1796 blev det i skyld og panteprotokollen protokolleret at Mads Jessen var ejer af inderstestedet i Broballe, og han må uden tvivl være søn af førnævnte Kirsten og Jes Pedersen. Han var gift med Helene Jürgensen, der var født omkring 1773.

Helene og Mads Jessen fik børnene:

  • Jes Jørgen Madsen, født d. 3. januar 1797. (han overtog stedet)
  • Anna Helene Kristina Madsen, født d. 24. februar 1802. (senere Spangsmosevej 29)


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede inderste Mads Jessen på stedet på Søholmvej sammen med sin hustru Helene og deres 2 børn Jes Jørgen Madsen og Anna Helene Kristina Madsen.

 

1825       Helene og Mads Jessens søn Jes Jørgen Madsen blev gift i Oksbøl kirke d. 24. juli 1825 med den 4 år yngre Maren Nissen, der var født d. 13. februar 1801 som datter af Nis Jørgensen og hustru Anne Marie Thonesen i Oksbøl.

Maren og Jes Jørgen Madsen fik børnene:

  • Anna Helene Jessen, født d. 24. september 1825. (senere Havnbjergvej 15 Oksbøl.)
  • Anne Marie Jessen, født d. 24. september 1825. (senere Tvendalvej 2 Oksbøl)
  • Mads Jessen, født d. 28. februar 1828. (han overtog stedet)


1829       Maren Madsen døde d. 28. august 1829 i en alder af kun 28½ år, og Jes Jørgen Madsen sad derefter tilbage som enkemand.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt er inderstested nr. 147 blevet udflyttet her til Fjordvej 4 på det jordstykke som de ifølge udskiftningskortet også var i besiddelse af, og da den efterfølgende Jes Jørgen Madsen i skyld og panteprotokollen er noteret som inderste på Broballemark, må udflytningen have fundet sted før 1830.


1830
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser hvor inderstested nr. 147 havde jord på Nedre Søndermark.


1830       Helene og Mads Jessen overlod stedet til deres søn Jes Jørgen Madsen efter en overladelseskontrakt af 30. marts 1830, og Helene og Mads Jessen gik så derefter på aftægt. Den 23. maj 1830 blev der så desuden indført en aftægtskontrakt til fordel for Helene og Mads Jessen.

Tre kvart år efter at Jes Jørgen Madsen var blevet enkemand, blev han gift igen i Oksbøl kirke d. 16. maj 1830 med den knap 2½ år ældre Anna Kirstine Rasmussen der var født d. 17. september 1794 i Svenstrup som datter af Thomas Rasmussen Hollænder og hustru Mette Christens i Svenstrup.

Anna Kirstine og Jes Jørgen Madsen fik børnene:

  • Rasmus Jessen, født d. 10. marts 1831, død d. 14. marts 1831.
  • Maren Jessen, født d. 25. marts 1834. (senere Ramsel 11 Torup)


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede inderste Jes Jørgen Madsen her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine og hans børn af første ægteskab Mads Jessen og Anna Helene samt deres fælles barn Maren Jessen. På aftægten boede hans mor og far Helene og Mads Jessen som aftægtsfolk.

Jes Jørgen Madsens mor Helene Jessen døde på ejendommens aftægt d. 11. juli 1840 i en alder af 68 år, og hans far Mads Jessen sad så tilbage som enkemand.

 

1845        Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede inderste Jes Jørgen Madsen stadigvæk her på ejendommen sammen med sin hustru Anna Kirstine og datteren Maren Jessen. Hans far Mads Jessen boede på ejendommens aftægt.

 

1854       Jes Jørgen Madsens far Mads Jessen døde på aftægten d. 8. januar 1854 i en alder af 80 år.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede daglejer og fisker Jes Jørgen Madsen og hustru Anna Kirstine Madsen alene her på stedet.

 

1857       Jes Jørgen Madsen solgte nu ejendommen til sig søn af 1. ægteskab Mads Jessen og svigerdatter Maren Jessen, efter en købekontrakt af 26. maj 1857 og samme dag blev der desuden også skrevet en aftægtskontrakt til Anna Kirstine og Jes Jørgen Madsen. Maren og Mads Jessen var nu de nye ejere efter at de havde fået et skøde på dette d. 28. juli 1857.

Anna Kirstine og Jes Jørgen Madsen fik dog ikke lang tid sammen på aftægt, idet Anna Kirstine døde d. 6. november 1857 i en alder af 62 år, og Jes Jørgen Madsen sad så tilbage som enkemand for anden gang.

Mads Jessen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 24. januar 1856 med den knap 1 år yngre Maren Jørgensen der var født d. 30. januar 1829 i Nordborg som datter af inderste Jens Jørgensen Nymand og hustru Maren f. Larsen.

Maren og Mads Jessen fik børnene:

  • Maren Jessen, født d. 7. april 1856. (senere Espehøjvej 11 i Broballe)
  • Jes Madsen Jessen, født d. 21. september 1858, død d. 4. december 1860.
  • Jens Jessen, født d. 9. september 1860. (senere Færgevej 30 i Mjels)
  • Kirstine Marie Jessen, født d. 27. juni 1863, død d. 13. februar 1882.
  • Anna Marie Jessen, født d. 18. juli 1874. (hun fik stedet / senere Skolebakken 5 Broballe)
  • Jes Jessen, født d. 15. august 1866, død d. 23. marts 1870.


1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede Maren og Mads Jessen på ejendommen, sammen med børnene Maren Jessen og Jes Madsen Jessen, og desuden boede Mads Jessens far Jes Jørgen Madsen også fortsat på ejendommen.

 

1873       Mads Jessens far Jes Jørgen Madsen døde d. 23. september 1873 i en alder af 76½ år, efter at have levet som enkemand i næsten 16 år.

 

1897       Maren og Mads Jessen solgte nu ejendommen til deres datter og svigersøn Anna Marie og Peter Clausen og det fik de et skøde på d. 24. juni 1897. Maren og Mads Jessen gik så derefter på aftægt.

Datteren Anna Maria var blevet gift i Oksbøl kirke d. 20. maj 1897 med den 1½ år ældre Peter Clausen der var født i Notmarkskov d. 20. februar 1873 som søn af indsidder Peter Clausen og hustru Karen Kirstine Hansen, og som var kommet her til sognet fra Notmark i 1896.

Anna Marie og Peter Clausen fik børnene:

  • Maren Christine Clausen, født d. 4. marts 1898.
  • Mads Clausen, født d. 8. juni 1900.
  • Christine Clausen, født d. 1. juli 1903.
  • Anne Marie Clausen, født d. 24. maj 1905.
  • Peter Clausen, født d. 8. august 1907.
  • Anna Helene Clausen, født d. 9. august 1914, død d. 2. september 1916.
  • Hans Clausen, født d. 4. august 1917.
  • Christian Clausen, født d. 19. august 1918, død d. 20. august 1918.


omkr. 1910
1910
Billede af Mads og Maren Jessen omkring 1910.


1911       Maren Jessen døde på aftægten d. 11. december 1911 næsten 86 år gammel, og Mads Jessen levede så videre som enkemand på aftægten.

 

1915       Mads Jessen døde d. 14. februar 1915, 9 dage før sin 87 års fødselsdag.

 

1921       Ved en første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Peter Clausen her på stedet sammen med sin hustru Anna Marie og deres 3 børn Christine Clausen, Peter Clausen og Hans Clausen.

 

1927       Anna Marie og Peter Clausen solgte ejendommen til landmand Christen Duus fra Holm for en købesum på 27.000 kr., og denne handel blev så tinglyst d. 16. maj 1927. Selv flyttede de så til Broballe Mølle Skolebakken 5 i Broballe som de netop havde købt.

Christen Duus var født d. 21. december 1899 som søn af Christian Christensen Duus og hustru Anna Marie Nissen Høj i Holm, og han blev så gift d. 17. maj 1927 i Nordborg kirke med den 3½ år yngre Karen Jessen, der var født d. 13. august 1903 som datter af Hans Jessen og hustru Karen Clausen i Holm.

Karen og Christen Duus fik børnene:

  • Karen Marie Duus, født d. 16. oktober 1927.
  • Hans Christian Duus, født d. 14. oktober 1928.
  • Svend Aage Duus, født d. 7. juli 1932. (han overtog stedet)


1955       Christen Duus døde d. 17. maj 1955 i en alder af kun knap 55½ år, og hans hustru Karen Duus sad derefter tilbage som enke.

 

1956       Efter en skiftebehandling d. 6. april 1956 overgik ejendommen nu til Karen Duus der herefter var eneejer af denne og købesummen blev så her sat til 35.000 kr. Sønnen Svend Aage Duus overtog så gårdens drift i juli 1956, efter at han d. 16. juni 1956 var blevet gift i Oksbøl kirke med den 2 dage yngre Bodil Marie Lassen, der var født i Kiding i Felsted sogn d. 9. juli 1932 som datter af Charlotte Johanne og Jørgen Heinrich Lassen, senere Skolebakken 32 i Broballe.

 

1958       Karen Duus solgte nu ejendommen i juli 1958 til sin søn Svend Aage Duus og hustru Bodil Marie Duus for en købesum på 48.681,27 kr., og han fik skøde og bevis på sin ejendomsret d. 22. juli 1958.

Bodil Marie og Svend Aage Duus fik børnene:

  • Ingelise Duus. (hun overtog stedet)
  • Anne Birgitte Duus, født d. 28. april 1965.


1986       Svend Aage Duus købte matriklerne 63 og 119 og 187 fra Evald Hansen i naboejendommen Fjordvej 2 i september 1986 for en købesum på 250.000 kr. Ejendommens areal var i 1990 på 16 ha. idet der var blevet tilkøbt 6 ha. Der var 1 ha. skov og 1 ha. med juletræer. Gården blev drevet med en svineproduktion på 50 årssøer, og der blev produceret 1000 slagtesvin årligt.

 

1999       Karen Duus levede videre på ejendommens aftægt i husets vestlige ende indtil hun døde d. 27. august 1999 i en alder af 96 år.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2005       Svend Aage Duus døde d. 9. november 2005 i en alder af 73 år, og hans hustru Bodil Marie Duus sad derefter tilbage som enke. Bodil Marie Duus overtog herefter ejendommen, og skødedatoen blev sat til d. 21. november 2005.

 

2009       Bodil Marie Duus døde d. 23. februar 2009 i en alder af 77 år, efter at have levet som enke i 3½ år.

 

2011       Ejendommen overgik til datteren Ingelise Duus, efter en skifteattest af 12. april 2011. Ingelise Duus er gift med Nils Hellsten Hald og bor i Fjelstrup.

 

2013       Midt i juni 2013 blev den gamle ejendom nedbrudt, og der blev opført et nyt hus.

 

2017       Ejendommen ejes fortsat af Ingelise Duus.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk