Fjordvej 12


Matrikel nr. 18 af Broballe ejerlav
 

”Fjordvang”


Stedet her havde i gammel tid betegnelsen Kådnersted nr. 141.

Kådnersted nr. 141 lå oprindelig inde i Broballe by, og som det kan ses på udskiftningskortet fra 1779 lå det på Spangsmosevej skråt overfor nuværende Spangsmosevej 29. Stedets ejer er noteret som Jørgen Petersen.



1779
1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser hvor kådnersted nr. 141 lå inde i Broballe by på Spangsmosevej,
nordvest for Spangsmosevej 29.
(En fold på kortet gør det lidt svært at se den nøjagtige placering)


1787       Den 27. marts 1787 blev Jørgen Petersen indskrevet i skyld og panteprotokollen som ejer af Broballe nr. 141, og det ser ud til at omhandle noget i forbindelse med en arvedeling.

Jørgen Petersen var født omkring 1730-1732, og han blev kaldt ”Skrædder”. Han var fra Brandsbøl, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 25. oktober 1766 med en Anne Friedrichsdatter fra Broballe, der var født omkring 1742. Jørgen Petersen var nu blevet kådner, eller husmand som det senere er blevet kaldt, her på stedet.

Anne og Jørgen Petersen fik børnene:

  • Friedrich Jørgensen, døbt d. 4. oktober 1767.
  • Ann Jørgensdatter, døbt d. 8. oktober 1769.
  • Nis Jørgensen, døbt d. 7. april 1771.
  • Ellen Jørgensdatter, døbt d. 5. september 1773. (hun overtog stedet i Broballe)


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede husmand med jord Jørgen Petersen på stedet inde i Broballe sammen med sin hustru Anne og deres datter Ellen Jørgensdatter.

 

1807       Datteren Ellen Jørgensdatter blev gift i Oksbøl kirke d. 12. december 1807 med Christen Matthiesen fra Havnbjerg, der var født omkring 1774.

Ellen og Christen Matthiesen fik børnene:

  • Jørgen Christensen, født d. 15. maj 1808, død d. 20. maj 1808.
  • Kjersten Christensen, født d. 15. juli 1809. (hun overtog stedet i Broballe)


1808       Jørgen Petersens svigersøn Christen Matthiesen blev indskrevet i skyld og panteprotokollen d. 2. februar 1808 som den nye kådner på stedet i Broballe.

 

1810       Christen Matthiesens svigerfar Jørgen Petersen døde d. 2. maj 1810 i en alder af 80 år, og hans svigermor Anna Friedrichsen sad derefter tilbage på aftægten som enke.

 

1825       Christen Matthiesens svigermor Anna Friedrichsen døde d. 28. juli 1825 i en alder af 83 år, efter at have levet som enke i 15 år.

 

1828       Ellen Christians døde d. 26. februar 1828 i en alder af 54 år, og hendes mand husmand Christen Matthiesen sad derefter tilbage som enkemand. Han fandt sig dog hurtigt en ny livsledsager, og d. 2. november 1828 blev han gift i Oksbøl kirke med den omkring 4 år yngre Charlotte Juliane Peters, der var født omkring 1778 som datter af bødker Peter Høi i Stevning i Svenstrup sogn.

Den 13. december 1828 blev der protokolleret i skyld og panteprotokollen at Christen Matthiesens 19-årige datter Kjersten skulle tilgodeses med et pengebeløb.

 

1834       Christen Matthiesens datter Kjersten Christensen blev gift i Oksbøl kirke d. 27. april 1834 med den 3 år ældre smedesvend Hans Hansen Weiss, der var født d. 5. juli 1806 i Broballe som søn af husmand Hans Hansen Weiss og hustru Catharina Elisabeth f. Nissen (Hansen) Spangsmosevej 14 i Broballe.

Kjersten og Hans Hansen Weiss fik børnene:

  • Ellen Hansen Weiss, født d. 26. september 1834.
  • Christen Hansen Weiss, født d. 20. marts 1836, død d. 10. juni 1852.
  • Hans Hansen Weiss, født d. 29. marts 1838, død d. 2. oktober 1839.
  • Hans Hansen Weiss 28. september 1840, død d. 13. august 1854.
  • Frederik Hansen Weiss, født d. 16. februar 1842, død d. 21. februar 1845.
  • Frederik Hansen Weiss, født d. 26. april 1845. (han overtog stedet)


1836       Christen Matthiesen overlod ejendommen til sin datter og svigersøn Kjersten og Hans Hansen Weiss som arvedel d. 26. juli 1836, og der blev oprettet aftægtskontrakt til Charlotte Juliane og Christen Matthiesen.

Man kan ikke med sikkerhed sige noget om på hvilket tidspunkt kådnerstedet er blevet udflyttet hertil Fjordvej 12, til det jordstykke som de ifølge udskiftningskortet også var i besiddelse af. Da Kjersten og Hans Hansen Weiss efter en overladelseskontrakt af 26. juli 1836 købte 3 tønder og 5 skæppe land fra kådnersted nr. 133, der var beliggende på Søholmvej mellem bol 118 Søholmvej 12 og bol 120 Søholmvej 8, og som var ejet af bolsmand Jørgen Hansen, gættes det på at det var omkring dette tidspunkt. Nabogrunden vest for stedet her tilhørte netop kådnersted 133, så det må have været dette jordstykke der er tale om.



1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser hvor kådnersted nr. 141 havde jord på Nedre Søndermark.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 formodes det derfor at husmand Hans Hansen Weiss nu boede her på stedet, og ikke længere inde i byen, sammen med sin hustru Kjersten og deres børn Ellen Hansen Weiss og Christen Hansen Weiss. På aftægten boede Charlotte Juliane og Christen Matthiesen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand og daglønner Hans Hansen Weiss fortsat her på stedet sammen med sin hustru Kjersten og deres børn Ellen Hansen Weiss, Christen Hansen Weiss, Hans Hansen Weiss og Frederik Hansen Weiss.

 

1846       Kjersten Hansen Weiss døde d. 7. november 1846 i en alder af kun 37 år og hendes mand Hans Hansen Weis sad derefter tilbage som enkemand.

 

1847       Hans Hansen Weiss havde fundet sig en ny livsledsager, og d. 31. maj 1847 blev han gift i Oksbøl kirke med den 8 år yngre pige Ingeborg Christensen, der var født d. 2. september 1814 i Havnbjerg som datter af bolsmand Andreas Christensen Bonde og hustru Ane f. Jensen i Havnbjerg.

Den 7. august 1847 blev protokolleret et skifte af 17. juni 1847 Hans Hansen Weiss tilgodeser sine børn af første ægteskab: Ellen 13 år gammel, Christen 11 år gammel, Hans 7 år gammel, Friedrich 2 år gammel, Samtidig blev der oprettet og protokolleret en ægteskabskontrakt og sidste vilje mellem Hans Hansen Weiss og hans anden kone Ingeborg født Christensen.

 

1850       Christen Matthiesen døde d. 6. juni 1850 i en alder af 76 år, og hans hustru Charlotte Juliane sad derefter tilbage som enke.

 

1851       Charlotte Juliane Peters døde d. 27. maj 1851 i en alder af 73 år, efter at have levet som enke i knap et år.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede husmand Hans Hansen Weiss fortsat her på stedet sammen med sin hustru Ingeborg og hans søn af første ægteskab Frederik Hansen Weiss.

 

1858       Hans Hansen Weis datter Ellen Hansen Weiss blev gift i Oksbøl kirke d. 3. juni 1858 med den 10½ år ældre ungkarl Lauritz Hansen Schmidt der var født omkring 1825 i Lavensby i Havnbjerg sogn. De flyttede ind på ejendommen og Ingeborg og Hans Hansen Weis flyttede ind på aftægten sammen med sønnen Frederik Hansen Weiss.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede husmand Lauritz Hansen Schmidt her på stedet sammen med sin hustru Ellen og deres datter Kirstine Hansen Schmidt. De havde desuden en plejedatter ved navn Charlotte Juliane Tischler, der var født i Nordborg omkring 1848, boende hos sig. På aftægten boede Hans Hansen Weiss med sin hustru Ingeborg og sin søn Frederik Hansen Weiss.

Ellen og Lauritz Hansen Schmidt fik børnene:

  • Kirstine Hansen Schmidt, født d. 17. september 1858, død d. 23. januar 1861.
  • Marie Sophie Hansen Schmidt, født d. 26. november 1860.
  • Hans Hansen Schmidt, født d. 24. oktober 1862, død d. 29. oktober 1862.
  • Hans Hansen Schmidt, født d. 21. september 1864, død d. 4. december 1884 i Tyskland.
  • Laurits Hansen Schmidt, født d. 11. maj 1866, død d. 12. juli 1868 i Nordborg


1867       Den 28. februar 1867 solgte Hans Hansen Weiss sit husmandssted nr. 141 i Broballe med tilhørende jorder af bolet nr. 133 til sin søn Frederik Hansen Weiss efter en købs og overladelseskontrakt for en købesum på 1050 Rigsdaler Cour som skulle betales når han overtog den på stedet protokollerede gæld. Samtidig skulle han også indfri et beløb på 100 rigsdaler til sin søster Ellen. Denne handel og gældsforpligtigelse blev indført i skyld og panteprotokollen d. 19 marts 1867.

Frederik Hansen Weiss er ikke fundet gift, ligesom der heller ikke er fundet børn af ham i Oksbøl kirkebog.

På et tidspunkt herefter fraflyttede Ellen og Lauritz Hansen Schmidt sognet sammen med deres børn og flyttede til Nordborg hvor Lauritz Hansen Schmidt slog sig ned som kromand.

 

1870       Frederik Hansen Weis solgte husmandsstedet til Hans Hansen Sarsgaard d. 7. maj 1870, og han blev således stedets nye ejer. Frederik Hansen Weis må være rejst fra sognet, så hvad der er blevet af ham vides ikke.

Hans Hansen Sarsgaard var født d. 24. juni 1831 som søn af Hans Petersen Sarsgaard og hustru Maren Hansen f. Thøysen på ”Sarsgaard” på Lusigvej 20 og han var blevet gift d. 21. november 1861 i Oksbøl kirke med den 1½ år yngre Anne Sophie Hansen Vogt der var født d. 26. november 1832 som datter af Hans Jørgensen Vogt og hustru Anna Christine f. Jensen Søholmvej 8 i Broballe. Hvor de boede inden de kom hertil vides ikke.

Anne Sophie og Hans Hansen Sarsgaard havde datteren:

  • Anna Christine Hansen Sarsgaard, født d. 5. marts 1862. (hun overtog stedet)


1872       Ingeborg Weiss døde d. 2. maj 1872 i en alder af kun godt 57½ år, og hendes mand Hans Hansen Weis sad derefter tilbage som enkemand for anden gang.

Hans Hansen Weiss flyttede herefter til Nordborg sikkert ind til Ellen og Lauritz Hansen Schmidt. Han døde i Nordborg d. 23. januar 1880 i Nordborg i en alder af 73½ år efter at have levet som enkemand i næsten 8 år, og blev begravet ved Nordborg kirke d. 28. januar 1880.

 

1886       Anne Sophie og Hans Hansen Sarsgaard solgte ejendommen d. 15. februar 1886 til deres datter og svigersøn Anna Christine og Christen Eriksen, og gik derefter på aftægt.

Datteren Anna Christine Hansen Sarsgaard var d. 5. juli 1883 blevet gift på Standesamt i Mjels med den godt 4 år ældre Christen Eriksen der var født d. 10. januar 1858 som søn af bolsmand Hans Christian Hansen Erichsen og hustru Anna Cathrine Hansen på bol nr. 130 Lusigvej i Broballe (nedlagt bolsted mellem Lusigvej 14 og Lusigvej 16). Han var netop vendt hjem fra Amerika, og efter at han havde overtaget ejendommen byggede han hele gården om i 1886, og det gamle stuehus blev så senere benyttet til aftægtsbolig.

Anna Christine og Christen Eriksen fik børnene:

  • Anna Eriksen, født d. 31. oktober 1883.
  • Sophie Eriksen, født d. 16. januar 1886.
  • Hans Eriksen, født d. 9. marts 1888.
  • Christen Eriksen, født d. 8. marts 1890.
  • Kristine Eriksen, født d. 17. juni 1895.
  • Marie Eriksen, født d. 23. juni 1897. (senere Spangsmosevej 9 i Broballe)
  • Cathrine Eriksen, født d. 24. november 1901.
  • Henrik Eriksen, født d. 3. juni 1904. (han overtog stedet)
  • Ella Johanna Eriksen, født d. 7. september 1907.


1894       Hans Hansen Sarsgaard døde d. 1. marts 1894 i en alder af godt 62½ år, og hans hustru Anne Sophie Hansen Sarsgaard sad derefter tilbage på aftægten som enke.

 

1914       Anne Sophie Hansen Sarsgaard døde d. 30. juni 1914 i en alder af 81½ år, efter at have levet som enke i 20 år.



ukendt årstal
19xx
Foto fra ejendommen fra ukendt årstal.


1921       Ved en første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Christen Eriksen her på stedet sammen med sin hustru Anna Christine og deres 3 børn Marie Eriksen, Henrik Eriksen og Ella Johanna Eriksen. Deres tjenestekarl Hans Jørgensen der var søn af parcellist Hans Jørgensen og hustru Anne Marie Jørgensen f. Jensen i Broballe boede der også.

 

1928       Anna Christine og Christen Eriksens søn Henrik Eriksen overtog driften af gården i 1928, og da var der et opdyrket areal på 55 tønder land, og der var en besætning på 3 heste, 10 køer, 8 ungkvæg, 25 svin og l får.

 

1929       Anna Christine og Christen Eriksen solgte nu ejendommen til deres yngste søn Henrik Eriksen og svigerdatter Nora Eriksen for en købesum på 35.000 kr., og på dette blev der d. 23. april 1929 udstedt et skøde som bevis på ejerskabet.

Anna Christine og Christen Eriksen flyttede til Spangsmosevej 9 i Broballe som de netop havde købt, og det blev således deres aftægts hus.

Henrik Eriksen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 4. december 1928 gift i Oksbøl kirke med den knap 3 måneder ældre Nora Matthiesen der var født d. 7. marts 1904 som datter af gårdejer Mathias Petersen Matthiesen og hustru Kirstine f. Jensen Schmidt i Holm.

Nora og Henrik Eriksen fik børnene:

  • Egon Eriksen. (han overtog stedet)
  • Karin Eriksen, født d. 10. oktober 1943.


1943       I 1943 var det opdyrkede areal fortsat på 55 tønder land men besætningen var nu på 6 heste, 12 køer, 17 ungkvæg og 30 svin.

Ejendommen hed tidligere ”Lindegaard” men hvornår det er ændret til ”Fjordvang” er ikke kendt.

 

1962       Henrik Eriksen byggede et nyt aftægts hus i 1962. Det nuværende nr. 12A.

 

1963       Henrik Eriksens søn Egon Eriksen købte matrikel nr. 29 og dermed ejendommen Vikkebjergvej 11 for en købesum på 145.000 kr. til overtagelse d. 1. august 1963, og d. 29. juli 1963 blev der udstedt et tinglyst skøde på dette.

 

1968       Nora og Henrik Eriksen overlod ejendommen til deres søn Egon Eriksen d. 1. juli 1968, og købesummen blev sat til 430.000 kr. Egon Eriksen blev indført i tingbogen og fik et tinglyst skøde på dette d.5. december 1968. Han blev dermed ejer af matriklerne 18, 95 og 100 af Broballe ejerlav samt 72 af Brandsbøl ejerlav, der samlet udgjorde én landbrugsejendom.

Nora og Henrik Eriksen var gået på aftægt og boede nu i det nyopførte aftægts hus nr. 12A.

Egon Eriksen blev gift d. 5. oktober 1968 med den 9 år yngre Karin Kathrine Bonde der var født i Mjels d. 2. juli 1947 som datter af Peter Christian Bonde og hustru Thyra f. Jessen Østervej 16 i Mjels.

Karin og Egon Eriksen fik børnene:

  • Trine Eriksen.
  • Dorthe Eriksen. (senere Lusigvej 20)


1981       Nora Eriksen døde i aftægts huset d. 16. oktober 1981 i en alder af 77½ år, og hendes mand Henrik Eriksen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1992       Henrik Eriksen døde d. 6. februar 1992 i en alder af godt 87½ år efter at have levet som enkemand i godt 11 år.

 

1990       Ejendommens areal var i 1990 på 46 ha., heraf der var tilkøbt 4 ha. skov og 18 ha. agerjord, således at der i 1990 var i alt 6 ha. skov, og der var så nu forpagtet 23 ha. I 1990 blev gården drevet med en slagtesvineproduktion på 2000 stk. årligt.

Foruden at drive ejendommen her, drev Egon Eriksen også Østervej 16 som de havde overtaget i 1980, samt Nedervej 10 som de havde overtaget i 1986.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2003       I oktober 2003 gav Nordborg kommune tilladelse efter § 35 til at de eksisterende bygninger beliggende på Vikkebjergvej 11, og som i 1963 var blevet tillagt ejendommen her, samt et areal på 3833 m2 blev frastykket matrikel nr. 18, Fjordvej 12 og oprettet som en ny selvstændig ejendom. Det blev derefter frasolgt.

 

2017       Karin og Egon Eriksen ejer og bebor fortsat ejendommen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk