Fjordvej xx


Matrikel nr. 27 af Broballe ejerlav

 

Ved Fjordvej i skovbrynet op mod Brandsbøl skov lå der engang en mindre ejendom, der nu er nedbrudt.

Dette sted havde sin oprindelse inde i Broballe, hvor det var betegnet som inderstested nr. 145 og som det fremgår af udskiftningskortet over Broballe fra 1779 ses det klemt inde mellem kådnerstederne 137 Spangsmosevej 10 og 138 Spangsmosevej 14, med en Hans Rasmussen som stedets ejer. Denne Hans Rasmussen var født omkring 1709, og han havde også efternavnet Høj. Hans Rasmussen Høj blev gift i Oksbøl kirke d. 18. november 1758 med den omkring 13 år yngre Ellen Sørensdatter fra Broballe, der var født omkring 1722.

Ellen og Hans Rasmussen Høj fik sønnen:

  • Rasmus, døbt d. 12. december 1759. (han overtog stedet inde i Broballe)


1772       Hans Rasmussen Højs hustru Ellen døde i en alder af kun 50 år i huset på Spangsmosevej 12, og hun blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 14. juni 1772. Hans Rasmussen Høj sad derefter tilbage på stedet som enkemand.

 

1778       Hans Rasmussen Høj døde i en alder af 69 år efter at have levet som enkemand i næsten 6 år, og han blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 5. april 1778. Herefter formodes det at hans eneste søn Rasmus Hansen har overtaget inderstestedet inde i Broballe.

 

1783       Rasmus Hansen blev gift i Oksbøl kirke d. 13. april 1783 med den omkring 5 år yngre Catharina Christensdatter, der var født omkring 1754.

Catharina og Rasmus Hansen fik børnene:

  • Ellen Rasmusdatter, født d. 11. marts 1790. (hun overtog stedet på Broballemark)
  • Maren Rasmusdatter, født d. 2. oktober 1791.


1801       Rasmus Hansen købte efter en kontraktprotokol af 7. april 1801, i alt 5 tønder 5 skæppe 1/16 skæppe jord fra bondested nr. 118 tilhørende Jørgen Hansen Søholmvej 8 og 12, og som var beliggende her på Fjordvej tæt ved Brandsbøl skov. Han blev derefter indskrevet i Skyld og panteprotokollen som værende i besiddelse af disse 5 tønder og 5 1/16 skæppe land.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede husejer med land og skomager Rasmus Hansen endnu inde i Broballe på Spangsmosevej 12 sammen med sin hustru Catharina og deres 2 døtre Ellen Rasmusdatter og Maren Rasmusdatter.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt lod Rasmus Hansen sit nye landsted opføre her på sine tilkøbte jorder på Fjordvej, og det menes at have været før han d. 2. februar 1808 overlod stedet til sin kommende svigersøn Christen Holgersen, og hvor han og sin hustru Catharina gik på aftægt.

 

18xx       I jordebogen for Broballe blev stedets størrelse opgivet til i kvantitet at være på 1 tønde 6 skæppe 14/16 skæppe, og der blev desuden noteret uden tidsangivelse at der på et tidspunkt var frasolgt 3/16 skæppe land til en Peter Christensen til et familiested således at stedets størrelse derefter var på 1 tønde 6 skæppe 11/16 skæppe.

Der er desuden i jordebogen senere skrevet at stedets størrelse pr. 1. januar 1862 i kvantitet efter købet af de i alt 5 tønder 5 skæppe 1/16 skæppe jord fra bondested nr. 118 var på 7 tønder 3 skæppe 12/16 skæppe.

 

1808       Den 2. februar 1808 overlod Rasmus Hansen ejendommen til sin kommende svigersøn Christen Holgersen, og der blev samme dato udfærdiget en aftægtskontrakt til Catharina og Rasmus Hansen.

Christen Holgersen var født i 1777 i Holmskov i Nordborg landsogn, og han var blevet forlovet d. 17. december 1807 med Catharina og Rasmus Hansens datter Ellen Rasmusdatter, der var omkring 13 år yngre end ham selv. Ellen og Christen Holgersen blev gift i Oksbøl kirke d. 11. juni 1808.

Ellen og Christen Holgersen fik tilsyneladende ingen børn.

 

1811       Den 22. august 1811 døde aftægtsparcellist Rasmus Hansens hustru Catharina her på stedet ved Broballe, så på det tidspunkt var udflytningen i hvert fald en realitet. Hun døde i en alder af 57 år, og Rasmus Hansen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1823       Rasmus Hansen døde på aftægten d. 29. december 1823 i en alder af 64 år.

 

1838       Efter en overladelseskontrakt af 27. marts 1838 overlod Christen Holgersen stedet til bødker Jens Jensen.

Jens Jensen var født d. 22. oktober 1812 i Oksbøl som søn af præsteinderste Jens Jensen og hustru Maren Rasmusdatter, Præstegårdsvej 2 i Oksbøl.

Mens han var bødker i Oksbøl, var han blevet gift i Oksbøl kirke d. 6. maj 1832 med den 5 år ældre tjenestepige Anna Kirstine Chrestensdatter, der var født i Broballe d. 30. oktober 1807 som datter af Chresten Petersen og hustru Silla. Jens Jensen var endnu i 1837 bødker i Oksbøl.

Anna Kirstine og Jens Jensen havde inden de kom hertil fået børnene:

  • Jens Jensen, født d. 19. januar 1833.
  • Maren Jensen, født d. 28. januar 1835, død d. 18. marts 1845.
  • Christen Jensen, født d. 17. juli 1837. (han overtog stedet)
Herefter fik Anna Kirstine og Jens Jensen børnene:
  • Rasmus Jensen, født d. 15. august 1839.
  • Peter Jensen, født 29. december 1841, død d. 10. februar 1857.
  • Ellen Jensen, født d. 15. juli 1844.
  • Frederik Jensen, født d. 16. juni 1847.
  • Hans Jensen, født d. 4. maj 1850.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede Jens Jensen her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine og deres børn Jens Jensen, Maren Jensen, Christen Jensen og Rasmus Jensen. På stedets aftægt boede den tidligere ejer Christen Holgersen sammen med sin hustru Ellen Rasmussen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede Jens Jensen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine og deres børn Jens Jensen, Maren Jensen, Christen Jensen, Rasmus Jensen, Peter Jensen og Ellen Jensen. På stedets aftægt boede Christen Holgersen fortsat sammen med sin hustru Ellen Rasmussen.

 

1847       Den tidligere ejer Christen Holgersen døde på aftægten d. 25. februar 1847 i en alder af 70 år, og hans hustru Ellen sad derefter tilbage på aftægten som enke.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede skipper og landbesidder Jens Jensen stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine og deres børn Christen Jensen, Rasmus Jensen, Ellen Jensen, Frederik Jensen og Hans Jensen. Sønnen Jens Jensen var til søs. På stedets aftægt boede Ellen Rasmussen nu alene som enke.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede skipper Jens Jensen endnu her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine og deres børn Christen Jensen, Ellen Jensen, Frederik Jensen og Hans Jensen. På stedets aftægt boede enken Ellen Rasmussen endnu.

 

1862       Ellen Rasmussen døde på aftægten d. 29. juli 1862 i en alder af 72 år, efter at have levet som enke i næsten 15½ år.

Jens Jensens Mor Maren tilflyttede stedet her fra hendes tidligere bosted i aftægtshuset til Oksbøl Nørregade 5 i Oksbøl.

 

1872       Anna Kirstine og Jens Jensens søn Christen Jensen blev gift i Oksbøl kirke d. 14. november 1872 med den 8 år yngre pige Maren Lemke, der var født i Hopsøhøj ved Holm i Nordborg landsogn d. 22. maj 1845 som datter af indsidder Mathias Lemke og hustru Anna Cathrine f. Petersen.

Hans Hansen i Oksbøl fortæller i sine minder og optegnelser for Oksbøl Sogn om stormfloden d. 13. november 1872 hvor dæmningerne ved Mjelsgård og ved Broballe brød sammen således at søen fyldtes med vand helt ind til Brandsbøl. Han skrev videre:

”Paa Broballemark (Nedermark) boede en Husmand Chriesten Jensen som maatte da han holdt Bryllup med Maren Lemke køre gennem Brandsbølskov for at komme til Oksbøl Kirke.”

Maren og Christen Jensen fik børnene:

  • Jens Jensen, født d. 6. oktober 1873, død d. 26. januar 1891.
  • Anna Kirstine Jensen, født d. 22. september 1875.
  • Matthias Jensen, født d. 26. august 1877.
  • Anna Cathrine Jensen, født d. 4. september 1879.
  • Christen Jensen, født d. 8. august 1881.
  • Dødfødt pigebarn d. 8. august 1881.
  • Hans Jensen, født d. 14. august 1883.
  • Maren Jensen, født d. 21. februar 1885.
  • Niels Jensen, født d. 14. oktober 1887.


1878       Efter en overladelseskontrakt af 4. maj 1878, blev Anna Kirstine og Jens Jensens søn Christen Jensen indskrevet i den preussiske grundbog som parcellist her på stedet efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Anna Kirstine og Jens Jensen gik derefter på aftægt.

 

1881       Jens Jensens mor Maren Jensen døde her d. 22. august 1881 i en alder af næsten 90 år, efter at have levet som enke i 34 år.

 

1882       Den 6. maj 1882 kunne Anna Kirstine og Jens Jensen fejre deres guldbryllup.

 

1886       Anna Kirstine Jensen døde på stedets aftægt d. 10. juni 1886 i en alder af godt 78½ år, og hendes mand Jens Jensen sad derefter tilbage på aftægten som enkemand. Deres 4 børn Christen, Frederik, Ellen og Hans i Amerika levede fortsat.

 

1897       Christen Jensens far Jens Jensen var på et ikke kendt tidspunkt flyttet ud til sin datter og svigersøn Ellen og Johannes Petersen i Augustenhof, og her døde han d. 21. september 1897 i en alder af knap 85 år. Han blev begravet på Oksbøl kirkegård.

 

1905       Bolsparcellist og fisker Christen Jensen døde d. 19. december 1905 i en alder af godt 68½ år, og hans hustru Maren Jensen sad derefter tilbage som enke.

 

1906       Maren Jensen solgte nu stedet til parcellist Christen Eriksen, Fjordvej 12 d. 26. april 1906, og hun flyttede så til Oksbøl hvor hun boede i et lejemål indtil hun døde d. 15. juli 1914 i en alder af 69 år.

 

1909       Johanne og Wilhelm Friedrich Jansen flyttede nu ind i ejendommen i et lejemål efter at de havde solgt deres hus på Kådnervej 1 i Oksbøl d. 10. april 1909.

Johanne Marie og Wilhelm Friedrich Jansen havde følgende børn da de kom hertil:

  • Johanne Dorothea Jansen, født d. 27. december 1901. (senere Bundsøvej 2)
  • Hans Evald Jansen, født d. 10. november 1904. (senere Oksbøl Østergade 3)
  • Peter August Gottfried Jansen, født d. 1. juni 1906, død d. 8. januar 1931.
  • Marie Margrethe Jansen, født d. 29. oktober 1908.
Efter at de var tilflyttet stedet her fik de sønnen:
  • Wilhelm Friedrich Heinrich Jansen, født d. 24. marts 1910. (senere Lusigvej 4)


omkr. 1912
1912
Billede fra omkring 1912-1913 af Johanne og Wilhelm Friedrich Jansen
med datteren Marie
Margrethe og sønnen Wilhelm Friedrich Heinrich Jansen.


1916       Johanne og Wilhelm Friedrich Jansen fraflyttede stedet og flyttede til huset på Søholmvej 12 i Broballe. Kort tid derefter blev hele ejendommen nedbrudt at ejeren Christen Eriksen, Fjordvej 12, og den tilhørende jord blev lagt til hans ejendom.

 

1923       Matrikel nummer 27 af Broballe ejerlav blev nedlagt og slettet i grundbogen d. 15. maj 1923.





til top
Ajourført februar 2013
www.jessenb.dk