Lusigvej 6


Matrikel nr. 89 af Broballe ejerlav

 

1896       Arbejder Jes Christian Jacobsen blev indskrevet i den preussiske grundbog som husejer efter en købekontrakt af 8. oktober 1896, og efter at grundstykket var den samme dato var overført til dette sted fra grundbogens bind 1 blad 56, der var tilhørende Lusigvej 14. Det har derfor nok været ham der har ladet huset opføre.

Jes Christian Jakobsen var født d. 6. december 1859 som søn af husmand Christian Jacobsen og hustru Cathrine Marie f. Iversen Nedervej 24 Mjelsmark. Han blev gift i Oksbøl kirke d. 28. oktober 1897 med den 7 år yngre Marie Cathrine Møller der var født d. 10. november 1866 i Kettingskov i Asserballe sogn som datter af husmand Jørgen Hansen Møller og hustru Marie Cathrine f. Petersen.

Marie Cathrine og Jes Christian Jakobsen fik tilsyneladende ingen børn.

 

1905       Arbejder Jes Christian Jakobsen døde d. 13. januar 1905 i en alder af kun 45 år, og derefter overtog den kongelige preussiske hovedforvaltning huset d. 30. maj 1905. Hvad der derefter er sket med Jes Christian Jakobsens hustru Marie Cathrine Jakobsen, vides ikke.

Huset har givetvis herefter været brugt til udlejning, men hvem der har beboet huset vides ikke.

 

1913       Det der i den tyske tid svarede til Oksbøl kommune overtog huset d. 23. september 1913, og denne overtagelse blev indført i den preussiske grundbog d. 7. november 1913. Huset har derefter givet vis været brugt som udlejningshus.

 

1921       Hvem der har beboet huset ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 kan ikke siges med sikkerhed.

 

1925       Oksbøl Kommune solgte huset til arbejdsmand Mathias Petersen Broballe og det fik han et skøde på d. 9. januar 1925.

Mathias Petersen var født d. 29. juli 1898 i Adsbøl i Gråsten sogn, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 16. marts 1921 med den godt ½ år ældre Christine Clausen Wrang, der var født d. 30. november 1897 i Broballe som datter af Frederik Clausen Wrang og hustru Anna Wrang f. Dominicussen i Broballe.

Før sit ægteskab med Mathias Petersen havde Christine Clausen Wrang fået et såkaldt uægte barn:

  • Jacob Jørgensen, født d. 1. december 1918.

Christine, kaldet Didde, og Mathias Petersen havde boet et andet sted i Broballe før de tilflyttede huset her.

Christine og Mathias Petersen fik børnene:

  • Marie Christine Petersen, født d. 31. maj 1921.
  • Frederik Petersen, født d. 27. december 1922.
  • Anne Margrethe Petersen, født d. 11. marts 1928. (senere Svarretoft 5 i Oksbøl)
  • Udøbt drengebarn, født og død d. 19. august 1935.
  • Sonja Petersen, født d. 23. marts 1940.


1978       Christine og Mathias Petersen solgte huset til Hans Hellesøe Jørgensen for en købesum på 220.000 kr., og dette fik han et tinglyst skøde på d. 30. marts 1978.

Christine og Mathias Petersen fraflyttede sognet og bosatte sig i Nordborg.

Hans Hellesøe Jørgensen, der er født d. 10. juni 1955, er søn af Ellen og Marius Jørgensen Espehøjvej 16, og han boede der i en periode sammen med sin bror Christian Jørgensen, der fraflyttede til marts 1984 da han havde købt ”Lyshøjgaard” på Espehøjvej 14.

 

1986       Hans Hellesøe Jørgensen fraflyttede huset og flyttede til Ærtebjergvej 10 som han netop havde købt, og han solgte derfor huset til Bent Wassini Baag og hustru Ruth Irene Baag for en købesum på 475.000 kr. På denne overtagelse blev der udstedt et tinglyst skøde d. 15. august 1989.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2017       Ruth Irene og Bent Wassini Baag ejer og bebor fortsat huset.

 





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk