Lusigvej 18


Matrikel nr. 37 af Broballe ejerlav

 

1871       Da bolsmand Hans Christian Hansen Erichsen Lusigvej 16 d. 7. januar 1871 solgte sit bolsted nr. 131 med undtagelse af et hus og en gammel lade samt nabo bolstedet nr. 130 til sin søn Hans Christian Erichsen, flyttede han med sin hustru Anna Cathrine Erichsen på aftægt, og det må have været til stedet her.

 

1874       På huset står initialerne HCE og ACE samt årstal 1874, og det gættes derfor på at huset er nyopført af Hans Christian Hansen Erichsen og hustru Anna Cathrine Erichsen på det tidspunkt.

 

1883       Hans Christian Hansen Erichsen døde her på aftægten d. 10. september 1883 i en alder af 70 år, og hans hustru Anna Cathrine Erichsen sad derefter tilbage som enke.

 

1891       Anna Cathrine Erichsen døde d. 24. marts 1891 i en alder af godt 73 år, efter at have levet som enke i 7½ år.

Hvem der herefter har beboet stedet her kan ikke siges.

 

1898       Ejendommen blev solgt d. 12. april 1898 til parcellist Nis Hansen Rix på husmandssted nr. 33, Nedervej 8 i Mjels, og han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som ejer af stedet.

Nis Hansen Rix var født d. 19. april 1837 som søn af husmand Hans Hinrich Rix og hustru Anne Kirstine Rix f. Krogh på Stegvej 6 i Mjels, og han havde deltaget i krigen i 1864. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 23. november 1871 med den knap 2 år yngre Kirstine Thomsen, der var født d. 24. januar 1839 som datter af husmand og hjulmager Thomas Petersen og hustru Anne Margrethe Nedervej 8 i Mjels. Kirstine og Nis Hansen Rix havde børnene:

  • Anna Margrethe Rix, født d. 15. maj 1873.
  • Anna Christine Rix, født d. 12. april 1875. (hun overtog stedet)

Nis Hansen Rix var blevet enkemand da hans hustru Kirstine døde d. 17. maj 1877 i en alder af kun 38½ år, men kun ½ år senere blev han så gift igen for anden gang d. 14. november 1877 på Mjels Standesamt og dagen efter d. 15. november i Oksbøl kirke med den 6½ år yngre Anne Marie Jørgensen Grau, der var født d. 31. oktober 1843 som datter af parcellist Jørgen Jørgensen Grau og hustru Margrethe Maria f. Hansen Nedervej 28 Mjelsmark.

Anne Marie og Nis Hansen Rix fik ingen børn.

 

1907       Nis Hansen Rix havde nu drevet ejendommen frem til 1907, hvorefter han d. 17. januar 1907 overdrog ejendommen til sin datter af første ægteskab fru Anna Christine Hansen Kolmos, og Anne Marie og Nis Hansen Rix gik derefter på aftægt.

Datteren Anna Christine Rix var blevet gift d. 2. november 1905 på Oksbøl Standesamt med den 1½ år yngre Laurits Jessen Kolmos, der var født d. 14. november 1876 som søn af Jes Petersen Kolmos og hustru Ellen Mathiesen i Hellesø ved Holm. Laurits Jessen Kolmos var kommet her til sognet i 1905 fra Lavensby.

Anna Christine og Laurits Jessen Kolmos fik børnene:

  • Christine Marie Jessen Kolmos, født d. 1. november 1907. (senere "Holtegaard", Hjortspringvej 29 Hjortspring)
  • Nis Jessen Kolmos, født d. 7. marts 1912.
  • Jes Jessen Kolmos, født d. 3. februar 1914. (han overtog stedet)

Anna Christines far Nis Hansen Rix fik ikke lang tid på aftægten, idet han døde d. 24. november 1907 i en alder af 70½ år, og hendes stedmor Anne Marie Rix sad derefter tilbage som enke.

 

1913       Anna Christine Kolmos solgte ejendommen d. 29. maj 1913 til sin mand parcellist Lauritz Jessen Kolmos og derefter fortsatte de så i almindelig formuefællesskab.

 

1919       Anna Christines stedmor Anne Marie Rix døde på aftægten d. 31. oktober 1919 på sin 76 års fødselsdag, efter at have levet som enke i knap 12 år.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Lauritz Jessen Kolmos her på ejendommen sammen med sin hustru Anna Christine og deres 3 børn Christine Marie Jessen Kolmos, Nis Jessen Kolmos og Jes Jessen Kolmos.

 

1943       Anna Christine og Lauritz Jessen Kolmos solgte ejendommen til deres søn landmand Jes Jessen Kolmos til overtagelse d. 1. april 1943 for en købesum på 14.000 kr. og der blev samtidig med tinglyst aftægt til Anna Christine og Lauritz Jessen Kolmos.

Ved overtagelsen var der et opdyrket areal på 12 tønder land, og en besætningen på 2 heste, 5 køer, 2 ungkvæg, 3 kalve og 5 svin.

 

1944       Jes Jessen Kolmos blev gift i Nordborg kirke d. 26. maj 1944 med den godt 8 år yngre Anne Marie Margrethe Jepsen, kaldet Musse, der var født d. 11. maj 1922 som datter af landmand Nis Jepsen og hustru Anne Marie Margrethe Jepsen f. Krogh i Pøl.

Anne Marie Margrethe og Jes Jessen Kolmos fik børnene:

  • Udøbt pige, født d. 22. november 1946, død d. 22. november 1946.
  • Hans Jørn Jepsen Kolmos.
  • Jes Holger Jepsen Kolmos.
  • Anette Kolmos.


1947       Jes Jessen Kolmos’ mor Anna Christine Kolmos døde d. 3. juli 1947 i en alder af godt 72 år, og hans far Laurits Jessen Kolmos sad derefter tilbage som enkemand.

 

1969       Jes Jessen Kolmos’ far Laurits Jessen Kolmos døde i Svenstrup d. 2. januar 1969 i en alder af godt 92 år, efter at have levet som enkemand i 21½ år. Hvem han boede hos i Svenstrup vides ikke.

 

19xx       Ejendommen blev på et tidspunkt nedlagt som landbrugsejendom idet jorden blev solgt til Mads Schmidt Eriksen Lusigvej 14, og Anne Marie Margrethe og Jes Jessen Kolmos flyttede til Abildgård ved Augustenborg hvor han var forpagter på en ejendom. Derfra flyttede de til Herrestedgård på Koldingvej 2 i Toftlund hvor han så fortsatte som landmand. De beholdt den gamle gård og kom her på stedet engang imellem. Huset var af og til udlejet til tyske turister.

 

1998       Der blev d. 23. januar 1998 udstedt skøder til Hans Jørn Jepsen Kolmos, Lisbeth S. Kolmos, Jess Holger Jepsen Kolmos, Vibeke K. Kolmos, Anette J. Kolmos og Peter Henningsen der hver nu fik en 1/6 af den gamle gård, og købesummen blev så her sat til 306.000 kr.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2001       Huset blev solgt og købt af Hans Christian Kaack for en købesum på 629.000 kr. og han fik et tinglyst skøde på dette d. 21. september 2001.

 

2017       Hans Christian Kaack, der er søn af Doris og Christian Iversen Kaack Spangsmosevej 38, ejer og bebor fortsat huset sammen med Tina Thiim Jensen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk