Nedermarkvej 2


Matrikel nr. 210 af Broballe ejerlav

 

Stedet her var engang en del af Broballe Kro Spangsmosevej 5 og dermed en del af den store firelængede stråtækte ejendom, der foruden at være kro også var landbrugsejendom, kolonialforretning og bageri.

Ifølge BBR registret er stedet her opført i 1870.

Stedet omfattede tidligere matrikel nr. 110 men er i tingkontorets system som matrikel nr. 210 sammenført under matrikel nr. 149 af Broballe ejerlav.

 

1892       Natten mellem l. og 2. april 1892 nedbrændte hele den store firelængede stråtækte gård.

Stedet her blev derefter opført på resterne af det til kroen tilhørende bageri, men hvem der har ladet det opføre vides ikke. Hvornår det er blevet en selvstændig matrikel vides heller ikke, ligesom det heller ikke er bekendt hvem der har haft stedet indtil 1905.

 

1905       Husmand Hans Mathiesen Hansen og hustru Kalla Emilie Hansen f. Asmussen fik ejendommen her overladt d. 12. oktober 1905, og dette blev derefter indført i den preussiske grundbog d. 13. oktober 1905.

Før de kom her havde de siden 1900 boet et andet sted i Broballe, men hvor vides ikke.

Kalla Emilie og Hans Mathiesen Hansen havde børnene:

  • Anna Hansen, født d. 10. februar 1900.
  • Eleonore Christine Hansen, født d. 30. juni 1901.
  • Mathilde Hansen, født d. 22. maj 1903.


1908       Smed Johann Petersen og hustru Anna Maria Petersen f. Christensen overtog ejendommen d. 23. april 1908 med hver en halvdel, og dette blev derefter indført i den preussiske grundbog d. 28. april 1908.

Hvor Kalla Emilie og Hans Mathiesen Hansen er rejst hen vides ikke.

Johann Petersen var født d. 12. august 1875 som søn af parcellist Johann Petersen og hustru Helene f. Nicolaisen i Krammark i Broager sogn og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 3. april 1902 med den knap 1 år yngre pige Anna Maria Christensen, der var født d. 30. juni 1876 i Oksbøl som datter af smed Mads Christensen og hustru Maren f. Frederiksen Schmidt Havnbjergvej 2 i Oksbøl. De kom her til stedet fra Oksbøl, hvor Johann Petersen havde haft smedeværksted på Tvedgårdvej 4 i Oksbøl.

Inden Anna Maria og Johann Petersen kom hertil havde de børnene:

  • Mads Petersen, født d. 12. februar 1903. (han overtog stedet)
  • Helene Frederikke Petersen, født d. 8. juni 1904.
  • Maren Petersen, født d. 6. juni 1907.
Efter at de var kommet hertil fik de yderligere børnene:
  • Johann Petersen, født d. 3. december 1910.
  • Frederik Petersen, født d. 3. oktober 1912.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Johann Petersen her på stedet sammen med sin hustru Anna Maria Petersen og deres 5 børn Mads Petersen, Helene Frederikke Petersen, Maren Petersen, Johann Petersen og Frederik Petersen.

Johann Petersen var blevet syg og var kommet på Statshospitalet i Sønderborg og her døde han d. 24. april 1921 i en alder af kun godt 45½ år, og hans hustru Anna Maria Petersen sad derefter tilbage som enke.

 

1925       Efter Johann Petersens død blev den ham tilhørende halvpart af ejendommen tilskødet hans enke Anna Maria Petersen f. Christensen d. 20. april 1925, og hun blev derefter indført i grundbogen som eneejer af stedet d. 25. maj 1925.

 

1936       Anna Maria Petersen solgte ejendommen til sin søn landmand Mads Petersen for en købesum på 24.000 kr. plus aftægt, og dette blev efterfølgende tinglyst d. 8. april 1936.

Mads Petersen blev gift med den godt 3 år yngre Anna Kathrine Thomsen der var født d. 9. juni 1906 i Felsted som datter af gårdmand Johan Thomsen i Stevnsvang i Felsted.

Anne Kathrine og Mads Petersen fik sønnerne:

  • Arne Petersen.
  • Johann Petersen. (han overtog stedet)

Da Mads Petersen overtog gården i 1936 var der et opdyrket areal på 32 tønder land, og der var en besætningen på 3 heste, 3 køer, 5 ungkvæg og 10 svin.

 

1943       I 1943 var der opdyrkede areal det samme men besætningen var nu på 2 heste, 9 køer, 5 ungkvæg og 25 svin.

 

1950       Mads Petersens mor Anna Maria Petersen døde d. 25. juli 1950 i en alder af 74 år, efter at have levet som enke i godt 29 år.

 

1961       Mads Petersen døde d. 4. december 1961 i en alder af kun næsten 59 år, og hans hustru Anne Kathrine Petersen sad derefter tilbage som enke.

Matriklerne nr. 110 af Broballe ejerlav og nr. 100 af Oksbøl ejerlav blev d. 26. maj 1967 overskrevet til Anne Kathrine Petersen.

 

1967       Anne Kathrine Petersen solgte gården til sin søn gårdejer Johann Petersen, Søholmvej 8 til overtagelse d. 15. juni 1967 for en købesum på 176.975 kr., og d. 26. august 1967 blev der udstedt et tinglyst skøde på dette. Samme dag blev der desuden tinglyst en livsvarig aftægt og boligret til Anne Kathrine Petersen, der blev sat til en årsværdi af 2.098 kr.

 

1985       Johann Petersen købte matriklerne nr. 129 og 208 af Grethe og Hans Valdemar Clausen Skolebakken 5 for en købesum på 131.586 kr., og det fik han skøde på d. 14. maj 1985. Efterfølgende blev de to matrikler overført til matrikel nr. 100 af Oksbøl ejerlav og udgik derefter af matrikelbogen og slettet d. 14. december 1989. Matriklerne 100 af Oksbøl ejerlav og 110 af Broballe ejerlav udgjorde derefter én samlet landbrugsejendom. Johann Petersen drev både stedet her og nabogården Søholmvej 8.

Johann Petersens mor og farbror Johann Petersen blev boende på den gamle ejendom.

 

1990       Johann Petersens mor Anne Kathrine Petersen døde d. 7. april 1990 i en alder af knap 84 år, efter at have levet som enke i næsten 28½ år.

 

1992       Johann Petersens farbror Johann Petersen døde d. 18. december 1992 kun 15 dage efter sin 82 års fødselsdag.

 

19xx       I de efterfølgende år har der boet en lang række forskellige lejere i den gamle gård i både nr. 2 og i nr. 2A.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2006       Lonni Ellen Nørregaard Rasmussen købte stedet her for en købesum på 572.000 kr., og på dette fik hun et tinglyst skøde d. 23. december 1998.

 

2007       Lonni Ellen Nørregaard Rasmussen beboede stedet sammen med Claus Gynther Nørregaard Rasmussen.

 

2008       Claus Gynther Nørregaard Rasmussen fraflyttede stedet og flyttede til Broager. Huset blev sat til salg i oktober 2008 med en bolig på 246 m2 og en grund på 29.640 m2 til en købspris på 1.875.000 kr.

2008

2008
Foto af ejendommen som den så ud i 2008.


2009       Prisen på huset blev i oktober 2009 sat ned til 1.595.000 kr.

 

2011       I oktober 2011 blev prisen sat ned til 1.195.000 kr.

 

2013       Huset er endnu ikke blevet solgt og ejes fortsat af Lonni Ellen Nørregaard Rasmussen. Hun er fraflyttet sognet og flyttet til Fyn. Huset beboes pt. ikke af nogen.

 

2017       Ejendommen ejes fortsat af Lonni Ellen Nørregaard Rasmussen, og er ikke længere til salg. Stedet bebos af lejefolk.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk