Skolemarken 38


Matrikel nr. 159 af Oksbøl ejerlav

 

1957       Daværende fodermester Conrad Albers købte byggegrunden af den daværende Oksbøl Sognekommune for en købesum på 1500 kr., og dette fik han så et skøde på d. 19. juni 1957. Han påbegyndte derefter opførelsen af huset.

 

1962       Conrad Albers solgte huset til forhenværende landmand Jørgen Petersen Kjerkemand og hustru Nicoline M. Kjerkemand for en købesum på 30.000 kr., og det fik de et skøde på d. 14. april 1962.

Jørgen Petersen Kjerkemand var født d. 3. marts 1914 i Hellevad, og han var gift med Nikoline M. Petersen der var født d. 8. september 1912 i Hønkys.

Nikoline og Jørgen Petersen Kjerkemand havde børnene:

  • Johan Kirkmand.
  • Bent Kirkmand.
  • Kay Kjerkemand.

I huset boede også Jørgen Petersen Kjerkemands bror Otto Petersen Kirkmand, der var dværg. Han var født d. 4. april 1917 i Hellevad som den sidste i en børneflok på 13, og som 10-årig var han blevet tvangsfjernet og var kommet ind under åndssvageforsorgen. Jørgen Petersen Kjerkemand hentede ham i Brejning i 1943 hjem til sig og sin hustru.

 

1995       Nikoline M. Kjerkemand døde d. 19. juni 1995 i en alder af næsten 83 år, og Jørgen Petersen Kjerkemand levede derefter videre som enkemand sammen med sin bror Otto Petersen Kirkmand.

 

1996       Otto Petersen Kirkmand døde d. 25. august 1996 i en alder af knap 79½ år og herefter boede Jørgen Petersen Kjerkemand alene i huset.

 

1998       Jørgen Petersen Kjerkemand blev syg i marts 1998, hvorefter han kom på sygehus og derefter til aflastning på Guderup plejehjem. Herefter kom han på sygehus igen, kom hjem igen og derefter på Nordborg plejehjem, hvor han døde 10. maj 1998 i en alder af 84 år efter at have levet som enkemand i knap 3 år.

Familien er nævnt som Kjerkemand, men på deres gravsten på Oksbøl kirkegård står der Kirkmand.

Jørgen Petersen Kjerkemands søn Bent Kirkmand fortæller at der til efternavnet knytter der sig en historie tilbage til deres bedstefar. Han mente ikke stavemåden Kjerkemand var dansk, så han kæmpede med først de tyske og så de danske myndigheder om at få lov til at stave efternavnet Kirkmand. Det lykkedes ham i enkelte tilfælde at få medhold. Vores far ønskede også at stave efternavnet Kirkmand, så han fortsatte kampen. Resultatet er derfor blevet sådan at nogen hedder Kjerkemand mens andre hedder Kirkmand.

Ved et tinglyst skifte d. 17. september 1998 overgik huset nu til arvingerne Bent Kirkmand, Johan Kirkmand og Kay Kjerkemand og købesum blev sat til 410.000 kr. Huset blev derefter solgt til Heidi Laursen og Michael Beck for en købesum på 558.000 kr., og det fik de et skøde på d. 20. november 1998.

 

1999       Huset blev solgt til Birgitte Bruhn Hansen og Kim Munch Hansen for en købesum på 680.000 kr., og det fik de et tinglyst skøde på d. 2. juli 1999.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2002       Birgitte Bruhn Hansen fraflyttede huset og Kim Munch Hansen boede derefter alene i huset. Efter en bodelingsoverenskomst fik Kim Munch Hansen d. 29. april 2002 et tinglyst skøde at han hermed var eneejer af huset.

 

2017       Kim Munch Hansen ejer og bebor fortsat huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk