Spangsmosevej 9


Matrikel nr. 83 af Broballe ejerlav

 

1892       Enkefru Elsabe Schmidt der var enke efter kromand Hans Hansen Schmidt, og som havde drevet Broballe Kro på Spangsmosevej 5 videre efter hans død d. 9. november 1884 havde fået frastykket denne matrikel fra matrikel nr. 19 Spangsmosevej 5 i Broballe efter branden natten mellem d. 1. og 2. april 1892, og dette blev efterfølgende tinglyst d. 20. september 1892. Hun har derefter ladet huset opføre, og er flyttet dertil efter at have solgt kroen til Jep Asmussen.

 

1908       Elsabe Schmidt døde d. 12. april 1908 i en alder af 86 år efter at have levet som enke i 24 år.

 

1921       Hvem der boede i huset ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921, kan ikke siges med sikkerhed. Huset var uden tvivl beboet af lejefolk.



omkr. 1925
1925
Foto af huset som det så ud omkring 1925.


1928       Arvingerne efter Elisabeth Schmidt solgte huset til sognefoged Christen Eriksen ”Fjordvang” Fjordvej 12 Broballemark for en købesum på 6.000 kr. og dette blev derefter tinglyst d. 7. december 1928.

Da Christen Eriksen i 1929 solgte ejendommen ”Fjordvang” til sin søn Henrik Eriksen flyttede han hertil sammen med sin hustru Anna Christine Hansen Eriksen f. Sarsgaard og de brugte huset som deres aftægtshus. .Christen Eriksen, der nu var forhenværende gårdejer og sognefoged, var født d. 10. januar 1858 som søn af Hans Christian Eriksen og hustru Anna Cathrine Eriksen f. Hansen Lusigvej 16 i Broballe. Hans hustru Anna Christine Hansen Eriksen f.  Sarsgaard var født d. 5. marts 1862 som datter af hyreinderste Hans Hansen Sarsgaard og hustru Anne Sophie f. Hansen Vogt i Broballe.

 

1940       Her på aftægten døde den forhenværende gårdejer og sognefoged Christen Eriksen d. 14. august 1940 i en alder af 82½ år, og hans hustru Anna Christine sad derefter tilbage som enke.

 

1948       Anna Christine Eriksen døde d. 12. november 1948 i en alder af 86½ år, efter at have levet som enke i godt 8 år.

 

1949       Efter en behandling i dødsboet efter Christen Eriksen og nu sidst afdøde hustru Anna Christine Hansen Eriksen f. Sarsgaard blev huset efter et testamente overtaget af datteren frøken Marie Eriksen til overtagelse pr. 1. juli 1949, og købesummen blev sat til 3.000 kr. Overtagelsen blev tinglyst d. 2. september 1949.

 

1984       Marie Eriksen, der var født d. 23. juni 1897 på Fjordvej 12 på Broballe Mark, døde ugift d. 22. december 1984 i en alder af 87½ år. Herefter stod huset tomt.

 

1985       Efter en skiftebehandling d. 20. marts 1985 i boet efter Marie Eriksen overgik huset til arvingerne Egon Eriksen og Karen Gravengaard og købesummen blev sat til 210.000 kr. Huset var blevet videresolgt og der blev derefter udstedt et skøde til husets nye ejer Stefan Hansen for en købesum på 265.000 kr. den samme dag d. 20. marts 1985.

Stefan Hansen er søn af Karen og Niels Berthel Hansen senere Kådnervej 1 i Oksbøl og Ballebrovej 2 i Hardeshøj.

Stefan Hansen tilflyttede huset sammen med Mona Mogensen.

 

1988       Pr. 7. juli 1988 var Mona Mogensen fraflyttet huset og Doris Petersen var tilflyttet i stedet for.

 

1994       Pr. 5. september 1994 var Doris Petersen fraflyttet og Stefan Hansen boede derefter alene i huset.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2000       Pr. 17. maj 2000 var Stefan Hansen fraflyttet huset og Gitte H. og Kurt C. Andersen var tilflyttet huset i et lejemål.

 

2017       Huset ejes fortsat af Stefan Hansen, men har haft mange forskellige lejere i tidens løb.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk