Spangsmosevej 10


Matrikel nr. 14 af Broballe ejerlav

 

1779       Stedet her var et såkaldt kådnersted, eller husmandssted om man vil, med nummeret 137, og det var ifølge udskiftningskortet over Broballe fra 1779 ejet af en Peder Christensen.

Stedet var dengang placeret noget tættere på nabostedet Spangsmosevej 12.

Hvem Peder Christensen var vides ikke.

1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser placeringen af kådnersted nr. 137.


18xx       Huset er opført i 1790, men hvem der har haft stedet her før 1836 har ikke været muligt at opspore.

 

1836       Hvornår Nis Christiansen blev ejer af stedet her kan ikke siges. Dog vides det at han er kommet her til Broballe fra Mjels sammen med sin hustru Anne Marie og sin datter Anna Margrethe Christiansen efter maj 1836 og inden december 1837.

Nis Christiansen var født d. 22. april 1805 i Broballe som søn af inderste Christian Christiansen og hustru Dorthe Margrethe i Broballe og mens han var tjenestekarl i Mjels var han blevet gift i Oksbøl kirke d. 5. april 1845 med den 4 år yngre tjenestepige i Mjels Anna Marie Hansen, der var født omkring 1809, men hvor hun kom fra vides ikke.

Anne Marie og Nis Christiansen fik børnene:

  • Anna Margrethe Nissen, født d. 5. april 1835 i Mjels, død d. 22. april 1835 i Mjels.
  • Anna Margrethe Christiansen, født d. 27. maj 1836 i Mjels.
  • Dorothea Margrethe Christiansen, født d. 25. december 1837.


1838       Nis Christiansens hustru Anne Marie døde d. 26. maj 1838 i en alder af kun 30 år, og Nis Christiansen sad tilbage med sine 2 små piger.

Nis Christiansen havde fundet sig en ny livsledsager, og han blev gift i Oksbøl kirke d. 28. oktober 1838 med den godt 8½ år yngre Maren Petersen, der var født d. 2. december 1813 som datter af husmand Peder Pedersen og hustru Cathrine Hinrichs i Broballe. Hvor der har været vides ikke.

Maren og Nis Christiansen fik børnene:

  • Peter Christiansen, født d. 11. juni 1840. (han overtog stedet)
  • Anna Maria Christiansen, født d. 16. juli 1843.
  • Mette Cathrine Christiansen, født d. 19. juli 1849.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede husmand Nis Christiansen her på stedet sammen med sin nye hustru Maren og hans 2 døtre af første ægteskab Anna Margrethe Christiansen og Dorothea Margrethe Christiansen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand og daglønner Nis Christiansen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Maren og hans 2 døtre af første ægteskab Anna Margrethe Christiansen og Dorothea Margrethe Christiansen, samt hans 2 børn af andet ægteskab Peter Christiansen og Anna Maria Christiansen.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede husmand og daglejer Nis Christiansen stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Maren og børnene Dorothea Margrethe Christiansen, Anna Maria Christiansen og Mette Cathrine Christiansen.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede husmand Nis Christiansen endnu her på stedet sammen med sin hustru Maren og den yngste datter Mette Cathrine Christiansen.

 

1872       Nis Christiansen solgte stedet til sin søn Peter Christiansen efter en overladelseskontrakt af 10. august 1872, og han blev således den næste husmand her på stedet. Ved denne overtagelse skulle Peter Christiansen udrede 125 af datidens penge til hver af sine to søstre Anna Maria Christiansen og Mette Cathrine Christiansen samt 125 til sin halvsøster Anna Margrethe Andresens 2 sønner Nis og Andreas Andresen. Desuden forpligtede han sig til et aftægt til sine forældre Maren og Nis Christiansen som derefter gik på aftægt.

 

1873       Peter Christiansens mor Maren Christiansen døde d. 30. juli 1873 i en alder af kun 60 år af en ubestemt sygdom og hans far sad igen tilbage som enkemand.

 

1874       Peter Christiansen blev gift i Oksbøl kirke d. 2. juli 1874 med den godt 6½ år yngre Anna Cathrine Matthiesen, der var født d. 8. februar 1847 i Sjellerup i Egen sogn som datter af husmand Matthias Matthiesen og hustru Mette Cathrine i Sjellerup.

Anna Cathrine og Peter Christiansen fik sønnen:

  • Nis Christiansen, født d. 9. februar 1875.


1889       Peter Christiansens far Nis Christiansen døde på aftægten d. 8. februar 1889 i en alder af knap 84 år, efter at have levet som enkemand i 15½ år.

 

1902       Den 18. december 1902 blev Jens Dominicussen indskrevet som inderste i Broballe i den preussiske grundbog og som ejer af stedet her. Jens Dominicussen var født i Holm d. 17. april 1877 som såkaldt uægte barn af ugifte tjenestepige Anna Dominicussen i Holm. (Denne Anna Dominicussen blev senere gift Wrang, og boede fra 1912 til 1925 på den gamle ”Rytterskole” på Søholmvej 5 i Broballe)

Jens Dominicussen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 3. oktober 1902 med den 1½ år ældre Ellen Petersen der var født i Holm d. 20. november 1875 som datter af husmand Jørgen Petersen og hustru Kirstine Petersen f. Hansen Lind. Ellen og Jens var begge to kommet her til Broballe fra Holm i 1902, og mens de begge to arbejdede som tjenestefolk i Broballe var de altså blevet gift.

Ellen og Jens Dominicussen fik børnene:

  • Jens Dominicussen, født d. 15. november 1902.
  • Jørgen Dominicussen, født d. 8. august 1904. (senere Lusigvej 12)
  • Christine Dominicussen, født d. 4. maj 1906.
  • Mary Dominicussen, født d. 5. september 1910.
  • Ellen Dominicussen, født d. 8. januar 1921.


1905       Den 15. juni 1905 blev Peter Christiansen indskrevet i den preussiske grundbog som inderste og ejer af stedet her. Hvor Ellen og Jens Dominicussen herefter er flyttet hen kan ikke siges, men i 1911 bosatte de sig på Lusigvej 12 i Broballe.

Peter Christiansen var født d. 14. december 1859 i Brandsbøl i Havnbjerg sogn som søn af Poul Christiansen og hustru Ellen f. Grau i Brandsbøl, og han var blevet gift med Elisabeth Fangel, der var født d. 25. august 1864 i Lavensby i Havnbjerg sogn som datter af bolsmand Christen Jørgensen Fangel og hustru Maren f. Hansen i Lavensby.

Tidligere havde Peter Christiansen været gæstgiver i Hundslev, og de kom fra Hundslev her til sognet i 1905.

Elisabeth og Peter Christiansen havde datteren:

  • Anna Cathrine Christiansen, født d. 9. december 1903 i Hundslev.


omkr. 1914
1914
Elisabeth og Peter Christiansen foran huset sammen med datteren Anna
Cathrine Christiansen og plejesønnen Christian Christiansen.
Foto fra 1914-15.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede arbejder på Broballe andelsmejeri Peter Christiansen her på stedet sammen med sin hustru Elisabeth Christiansen og deres datter Anna Cathrine Christiansen. De havde en plejesøn boende hos sig ved navn Christian Christiansen. Han var født d. 28. april 1910 i Broballe som såkaldt uægte barn af tjenestepige Ellen Christiansen, så han har muligvis boet hos sin onkel og tante.


ukendt årstal
19xx
Elisabeth og Peter Christiansen udenfor huset.
De boede i husets østlige ende. Foto fra ukendt årstal.


1940
1940
Foto af huset som det så ud i 1940.


1948       Peter Christiansen solgte huset til sin datter enkefru Anna Cathrine Thomsen for en købesum på 3.821 kr. plus boligret til ham selv og sin hustru Elisabeth, og d. 27. februar 1948 blev der udstedt et skøde på dette.

Anna Cathrine Thomsen havde tidligere været gift med murerarbejdsmand Christian Thomsen, som døde d. 5. april 1931 på amtssygehuset i Sønderborg i en alder af kun knap 26 år, medens hun endnu ventede deres første barn. Hun havde efter sin mands død født en pige d. 24. juli 1931, som fik navnet Christiane Thomsen. Hendes afdøde mand Christian Thomsen var født d. 19. april 1905 på Mjelsmark som søn af fisker Andreas Christian Thomsen og hustru Marikke Margrethe Hindberg, men hvor i Broballe Anna Cathrine og Christian Thomsen boede dengang vides ikke.

 

1949       Peter Christiansen døde d. 6. januar 1949 i en alder af 89 år, og hans hustru Elisabeth Christiansen sad derefter tilbage som enke.

 

1950       Enkefru Anna Cathrine Thomsen døde d. 26. oktober 1950 i en alder af kun knap 47 år, efter at have levet som enke i 19½ år. Tilbage i huset boede nu kun hendes mor Elisabeth Christiansen.

Elisabeth Christiansen døde d. 17. november 1950 i en alder af godt 86 år efter at have levet som enke i knap 2 år.

 

1951       Den 14. april 1951 afholdt skifteretten for Als Herreder en offentlig skiftebehandling i boet, og d. 17. april 1951 blev der udstedt et skøde fra skifteretten til arbejder Karl August Sørensen Espehøjvej 6 i Broballe, der havde købt huset for en købesum på 9.000 kr.

Karl August Sørensen og hustru Anna Christina Sørensen fraflyttede deres hus på Espehøjvej 6 og flyttede derefter her til deres nye bopæl.

Karl August Sørensen var født d. 23. april 1904 i Tyrstrup sogn som søn af arbejdsmand Hans Jacob Nicolai Sørensen og hustru Dorthea Marie Petersen, og han var blevet gift i Felsted kirke d. 31. juli 1932 med den 3½ år yngre Anna Christina Schmidt der var født d. 31. oktober 1907 i Kliplev sogn som datter af arbejdsmand Christian Jürgen Vilhelm Schmidt og hustru Christina Marie Sørensen.

Anna Christina og Karl August Sørensen havde børnene:

  • Christine Dorothea Sørensen.
  • Karl Jørgen Sørensen.
  • Udøbt drengebarn, født d. 25. april 1936, død 6 timer senere.
  • Svend Aage Sørensen.


1961       Efter at have boet til leje i huset i 11 år fraflyttede Anne Margrethe og Lauge Villadsen stedet og flyttede til deres nyopførte hus på Svarretoft 5 i Oksbøl.

 

1982       Karl August Sørensen døde d. 21. april 1982 kun 2 dage før sin 78 års fødselsdag, og hans hustru Anna Christina sad derefter tilbage som enke.

Anna Christina Sørensen døde d. 25. oktober 1982 kun 6 dage før sin 75 års fødselsdag efter at have levet som enke i 7 måneder.

 

1983       Efter en skiftebehandling d. 23. februar 1983 overgik huset nu til arvingerne Christian Sørensen, Karl Jørgen Sørensen, Christine Lund og Svend Aage Sørensen, og samme dag blev der udstedt skøde til husets nye ejere Kirsten og Bjarne Sørensen for en købesum på 200.000 kr.

 

I 1989 etablerede Kirsten Sørensen så sit eget ”Kis Foto”. Det stoppede igen på et tidspunkt, men i 1992 etablerede hun forretningen ”Madbiksen” hvor hun lavede mad ud af huset. Dette ophørte igen engang i 2000.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2003       I sommeren 2003 flyttede Kirsten og Bjarne Sørensen til Snerlevej i Havnbjerg, og de solgte huset til deres datter og svigersøn Lene Frederiksen og Jens Dalvig Frederiksen for en købesum på 600.000 kr. De fraflyttede deres hus på Mosevang i Nordborg som de netop havde solgt og tilflyttede sognet. De fik et tinglyst skøde på huset d. 4. september 2003.

 

2005       Lene Frederiksen og Jens Dalvig Frederiksen flyttede til Nordborg og huset sat til salg i august 2005 som værende opført i 1750 med en bolig på 217m2 og en grund på grund 2187m2.

 

2006       Huset blev solgt til Helle Bernickow og Eric Schwab for en købesum på 845.000 kr.. og der blev derefter udstedt et tinglyst skøde på dette d. 5. januar 2006.

Helle Bernickow fraflyttede huset, og derefter blev huset sat til salg i december 2006 til en købspris på 945.000 kr.

 

2007       Huset fik nye ejere pr. 1. maj 2007 efter at Eric Schwab var fraflyttet huset. Skødedatoen på overtagelsen er sat i BBR registret til d. 19. februar 2007. (husets nye ejere ønsker ikke deres navn nævnt her på siden)

Huset blev sat til salg igen i oktober 2007 til en købesum på 995.000.

 

2008       Huset blev købt af Tove Stick Hansen og Jens-Jørn Lemvig Thomsen og skødedatoen blev sat til d. 5. maj 2008.

 

2017       Tove Stick Hansen og Jens-Jørn Lemvig Thomsen ejer og bebor fortsat huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk