Spangsmosevej 12


Matrikel nr. 47 af Broballe ejerlav

 

Cirka her på dette sted har der tidligere ligget et inderstested med nummeret 145, og på udskiftningskortet over Broballe fra 1779 ses det klemt inde mellem kådnerstederne 137 Spangsmosevej 10 og 138 Spangsmosevej 14, med en Hans Rasmussen som stedets ejer.

Hans Rasmussen var født omkring 1709, og han havde også efternavnet Høj. Hans Rasmussen Høj blev gift i Oksbøl kirke d. 18. november 1758 med den omkring 13 år yngre Ellen Sørensdatter fra Broballe, der var født omkring 1722.

Ellen og Hans Rasmussen Høj fik sønnen:

  • Rasmus, døbt d. 12. december 1759. (han overtog stedet)


1772       Hans Rasmussen Højs hustru Ellen døde i en alder af kun 50 år, og hun blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 14. juni 1772. Hans Rasmussen Høj sad derefter tilbage på stedet som enkemand.

 

1778       Hans Rasmussen Høj døde i en alder af 69 år efter at have levet som enkemand i næsten 6 år, og han blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 5. april 1778. Herefter formodes det at hans eneste søn Rasmus Hansen har overtaget inderstestedet.



1779
1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser placeringen af kådnersted nr. 138.


1783       Rasmus Hansen blev gift i Oksbøl kirke d. 13. april 1783 med den omkring 5 år yngre Catharina Christensdatter, der var født omkring 1754.

Catharina og Rasmus Hansen fik bl.a. børnene:

  • Ellen Rasmusdatter, født d. 11. marts 1790. (hun overtog stedet på Broballemark)
  • Maren Rasmusdatter, født d. 2. oktober 1791. (senere Præstegårdsvej 2 / Oksbøl Nørregade 5 Oksbøl)


1801       Rasmus Hansen købte efter en kontraktprotokol af 7. april 1801, i alt 5 tønder 5 skæppe 1/16 skæppe jord fra bondested nr. 118 tilhørende Jørgen Hansen Søholmvej 8 og 12, og som var beliggende på Fjordvej i Broballemark tæt ved Brandsbøl skov. Han blev derefter indskrevet i Skyld og panteprotokollen som værende i besiddelse af disse 5 tønder og 5 1/16 skæppe land.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede husejer med land og skomager Rasmus Hansen her på stedet sammen med sin hustru Catharina og deres 2 døtre Ellen Rasmusdatter og Maren Rasmusdatter.

 

18xx       Rasmus Hansen opførte et nyt landsted på sine tilkøbte jorder på Fjordvej på Broballemark, men hvornår dette har været kan ikke siges, men det må have været før han d. 2. februar 1808 overlod stedet til sin kommende svigersøn Christen Holgersen, og hvor han og sin hustru Catharina gik på aftægt. Den 22. august 1811 døde aftægtsparcellist Rasmus Hansens hustru Catharina ved Broballe, så på det tidspunkt var udflytningen i hvert fald en realitet.

 

18xx       I jordebogen for Broballe blev stedets størrelse opgivet til i kvantitet at være på 1 tønde 6 skæppe 14/16 skæppe, og der blev desuden noteret uden tidsangivelse at der på et tidspunkt var frasolgt 3/16 skæppe land til en Peter Christensen til et familiested således at stedets størrelse derefter var på 1 tønde 6 skæppe 11/16 skæppe.

Der er desuden i jordebogen senere skrevet at stedets størrelse pr. 1. januar 1862 i kvantitet efter købet af de i alt 5 tønder 5 skæppe 1/16 skæppe jord fra bondested nr. 118 var på 7 tønder 3 skæppe 12/16 skæppe.

 

18xx       Hvad der er sket med stedet her på Spangsmosevej kan ikke siges. Muligvis har stedet haft de samme ejerforhold som på stedet på Fjordvej tæt ved Brandsbøl skov, men i så fald hvem har så beboet det?

 

**********

 

1875       Efter den preussiske administrations overtagelse blev stedet her, Spangsmosevej 12, matrikuleret som matrikel nr. 47 af Broballe ejerlav, og Christen Petersen og hustru Anna Margrethe Petersen f. Christensen blev indskrevet i den preussiske grundbog som ejere efter en købekontrakt af 9. september 1875 og efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

Hvem Anna Margrethe og Christen Petersen købte stedet af kan ikke siges.

 

1886       Anna Margrethe og Christen Petersen overlod huset til ”Die Gesammte Armen Verband in Oksbøl” d. 13. september 1886, og de blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog d. 15. september 1886 som de nye ejere.

 

1900       Høker Carl Johann August Lass i nabohuset Spangsmosevej 14 i Broballe købte og overtog huset d. 25. oktober 1900, og han blev efterfølgende indskrevet i den preussiske grundbog d. 30. oktober 1900 som den nye ejer. Han var kommet her til byen fra Nordborg, hvor han var bagermester, sammen med sin hustru Mette Cathrine f. Johannsen Schmidt og deres datter Johanne Elene Lass, efter at hans hustru var blevet ejer af Spangsmosevej 14 d. 31. juli 1893.

(Huset er ifølge BBR registret opført i 1900.)

 

1914       Carl Johann August Lass hustru Mette Cathrine Lass døde d. 15. maj 1914 i en alder af kun godt 53 år, og han sad derefter tilbage som enkemand.

 

1915       Carl Johann August Lass solgte huset her til sin datter fru Johanne Elene Pors f. Lass d. 2. august 1915 og hun blev således samme dag indskrevet i den preussiske grundbog som den nye ejer. Selv overtog Carl Johann August Lass nabohuset Spangsmosevej 14 efter sin hustru d. 9. august 1915.

Johanne Elene, der var født d. 18. maj 1887 i Nordborg var blevet gift i Oksbøl kirke d. 18. november 1914 med den knap 3 år yngre skrædder i Mjels Jens Peter Pors, der var født d. 27. marts 1890 i Mjels. Han var blevet døbt Jens Peter Grøn i Oksbøl kirke d. 20. april 1890, og han var et såkaldt uægte barn af tjenestepige Elene Grøn, der var datter af smed Claus Matthiesen Grøn og hustru Cathrine Elisabeth i Mjels. Hvordan han senere er kommet til at hedde Pors vides ikke.

 

1919       Johanne Elene Pors solgte huset i 1919 til arbejder og tækkemand Hans Christian Schäfer og hustru Anne Marie Schäfer f. Nissen i Broballe, og dette blev der efterfølgende udstedt et skøde på d. 12. juli 1919.

Johanne Elene og Jens Peter Pors fraflyttede, men hvor de boede indtil de d. 12. april 1921 havde købt huset på Spangsmosevej 44 vides ikke.

Hans Christian Schæfer var født d. 28. oktober 1878 som søn af arbejdsmand Peter Hansen Schäfer og hustru Thora Kirstine f. Lassen Mjelsvigvej 1 i Mjels, og han var gift med Anne Marie Nissen der var født d. 30. august 1878 i Holm som datter af arbejdsmand Hans Nissen og hustru Maren Hansen Nissen f. Kelsen i Holm

De kom her til sognet fra Holm i 1905, og havde i 1907 købt et lille hus der lå ved Broballe Mølle.

Hans Christian Schäfer var vist nok sognets eneste og dermed sidste tækkemand. Han samarbejdede næsten altid med tækkemand Hans Johannsen fra Holm. Marie og Hans Christian Schäfer havde deres fraskilte datter Marie Cathrine Nissen, der ernærede sig som syerske, boende hos sig.

Anne Marie og Hans Christian Schäfer fik børnene:

  • Peter Hansen Schäfer, født d. 18. februar 1904 i Holm.
  • Hans Christian Schäfer, født d. 18. maj 1906 i Holm.
  • Thora Dorothea Schäfer, født d. 29. september 1907.
  • Marie Cathrine Schäfer, født d. 17. maj 1910. (hun overtog huset)
  • Dødfødt barn d. 17. februar 1918.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landarbejder Hans Christian Schäfer her i huset sammen med sin hustru Anne Marie og deres to døtre Thora Dorothea Schäfer og Marie Cathrine Schäfer.

 

1934       Hans Christian Schäfer fik skøde på noget d. 29. oktober 1934 fra en P. Christiansen som han havde købt for en købesum på 15 kr.

 

1939       Hans Christian Schäfer købte jordstykket bag huset som havde matrikel nr. 121 af Broballe ejerlav af en Sparekasse for en købesum på 300 kr. og fik et tinglyst skøde på dette d. 6. december 1939.



ukendt årstal
2000
Foto af Spangsmosevej fra ukendt årstal. Til højre ses Spangsmosevej 12,
derefter Spangsmosevej 10, laden til Nedermarkvej 2, Spangsmosevej 9,
Spangsmosevej 11 og til højre ses Good-Templar logen.


1952       Lige overfor Hans Christian Schäfers hus havde der tidligere ligget en bygning på et stykke jord der har matrikel nr. 109 af Broballe ejerlav. Det tilhørte Good-Templar-ordenen, der var en international afholdsorganisation som var stiftet i USA I 1851 under navnet Independent Order of Good Templars (IOGT). Denne loge havde købt matrikel nr. 109 d. 30. marts 1905, og var blevet indskrevet i den preussiske grundbog som ejere. De havde derefter opført en bygning på stedet.

I Danmark kom de første afdelinger i 1880 og i 1892  blev der efter Good Templars mønster dannet en nordisk afdeling, NIOGT, som en mere moderat afholdsorganisation. Good-Templar-ordenen drev oplysende og filantropisk arbejde på bredt grundlag gennem loger, ungdomsforeninger, kvindeudvalg m.m.

Hans Christian Schäfer købte matrikel nr. 109 af Goodtemplar logen for en købesum på 200 kr. og fik et tinglyst skøde på dette d. 24. marts 1952. På det tidspunkt var bygningen blevet nedbrudt.

 

1954       Anne Marie Schäfer døde d. 30. september 1954 i en alder af 76 år og efterlod sig sin mand Hans Christian Schäfer som enkemand.

 

1955       Hans Christian Schäfer solgte huset til datteren fru Marie Cathrine Nissen for en købesum på 6000 kr. plus en tinglyst boligret til Hans Christian Schäfer, og d. 27. oktober 1955 blev der udstedt et tinglyst skøde på denne overtagelse.

 

1957       Hans Christian Schäfer døde d. 28. juli 1957 i en alder af godt 78½ år efter at have levet som enkemand i knap 3 år.

 

1975       Efter en skiftebehandling d. 12. august 1975 overgik huset formeldt til Herbert Werner Nissen, men han havde da allerede solgt huset, og samme dag blev der udstedt skøde på huset til dets nye ejer Svend Åge Andersen for en købesum på 160.000 kr.

 

1982       Svend Åge Andersen fraflyttede sognet og solgte huset til Bent Korsholm for en købesum på 300.000 kr., og han fik efterfølgende et tinglyst skøde d. 29. marts 1982. Han er søn af Asta og Holger Korsholm Espehøjvej 12. Bent Korsholm boede alene i en årrække men omkring 1986 tilflyttede Brit R. Lunderskov huset.

 

1990       Bent Korsholm og Brit R. Lunderskov fraflyttede sognet og flyttede til Holm, og huset stod derefter tomt et stykke tid. Det blev senere solgt til Christian Christensen og Ulla L. Hoeg for en købesum på 410.000 kr., og denne overtagelse blev efterfølgende tinglyst d. 10. september 1990.

 

1995       Ulla L. Hoeg fraflyttede huset i 1995 hvorefter Christian Christensen boede alene et stykke tid. Han solgte huset til Susanne Christoffersen og Leif Jansen for en købesum på 446.000 kr., og det blev der udstedt et tinglyst skøde på d. 19. september 1995.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2017       Susanne Jansen og Leif Jansen bebor fortsat huset og ejer fortsat matriklerne 47, 109 og 121 af Broballe ejerlav.




til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk