Spangsmosevej 19


Matrikel nr. 101 af Broballe ejerlav

 

På udskiftningskortet over Broballe fra 1779 er grunden her sammen med det nuværende åbne jordstykke mellem Spangsmosevej 19 og 21 betegnet som et såkaldt kådnersted, eller husmandssted om man vil, med nummeret 139, og hvor stedets ejer er noteret som Christen Marcussen.

Denne Christen Marcussen var født omkring 1699 og han døde i en alder af 76 år og blev begravet på Oksbøl kirkegård d. 29. januar 1775. Han døde altså før udskiftningskortet blev fremstillet. Hvem han i øvrigt var vides ikke.



1779
1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser beliggenhed af kådnersted nr. 139.


1781       Den 7. oktober 1781 blev ungkarl Jens Hansen fra Broballe gift i Oksbøl kirke med pigen Karen Christensdatter fra Holm. Denne Jens Hansen blev senere kaldet Weis, men hvorfra dette navn stammer vides ikke. Karen Christensdatter kan meget vel have været en datter af den foregående Christen Marcussen, og at det er derfor at Jens Hansen Weis kom her til stedet som den næste husmand.

Jens Hansen Weis var født omkring 1759, og han var gift med Karen Christiansen der var født omkring 1756.

Karen og Jens Hansen Weis fik børnene:

  • Hans, døbt d. 2. december 1781, død og begravet d. 1. juni 1785.
  • Maren, døbt d. 17. oktober 1784, død og begravet d. 4. november 1787.
  • Maren Weis, født d. 25. marts 1788. (hun førte stedet videre)
  • Anne Marie Weis, født d. 15. august 1793.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede Jens Hansen Weis her på stedet som husmand med jord, sammen med sin hustru Karen og deres 2 døtre Maren Weis og Anne Marie Weis.

 

1808       Karen og Jens Hansen Weis datter Maren Weis blev gift i Oksbøl kirke d. 24. september 1808 med den omkring 26 år ældre Johan Joachim Krüger fra Skodsbøl, der var født omkring 1762. Han var smed og derfor også nævnt som Schmidt.

Maren og Johan Joachim Krüger (Schmidt) fik børnene:

  • Jens Johannsen Weiss, født d. 18. april 1810.
  • Catharina Elisabeth Johannsen Schmidt, født d. 28. marts 1812. (senere ukendt sted i Mjels)
  • Hans Johannsen Schmidt, født d. 17. oktober 1813, død i Broager i oktober 1887.
  • Anne Marie Schmidt 18. januar 1816, død d. 16. januar 1817.


18xx       Hvornår svigersønnen Johan Joachim Schmidt har overtaget stedet kan ikke siges, men i 1815 er han blevet noteret i skyld og panteprotokollen som ejer af stedet, men skriften er ulæselig så tidspunktet kan ikke fastsættes.

 

1817       Johan Joachim Krüger (Schmidt) svigerfar Jens Hansen Weis døde som aftægtsmand d. 11. maj 1817 i en alder af 57 år, og hans svigermor Karen Weis sad derefter tilbage som enke.

 

1819       Johan Joachim Krüger (Schmidt) solgte husmandsstedet d. 26. januar 1819 til Hans Christian Hansen.

Hvor Maren og Johan Joachim Krüger (Schmidt) herefter flyttede hen kan ikke siges. Smedesvend Johan Joachim Krüger (Schmidt) døde d. 17. maj 1821 i en alder af 59 år, og Maren sad derefter tilbage som enke. Hun blev senere gift igen d. 9. maj 1829 med Peter Dominicussen på ejendommen der dengang lå mellem Lusigvej 14 og Lusigvej 16.

Mens Hans Christian Hansen var tjenestekarl i Broballe, var han blevet gift i Oksbøl kirke d. 1. marts 1817 med den 7 år yngre tjenestepige i Broballe Anne Kirstine Hansen. Han var da 29 år og dermed født omkring 1788, og hun var 22 år. Hun var født Anna Kirstine Hansdatter Møller d. 12. februar 1794 som datter af kådner Hans Hansen Møller og hustru Ingeborg f. Fischer i et kådnersted der dengang lå på nuværende Oksbøl Søndergade 10 i Oksbøl, men som senere blev til Kådnervej 5.

Anne Kirstine og Hans Christian Hansen fik børnene:

  • Dødfødt drengebarn d. 25. januar 1817.
  • Hans Christian Hansen, født d. 25. januar 1817, død d. 25. januar 1817.
  • Anne Hansen, født d. 24. marts 1818.
  • Thøre Hanses, født d. 1. august 1820. (senere Næsvej 38 i Mjels)
  • Anna Kirstine Hansen, født d. 30. oktober 1826.
  • Dødfødt pigebarn d. 31. marts 1829.
  • Anne Marie Hansen Christiansen, født d. 20. januar 1836.


1830       Hans Christian Hansen solgte husmandsstedet efter en købekontrakt af 30. maj 1830 til Hans Peter Christiansen som således blev den næste ejer af husmandsstedet nr. 139 i Broballe.

Hans Peter Christiansen var født d. 21. oktober 1793 i nabohuset Inderstested nr. 143 Spangsmosevej 21 som søn af inderste Christian Christiansen og hustru Ellen Hansdatter, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 11. november 1826 med den godt 11½ år yngre Elsebeth Hansen Bonde der var født i Mjels d. 4. juli 1805 som datter af bolsmand Hans Bonde og hustru Anna Marie i Mjels.

Elsebeth og Hans Peter Christiansen kom hertil fra et sted i Mjels hvor de havde bosat sig efter deres giftermål, muligvis hos hendes forældre.

Elsebeth og Hans Peter Christiansen fik børnene:

  • Anna Maria Hansen, født d. 13. december 1826, død d. 22. januar 1849.
  • Ellen Hansen, født d. 12. februar 1829. (hun overtog stedet)
  • Elisabeth Hansen, født d. 9. maj 1833, død d. 21. september 1833.
  • Elsebeth Hansen, født d. 1. april 1837. (senere Rødenæbvej 3 Mjels)


Anne Kirstine og Hans Christian Hansen fraflyttede Broballe og flyttede til et ikke kendt sted i Oksbøl i et lejemål, hvor de boede ved folketællingen d. 1. februar 1840 sammen med børnene Anna Kirstine Hansen og Anne Marie Hansen Christiansen, og d. 1. februar 1845 sammen med datteren Anne Marie Hansen Christiansen. Her i Oksbøl døde Anne Kirstine Hansen d. 9. maj 1851 i en alder af kun 56 år, og Hans Christian Hansen flyttede derefter fra Oksbøl. Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede han i et aftægt, der formegentlig var tilknyttet Søholmvej 14, sammen med sin datter Anna Kirstine Hansen, og ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede han hos sin datter og svigersøn Thøre og Hans Hansen Hau på Næsvej 38 i Mjels. Hans Christian Hansen døde d. 5. maj 1864 i en alder af godt 76½ år, efter at have levet som enkemand i 13 år.

 

1834       Karen Jensen Weis, som hun nu er blevet nævnt, døde på aftægten d. 29. november 1834 i en alder af 79 år, efter at have levet som enke i 17½ år.

 

1837       Efter at Hans Peter Christiansens far Christian Christiansen var død i huset ved siden af d. 6. februar 1837 i en alder af 71 år købte han sit barndomshjem inderstested nr. 143 efter en overladelseskontrakt af 29. august 1837, således at han nu var ejer af begge steder.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede husmand Hans Peter Christiansen her på stedet sammen med sin hustru Elsebeth Hansen og deres 3 døtre Anna Maria Hansen, Ellen Hansen og Elsebeth Hansen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand og daglønner Hans Peter Christiansen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Elsebeth Hansen og deres 3 døtre Anna Maria Hansen, Ellen Hansen og Elsebeth Hansen.

 

1846       Elsebeth og Hans Peter Christiansens ældste datter Anna Maria Hansen blev gift i Oksbøl kirke d. 17. juli 1846 med den godt 10 år ældre ungkarl Hans Nissen, der var født d. 22. april 1816 i Brandsbøl i Havnbjerg sogn som søn af bolsmand Hans Nissen og hustru Cathrine Rasmusdatter i Brandsbøl,

Anna Maria og Hans Nissen fik børnene:

  • Hans Nissen, født d. 14. juli 1847, død d. 29. august 1870.
  • Christian Nissen, født d. 15. januar 1849, død d. 13. oktober 1857.


1849       Anna Maria døde kun 7 dage efter fødslen d. 22. januar 1849 i en alder af kun 22 år, og Hans Nissen sad tilbage som enkemand med sine 2 små drenge.

 

1851       Elsebeth og Hans Peter Christiansens datter Ellen Hansen blev herefter gift i Oksbøl kirke d. 23. oktober 1851 med sin svoger Hans Nissen, og hun blev således stedmor til sine 2 nevøer Hans Nissen og Christian Nissen.

Ellen og Hans Nissen fik børnene:

  • Anna Maria Nissen, født d. 3. januar 1852, død d. 5. november 1864.
  • Peter Nissen, født d. 25. december 1854, død d. 2. marts 1860.
  • Elsebeth Nissen, født d. 18. oktober 1856. (senere Fjordvej 8 Broballemark)
  • Anna Cathrine Nissen, født d. 21. juni 1859, død d. 11. november 1864.
  • Christian Nissen, født d. 16. april 1862, død d. 19. november 1864.
  • Ellen Nissen, født d. 16. april 1862, død d. 17. november 1864.
  • Peter Nissen, født d. 4. august 1866, død d. 26. januar 1868.
  • Anne Marie Nissen, født d. 31. juli 1868.
  • Anna Catharina Nissen, født d. 9. november 1872.


18xx       Hans Peter Christiansen havde også jord beliggende i den dengang kaldte Nedre Søndermark, det nuværende Fjordvej 8, og på et ikke kendt tidspunkt udflyttede han sit husmandssted nr. 139 til Fjordvej 8 og opførte et nyt sted på denne adresse. Da han efter en købekontrakt af 27. september 1853 solgte stedet her samt sit barndomshjem inderstested nr. 143 Spangsmosevej 21 til sin svigersøn Hans Christian Petersen, må udflytningen have fundet sted før 1853

 

1853       Hans Christian Petersen, der var født i Svenstrup d. 23. juni 1808 som søn af den ugifte pige Ingeborg, der var datter af afdøde bolsmand Hans Bødker i Svenstrup, og som var blevet gift i Havnbjerg kirke d. 11. oktober 1840 med Hans Peter Christiansens datter af andet ægteskab Ellen Christiansen har givet vis ladet det gamle husmandsted nedbryde og sammenlagt jordstykkerne til et stort stykke.

Efter Hans Christian Petersens død d. 8. juni 1880, og hans hustru Ellens død d. 4. april 1895, blev jorden fra det gamle kådnersted nr. 139 og inderstested nr. 143 købt af gårdejer Peter Hansen Petersen Spangsmosevej 26 og dermed blev det en del af hans ejendom.

 

**********

 

1902       Gårdejer Peter Hansen Petersen frastykkede noget jord, der blev til matrikel nr. 101 af Broballe ejerlav, og som blev oprettet i den preussiske grundbog i januar 1902 som værende frastykket fra matrikel nr. 48 Spangsmosevej 21. Dette jordstykke blev købt af bødker Chresten Christensen og han blev indskrevet i den preussiske grundbog d. 23. januar 1902 som stedets nye ejer.

Han lod derefter huset opføre med samme udseende som huset på Søholmvej 8A der var blevet opført i 1899, så det er givet vis opført af samme bygmester.

Bødker Christen Christensen, der var sognets eneste bødker, blev født d. 29. august 1872 i Lavensby som søn af bødker og inderste Christen Christensen og hustru Anna Jensen på Arnbjergvej 39 i Lavensby. Han var blevet gift d. 15. maj 1895 på Lunden Standesamt med den 6½ år ældre Anne Marie Clausen der var født d. 7. februar 1866 som datter af bolsmand Jørgen Clausen og hustru Thøre Jørgensen i Torup ved Svenstrup.

Christen Christensen blev uddannet som bødker i 1890, og fra 1895, hvor han kom her til sognet fra Lavensby, var han bødkermester i Broballe.

Anne Marie og Christen Christensen havde datteren:

  • Anna Thyra Christensen, født d. 28. april 1901.


Erna Christine Schulze Petersen, Spangsmosevej 26, fortalte at man fra den tidlige morgenstund og dagen igennem helt til aften hele tiden kunne høre hammerslag fra værkstedet når der blev fremstillet vaskebaljer, salttrug og smørdritler til Broballe Mejeri, og hver morgen stod der smørdritler ude ved vejen som mælkevognen tog med op til mejeriet. Ved siden af værkstedet havde Christen Christensen også en røgeovn, hvor mange af byens folk fik røget deres skinker, flæsk og pølser.


omkr. 1908
1908
Billede fra omkring 1908 af huset på Spangsmosevej 19. Fra venstre ses
bødker Chresten Christensen, datteren Anna Thyra og hustruen Anne Marie.


1920       I 1920 fik Christen Christensen så også jobbet som bestyrer af en afdeling af Folkebanken for Als og Sundeved i Nordborg, og folk fra hele sognet kom nu i huset for at få ordnet deres pengesager.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede bødkermester Christen Christensen her på stedet sammen med sin hustru Anne Marie og deres datter Anna Thyra Christensen.



ukendt årstal
19xx
Bødker Christen Christensen og hustru Anne Marie Christensen f. Clausen.
(Foto fra ukendt årstal)


1940       Christen Christensen blev enkemand kort tid før jul 1940 idet hans hustru Anne Marie døde d. 19. december 1940 i en alder af 74 år.

 

1947       Christen Christensen døde d. 15. juni 1947 i en alder af knap 75 år, efter at have boet alene som enkemand i huset i 6½ år.

Ved en skiftebehandling d. 11. december 1947 tilfaldt huset nu de privat skiftende arvinger efter Christen Christensen og hustru Anne Marie Christensen, nemlig fru Anna Thyra Lange Petersen f. Christensen Nordborg og købmand Jørgen Clausen Sønderborg og købesummen var her sat til 6.500 kr. Huset blev herefter udlejet til flere forskellige, og bl.a. boede Christen Jacobsen Christensen her sammen med sin hustru Marie Magdalene f. Lassen, inden de flyttede til Søholmvej 5.

 

1961       Anna Thyra Lange Petersen solgte huset til direktør Jørgen Clausen Ørstedsgade 26 i Sønderborg, for en købesum på 15.300 kr. således at han herefter var eneejer af huset. Han fik et tinglyst skøde på dette d. 10. marts 1961.

 

1965       Huset blev solgt til fru Ingeborg Anne Marie Molzen og forvalter Christian Olaf Clausen i såkaldt lige sameje, for en købesum på 20.000 kr. til overtagelse pr. 1. januar 1965, og dette fik de efterfølgende et tinglyst skøde på d. 24. februar 1965.

Fru Ingeborg Anne Marie Molzen var født Clausen, og hun boede på Bargfredestrasse 6 i Hamborg, og Christian Olaf Clausen boede på Lyngbyvej 421 i Gentofte. Hvem der så har boet i huset i den periode vides der ikke noget om.

 

1978       Christian Olaf Clausen og Ingeborg Anne Marie Molzen solgte huset til Henning Svendsen og Lissi Boysen for en købesum på 300.000 kr., og dette fik de et tinglyst skøde på d. 13. juni 1978.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2003       Lissi og Henning Svendsen fraflyttede huset og flyttede til Fynshav. De havde da solgt huset til Claus Sørensen og Betina Lock Frandsen for en købesum på 650.000 kr. og d. 4. december 2003 blev der udstedt et tinglyst skøde på denne overtagelse. Claus Sørensen og Betina Lock Frandsen var fraflyttet et lejemål på Spangsmosevej 11 og tilflyttede huset pr. 1. december 2003.

 

2017       Claus Sørensen og Betina Lock Sørensen ejer og bebor fortsat huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk