Spangsmosevej 21


Matrikel nr. 48 af Broballe ejerlav

 

Her på stedet har der tidligere ligget et såkaldt inderstested med nummeret 143, og det nuværende hus kan meget vel være huset fra den tid.

På udskiftningskortet over Broballe fra 1779 er der en Hans Hansen, der er noteret som stedets ejer. Hvem han var, eller hvordan det videre forløb efter ham har været, vides ikke.

På et tidspunkt senere er der kommet en Christian Christiansen her på stedet. Denne Christian Christiansen blev født omkring 1766, sandsynligvis som søn af en Christian Christiansen i Broballe og som blev døbt i Oksbøl kirke d. 6. januar 1767. Christian Christiansens mor hed Anna og hun var født omkring 1730.



1779
1779
Udsnit fra udskiftningskortet over Broballe fra 1779
viser beliggenhed af inderstested nr. 143


1793       Christian Christiansen blev gift i Oksbøl kirke d. 6. april 1793 med pigen Ellen Hansdatter fra Broballe, der var født i 1765 og døbt i Oksbøl kirke d. 23. juni 1765 som datter af en Hans Peters i Broballe.

Ellen og Christian Christiansen fik børnene:

  • Hans Peter Christiansen, født d. 21. oktober 1793. (senere Fjordvej 8 Broballemark)
  • Christian Christiansen, født d. 16. januar 1795.
  • Peter Christiansen, født d. 27. oktober 1797.


1800       Christian Christiansens hustru Ellen døde d. 30. oktober 1800 i en alder af kun 35 år, og han sad derefter tilbage som enkemand med sine tre drenge.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede inderste med land enkemand Christian Christiansen her på stedet sammen med sine 3 børn Hans Peter Christiansen, Christian Christiansen og Peter Christiansen og hans mor Anna Christiansen boede på stedets aftægt.

Christian Christiansen havde fundet sig en ny livsledsager, og d. 22. oktober 1803 blev han gift i Oksbøl kirke med den omkring 8 år yngre pige Anna Dorothea Margrethe Hansdatter der var født i 1774 som datter af Hans Pedersen i Broballe og døbt i Oksbøl kirke d. 17. april 1774.

Anna Dorothea Margrethe og Christian Christiansen fik børnene:

  • Dødfødt dreng d. 27. februar 1804.
  • Nis Christiansen, født d. 22. april 1805.
  • Jørgen Christian Christiansen, født d. 15. November 1807.
  • Ellen Christiansen, født d. 14. april 1811. (hun overtog stedet)
  • Frederik Christiansen, født d. 10. juli 1815.


1817       Inderste Christian Christiansens hustru Anna Dorothea Margrethe døde d. 30. marts 1817 i en alder af kun 43 år, og han sad igen tilbage som enkemand.

 

1818       Inderste Christian Christiansen havde fundet sig en ny livsledsager igen, og d. 13. juni 1818 blev han gift for tredje gang i Oksbøl kirke med den omkring 13 år yngre tjenestepige Anna Marie Rasmussen fra Brandsbøl, der var født omkring 1779.

Anna Marie og Christian Christiansen fik sønnen:

  • Rasmus Christiansen, født d. 4. september 1819.


1837       Inderste Christian Christiansen døde d. 6. februar 1837 i en alder af 71 år. Hvornår hans hustru Anna Marie døde vides ikke.

Efter en overladelseskontrakt af 29. august 1837 overgik inderste stedet nu til den ældste søn af første ægteskab Hans Peter Christiansen. Han var i forvejen ejer af naboejendommen, kådnersted nr. 139, som han havde købt d. 30. maj 1830, og som han beboede sammen med sin hustru Elsebeth Hansen Bonde. Efter købet af stedet her menes huset at være brugt som udlejnings hus, og man kan ikke med sikkerhed sige hvem der boede her ved folketællingerne d. 1. februar 1840 og d. 1. februar 1845.

 

1853       Hans Peter Christiansen solgte inderste stedet samt nabostedet kådnersted nr. 139 til sin svigersøn Hans Christian Petersen, efter en købekontrakt af 27. september 1853, og det fik han efterfølgende et skøde på d. 29. november 1853.

Med dette blev han ejer af 2 9/16 skæppe land af kådnerstedet nr. 139 samt inderste stedet nr. 143. Det nuværende Spangsmosevej 19 og 21 blev derved én stor matrikel. Udflytningen af kådnersted nr. 139 til Fjordvej 8 havde derfor fundet sted før den tid.

Hans Christian Petersen var født i Svenstrup d. 23. juni 1808 som søn af den ugifte pige Ingeborg, der var datter af afdøde bolsmand Hans Bødker i Svenstrup, og han var blevet gift i Havnbjerg kirke d. 11. oktober 1840 med Hans Peter Christiansens datter af andet ægteskab Ellen Christiansen der var født d. 14. april 1811.

Ellen og Hans Christian Petersen fik børnene:

  • Anna Marie Petersen, født d. 11. januar 1843 i Havnbjerg. (senere her)
  • Peter Jessen Petersen, født d. 30. januar 1845 i Havnbjerg.
  • Hans Christian Petersen, født d. 11. september 1850 i Lunden i Havnbjerg sogn.
  • Jørgen Hansen Petersen, født d. 30. januar 1853 i Lunden i Havnbjerg sogn.
  • Nicolai Petersen, født d. 6. oktober 1855 i Broballe


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede Hans Christian Petersen her på stedet sammen med sin hustru Ellen og deres fire børn Anna Maria Petersen, Peter Jessen Petersen, Hans Christian Petersen og Jørgen Hansen Petersen.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede klodsemager Hans Christian Petersen stadigvæk her i huset sammen med sin hustru Ellen og deres tre børn Hans Christian Petersen, Jørgen Hansen Petersen og Nicolai Petersen.

 

18xx       Efter den preussiske administrations tilstedeværelse blev inderstested nr. 143 matrikuleret som matrikel nr. 48 af Broballe ejerlav, og Hans Christian Petersen blev således indskrevet i den preussiske grundbog som ejer efter en købekontrakt af 27. september 1853 og et skøde af 29. november 1853 samt den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

 

1878       Ellen og Hans Christian Petersens datter Anna Marie Petersen fik et såkaldt uægte barn d. 10. maj 1878 og han fik navnet Friedrich Nicolai Petersen ved dåben i Oksbøl kirke d. 16. juni 1878. Hvem der var far til dette barn er ikke noteret i kirkebogen.

Anna Marie Petersen blev boende her i huset.

 

1880       Inderste og klodsemager Hans Christian Petersen døde d. 8. juni 1880, kun 15 dage før sin 72 års fødselsdag, og hans hustru Ellen sad derefter tilbage som enke.

 

1895       Ellen Petersen døde d. 4. april 1895, kun 10 dage før sin 84 års fødselsdag, efter at have levet som enke i næsten 15 år.

 

1896       Gårdejer Peter Hansen Petersen Spangsmosevej 26 købte det gamle inderste sted d. 23. maj 1896, og blev dermed indskrevet i den preussiske grundbog som den nye ejer. Anna Marie Petersen blev fortsat boende i den halvdel af huset der vender ud mod vejen, og den anden halvdel blev brugt som bolig for gårdens fodermestre og andre ansatte ved ejendommen.

Anna Marie Petersen kom senere til at lægge navn til huset, idet det blev kendt som ”Ammis hus”

 

1912       I 1912 boede Paul Hermann Nürnberger også her i huset. Han var født d. 27. juni 1885 Grossolbersdorf, Marienbugh i Sachsen i Tyskland, og kom hertil landet d. 4. juli 1907. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 27. november 1908 med den 6 år ældre Marie Auguste Hviid, der var født d. 4. maj 1879 i Dyvig som datter af Jørgen Hansen Hviid og hustru Anne Marie f. Sarsgaard.

Marie Auguste Hviid havde en datter Anne Marie (kaldet Midde) født d. 15. november 1903 (far er en gårdejers søn)

Marie Auguste og Paul Hermann Nürnberger fik børnene:

  • Johanne Christiane Nürnberger, født d. 9. januar 1909.
  • Milda Klara Nürnberger, født d. 8. marts 1910.
  • Helene Nürnberger, født d. 7. november 1911.
  • Ernst Nürnberger, født d. 18. juli 1913.
  • Paul Hermann Nürnberger, født d. 13. december 1914.

Hvor længe de blev boende i huset vides ikke, men Marie Auguste Nürnberger døde af lungebetændelse på statshospitalet i Sønderborg d. 31. december 1914, og Paul Hermann Nürnberger blev indkaldt til hæren i Lübeck i 1915. Børnene kom derefter i pleje


1912
1912
Billede fra 1912. Personerne fra venstre datteren Milda Klara Nürnberger,
Paul Herman Nürnberger, datteren Johanne Christiane Nürnberger, Paul
Herman Nürnbergers hustru Marie Auguste Nürnberger f. Hviid, datteren
Helene Nürnberger, og datteren Anne Marie (Midde) Nürnberger.


1918       Ammi, eller som hun rigtig hed Anna Marie Petersen, døde ugift på sygehuset i Sønderborg d. 10. august 1918 i en alder af 75½ år. Hendes søn Friedrich Nicolai Petersen boede på det tidspunkt i Amerika.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede der en landarbejder ved navn Johann Liede her i huset. Han var født d. 30. september 1879 i Vestpreussen og han var enkemand. Han boede der sammen med sin husholder Kathrine Schwartz, der var født i Aabenraa d. 16. oktober 1883, og som også var enke, og hans fire børn Johann Liede, Auguste Liede, Felix Liede og Julius Liede.



1925
1925
Det gamle inderstested som det så ud i 1925.

1925
Det gamle inderstested som det så ud i 1925..


1932       I 1932 blev huset beboet af Hans Christian Asker Johannesen og hustru Katharina Johannesen f. Matthiesen. Hans Christian Asker Johannesen arbejdede som fodermester hos forpagteren af Spangsmosevej 26, A. H. L. Bjørnsbæk, der var kommet til gården i 1926.

Hans Christian Asker Johannesen var fra Randers, og han var blevet borgerlig viet til Katharina Matthiesen i Holm i Nordborg landsogn i 1932. Mens de boede her på stedet fik de børnene:

  • Helge Johannesen, født d. 24. marts 1932.
  • Ambjørn Kristian Johannesen, født d. 31. januar 1934.
  • Tonny Johannesen, født d. 17. august 1935.


1936       Katharina og Hans Christian Asker Johannesen fraflyttede sognet og flyttede til Lavensby. De fik i alt 13 børn, hvoraf 2 døde.

 

1941       Da Peter Hansen Petersen solgte sin ejendom på Spangsmosevej 26 til sin yngste datter Erna Christine Petersen til overtagelse d. 1. april 1941, overtog hun også stedet her, og hun blev derefter indskrevet i grundbogen. Matrikel nr. 48 blev på et tidspunkt herefter sammenlagt med hendes matrikel nr. 10 af Broballe ejerlav og nummer 48 udgik.

 

1968       I 1968 kom John Benny Nielsen hertil sognet fra Haderslev, og han startede som daglejer hos Erna Petersen, og bosatte sig i et lejemål her i huset sammen med sin hustru Agnes.

Agnes og John Benny Nielsen fik børnene:

  • Kirsten Nielsen. (senere Vikkebjergvej 1)
  • Gitte Nielsen. (senere Nedermarkvej 10)
  • Benny Nielsen.


1995       Agnes og John Benny Nielsen havde købt huset på Spangsmosevej 17 i 1990, men fraflyttede først huset her i 1995 og flyttede til Spangsmosevej 17.

Herefter tilflyttede Leif Jensen og Jette Seeberg huset i et nyt lejemål. Han fraflyttede igen engang i 1998 og hun boede derefter alene indtil en Dan Andersen kortvarigt også boede her. Engang i 2000 tilflyttede Ole Lorenz Klein.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2003       I foråret 2003 blev det gamle stråtag fjernet og erstattet med gamle tagsten, og dette på trods af at huset i bogen “Værn af smukke danske huse af bygningskulturel værdi for Nordals” fra 1972 findes som værende særlig værdifuldt i gruppen af bevaringsværdige huse. Også i ”Kommuneatlas Nordborg” fra 1991 hvor Miljøministeriet Planstyrelsen i samarbejde med Nordborg kommune havde kortlagt kommunens bevaringsværdige bymiljøer og bygninger, er huset opført med høj bevaringsværdi. Ejerne så dermed stort på dette og ændrede derved radikalt på husets udseende uden at tilgodese den bygningsmæssige bevaringsværdi i huset, der hidtil altid havde ligget som et meget idyllisk billede i Broballe by.


2003
2003
Foto af huset som det så ud i 2003.


2009       Ole Lorenz Klein og Jette Seeberg bebor fortsat huset, mens ejerskabet fortsat ligger hos ejeren af Spangsmosevej 26 Helga og August Hoeck.

 

2010       Ole Lorenz Klein og Jette Seeberg flyttede til Vikkebjergvej 6 som Ole havde købt, og huset her blev derefter beboet af andre folk i lejemål.

 

2017       Boet efter August Hoeck ejer huset, og det har været beboet af forskellige folk i lejemål.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk