Spangsmosevej 26


Matrikel nr. 10 af Broballe ejerlav

 

Ejendommen havde i gammel tid betegnelsen bol nr. 122.

I tidligere tider lå der her på stedet et firlænget bolsted med en indkørsel igennem ladeporten ude mod vejen. I den dansk-svenske krig 1658 plyndrede polakkerne på Als, og i Stevning var det særligt slemt. Da rygtet herom nåede Broballe, fik beboerne på bolet travlt med at kaste al slags skrammel og masser af fjer ud ved indkørslen. Polakkerne var især ude efter det fine hjemmevævede dynevår ”olmerdug” som man ikke kendte i Polen hvorimod fjer havde de nok af, så dem smed de væk. Da de drog forbi bolet og så hvordan det så ud ved indkørslen, troede de at der allerede var blevet plyndret, så de drog forbi til stor lettelse for beboerne. Denne hændelse er så blevet berettet fra slægt til slægt.

1779
På udstykningskortet over Broballe fra 1779 ses ejendommen ikke som en
firlænget gård, så hvad der er helt rigtigt kan ikke siges.
Peter Hansen er noteret som ejer af dette bolsted.


1755       Stedet blev på et ikke kendt tidspunkt ejet af en Peter Hansen, der dermed var bolsmand på ejendommen. Det er formodentlig i 1755 idet han blev gift i Oksbøl kirke d. 23. oktober 1755 med Maren Hansdatter fra Broballe.

Maren og Peter Hansen fik børnene:

  • Hans Petersen døbt d. 5. september 1756. (han overtog stedet)
  • Ellen Petersdatter, døbt d. 11. maj 1761.
  • Peter Petersen, døbt d. 19. april 1765.


1795       Hvornår Peter Hansen er død vides ikke, men Peter Hansens arvinger overlod bolsted nr. 122 til Hans Petersen ifølge en overladelseskontrakt af 1. september 1795. Der blev d. 9. september 1795 protokolleret et aftægt hvor bolsmand Hans Petersen i Broballe og Marie skulle yde aftægt, men til hvem kan ikke læses.

Hans Petersen blev som ungkarl gift i Oksbøl kirke d. 26. september 1795 med pigen Marie Pedersdatter fra Ketting.

Marie og Hans Petersen fik børnene:

  • Peter Hansen, født d. 4. februar 1797. (han overtog stedet)
  • Maren Hansen, født d. 12. marts 1799.


1801       Bolsmand Hans Petersen døde d. 26. marts 1801 i en alder af kun 44 år, og hans hustru Marie sad derefter tilbage som enke.

 

1802       Marie blev gift igen i Oksbøl kirke d. 5. november 1802 med omkring 3 år ældre sømand Jørgen Petersen Møller, der var født omkring 1766 i Havnbjerg sogn, og han blev således den næste bolsmand her på stedet.

Da Jørgen Petersen Møller nu var kommet ind på stedet blev der d. 17. september 1802 protokolleret et skifte af 7. september 1802 hvor Marie Petersens børn Peter Petersen og Maren Petersen skulle tilgodeses med et beløb.

Marie og Jørgen Petersen Møller fik børnene:

  • Hans Petersen, født d. 21. august 1803. (senere nedbrændt ejendom i Oksbøl der blev til ejendommen Færgevej 5)
  • Jørgen Petersen, født d. 4. marts 1805.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede gårdmand Jørgen Petersen Møller her på ejendommen sammen med sin hustru Marie Petersen og hendes børn af 1. ægteskab Peter Hansen og Maren Hansen. Hendes afdøde mands mor Maren, nu kaldet Hansen, og hendes søn Peter, ni kaldet Hansen, boede også på gården, og tjenestefolkene Johannes Christensen og Anna Eleonora Møller havde også deres adresse her.

 

1822       Maries søn af 1. ægteskab Peter Hansen blev d. 26. november 1822 den nye bolsmand her på bolsted nr. 122 i Broballe, og Marie og Jørgen Petersen Møller gik herefter på aftægt.

Peter Hansen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 2. november 1822 med den omkring 1 år yngre Anna Steffensen der var født d. 28. august 1799 som datter af bolsmand Steffen Steffensen Jessen og hustru Margaretha Nisdatter Lusigvej 2 i Broballe.

Anne og Peter Hansen fik ingen børn.

 

1832       Marie Petersen døde på aftægten d. 24. december 1832 i en alder af 63 år, og hendes mand Jørgen Petersen Møller sad derefter tilbage som enkemand.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Peter Hansen her på stedet sammen med sin hustru Anna på gården. Deres tjenestefolk Jørgen Petersen, Rasmus Christiansen, Jacob Erichsen og Ellen Thomsen boede desuden også her på gården. I ejendommens aftægts hus boede den tidligere ejer Jørgen Petersen Møller nu som enkemand.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Peter Hansen her på gården sammen med sin hustru Anna. Deres tjenestefolk Jørgen Petersen, Mads Jessen og Ellen Thomsen fra Broballe og Johannes Hansen Schmidt fra Mjels samt Jørgen Petersen fra Brandsbøl boede også her op ejendommen. I ejendommens aftægts hus boede Jørgen Petersen Møller fortsat som enkemand.

 

1848       Bols aftægtsmand Jørgen Petersen Møller døde på aftægten d. 7. september 1848 i en alder af 82 år efter at have levet som enkemand i næsten 16 år.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede bolsmand Peter Hansen fortsat på gården sammen med sin hustru Anna. De havde nu fået en tjenestekarl ved navn Nikolai Petersen som også blev deres plejesøn. Han var født i Oksbøl d. 15. januar 1833 som søn af sættemand Hans Petersen og hustru Cathrine Marie Christensen på en gård der lå i Oksbøl på ca. Oksbøl Søndergade 9 og 11, men som nedbrændte og blev udflyttet til Færgevej 5, og han var dermed søn af Peter Hansens halvbror Hans Petersen. Foruden ham havde de også tjenestefolkene Jørgen Petersen og Kirstine Christiansen fra Oksbøl sogn samt Ellen Thomsen og Hans Peter Steffensen fra Havnbjerg sogn boende på gården.

 

185x       Peter Hansen lod det gamle firlængede bol nedrive og byggede den nuværende trelængede gård i årene l859-l860 til sin nevø Nicolai Petersen. Det skulle efter sigende være det længste stuehus på Als med i alt 21 fag, og hvor den østlige del af huset blev indrettet til aftægt.

 

1859       Den 22. februar 1859 overlod bolsmand Peter Hansen ejendommen til sin nevø Nicolai Petersen og hans forlovede Anna Maria Jessen, og kun 3 dage senere døde Peter Hansen d. 25. februar 1859 i en alder af 62 år, og hans hustru Anna sad så tilbage som enke. Anna Maria og Nicolai Petersen fik skøde på overtagelsen d. 28. juni 1859. Den 4. august 1859 blev der så efterfølgende protokolleret et aftægt der d. 17. december 1857 var udarbejdet og tiltænkt Peter Hansen og hustru Anna Hansen født Steffensen. Anna Hansen gik altså herefter på aftægt.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede Anna Hansen dog fortsat på gården som bolsmand og enke sammen med sin plejesøn Nicolai Petersen. På gården boede desuden tjenestefolkene Peter Johannsen, Hans Peter Christiansen og Ellen Petersen fra Oksbøl sogn samt Peter Jessen Petersen og Ellen Thomsen fra Havnbjerg sogn.

Nicolai Petersen blev gift i Oksbøl kirke d. 12. juli 1860 med den ½ år ældre Anna Marie Jessen der var født d. 7. august 1832 som datter af bolsmand Jes Steffensen og hustru Maren Christensen på Lusigvej 2 i Broballe. Anna Marie Jessens far var altså en bror til Nicolai Petersens plejemor Anna Hansen f. Steffensen.

Initialerne ”NPS AMPS 1860” på huset minder fortsat om deres overtagelse af ejendommen.

Anna Marie og Nicolai Petersen fik børnene:

  • Peter Hansen Petersen, født d. 13. april 1861. (han overtog stedet)
  • Jes Hansen Petersen, født d. 6. februar 1865. (senere Færgevej 9 i Mjels)


1861       Nicolai Petersens plejemor Anna Hansen døde på aftægten d. 20. juni 1861 i en alder af næsten kun 62 år.


1864
1864
Tegning af gården fra 1864. Tegningen er påført teksten:
Til erindring om juni 1864. Tegnet af Major v. ______?


1892       Anna Marie og Nicolai Petersens søn Peter Hansen Petersen overtog nu ejendommen d. 13. juni 1892, og d. 2. august 1892 blev denne handel så indført i den preussiske grundbog. Han var nu efter 4 års forlovelse blevet gift d. 31. maj 1892 med den 8 år yngre Christine Marie Jensen, der var født i Majbøl i Hørup sogn d. 26. april 1869 som datter af gårdejer Jørgen Jensen og hustru Anne Kathrine f. Bladt.

Christine Marie og Peter Hansen Petersen havde nu overtaget ejendommen med de 88 tønder land for 12.000 mark, og følgende aftægtsafgift:

Fri bolig og benyttelse af 2 fag af den østlige lade til brændsel, benyttelse af køkkenhaven foran aftægtsboligen mod nord og frugthaven i den østlige del af haven. I naturalier leveres: 3 tønder rug, l tønde hvede, 3 tønder byg, 1 ½ tønde boghvede, l tønde malt, 3 skæpper koge ærter, 5 tønder kartofler, 3 pund humle, 64 pund hør, l gris (200 pund), 28 pund oksekød, pr. l. februar ½ kalv, pr. l. april ½ kalv, om efteråret l godt lam, 6 læs brænde i laden, 3000 pund kul. Ugentlig levering: 1½ kg smør, 10 æg fra l. april til l. oktober og 5 æg fra l. oktober til l. april. Daglig levering til aftægt eller til mejeriet: 8 l mælk fra l. maj til l. oktober og 4 l mælk fra l. oktober til l. maj. Til haven leveres 2 læs grus, sand til gulvene, rent vand, fri brødbagning, fri vask, fri befordring med heste og vogn. Ved sygdom og alderdom en kristelig pleje og opvartning. Den årlige værdi af disse forpligtelser var ansat til 700 mark.

Christine Marie og Peter Hansen Petersen fik 4 døtre:

  • Anne Cathrine Marie Petersen, født d. 8. april 1893.
  • Marie Henriette Petersen, født d. 16. september 1895. (kaldet Mimi).
  • Nicoline Petersen, født d. 28. april 1900.
  • Erna Christine Petersen, født d. 15. juni 1908. (hun overtog stedet)


1895       Peter Hansen Petersens far Nicolai Petersen døde på aftægten d. 27. juni 1895 i en alder af 62½ år, og hans mor sad derefter tilbage som enke.

 

1910       Peter Hansen Petersens mor Anne Marie Petersen døde på aftægten d. 22. februar 1910 i en alder af 77½ år, efter at have levet som enke i godt 14½ år.



1912
1912
Foto af ejendommen fra omkring 1912.
Peter Hansen Petersen ses sammen med sine døtre
Erna Christine Petersen, Marie Henriette Petersen og Nicoline Petersen.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Peter Hansen Petersen her på gården sammen med sin hustru Christine Marie og deres 2 døtre Marie Henriette Petersen og Nicoline Petersen. Tjenestepigen Margot Pakl fra Slesvig og tjenestekarlene Willa Jankuhn og Alfred Jankun fra Nordborg boede også på gården.

 

1926       Fra 1926 blev gården drevet af en forpagter ved navn Anders Hans Larsen Bjørnsbæk. Han var født d. 14. maj 1878 i Hørmested sogn i Horns herred i Hjørring amt som søn af gårdejer Jens Larsen og hustru Kirsten Marie Pedersen, og han var gift med Andrea Mathilde Mikkelsen. De havde ingen børn.

 

1931       Christine Marie Petersen døde på amtssygehuset i Sønderborg d. 29. april 1931 kun 3 dage efter sin 62 års fødselsdag, og hendes mand Peter Hansen Petersen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1932       Efter en skiftebehandling af boet d. 3. juni 1932 sad gårdejer Peter Hansen Petersen nu i uskiftet bo på ejendommen, men gården var fortsat drevet af forpagter Anders Hans Larsen Bjørnsbæk.

 

1937       I 1937 var ejendommens samlede areal på 45,6 ha. deraf 40,6 ager, 4 eng, 0,5 skov og 0,5 have og gårdsplads, og der var en kvægbesætningen på 20 malkekøer, 1 tyr og 30 ungkreaturer af rød dansk malkerace, så var der 6 arbejdsheste, deraf 3 følhopper, og en svinebesætning på 55 svin og et fjerkræhold på ca. 200 høns.

På et ikke kendt tidspunkt døde Anders Hans Larsen Bjørnsbæks hustru Andrea Mathilde Mikkelsen på sygehuset i Sønderborg, men hun blev ikke begravet på Oksbøl kirkegård. Hvor vides ikke.

 

1938       Gårdforpagter Anders Hans Larsen Bjørnsbæk døde d. 28. januar 1938 i en alder af kun 59 år, men han blev ikke begravet på Oksbøl kirkegård. Derefter kom der en ny forpagter på gården. Det var Helge Gustav Dittmann. Han var født i Aunslev ved Nyborg d. l. maj 1909 som søn af pensioneret stationsforstander Dittmann i Korinth, og han var blevet gift med Kirsten Edith Rasmussen, der var født d. 27. August 1912 som datter af proprietær Hans P. Rasmussen, Tirstedgaard i V. Tirsted. Ved overtagelsen i 1938 var der en besætningen på 6 heste, 20 køer, 15 ungkvæg og 4 svin, der så i 1973 var på 6 heste, 20 køer, 20 ungkvæg og 70 svin.

Kirsten Edith og Helge Gustav Dittmann fik børnene:

  • Aase Ellen Dittmann.
  • Bodil Thora Dittmann.
  • Mogens Dittmann.


1941       Peter Hansen Petersen solgte ejendommen til sin yngste datter Erna Christine Petersen for en købesum på 66.315 kr. plus aftægt til overtagelse d. 1. april 1941, og d. 16. maj 1941 fik hun så et tinglyst skøde på sit barndomshjem, der omhandlede matrikel nr. 10 og 48 af Broballe ejerlav samt matrikel nr. 69 af Mjels ejerlav.

 

1943       Erna Christine Petersens far Peter Hansen Petersen døde derhjemme på gårdens aftægt d. 15. marts 1943 i en alder af næsten 82 år, efter at have levet som enkemand i knap 12 år.

 

1955       Erna Christine Petersen blev gift d. 15. juni 1955 på sin 47 års fødselsdag med advokat og notar Hans Ludwig Heinrich Honoratus Schulze fra Elsholm i Tyskland, men de blev så skilt igen ved landsretten i Itzehoe d. 13. marts 1956.

Erna Christine Petersen og Hans Ludwig Heinrich Honoratus Schulze fik sønnen:

  • Ernst Ludvig Schulze Petersen, født d. 17. maj 1944, død d. 18. januar 2012.


 

1968       Erna Christine Schulze Petersen solgte hele ejendommen til gårdejer August Hoeck og hustru Helga Erna Hoeck Hviding, syd for Ribe, for en købesum på 455.800 kr. til overtagelse d. 1. august 1968, og de fik deres tinglyste skøde på det hele d. 16. oktober 1968. Der blev samtidig tinglyst boligret til Erna Christines søster Anne Cathrine Marie Blumenberg og aftægt til Erna Schulze Petersen. Helga Erna Hoeck var en datter af Erna Christine Schulze Petersens søster Nicoline Petersen.



1982
1982
Foto af ejendommen som den så ud i 1982.


1983       I ugebladet Hjemmet nr. 24 kunne man d. 13. juni 1983 læse følgende artikel om Erna Christine Petersen.

Som ung pige var Christine en dag til bal i sportsforeningen i Broballe på Als. Køn var hun, med de lange lyse fletninger daskende ned ad ryggen. Og det syntes også Hans. De to unge forelskede sig, og en tragisk kærligheds-historie tog sin begyndelse.

30 år er lang tid, når hjertet længes
Da Christine Petersen i Broballe på Als plantede et lille. spinkelt kastanietræ midt på gårdspladsen, var hun 22 ar og forelsket. Hun plantede træet med ømhed. for det var hendes elskede Hans, der havde foreslået. at det skulle være en kastanie, der skulle afløse det gamle træ, der segnede af ælde. Det lille nye træ fyldte ikke meget foran den smukke stråtækte gård, der i århundreder havde været i slægtens eje. men Christine passede det omhyggeligt og det belønner hende ved år efter år at stå med kastaniens smukke lys på hendes fødselsdag i juni.
Christine fylder i år 75 - og kastanietræet har vokset sig stort og kønt og er vel det smukkeste af sin art på hele Als. Under dets skygge har Christine både leet og
grædt - og ofte har hun i timevis siddet under dets svale krone og forsøgt at se sig ud af alle de problemer, hun allerede som ung blev tynget af, fordi hun tilfældigt blev født i grænselandet i en tid med krig og ufred mellem Danmark og Tyskland.
- Man skal nok være født her for rigtigt at forstå problemet, siger Christine, - men jeg har følt det på min egen krop, og mit liv har været præget deraf.
Jeg kom til verden i 1908 som den sidste i en søskendeflok, og skønt jeg også blev en pige, og der stadig ikke var en arving til slægtsgården, beklagede far sig ikke: "Var det drenge, jeg havde, skulle jeg jo blot sende dem i krig," sagde han. Sønderjylland var jo tysk dengang, og mine ældre søstre gik naturligvis i tysk skole. Vi havde mange slægtninge i Tyskland, og vores familie var tyskpræget. Men vi talte dansk hjemme, og jorden, som min far dyrkede, var jo den samme, hvad enten landet var
dansk eller tysk.
Mine første barneår var lykkelige. Jeg syntes, solen skinnede fra en skyfri himmel hver dag - og jeg var altid ude. Det passede mig at have god plads at lege på, og var jeg ikke hos dyrene i stalden, tumlede jeg rundt med naboens knægte. Vi havde altid noget for - og jeg var ikke ret gammel. Da jeg lærte mig selv at svømme. Mine næver var barkede. og det var svært at få neglene rene, når jeg skulle i skole efter sommerferien. Jeg husker endnu de andre pigers fine, hvide hænder, og den skændsel. der overgik mig, da lærerinden opdagede, at min synål var rustet fast i sytøjet. Jeg havde ikke taget et sting i hele ferien, mens de andre havde faet adskillige stykker udstyr færdigt.

Hans blev min skæbne
- Den første Verdenskrig ændrede i begyndelsen ikke min hverdag særlig meget. Jeg var kun et barn og lagde næppe mærke til de voksnes bekymringer, men da jeg var 11 år begyndte alvoren også for mig. Mine forældre var belæste mennesker, og mine søstre havde gået i en god skole. Krigen skulle ikke betyde. at jeg fik færre kundskaber end dem, og derfor blev jeg som 11-årig sendt i skole i Flensborg. Jeg græd mine modige tårer og knugede bamsen ind til mig. da toget satte af sted mod Sønderborg, hvorfra jeg skulle med færgen til Flensborg. Jeg blev indlogeret på et pensionat, hvor nogle diakonisser skulle tage sig af mig og andre unge piger. I mange, mange nætter græd jeg mig i søvn med bamsen i favnen og om morgenen var både bamse og hovedpude ofte gennem væde t af tårer. Men tiden gik jo – og efterhånden som jeg blev ældre affandt jeg mig med min skæbne og befandt mig efterhånden helt godt i den store by.
Men i ferier og på fridage var jeg altid hjemme på Als, og når jeg kørte gennem smedejernslågen, bankede mit hjerte af glæde. Her kendte jeg hver busk og hvert træ og alle lyde og lugte. Det var for mig det kæreste sted på jorden.
Skoletiden var forbi da jeg var 16 år og jeg flyttede straks hjem igen. Mor kunne godt bruge mig i huset, for der var store stuer og mange værelser og der var altid noget at sysle med.
En dag, da jeg var til sportsfest med mine veninder, lagde jeg mærke til, at der var en ung mand der kikkede langt efter mig. Jeg kendte ham ikke, men han så ud til at vide. hvem jeg var - og næste weekend dukkede han da også op igen med en af mine bekendte, som havde vist ham et billede af mig. Jeg havde lange lyse fletninger ned af nakken. og dem kunne Hans, som han hed, ikke stå for. Jeg var forfærdelig genert og var lige ved at rende min vej. men det endte da med, at jeg lovede at vise de to ungersvende lidt rundt på egnen.
Hans blev min skæbne. Venskabet udviklede sig efterhånden til kærlighed, og da jeg var 20 år, forlovede vi os, men selvom jeg var forelsket, kunne jeg ikke glæde mig uforbeholdent. For Hans var tysk - Sønderjylland var igen blevet dansk - og der var så store spændinger mellem danske og tyske, at man næppe kunne omgås, og der blev da også set skævt til os, fordi vores familie og venner fra Tyskland kom på besøg. Men krigen havde jo ikke gjort dem til dårligere mennesker. Vi kunne da ikke bare slå hånden af dem, fordi vi var blevet danske.

Jeg måtte redde slægtsgården
- Mine tre storesøstre havde giftet sig tysk og havde derfor ikke længere rettigheder til gården og jorden, og nu var jeg forlovet med en tysker og var samtidig den eneste, der stadig kunne overtage hjemmet efter far og mor. Kunne jeg ofre den gård, som i så mange år havde dannet rammen om min families liv for kærligheden? Jeg elskede jo Hans, men respekten for mit hjem var også stor. Jeg spekulerede dag og nat. Min mor døde da jeg var 22 år. og det gjorde situationen endnu værre, for min far var syg og kunne ikke klare sig alene. Nu kunne jeg under ingen omstændigheder rejse bort fra gården. Hans måtte altså vente. Pligten kom før kærligheden.
Min ældste søster, Anna, som i dag er 90 år, mistede tidligt sin mand og ville godt hjem til slægtsgården. Men hun var jo blevet tysk statsborger og kunne kun få opholdstilladelse tre måneder ad gangen, skønt det var sit fødehjem. hun skulle besøge - og arbejde matte hun ikke. Når hun var hjemme, kunne
jeg besøge Hans i Tyskland, hvor han var jurist.
Tit blev jeg grebet af håbløshed, når jeg tænkte på fremtiden. Mørke skyer trak igen op over Europa - en ny krig rumlede i det fjerne - og jeg var ikke længere helt ung. En mand kunne jeg sagtens få, men ingen kunne måle sig med Hans. og ham kunne jeg heller ikke gifte mig med, så længe far var syg, og der ikke var nogen til at over tage gården.
Hans tryglede mig tit om at komme til Elmshorn, hvor han boede, men jeg holdt ham hen, for far ville ikke kunne bære, hvis jeg forlod ham. En dag, da jeg sad ved fars sygeseng, lovede jeg ham, at jeg aldrig ville rejse fra ham. Det hørte Hans, han rejste forbitret bort, og jeg græd. Alle ryk
kede i mig, og jeg ville helst gøre alle glade men det var umuligt.
Gården havde far forpagtet ud, da han blev syg, og vi var flyttet ind i den ene ende af huset, så forpagteren kunne bo i den anden. Fattige var vi, for vi havde penge stående i Tyskland, som vi ikke kunne få ud. Det skar os i hjertet at se forpagteren røgte sit job som bonde på vores slægtsgård med ligegyldighed. Han lod stå til og passede hverken jord eller kreaturer, som det var skik hos os, men vi kunne intet gøre ved det. Han havde en kontrakt - og far kunne jo ikke selv.

Stævnemøde ved grænsebommen
- Hans blev naturligvis indkaldt som tysk soldat i Den anden Verdenskrig - igennem alle de år, vi havde været forlovet, var han regelmæssigt kommet på besøg på Als, og jeg havde besøgt ham, når min søster Anna var hjemme. Men nu var grænsen lukket. Derfor aftalte vi at mødes ved grænsebommen, så vi i det mindste kunne veksle et par ord over den, og da vi havde haft stævnemøde der nogle gange forbarmede tolderne sig over os og lod os sidde i det lille skur, der udgjorde deres vagtstue. Vi elskede jo hinanden - Hans og jeg - men intet tydede på, vi kunne blive mand og kone. Når vi sagde farvel ved grænsen, frygtede jeg hver gang, at det var sidste gang, jeg skulle se min elskede.
Hans blev en kort tid udstationeret som soldat i Danmark
- det var der jo også sprængstof i, for det sømmede sig ikke for en dansk pige at komme sammen med en tysk soldat. Også her på egnen, hvor alle dog vidste, at jeg havde været forlovet med Hans i 20 år, blev der snakket. Nationalfølelsen vokser jo altid i krigs tider, og jeg bærer ikke nag, men svært var det for mig.
Værre endnu blev det, da jeg blev gravid. Nu ville jeg ikke vente længere, for Hans kunne jo falde i krigen, og jeg var efterhånden blevet 36 år. Jo. der blev snakket i sognet, da min mave begyndte at blive rund, men al snak standsede ved mit gitter, for folk respekterede mig alligevel. Det krævede mod at få et barn uden at have en mand, men jeg ville have en arving til gården. Nu havde jeg jo ofret min lykke for at gården kunne blive i slægtens eje, og fik jeg ingen arving, ville alt have været omsonst.
Svangerskabet var besværligt. Jeg havde det dårligt det meste af tiden. Min søster Anna havde fået lov at vende hjem. så jeg var ikke helt alene - selvom min far var død. Da jeg fødte en herlig, lille dreng, fyldtes jeg med en uendelig ro. Han var det bedste, der var sket mig, og jeg viste ham glad og stolt frem til alle.
Men Hans var det ikke gået så godt i krigen. Han blev hårdt såret og mistede begge sine ben. Det varede længe, før jeg fik besked, og den fortalte kun, at han var hårdt såret. så i lang tid frygtede jeg, at han var død af sine kvæstelser. I første omgang blev han indlagt på et lazaret i Prag, men forholdene var meget dårlige. Derfor insisterede han på at komme ud, og det reddede nok hans liv.
Hans var syg meget længe, og der gik lang tid, før han kunne se sin lille søn. I mellemtiden havde jeg indset, at min dreng, Ernst Ludwig, ikke var som andre. Han var mongol og ville aldrig kunne klare sig alene. Det var et chok for mig, og jeg tænkte tit på, at det trods alt er Gud, der bestemmer.
Men Ernst Ludwig var en lille solstråle, altid var han glad, og i sine drengeår kunne han meget mere end i dag. Han cyklede rundt i landsbyen og kunne selv gå til barberen og blive klippet og hente varer hos købmanden. Men i skole kom han ikke. Jeg underviste ham selv og lærte ham at svømme og at synge. Allerlykkeligst var han, når han sad ved pladespilleren og lyttede til klassisk musik. Hans far var meget kunstnerisk anlagt, og selv har jeg også altid været draget af kunsten, så ingen ved, hvad Ernst Ludwig kunne være blevet til, hvis han var født som os andre.
For en halv snes år siden blev han ramt af en voldsom fåresyge, som der desværre stødte komplikationer til, og siden da er det gået tilbage for ham. Han sidder for det meste stille i en stol, og han taler sjældent, men hver dag går vi ture sammen. Så fortæller jeg ham om blomsterne og buskene i den gamle æblehave bag gården, som rummer så mange minder om vore forfædre. Han er altid glad og kær - et englebarn, der kun bringer mig glæde og trøst, og vi er sammen, fra vi står op, til vi går i seng.
Da Ernst Ludwig var dreng, rejste han naturligvis med mig til Tyskland, når vi skulle besøge hans far. Hans havde overvundet sin svære krigsskade og klarede sig godt med kunstige ben, og hans sagførervirksomhed gik også fint. Han boede stadig sammen med sin mor, som han havde et nært forhold til. De var så knyttet til hinanden
- mor og søn - at der ikke var plads til mig. Hun ville ikke dele ham med mig, så gifte os kunne vi stadig ikke, selvom forholdet mellem Danmark og Tyskland var blevet meget bedre efter krigen. Jeg havde overtaget garden og drev den selv, så min dag var fuldt besat, men alligevel håbede jeg stadig på en dag at blive gift med Hans.

Alt brast
- Og det lykkedes. På min 47 års fødselsdag blev vi mand og kone. Næsten 30 års ventetid var forbi. Åh, så glad jeg var. Jeg kunne danse af bare lykke, og jeg havde lyst til at fortælle hele verden, hvor let jeg nu følte mig om hjertet. Jeg havde regnet ud, at jeg ved hjælp af en bestyrer fortsat kunne drive gården, selvom jeg i perioder boede i Elmshorn. Her havde Hans bygget et nyt hus til os efter at hans mor var død. For første gang i mange år så jeg lyst på fremtiden.
Men lykken varede kort. Ernst Ludwig og jeg rejste efter brylluppet hjem til Als for at få høsten i hus, og da Hans kom op til os hen på efteråret, meddelte han, at nu da han også havde fået noget at skulle sige over vores dreng, havde han besluttet, at han skulle sendes bort. Han ville ikke have ham boende i Elmshorn.
Jeg troede næppe mine egne ører, men der var ikke tvivl i mit sind, da jeg svarede, at uden Ernst Ludwig kom jeg ikke til Elmshorn. Han er mit eneste og kæreste barn, som jeg slet ikke kan leve foruden, så ville Hans ikke have os begge, kunne han ingen få.
Hans var nedbrudt af krigen, og tabet af benene havde taget hårdt på ham, så jeg forstod på en måde godt, at han ikke havde kræfter og overskud til at tage sig af sin åndssvage
søn - og jeg har tilgivet ham. Men han rejste, og vi så ham ikke siden. Ægteskabet blev ophævet, næsten inden det var indgået og jeg sad tilbage under kastanietræet og grublede over min skæbne. I 27 år havde jeg været forlovet med Hans, og da vi endelig kunne gifte os og få et hjem sammen, brast alt.
Men Ernst Ludwig havde jeg lykkeligvis og skønt han snart er 40 år er han stadig mit lille barn, der skal passes og plejes. Han er en daglig glæde for min søster Anna og mig. Vi har ingen sorger haft på grund af ham. Altid er han os nær, og vi tre har efterhånden levet et langt og lykkeligt liv sammen.

Et par gange om året tager Anna og jeg rundt i Europa for at høre foredrag og træffe vore venner. Så er Ernst Ludwig på et aflastningshjem i nærheden, hvor han er glad for at komme. Det er ferie både for ham og os, og vi vender alle hjem med nye indtryk.
For nogle år siden overdrog jeg gården til en niece, så den stadig vil være i slægtens eje, når vi er væk, men vi har fået lov at blive boende her, så længe vi lever.
Vi færdes i de samme stuer og har de samme møbler som vore forældre, og i haven gror alle de smukke blomster, som mor og bedstemor og oldemor puslede om. Midt
i gården står kastanietræet, som jeg plantede, da jeg var ung og forelsket. Fuglene bygger rede i det, og vinden leger i dets mægtige krone, og når Ernst Ludwig og jeg en hed sommerdag svaler os i dets skygge, glider tankerne uvilkårligt tilbage til alle de gange, jeg har siddet under træet, fyldt med angst og sorg eller jublende glad. Livet har ikke være så ligetil. Jeg har måttet kæmpe, men alligevel er jeg nu, hvor jeg er ved at være en ældre kone, glad for det liv jeg har haft, siger Christine og klapper Ernst Ludwig på kinden.

Og hånd i hånd går mor og søn over æblegårdens blomstertæppe og vælger de allersmukkeste blomster til vasen på spisebordet.


1992       Søstrene Erna Christine Schulze Petersen og Anne Cathrine Marie Blumenberg boede derefter fortsat på gården, og her døde Anne Cathrine Marie Blumenberg d. 25. juli 1992 i en alder af 99 år.



199x
199x
Luftfoto af ejendommen fra før 1993
hvor der endnu var stråtag på udlængerne.


1993       Efter sin søsters død boede Erna Christine Schulze Petersen alene i huset indtil hun døde d. 21. september 1993 i en alder af 85 år.

 

1998       Efter Erna Christine Schulze Petersens død stod det gamle stuehus tomt i en del år, indtil August Hoeck lejede det ud i 1998 til Johanne Duus og Thomas Nerland.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2000       Johanne Duus og Thomas Nerland fraflyttede igen i 2000 og flyttede til Oksbøl Østergade 5 som Johanne Duus havde købt og fået skøde på d. 12. december 2000.

Herefter stod huset ubeboet hen, men ejendommens jord fortsat blev drevet af August Hoeck.

 

2006       Helga Erna Hoeck og August Hoeck solgte deres ejendom i Hviding ved Ribe, og tilflyttede stedet her d. 1. oktober 2006. Jorden var da udpagtet til Jacob Jørgensen. Forpagtningen af jorden blev opsagt, og August Hoeck overtog selv jorden.

 

2009       Helga Erna Hoeck og August Hoeck ejer og bebor fortsat den gamle gård. Forpagtningen af jorden er opsagt, og August Hoeck har selv taget sig af jorden.


2013       Blikpladerne på det gamle maskinhus langs med vejen fløj af i en kraftig blæst d. 6. december 2013, og derefter henstod bygningen uden tag



2015
2015
Foto af det sammenstyrtede maskinhus.


2015       August Hoeck, der var født d. 27. juli 1925, døde d. 26. februar 2015 i en alder af 89½ år, og Helga Erna Hoeck sad derefter tilbage på ejendommen som enke.

Murene på det gamle maskinhus langs med vejen styrtede sammen i helt stille vejr d. 6. november 2015. Beredskabsstyrelsen fra Haderslev blev tilkaldt og de nedbrød de dele der var til fare for nedstyrtning.

 

2016       Helga Erna Hoeck fraflyttede ejendommen og tilflyttede plejecentret Amaliehaven i Augustenborg d. 1. oktober 2016. Herefter står ejendommen ubeboet hen.

Stormen ”Urd” rasede hen over Danmark 2. juledag d. 26. december 2016 om aftenen, og store dele af den gamle staldbygning styrtede sammen.



2016
Foto af den sammenstyrtede staldbygning d. 27. december 2016.

2016


2017       Boet efter August Hoeck er nu ejer af ejendommen. Den gamle staldbygning blev nedbrudt d. 22. marts 2017.



 



til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk