Ejendommen
havde i gammel tid betegnelsen bol nr. 122.
I tidligere
tider lå der her på stedet et firlænget bolsted med en indkørsel igennem
ladeporten ude mod vejen. I den dansk-svenske krig 1658 plyndrede polakkerne på
Als, og i Stevning var det særligt slemt. Da rygtet herom nåede Broballe, fik
beboerne på bolet travlt med at kaste al slags skrammel og masser af fjer ud
ved indkørslen. Polakkerne var især ude efter det fine hjemmevævede dynevår
”olmerdug” som man ikke kendte i Polen hvorimod fjer havde de nok af, så dem
smed de væk. Da de drog forbi bolet og så hvordan det så ud ved indkørslen,
troede de at der allerede var blevet plyndret, så de drog forbi til stor
lettelse for beboerne. Denne hændelse er så blevet berettet fra slægt til
slægt.
Maren og Peter Hansen fik børnene:
Hans
Petersen blev som ungkarl gift i Oksbøl kirke d. 26. september 1795 med pigen
Marie Pedersdatter fra Ketting.
Marie og Hans Petersen fik børnene:
1802 Marie
blev gift igen i Oksbøl kirke d. 5. november 1802 med omkring 3 år ældre sømand
Jørgen Petersen Møller, der var født omkring 1766 i Havnbjerg sogn, og han blev
således den næste bolsmand her på stedet.
Da Jørgen Petersen Møller nu var
kommet ind på stedet blev der d. 17. september 1802 protokolleret et skifte af
7. september 1802 hvor Marie Petersens børn Peter Petersen og Maren Petersen
skulle tilgodeses med et beløb.
Marie og Jørgen Petersen Møller fik børnene:
1822 Maries
søn af 1. ægteskab Peter Hansen
blev d. 26. november 1822 den nye bolsmand her på bolsted nr. 122 i Broballe,
og Marie og Jørgen Petersen
Møller gik herefter på aftægt.
Peter
Hansen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 2. november 1822 med den omkring 1 år
yngre Anna Steffensen der var født d. 28. august 1799 som datter af bolsmand
Steffen Steffensen Jessen og hustru Margaretha Nisdatter Lusigvej 2 i Broballe.
Anne og
Peter Hansen fik ingen børn.
1832 Marie
Petersen døde på aftægten d. 24. december 1832 i en alder af 63 år, og hendes
mand Jørgen Petersen Møller sad derefter tilbage som enkemand.
1840 Ved
folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Peter Hansen her på stedet sammen
med sin hustru Anna på gården. Deres tjenestefolk Jørgen Petersen, Rasmus
Christiansen, Jacob Erichsen og Ellen Thomsen boede desuden også her på gården.
I ejendommens aftægts hus boede den tidligere ejer Jørgen Petersen Møller nu som
enkemand.
1845 Ved
folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Peter Hansen her på gården
sammen med sin hustru Anna. Deres tjenestefolk Jørgen Petersen, Mads Jessen og
Ellen Thomsen fra Broballe og Johannes Hansen Schmidt fra Mjels samt Jørgen
Petersen fra Brandsbøl boede også her op ejendommen. I ejendommens aftægts hus
boede Jørgen Petersen Møller fortsat som enkemand.
1848 Bols
aftægtsmand Jørgen Petersen Møller døde på aftægten d. 7. september 1848 i en
alder af 82 år efter at have levet som enkemand i næsten 16 år.
1855 Ved
folketællingen d. 1. februar 1855 boede bolsmand Peter Hansen fortsat på gården
sammen med sin hustru Anna. De havde nu fået en tjenestekarl ved navn Nikolai
Petersen som også blev deres plejesøn. Han var født i Oksbøl
d. 15. januar 1833 som søn af sættemand Hans
Petersen og hustru Cathrine Marie Christensen på en gård der lå i Oksbøl på ca.
Oksbøl Søndergade 9 og 11, men som nedbrændte og blev udflyttet til Færgevej 5,
og han var dermed søn af Peter Hansens halvbror Hans Petersen. Foruden ham havde
de også tjenestefolkene Jørgen
Petersen og Kirstine Christiansen fra Oksbøl sogn samt Ellen Thomsen og Hans
Peter Steffensen fra Havnbjerg sogn boende på gården.
185x Peter
Hansen lod det gamle firlængede bol nedrive og byggede den nuværende trelængede
gård i årene l859-l860 til sin nevø Nicolai Petersen. Det skulle efter sigende
være det længste stuehus på Als med i alt 21 fag, og hvor den østlige del af
huset blev indrettet til aftægt.
1859 Den
22. februar 1859 overlod bolsmand Peter Hansen ejendommen til sin nevø Nicolai Petersen og hans
forlovede Anna Maria Jessen,
og kun 3 dage senere døde Peter Hansen d. 25. februar 1859 i en alder af 62 år,
og hans hustru Anna sad så tilbage som enke. Anna Maria og Nicolai Petersen fik
skøde på overtagelsen d. 28. juni 1859. Den 4. august 1859 blev der så
efterfølgende protokolleret et aftægt der d. 17. december 1857 var udarbejdet
og tiltænkt Peter Hansen og hustru Anna Hansen født Steffensen. Anna Hansen gik
altså herefter på aftægt.
1860 Ved
folketællingen d. 1. februar 1860 boede Anna Hansen dog fortsat på gården som
bolsmand og enke sammen med sin plejesøn Nicolai Petersen. På gården boede
desuden tjenestefolkene Peter Johannsen, Hans Peter Christiansen og Ellen
Petersen fra Oksbøl sogn samt Peter Jessen Petersen og Ellen Thomsen fra
Havnbjerg sogn.
Nicolai Petersen blev gift i Oksbøl kirke d. 12. juli 1860 med den
½ år ældre Anna Marie Jessen der var født d. 7. august 1832 som datter af bolsmand Jes Steffensen og
hustru Maren Christensen på Lusigvej 2 i Broballe. Anna
Marie Jessens far var altså en bror til Nicolai Petersens plejemor Anna Hansen
f. Steffensen.
Initialerne ”NPS
AMPS 1860” på huset minder fortsat om deres overtagelse af ejendommen.
Anna Marie og Nicolai Petersen fik børnene:
Christine Marie og Peter Hansen Petersen havde nu overtaget ejendommen med de 88 tønder land for 12.000 mark, og følgende aftægtsafgift:
Fri bolig og benyttelse af 2 fag af den østlige lade til brændsel, benyttelse af køkkenhaven foran aftægtsboligen mod nord og frugthaven i den østlige del af haven. I naturalier leveres: 3 tønder rug, l tønde hvede, 3 tønder byg, 1 ½ tønde boghvede, l tønde malt, 3 skæpper koge ærter, 5 tønder kartofler, 3 pund humle, 64 pund hør, l gris (200 pund), 28 pund oksekød, pr. l. februar ½ kalv, pr. l. april ½ kalv, om efteråret l godt lam, 6 læs brænde i laden, 3000 pund kul. Ugentlig levering: 1½ kg smør, 10 æg fra l. april til l. oktober og 5 æg fra l. oktober til l. april. Daglig levering til aftægt eller til mejeriet: 8 l mælk fra l. maj til l. oktober og 4 l mælk fra l. oktober til l. maj. Til haven leveres 2 læs grus, sand til gulvene, rent vand, fri brødbagning, fri vask, fri befordring med heste og vogn. Ved sygdom og alderdom en kristelig pleje og opvartning. Den årlige værdi af disse forpligtelser var ansat til 700 mark. |
Christine Marie og Peter Hansen Petersen fik 4 døtre:
1910 Peter
Hansen Petersens mor Anne Marie Petersen døde på aftægten d. 22. februar 1910 i
en alder af 77½ år, efter at have levet som enke i godt 14½ år.
1926 Fra
1926 blev gården drevet af en forpagter ved navn Anders Hans Larsen Bjørnsbæk.
Han var født d. 14. maj 1878 i Hørmested sogn i Horns herred i Hjørring amt som
søn af gårdejer Jens Larsen og hustru Kirsten Marie Pedersen, og han var gift
med Andrea Mathilde Mikkelsen. De havde ingen børn.
1931 Christine
Marie Petersen døde på amtssygehuset i Sønderborg d. 29. april 1931 kun 3 dage
efter sin 62 års fødselsdag, og hendes mand Peter Hansen Petersen sad derefter
tilbage som enkemand.
1932 Efter
en skiftebehandling af boet d. 3. juni 1932 sad gårdejer Peter Hansen
Petersen nu i uskiftet bo på ejendommen, men gården var fortsat drevet
af forpagter Anders Hans Larsen Bjørnsbæk.
1937 I
1937 var ejendommens samlede
areal på 45,6 ha. deraf 40,6 ager, 4 eng, 0,5 skov og 0,5 have og gårdsplads,
og der var en kvægbesætningen
på 20 malkekøer, 1 tyr og 30 ungkreaturer af rød dansk malkerace, så var der 6
arbejdsheste, deraf 3 følhopper, og en svinebesætning på 55 svin og et
fjerkræhold på ca. 200 høns.
På et ikke
kendt tidspunkt døde Anders Hans Larsen Bjørnsbæks hustru Andrea Mathilde Mikkelsen
på sygehuset i Sønderborg, men hun blev ikke begravet på Oksbøl kirkegård. Hvor
vides ikke.
1938 Gårdforpagter
Anders Hans Larsen Bjørnsbæk døde d. 28. januar 1938 i en alder af kun 59 år, men
han blev ikke begravet på Oksbøl kirkegård. Derefter kom der en ny
forpagter på gården. Det var Helge Gustav Dittmann. Han var født i Aunslev ved
Nyborg d. l. maj 1909 som søn af pensioneret stationsforstander Dittmann i
Korinth, og han var blevet gift med Kirsten Edith Rasmussen, der var født d.
27. August 1912 som datter af proprietær Hans P. Rasmussen, Tirstedgaard i V.
Tirsted. Ved overtagelsen i 1938 var der en besætningen på 6 heste, 20 køer, 15
ungkvæg og 4 svin, der så i 1973 var på 6 heste, 20 køer, 20 ungkvæg og 70
svin.
Kirsten Edith og Helge Gustav Dittmann fik børnene:
1943 Erna
Christine Petersens far Peter
Hansen Petersen døde derhjemme på gårdens aftægt d. 15. marts 1943 i en alder
af næsten 82 år, efter at have levet som enkemand i knap 12 år.
1955 Erna
Christine Petersen blev gift d. 15. juni 1955 på sin 47 års fødselsdag med
advokat og notar Hans Ludwig Heinrich Honoratus Schulze fra Elsholm i Tyskland,
men de blev så skilt igen ved landsretten i Itzehoe d. 13. marts 1956.
Erna Christine Petersen og Hans Ludwig Heinrich Honoratus Schulze fik sønnen:
1968 Erna
Christine Schulze Petersen solgte hele ejendommen til gårdejer August
Hoeck og hustru Helga Erna Hoeck Hviding,
syd for Ribe, for en
købesum på 455.800 kr. til overtagelse d. 1. august 1968, og de fik deres tinglyste skøde på
det hele d. 16. oktober 1968. Der blev samtidig tinglyst boligret til Erna
Christines søster Anne Cathrine Marie Blumenberg og aftægt til Erna Schulze Petersen.
Helga Erna Hoeck var en datter af Erna Christine Schulze Petersens søster
Nicoline Petersen.
Som ung
pige var Christine en dag til bal i sportsforeningen i Broballe på Als. Køn var
hun, med de lange lyse fletninger daskende ned ad ryggen. Og det syntes også
Hans. De to unge forelskede sig, og en tragisk kærligheds-historie tog sin
begyndelse. 30 år er lang tid, når hjertet længes Hans
blev min skæbne Jeg
måtte redde slægtsgården Stævnemøde
ved grænsebommen Alt
brast Og
hånd i hånd går mor og søn over æblegårdens blomstertæppe og vælger de
allersmukkeste blomster til vasen
på spisebordet.
Christine fylder i år 75 - og kastanietræet har vokset sig stort og kønt og er
vel det smukkeste af sin art på hele Als. Under dets skygge har Christine både
leet og
- Man skal nok være født her for rigtigt at forstå problemet, siger Christine,
- men jeg har følt det på min egen krop, og mit liv har været præget deraf.
Jeg kom til verden i 1908 som den sidste i en søskendeflok, og skønt jeg også
blev en pige, og der stadig ikke var en arving til slægtsgården, beklagede far
sig ikke: "Var det drenge, jeg havde, skulle jeg jo blot sende dem i
krig," sagde han. Sønderjylland var jo tysk dengang, og mine ældre søstre
gik naturligvis i tysk skole. Vi havde mange slægtninge i Tyskland, og vores
familie var tyskpræget. Men vi talte dansk hjemme, og jorden, som min far
dyrkede, var jo den samme, hvad enten landet var
Mine første barneår var lykkelige. Jeg syntes, solen skinnede fra en skyfri
himmel hver dag - og jeg var altid ude. Det passede mig at have god plads at
lege på, og var jeg ikke hos dyrene i stalden, tumlede jeg rundt med naboens
knægte. Vi havde altid noget for - og jeg var ikke ret gammel. Da jeg lærte mig
selv at svømme. Mine næver var barkede. og det var svært at få neglene rene,
når jeg skulle i skole efter sommerferien. Jeg husker endnu de andre pigers
fine, hvide hænder, og den skændsel. der overgik mig, da lærerinden opdagede,
at min synål var rustet fast i sytøjet. Jeg havde ikke taget et sting i hele
ferien, mens de andre havde faet adskillige stykker udstyr færdigt.
Men i ferier og på fridage var jeg altid hjemme på Als, og når jeg kørte gennem
smedejernslågen, bankede mit hjerte af glæde. Her kendte jeg hver busk
og hvert træ og alle lyde og lugte. Det var for mig det kæreste sted på jorden.
Skoletiden var forbi da jeg var 16 år og jeg flyttede straks hjem igen. Mor
kunne godt bruge mig i huset, for der var store stuer og mange værelser og der
var altid noget at sysle med.
En dag, da jeg var til sportsfest med mine veninder, lagde jeg mærke til, at
der var en ung mand der kikkede langt efter mig. Jeg kendte ham ikke, men han
så ud til at vide. hvem jeg var - og næste weekend dukkede han da også op igen
med en af mine bekendte, som havde vist ham et billede af mig. Jeg havde lange
lyse fletninger ned af nakken. og dem kunne Hans, som han hed, ikke stå for.
Jeg var forfærdelig genert og var lige ved at rende min vej. men det endte da
med, at jeg lovede at vise de to ungersvende lidt rundt på egnen.
Hans blev min skæbne. Venskabet udviklede sig efterhånden til kærlighed, og da
jeg var 20 år, forlovede vi os, men selvom jeg var forelsket, kunne jeg ikke
glæde mig uforbeholdent. For Hans var tysk - Sønderjylland var igen blevet
dansk - og der var så store spændinger mellem danske og tyske, at man næppe
kunne omgås, og der blev da også set skævt til os, fordi vores familie og
venner fra Tyskland kom på besøg. Men krigen havde jo ikke gjort dem til
dårligere mennesker. Vi kunne da ikke bare slå hånden af dem, fordi vi var blevet
danske.
Min ældste søster, Anna, som i dag er 90 år, mistede tidligt sin mand og ville
godt hjem til slægtsgården. Men hun var jo blevet tysk statsborger og kunne kun
få opholdstilladelse tre måneder ad gangen, skønt det var sit fødehjem. hun
skulle besøge - og arbejde matte hun ikke. Når hun var hjemme, kunne
Tit blev jeg grebet af håbløshed, når jeg tænkte på fremtiden. Mørke skyer trak
igen op over Europa - en ny krig rumlede i det fjerne - og jeg var ikke længere
helt ung. En mand kunne jeg sagtens få, men ingen kunne måle sig med Hans. og
ham kunne jeg heller ikke gifte mig med, så længe far var syg, og der ikke var
nogen til at over tage gården.
Hans tryglede mig tit om at komme til Elmshorn, hvor han boede, men jeg holdt
ham hen, for far ville ikke kunne bære, hvis jeg forlod ham. En dag, da jeg sad
ved fars sygeseng, lovede jeg ham, at jeg aldrig ville rejse fra ham. Det hørte
Hans, han rejste forbitret bort, og jeg græd. Alle ryk
Gården havde far forpagtet ud, da han blev syg, og vi var flyttet ind i den ene
ende af huset, så forpagteren kunne bo i den anden. Fattige var vi, for vi
havde penge stående i Tyskland, som vi ikke kunne få ud. Det skar os i hjertet
at se forpagteren røgte sit job som bonde på vores slægtsgård med
ligegyldighed. Han lod stå til og passede hverken jord eller kreaturer, som det
var skik hos os, men vi kunne intet gøre ved det. Han havde en kontrakt - og
far kunne jo ikke selv.
Hans blev en kort tid udstationeret som soldat i Danmark
Værre endnu blev det, da jeg blev gravid. Nu ville jeg ikke vente længere, for
Hans kunne jo falde i krigen, og jeg var efterhånden blevet 36 år. Jo. der blev
snakket i sognet, da min mave begyndte at blive rund, men al snak standsede ved
mit gitter, for folk respekterede mig alligevel. Det krævede mod at få et barn
uden at have en mand, men jeg ville have en arving til gården. Nu havde jeg jo
ofret min lykke for at gården kunne blive i slægtens eje, og fik jeg ingen
arving, ville alt have været omsonst.
Svangerskabet var besværligt. Jeg havde det dårligt det meste af tiden. Min
søster Anna havde fået lov at vende hjem. så jeg var ikke helt alene - selvom
min far var død. Da jeg fødte en herlig, lille dreng, fyldtes jeg med en
uendelig ro. Han var det bedste, der var sket mig, og jeg viste ham glad og
stolt frem til alle.
Men Hans var det ikke gået så godt i krigen. Han blev hårdt såret og mistede
begge sine ben. Det varede længe, før jeg fik besked, og den fortalte kun, at
han var hårdt såret. så i lang tid frygtede jeg, at han var død af sine
kvæstelser. I første omgang blev han indlagt på et lazaret i Prag, men
forholdene var meget dårlige. Derfor insisterede han på at komme ud, og det
reddede nok hans liv.
Hans var syg meget længe, og der gik lang tid, før han kunne se sin lille søn.
I mellemtiden havde jeg indset, at min dreng, Ernst Ludwig, ikke var som andre.
Han var mongol og ville aldrig kunne klare sig alene. Det var et chok for mig,
og jeg tænkte tit på, at det trods alt er Gud, der bestemmer.
Men Ernst Ludwig var en lille solstråle, altid var han glad, og i sine drengeår
kunne han meget mere end i dag. Han cyklede rundt i landsbyen og kunne selv gå
til barberen og blive klippet og hente varer hos købmanden. Men i skole kom han
ikke. Jeg underviste ham selv og lærte ham at svømme og at synge.
Allerlykkeligst var han, når han sad ved pladespilleren og lyttede til klassisk
musik. Hans far var meget kunstnerisk anlagt, og selv har jeg også altid været
draget af kunsten, så ingen ved, hvad Ernst Ludwig kunne være blevet til, hvis
han var født som os andre.
For en halv snes år siden blev han ramt af en voldsom fåresyge, som der
desværre stødte komplikationer til, og siden da er det gået tilbage for ham.
Han sidder for det meste stille i en stol, og han taler sjældent, men hver dag
går vi ture sammen. Så fortæller jeg ham om blomsterne og buskene i den gamle
æblehave bag gården, som rummer så mange minder om vore forfædre. Han er altid
glad og kær - et englebarn, der kun bringer mig glæde og trøst, og vi er
sammen, fra vi står op, til vi går i seng.
Da Ernst Ludwig var dreng, rejste han naturligvis med mig til Tyskland, når vi
skulle besøge hans far. Hans havde overvundet sin svære krigsskade og klarede
sig godt med kunstige ben, og hans sagførervirksomhed gik også fint. Han boede
stadig sammen med sin mor, som han havde et nært forhold til. De var så knyttet
til hinanden
Men lykken varede kort. Ernst Ludwig og jeg rejste efter brylluppet hjem til
Als for at få høsten i hus, og da Hans kom op til os hen på efteråret, meddelte
han, at nu da han også havde fået noget at skulle sige over vores dreng, havde
han besluttet, at han skulle sendes bort. Han ville ikke have ham boende i
Elmshorn.
Jeg troede næppe mine egne ører, men der var ikke tvivl i mit sind, da jeg
svarede, at uden Ernst Ludwig kom jeg ikke til Elmshorn. Han er mit eneste og
kæreste barn, som jeg slet ikke kan leve foruden, så ville
Hans var nedbrudt af krigen, og tabet af benene havde taget hårdt på ham, så
jeg forstod på en måde godt, at han ikke havde kræfter og overskud til at tage
sig af sin åndssvage
Men Ernst Ludwig havde jeg lykkeligvis og skønt han snart er 40 år er han
stadig mit lille barn, der skal passes og plejes. Han er en daglig glæde for
min søster Anna og mig. Vi har ingen sorger haft på grund af ham. Altid er han
os nær, og vi tre har efterhånden levet et langt og lykkeligt liv sammen.
For nogle år siden overdrog jeg gården til en niece, så den stadig vil være i
slægtens eje, når vi er væk, men vi har fået lov at blive boende her, så længe
vi lever.
Vi færdes i de samme stuer og har de samme møbler som vore forældre, og i haven
gror alle de smukke blomster, som mor og bedstemor og oldemor puslede om. Midt
1992 Søstrene
Erna Christine Schulze Petersen og Anne Cathrine Marie Blumenberg boede derefter
fortsat på gården, og her døde Anne Cathrine Marie Blumenberg d. 25. juli 1992 i
en alder af 99 år.
1998 Efter
Erna Christine Schulze Petersens død stod det gamle stuehus tomt i en del år,
indtil August Hoeck lejede det ud i 1998 til Johanne Duus og Thomas Nerland.
Herefter
stod huset ubeboet hen, men ejendommens jord fortsat blev drevet af August
Hoeck.
2006 Helga Erna Hoeck og August Hoeck solgte deres
ejendom i Hviding ved Ribe, og tilflyttede stedet her d. 1. oktober 2006.
Jorden var da udpagtet til Jacob Jørgensen. Forpagtningen af jorden blev opsagt, og August Hoeck overtog
selv jorden.
2009 Helga Erna Hoeck og August Hoeck ejer og bebor fortsat den gamle gård. Forpagtningen af jorden er opsagt, og August Hoeck har selv taget sig af jorden.
2015 August Hoeck, der var født d. 27. juli 1925,
døde d. 26. februar 2015 i en alder af 89½ år, og Helga Erna Hoeck sad
derefter tilbage på ejendommen som enke.
2016 Helga Erna Hoeck fraflyttede ejendommen og tilflyttede plejecentret Amaliehaven
i Augustenborg d. 1. oktober 2016. Herefter står ejendommen ubeboet hen.
Stormen ”Urd”
rasede hen over Danmark 2. juledag d. 26. december 2016 om aftenen, og store dele af den
gamle staldbygning styrtede sammen.