Vikkebjergvej 1


Matrikel nr. 103 af Broballe ejerlav

 

1903       Smed Christen Simonsen Lusigvej 5 i Broballe fik stedet her overgivet d. 15. oktober 1903 og han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog d. 19. oktober 1903 som ejer af stedet her. Hvem han købte jordstykket af vides ikke.

Christen Simonsen opførte et nyt smedested her på stedet og fortsatte sin fars smedeforretningen her, menes smedjen på Lusigvej må være blevet nedlagt.

Christen Simonsen blev født d. 17. november 1876 som søn af smed Jørgen Simonsen og hustru Ane Hedvig f. Christensen Lusigvej 5 i Broballe, og mens han arbejdede som smed hos sin far blev han gift i Oksbøl kirke d. 1. oktober 1903 med tjenestepige Anne Helene Christina Bennedsen, der var født d. 23. maj 1878 i Bjolderup i Bolderslev sogn.

Anna Helene Christina og Christen Simonsen fik børnene:

  • Anne Christine Simonsen, født d. 7. august 1904.
  • Birthe Christine Simonsen, født d. 27. februar 1906.
  • Jørgen Simonsen, født d. 25. marts 1908, død d. 21. december 1908.
  • Jørgen Jeppe Simonsen, født i 1909, men ikke fundet døbt i Oksbøl sogn.


1921       Ved en første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede smedemester Christen Simonsen her på stedet sammen med sin hustru Anna Helene Christina Simonsen og deres børn to børn Anne Christine Simonsen og Jørgen Jeppe Simonsen. En smedelærling ved navn Jens Dominicussen, der var søn af Ellen og Jens Dominicussen Lusigvej 12, boede der også samt en slægtning ved navn Bertha K. Bennedsen, der var enke, og som meget vel kunne være Christen Simonsens svigermor.

 

1923       Christen Simonsen opgav smedehvervet og flyttede til Espehøjvej 8 som han netop havde købt. Smedjen blev solgt til smedemester Peter Rasmussen til overtagelse d. 1. marts 1923, og han fik et skøde på dette d. 8. marts 1923.

Peter Rasmussen var født i Iller i Broager sogn d. 13. marts 1894 som søn af arbejdsmand Hans Holm Rasmussen og hustru Cecilie Magdalene Marie Svendsen og han var gift med Ingeborg Johanne f. Mathiesen, der var født den 8. juli l894.

Ingeborg Johanne og Peter Rasmussen fik børnene:

  • Anna Frederikke Rasmussen, ___ (oplyst af Knud Lindkjær Rasmussen (Viborg))
  • Hans Holm Rasmussen, født d. 8. november 1923.
  • Cecilie Marie Rasmussen, født d. 4. september 1933.


1943        Efter 20 års virke som smed i Broballe døde Peter Rasmussen d. 24. marts 1943 på Statshospitalet i Sønderborg i en alder af kun 49 år, og hans hustru sad derefter tilbage som enke.

Efter en skiftebehandling d. 30. juni 1943 overgik huset og smedjen nu til fru Ingeborg Johanne Rasmussen der derefter sad i uskiftet bo. Hendes søn Hans Holm Rasmussen drev smedjen videre indtil 1946.

 

1946       Ingeborg Johanne Rasmussen solgte huset og smedjen til smedemester Peter Dall for en købesum på 18.500 kr. plus 3.000 kr. i løsøre, og det fik han et skøde på d. 6. december 1946. Ingeborg Johanne Rasmussen flyttede til Ulkebøl. (Hun døde d. 7. marts 1975 næsten 81 år gammel.)

Peter Dall var født d. 7. marts 1914 i Kær i Ulkebøl sogn som søn af karetmager Iver Hansen Dall og hustru Anne Marie Dall f. Kock i Kær, og han var blevet gift d. 27. juli 1945 i Ulkebøl kirke med den godt 5½ år yngre Martha Margrethe Hartung, der var født 6. oktober 1919 i Vestermark i Ulkebøl sogn som datter af gårdforpagter Leonhard Martin Hartung og hustru Dorothea Schmidt i Vestermark.

Martha Margrethe og Peter Dall havde børnene:

  • Birte Dall.
  • Iver Dall.


1985       Martha Margrethe Dall døde d. 3. oktober 1985 kun 3 dage før sin 66 års fødselsdag, og Peter Dall sad derefter tilbage som enkemand. Smedjen blev lukket, og hele ejendommen blev derefter sat til salg.

 

1989       Dag Kai Clausen og hustru Kirsten Clausen købte den gamle smedje for en købesum på 245.000 kr., og dette blev der udstedt et skøde på d. 23. august 1989. Dag Clausen er søn af Sonja og Thorkild Clausen i Nordborg og hans hustru Kirsten er datter af Agnes og John B. Nielsen Spangsmosevej 21 og senere Spangsmosevej 17.

Peter Dall fraflyttede stedet, og flyttede til Lærkevej i Langesø. Han døde d. 27. november 1990 i en alder af 76½ år efter at have levet som enkemand i 5 år.

I september 1989 brændte en tilbygget værkstedsbygning, som var opført 1958, og den blev ikke genopført igen.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2010       Kirsten Clausen fraflyttede huset efter skilsmisse i april 2010 og flyttede til Th. Brorsensvej i Nordborg.

 

2016       Den gamle smedje, der efterhånden var ved at falde sammen, blev nedbrudt først i oktober 2016.

 
2016
2016
Foto af huset som det så ud d. 7. oktober 2016.

2016       Dag Kai Clausen ejer fortsat huset.







til top
Ajourført januar 2017
www.jessenb.dk