Ærtebjergvej 1


Matrikel nr. 2 af Mjels ejerlav

 

”Kalmusgaard”

1779       På udskiftningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er bolsmand Hans Clausen noteret som ejer af bolsted nr. 8 hvilket er stedet her. Om stedet reelt har ligget her fra starten af, eller er udflyttet hertil senere på stedets jorder, kan ikke siges.

Hans Clausen, eller Hans Christensen Clausen som han også er benævnt, var født omkring 1733 og han var gift med Marike Hansen, der var født omkring 1739.

Marike og Hans Christensen Clausen havde sønnerne:

  • Christen Clausen, født omkring 1762. (han overtog stedet)
  • Hans Clausen, født omkring 1763.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede 2/3 gårdmand Hans Christensen Clausen her på stedet sammen med sin hustru Marike Hansen og deres to sønner Christen Clausen og Hans Clausen samt deres tjenestepige Botilla Christensen.

 

1804       Hans Christensen Clausen overlod stedet til sin søn Christen Clausen og han blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen d. 19. juli 1804 som bolsmand på stedet. Samme dag blev der indskrevet en aftægtskontrakt af 3. juli 1804 der sikrede Marike og Hans Christensen Clausen et godt aftægt.

 

1813       Bolsmand Christen Clausen døde d. 21. juli 1813 i en alder af 51 år. Han var tilsyneladende ugift.

 

1814       Hvornår Anders Jessen er kommet her til stedet som bolsmand er ikke nøjagtig noteret i skyld og panteprotokollen, men d. 25. juni 1814 blev der protokolleret noget vedrørende bolsmand Anders Jessen og en datter af bolsmand Hans Iversen ved navn Margarethe Iversen på 10 år.

Anders Jessen var født omkring 1748 og han var gift med Ellen Jacobsen, der var 28 år yngre og dermed født omkring 1776.

Ellen og Anders Jessen havde børnene:

  • Ellen.
  • Christian Jessen, født d. 14. maj 1817.


1818       Bolsmand Anders Jessens hustru Ellen Jacobsen, her kaldet Ellen Andersen, døde d. 5. juni 1818 i en alder af kun 42 år, og Anders Jessen sad derefter tilbage som enkemand. Knap en måned senere døde også bolsmand Anders Jessen d. 2. juli 1818 i en alder af 70 år.

 

1820       Anders Jessens arvinger solgte bolstedet til Matthias Diedrichsen Vogelsang efter en kontraktprotokol af 5, juni 1820. Han blev i skyld og panteprotokollen indskrevet med en gæld til Anders Jessens søn Christian på 426 i datidens penge mod en halvårlig forrentning på 4%, og til Anders Jessens datter Ellen på 213 i datidens penge mod en halvårlig forrentning på 4%.

Matthias Diedrichsen Vogelsang var født omkring 1761-1762 og han var gift med Marie Cathrine Hansen der var født omkring 1764. Før de kom hertil havde Matthias Diedrichsen Vogelsang været kromand i Ketting.

Marie Cathrine og Matthias Diedrichsen Vogelsang havde sønnerne:

  • Martin Diedrich Vogelsang var født d. 15. oktober 1799 i Ketting. (han overtog stedet) (fødsel i Ketting KB ej fundet???)
  • Mathias Matthiesen Vogelsang, født d. 12. marts 1802 i Ketting. (senere Nedervej 29 Mjelsmark)
  • Martin Vogelsang, født d. 28. august 1807 i Ketting. (senere ved Hardeshøj et sted)


1827       Matthias Diedrichsen Vogelsang overlod nu stedet til sin søn Martin Diedrich Vogelsang efter en kontrakt af 15. november 1827, og han blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen som den nye ejer.

Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 10. juni 1826 med den 5½ år ældre Thøre Johansen, der var født i Brandsbøl i Havnbjerg sogn d. 16. april 1794 som datter af bolsmand Laurits Johansen og hustru Kirsten Petersdatter.

Thøre og Martin Diedrich Vogelsang fik ingen børn.

 

1828       D. 14. januar 1828 blev der i skyld og panteprotokollen protokolleret en aftægtskontrakt af 15. november 1827 hvormed Martin Diedrich Vogelsang tilsikrede sine forældre Marie Cathrine og Matthias Diedrichsen Vogelsang et godt aftægt.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Martin Diedrich Vogelsang her på stedet sammen med sin hustru Thøre. Hans bror Martin Vogelsang boede der også som tjenestekarl og så var der en Matthias M. Vogelsang på 14 år som også var tjenestekarl på gården. De havde desuden en tjenestepige ved navn Anna Hinrichsen boede på gården. På gårdens aftægt boede hans forældre Marie Cathrine og Matthias Diedrichsen Vogelsang.

 

1842       På gårdens aftægt døde Martin Diedrich Vogelsang far Matthias Diedrichsen Vogelsang d. 27. juni 1842 i en alder af 80½ år, og hans mor Maria Cathrine Hansen sad derefter tilbage som enke.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Martin Diedrich Vogelsang fortsat her på stedet sammen med sin hustru Thøre og en tjenestepige ved navn Maria Hansen. På aftægten boede hans mor Marie Cathrine Vogelsang og hans bror Martin Vogelsang, der nu var træskomager.

 

1848       Martin Diedrich Vogelsangs mor Marie Cathrine Vogelsang døde på aftægten d. 7. marts 1848 i en alder af 84 år, efter at have levet som enke i knap 6 år.

 

1851       Den 28. oktober 1851 blev der i skyld og panteprotokollen protokolleret en lejekontrakt hvormed bolsmand Martin Diedrich Vogelsang udlejede et jordstykke på 3 1/16 skæppe land til sin bror træskomager Martin Vogelsang til en årlig leje af 1 Rigsdaler Cour. i 97 år, og den samlede købesum blev bestemt til at være 48 Rigsdaler Cour.

Hvor dette jordstykke har været vides ikke. (Mere om Martin Diedrich Vogelsangs bror træskomager Martin Vogelsang under ukendte steder.)

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede Martin Diedrich Vogelsang stadigvæk her på ejendommen sammen med sin hustru Thøre. De havde desuden tjenestepigen Charlotte Sophie Hess fra Mjels og Niels Thomsen fra Nordborg boende på ejendommen.

 

1856       Martin Diedrich Vogelsang frasolgte et jordstykke fra sit bol nr. 8 på 4 skæppe og 15/16 skæppe til bolsparcellist Hans Christian Petersen Ærtebjergvej 10 d. 26. august 1856.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede Martin Diedrich Vogelsang fortsat her på gården sammen med sin hustru Thøre, og de havde en tjenestekarl ved navn Johan Lauritzen fra Havnbjerg sogn og en tjenestepige fra Oksbøl sogn ved navn Anna Maria Vogelsang boende hos sig på gården.

 

1864       Tiden var nu kommet til at Thøre og Martin Diedrich Vogelsang ville på aftægt, men da de ingen børn havde til at overtage gården, blev den derfor solgte d. 30. august 1864 til deres tjenestekarl Johan Lauritzen. Han sagde faster til Thøre Vogelsang, og han blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen som den nye ejer, og der blev så også den samme dag indskrevet en aftægtskontrakt der sikrede Thøre og Martin Diedrich Vogelsang det i dokumentet nærmere beskrevne aftægt. Johan Lauritzen skulle således betale en købesum på 4306 Rigsdaler og deraf skulle de 2300 rigsdaler betales ved tiltrædelsen og resten skulle forrentes med 3 % indtil det hele var betalt.

Johan Lauritzen var født d. 18. juni 1826 i Brandsbøl Havnbjerg sogn som søn af bolsmand Peter Lauritsen og hustru Anne f. Nielsen. Han blev gift i Oksbøl kirke d. 14. juli 1864 med den knap 10 år yngre Maria Kirstine Schmidt der var født d. 24. marts 1836 i Brandsbøl som datter af bolsmand Laurits Schmidt og hustru Helene Cathrine Schmidt f. Holst.

Maria Kirstine og Johan Lauritzen fik børnene:

  • Dødfødt pigebarn d. 25. februar 1865.
  • Anna Lauritzen, født d. 8. juni 1866. (hun overtog stedet)
  • Helene Cathrine Lauritzen, født d. 2. december 1867.
  • Thora Lauritzen, født d. 25. november 1869.


1870       Bolsmand Johan Lauritzen døde d. 7. august 1870 i en alder af kun 44 år, og hans hustru Maria Kirstine Lauritzen sad derefter tilbage med 3 små børn.

 

1872       På aftægten døde Thøre Vogelsang d. 8. oktober 1872 i en alder af 78½ år, og hendes mand Martin Diedrich Vogelsang sad så tilbage på aftægten som enkemand.

 

1873       Maria Kirstine Lauritzen blev gift igen i Oksbøl kirke d. 27. marts 1873 med den 11½ år yngre Niels Andersen, der var født d. 13. august 1847 i Dyndved i Egen sogn som søn af husmand Peter Andersen og hustru Anne Cathrine Andersen f. Finnemand i Dyndved

Maria Kirstine og hendes nye ægtemand Niels Andersen blev derefter indskrevet i skyld og panteprotokollen som værende i sættebesiddelse under den i sættekontrakten opførte betingelse, hvor ejendommen skulle tilfalde datteren Anna Lauritzen, men da hun kun var 8 år på dette tidspunkt skulle Maria Kirstine og Niels Andersen fortsætte med at drive ejendommen videre indtil 1. april 1888. Der blev desuden også indskrevet arvedel til hendes 3 døtre af første ægteskab som skulle forblive indestående i bolet i medfør af skiftedokumentet. Niels Andersen blev dermed den nye sættebolsmand her på stedet.

Maria Kirstine og Niels Andersen fik døtrene:

  • Anne Marie Andersen, født d. 8. oktober 1873. (senere Færgevej 57 Hardeshøj)
  • Christina Andersen, født d. 13. november 1875.


1883       Martin Diedrich Vogelsang døde på gårdens aftægt d. 6. juli 1883 i en alder af godt 83½ år, efter at have levet som enkemand i 10½ år.

 

1888       Efter arvedelingsnota af 12. juni 1873 blev Maria Kirstines ældste datter af første ægteskab Anna Lauritzen indskrevet i den preussiske grundbog som gårdejer her på stedet efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873 med tiltrædelse d. 1. april 1888.

 

1889       På et tidspunkt var Anna Lauritzen kommet til Brandsbøl, og i Brandsbøl traf hun på den 3 år ældre Thomas Jensen Nørrelykke. Han var født d. 15. juni 1863 i Nørreløkke i Nordborg landsogn som søn af bolsmand Thomas Hansen Jensen Nørrelykke og hustru Thøre f. Grau på ”Nørrelykkegaard”, Nørreløkkevej 24 i Nørrelykke. De blev gift på Standesamt i Mjels d. 20. maj 1889, og dagen efter d. 21. maj 1889 blev de kirkelig viet i Oksbøl kirke.

Herefter overtog de driften af gården, og Maria Kirstine og Niels Andersen gik så derefter på aftægt.

Anna og Thomas Jensen Nørrelykke fik børnene:

  • Marie Christine Jensen Nørrelykke, født d. 30. juli 1889. (senere Lyngevej 4)
  • Johannes Jensen Nørrelykke, født d. 8. marts 1891.
  • Thora Jensen Nørrelykke, født d. 3. november 1892.
  • Thomas Jensen Nørrelykke, født d. 4. april 1894.
  • Anne Cathrine Nørrelykke, født d. 20. januar 1896.
  • Niels Jensen Nørrelykke, født d. 17. februar 1898.
  • Hans Jensen Nørrelykke, født d. 7 marts 1899. (han overtog stedet)


1890       Gårdejer Anna Nørrelykke f. Lauritzen og hendes mand Thomas Jensen Nørrelykke blev d. 29. december 1890 indskrevet i den preussiske grundbog som lige dele ejere af ejendommen.

 

1911       Anna Nørrelykkes mor Marie Kirstine Andersen døde d. 17. december 1911 på aftægten i en alder af godt 75½ år, og hendes stedfar sad så tilbage som enkemand.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand og gårdejer Thomas Jensen Nørrelykke her på stedet sammen med sin hustru Anna og deres datter Anne Cathrine Nørrelykke. Deres tjenestekarl Jens Christensen fra Nordborg boede desuden også på ejendommen.

 

1924       Gårdejer Thomas Jensen Nørrelykke, der foruden at være landmand også var tysk kommuneforstander, døde d. 6. juni 1924 kun 9 dage før sin 61 års fødselsdag, og hans hustru Anna Nørrelykke sad derefter tilbage som enke.

Efter en skiftebehandling d. 5. december 1924 hensad Anna Nørrelykke nu i et uskiftet bo for den af hendes afdøde mand Thomas Jensen Nørrelykke tilhørende part.

 

1927       Anna Nørrelykke overlod og solgte nu ejendommen til sin søn landmand Hans Jensen Nørrelykke for en købesum på 20.000 kr., og på denne handel blev der udstedt et skøde d. 31. januar 1928.

Da Hans Jensen Nørrelykke overtog ejendommen i 1927 var der et opdyrket areal på 48 tønder land, og der var en besætningen på 3 heste, 11 køer, 4 - 5 ungkvæg og 20 svin.

Hans Jensen Nørrelykke blev gift med den ¾ år ældre Marie Bladt der var født d. 10. juni 1898 i Krumom i Ketting sogn som datter af gartner Peter Nielsen Bladt og hustru Anna Christine Bladt f. Christensen.

Marie og Hans Jensen Nørrelykke fik børnene:

  • Thomas Jensen Nørrelykke, født d. 28. september 1928. (han overtog stedet)
  • Anne Christine Nørrelykke, født d. 11. februar 1930.
  • Anne Marie Jensen Nørrelykke, født d. 2. januar 1932, død d. 28. juni 1936.
  • Helga Jensen Nørrelykke, født d. 28. maj 1935, død d. 16. august 1949.
  • Karen Nørrelykke, født d. 31. januar 1940, død d. 16. maj 1941.


1930       På aftægten døde Anna Nørrelykkes stedfar Niels Andersen d. 16. juni 1930 i en alder af næsten 83 år efter at have levet som enkemand i 18½ år.

 

1943       I 1943 var det opdyrkede areal stadigvæk på 48 tønder land mens besætningen nu var på 3 heste, 10 køer, 5 ungkvæg og 20 svin.

 

1951       Hans Jensen Nørrelykkes mor Anna Nørrelykke, der nu havde levet som enke i godt 26½ år, døde på aftægten d. 27. februar 1951 i en alder af godt 83½ år.

 

1961       Hans Jensen Nørrelykke solgte gården til sin ældste søn Thomas Jensen Nørrelykke for en købesum på 125.000 kr. og han fik derefter sit tinglyste skøde på dette d. 28. oktober 1961. Marie og Hans Jensen Nørrelykke gik derefter på aftægt.

Thomas Jensen Nørrelykke blev gift med Jutta.

Jutta og Thomas Jensen Nørrelykke fik børnene:

  • Hans Nørrelykke.
  • Klaus Nørrelykke. (han overtog stedet)
  • Marianne Nørrelykke.


1963       Thomas Jensen Nørrelykkes mor Marie Nørrelykke døde d. 27. april 1963 i en alder af 65 år, og hans far Hans Jensen Nørrelykke sad derefter tilbage som enkemand.

(Det kan undre at der på hendes gravsten på Oksbøl kirkegård stod at hun var født i Augustenhof, når det rent faktisk var i Ketting sogn.)

 

1975       Thomas Jensen Nørrelykkes far Hans Jensen Nørrelykke døde d. 27. marts 1975 i en alder af 76 år efter at have levet som enkemand i knap 12 år.

 

1979       For en købesum på 75.000 kr. købte Thomas Jensen Nørrelykke nu markerne matriklerne 153, 154 og 280 af Jørgen Christensen Høj Byllemose 2 der nu havde frasolgt disse fra sin ejendom, og dette blev derefter tinglyst d. 1. februar 1979.

 

1984       Jutta Nørrelykke var fraflyttet ejendommen og d. 10. oktober 1984 blev der i en bodelingsoverenskomst fastsat at Thomas Jensen Nørrelykke ikke måtte sælge eller pantsætte ejendommen uden samtykke med Jutta Nørrelykke og dennes arvinger.

 

1985       I 1985 boede Thomas Jensen Nørrelykke fortsat her på stedet. På ejendommen boede der også en Inge M. Roost, og så boede Marianne K og Klaus Nørrelykke også her på stedet.

 

1987       I 1987 var Martha Kilsholm Pitter tilflyttet ejendommen og hun boede nu der sammen med Thomas Jensen Nørrelykke.

 

1989       Thomas Jensen Nørrelykke og Martha Kilsholm Pitter købte ejendommen Byllemose 2 Mjelsmark som de fik skøde på d. 7. februar 1989. De fraflyttede stedet her og tilflyttede deres nye hjem på Byllemose.

 

1990       Thomas Jensen Nørrelykke solgte ejendommen her til sin søn Klaus Nørrelykke for en købesum på 1.050.000 kr. og han fik derefter sit tinglyste skøde på ejendommen d. 2. oktober 1990. Bodelingsoverenskomsten mellem Jutta og Thomas Jensen Nørrelykke blev herefter aflyst på tingkontoret d. 20. oktober 1990.

Klaus Nørrelykke boede herefter alene på ejendommen.

 

1994       I 1994 var Gudrun Hansen tilflyttet stedet her og boede herefter sammen med Klaus Nørrelykke.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2012       Ejendommen blev sat til salg i marts 2012 som værende opført i 1904 med en grund på 111240 m2 og en beboelse på 240 m2 til en købesum på 2.145.000 kr. I maj 2012 blev købsprisen nedsat til 1.995.000 kr.

Ejendommen blev købt af Ole K. B. Larsen og skødedatoen blev sat til d. 1. oktober 2012.

Gudrun Nørrelykke og Klaus Nørrelykke fraflyttede sognet og flyttede til Rinkenæs ved Gråsten.

 

2013       Ole K. B. Larsen ejer fortsat ejendommen, der bebos af Denny Bram og Oc-racing.

 

2017       Ole K. B. Larsen ejer fortsat ejendommen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk