Færgevej 38


Matrikel nr. 31 af Mjels ejerlav

1779
1779
Udsnit af udskiftningskortet viser stedets placering.

På udskiftningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard” er området her hvor noget af Færgevej 38, Færgevej 36 samt Nedervej 7 er beliggende, betegnet som halvbolsted nr. 18 med halvbolsmand Hans Jørgensen som ejer. Hele området havde navnet ”Fladbjerg”

Hvem Hans Jørgensen var vides ikke.

 

1800       I 1800 og før var landstedet her ejet af en halvgårdmand ved navn Jørgen Jørgensen. Han var født omkring 1740, og han var gift med den 28 år yngre Cathrine Mortensen, der var født omkring 1768. Om Jørgen Jørgensen på nogen måde var i familie med den tidligere Hans Jørgensen kan ikke siges.

Cathrine og Jørgen Jørgensen havde børnene:

  • Jørgen Jørgensen, født d. 28. februar 1793. (senere kådnersted 26 (Hjørnet 10))
  • Morten Jørgensen, født d. 9. december 1795.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede halvgårdmand Jørgen Jørgensen her på stedet sammen med sin hustru Cathrine Mortensen og deres 2 sønner Jørgen Jørgensen og Morten Jørgensen. På stedets aftægt boede den tidligere ejer enkefru Anna Rasmussen på 45 år og en 64-årig ugift spinder ved navn Karen Knudsen som boede til leje.

 

1806       Jørgen Jørgensen døde d. 14. marts 1806 i en alder af 66 år, og hans hustru Cathrine Mortensen sad derefter tilbage som enke.

 

1807       Cathrine Mortensen fandt sig hurtigt en ny livsledsager, og d. 21. november 1807 blev hun gift i Oksbøl kirke med den omkring 7 år yngre ungkarl Hans Jørgensen Berg der var født omkring 1775, men hvor og af hvem vides ikke i. Hans Jørgensen Berg blev hermed sættemand her på stedet.

Cathrine og Hans Jørgensen Berg fik datteren:

  • Kristine Hansen Berg, født d. 18. maj 1809. (senere Færgevej 50).


1828       Hans Jørgensen Berg fik ved et forlig med Jes Christiansen i Mjels jordstykket ”Warbholm” i Mjels efter en overladelseskontrakt af 27. februar 1828. Senere solgte han jord til Christen Hansen i Mjels efter en købs og overladelseskontrakt af 27. april 1830, og senere købte han en andel i jorden ”Broballenæs” i Mjels af en Jørgen Jørgensen efter en købs og overladelseskontrakt af 29. maj 1832.

 

1831       Cathrine og Hans Jørgensen Berg datter Kristine Hansen Berg blev gift i Oksbøl kirke d. 19. november 1831 med den knap 3 år ældre Christen Petersen Krogh var født d. 15. juli 1806 i Mjels som søn af hyreinderste Christen Petersen Krogh og hustru Anne Marie Nisses i Mjels.

Kirstine og Christen Petersen Krogh fik børnene:

  • Anna Marie Christiansen Krogh, født d. 21. februar 1832.
  • Hans Christiansen Krogh, født d. 13. marts 1834.
  • Christen Christiansen Krogh, født d. 14. maj 1836.
  • Jørgen Christiansen Krogh, født d. 11. juli 1838.
  • Martin Christiansen Krogh, født d. 10. oktober 1840. (senere Færgevej 50).
  • Cathrine Christiansen Krogh, født d. 25. september 1842.
  • Helena Dorothea Christiansen Krogh, født d. 6. januar 1846.
  • Kirstine Christiansen Krogh, født d. 5. december 1847. (senere Nedervej 23 Mjelsmark)
  • Thøre Christiansen Krog, født d. 6. oktober 1850.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Hans Jørgensen Berg her på stedet sammen med sin hustru Cathrine Mortensen. Deres datter og svigersøn Kirstine og Christen Petersen Krogh boede også her på ejendommen sammen med deres fire børn Anna Marie Christiansen Krogh, Hans Christiansen Krogh, Christen Christiansen Krogh og Jørgen Christiansen Krogh.

Cathrine og Hans Jørgensen Berg havde 3 plejebørn boende hos sig Jørgen Jørgensen, Maria Jørgensen og Maren Jørgensen. De var alle tre børn af Cathrine Mortensens søn af første ægteskab Jørgen Jørgensen og hustru Maren f. Hindrichsen der i 1818 havde overtaget kådnersted nr. 26 der dengang lå på nuværende Hjørnet 10 i Mjels. Efter at børnenes mor var død i 1829 og husmandsstedet var blevet solgt i 1832 og deres far var fraflyttet stedet var de kommet hertil. Hvor deres far Jørgen Jørgensen flyttede hen vides ikke.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt overtog barnebarnet Jørgen Jørgensen stedet. Han var født d. 20. juli 1817 i Mjels som søn af daværende tjenestekarl Jørgen Jørgensen og hustru Maren f. Hindrichsen i Mjels, der senere fik det husmandssted der var beliggende på noget af det område hvor Hjørnet 3 og Hjørnet 10 i dag er beliggende og som havde betegnelsen kådnersted nr. 26. (Se under Hjørnet 10)

Jørgen Jørgensen var blevet gift med den omkring 2 år ældre Anna Marie Lauritzen der var født omkring 1816 på Kegnæs. Hun havde en søn ved navn Hans Christian Lauritzen der var født omkring 1835 på Kegnæs, så de er givet vis blevet gift på Kegnæs.

Anna Marie og Jørgen Jørgensen fik børnene:

  • Maren Jørgensen, født d. 10. januar 1844.
  • Jørgen Jørgensen, født d. 9. oktober 1845, død d. 15. oktober 1848.
  • Jørgen Jørgensen, født d. 20. oktober 1850.


1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Jørgen Jørgensen her på stedet sammen med sin hustru Anna Marie Lauritzen og hendes søn Hans Christian Lauritzen og deres fælles barn Maren Jørgensen. Deres tjenestekarl Peter Friedrichsen fra Holm og deres tjenestepige Maria Kathrine Davidsen fra Kegnæs boede hos dem på ejendommen. I ejendommens aftægt boede Jørgen Jørgensens pleje og bedsteforældre Hans Jørgensen Berg og hustru Cathrine Mortensen.

 

1847       Jørgen Jørgensens bedstefar og plejefar Hans Jørgensen Berg døde på aftægten d. 11. juli 1847 i en alder af 72 år, og hans farmor og plejemor Cathrine levede derefter videre som enke.

 

1851       Jørgen Jørgensens farmor og plejemor Cathrine døde på aftægten d. 25. juli 1851 i en alder af 84 år, efter at have levet som enke i 4 år.

 

1852       Anna Marie Lauritsen døde d. 20. april 1852 i en alder af hun 36 år, og hendes mand bolsmand Jørgen Jørgensen sad tilbage som enkemand.

 

1853       Bolsmand Jørgen Jørgensen havde fundet sig en ny livsledsager og d. 9. juni 1853 blev han gift i Oksbøl kirke med den omkring 8 år yngre Anna Kirstine Hansen Jørgensen var født d. 2. maj 1825 i Mjels som datter af bolsmand Hans Jørgensen og hustru Ellen Lillegade 2 i Mjels.

Anna Kirstine og Jørgen Jørgensen fik børnene:

  • Hans Jørgensen, født d. 13. marts 1854.
  • Anna Maria Jørgensen, født d. 14. januar 1857.
  • Christian Jørgensen, født d. 23. december 1859. (han overtog stedet)


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede gårdmand Jørgen Jørgensen her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine Jørgensen og hans to børn af første ægteskab Maren Jørgensen og Jørgen Jørgensen samt deres fælles barn Hans Jørgensen. Jørgen Jørgensens søster Maren Jørgensen arbejdede på gården som tjenestepige ligesom hans afdøde hustrus første barn Hans Christian Lauritzen, der arbejdede som tjenestekarl, og som begge boede på stedet.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede gårdmand Jørgen Jørgensen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anna Kirstine Jørgensen og hans to børn af første ægteskab Maren Jørgensen og Jørgen Jørgensen samt deres 3 fælles børn Hans Jørgensen, Anna Maria Jørgensen og Christian Jørgensen. Deres tjenestekarl Jes Hansen Jørgensen og tjenestepigen Frederikke Louise Tinnesen, begge fra Oksbøl sogn, boede desuden også her på stedet.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt er Anna Kirstine og Jørgen Jørgensen gået på aftægt, men hvem der har kørt stedet videre har ikke været mulig at opspores.

 

1877       Aftægtsmand Jørgen Jørgensen døde her d. 15. maj 1877 i en alder af knap 60 år, og ved sin død efterlod han sig sin hustru Anna Kirstine som enke

Efter at Jørgen Jørgensen nu var død, blev hans hustru og enke Anna Kirstina Hansen Jørgensen og Jørgen Jørgensens søn af første ægteskab Jørgen Jørgensen, der nu var i Amerika, samt børnene af andet ægteskab Hans Jørgensen, Anne Maria Jørgensen og Christian Jørgensen indskrevet i den preussiske grundbog som ejere af stedet efter den gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

 

1889       Anna Kirstine Hansen Jørgensen overlod stedet til sønnen Christian Jørgensen d. 10. april 1889, og han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som parcellist og ejer af stedet.

 

1894       De gamle bygninger blev nedbrudt og Christian Jørgensen lod huset her opføre i 1894.

 

1896       Christian Jørgensen blev gift i Oksbøl kirke d. 2. september 1896 med den 5 år yngre Christine Henriksen, der var født d. 27. januar 1865 i Feldsted sogn i Aabenraa amt som datter af husmand Nis Henrichsen og hustru Maren f. Biersvirth. Hun var kommet her til sognet fra Feldsted i 1896.

Christine og Christian Jørgensen fik datteren:

  • Christine Jørgensen, født d. 16. august 1897. (senere Vikkebjergvej 3 i Broballe)

Det fortælles om Christian Jørgensen, eller Christian Jøssen som han blev kaldt, at han gik med ”skjørtebukser” eller med forklæde på. Hans kone Christine, kaldet Stina, var sypige, og hos hende lærte byens unge piger at sy deres udstyr.

 

1920       Christine og Christian Jørgensens datter Christine Jørgensen blev gift i Oksbøl kirke d. 8. juni 1920 med den næsten 3 år ældre snedker i Broballe Henrik Schlichting var født d. 9. december 1894 i Dybbøl som søn af Hans Peter August Schlichting og hustru Anne Marie Hedvig Margrethe Søholmvej 6 i Broballe.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede lejlighedsarbejder Christian Jørgensen her i huset sammen med sin hustru Christine. Deres datter og svigersøn Christine og Henrik Schlichting boede der også, og de havde fået en søn Hans Christian Schlichting, der var født d. 30. juli 1920 i Mjels, men han er mærkeligt nok ikke opført i folketællingslisten fra 1921.

 

1942       Christian Jørgensen døde d. 28. februar 1942 i en alder af 82 år og hans hustru Christine Jørgensen levede så videre som enke. Kun 11 dage senere døde Christine Jørgensen hos sin datter på Vikkebjergvej 3 i Broballe d. 11. marts 1942 i en alder af 77 år. Der blev så derefter holdt skifte i boet, og d. 13. september 1942 blev det så tinglyst at datteren Christine Schlichting nu var ejer af huset. Hun havde imidlertid allerede solgt huset til sin mands svoger murer Jacob Witte fra Nordborg for en købesum på 8.500 kr., og samme dag blev dette så også tinglyst.

Murermester Jacob Witte var gift med Sofie Witte, født Schlichting og hun var en søster til Christine Schlichtings mand Henrik Schlichting.

Jacob Witte blev født d. 16. oktober 1902 som søn af snedker Erik Christian Witte og hustru Eline Margrethe Witte født Mathiesen Nedervej 8 i Mjels, og han var blevet gift d. 29. november 1925 i Oksbøl kirke med den 2½ år yngre Sofie Schlichting, der var født d. 24. april 1905 i Dybbøl som datter af Hans Peter August Schlichting og hustru Anne Marie Hedvig Margrethe Søholmvej 6 i Broballe.

(Hans Peter August Schlichting var murermester i Broballe på Søholmvej 6, og det var den forretning som Jacob Witte havde overtaget).

Sofie og Jacob Witte havde 3 drenge:

  • Hans Erik Witte, født d. 10. april 1926 i Oksbøl. (senere Færgevej 55 Hardeshøj / Havnbjergvej 5 Oksbøl).
  • Svend Witte, født d. 3. juli 1927 i Oksbøl. (senere Nedervej 7 og Nedervej 9 Mjels)
  • Frede Witte, født i Nordborg. (senere Ballebrovej 8 Hardeshøj / Gyden 4 Mjels / Søholmvej 12 Broballe).


1951       Jacob Witte købte byggegrunden matrikel nr. 199 af Mjels ejerlav Østervej 2 af enkefru Christine Grüne og det fik han et tinglyst skøde på d. 19. november 1951. Her opførte han derefter et hus til sig selv og sin hustru.

 

1952       Jacob Witte solgte huset for en købesum på 26.000 kr. til enkefru Christine Grüne og d. 22. februar 1952 fik hun et tinglyst skøde på dette. Sofie og Jacob Witte flyttede til deres nyopført hus på Østervej 2 i Mjels.

Christine Grüne var født Krogh d. 28. november 1896 som datter af bolsmand Christian Christiansen Krogh og hustru Anna f. Christensen på ”Pommersgård” Færgevej 50 i Mjels. Hun var blevet gift i Oksbøl kirke d. 10. juli 1915 med den 7 år ældre lærer ved Mjels skole Karl Niels Grüne, der var født i Sønderborg d. 28. december 1889 som søn af snedker Franz Karl Maria Grüne og hustru Anna f. Brandt i Sønderborg.

Christine Grüne var blevet enke d. 10. januar 1949 da hendes mand Karl Niels Grüne døde i en alder af kun 59 år. Christine og Karl Niels Grüne havde boet på Mjels skole Færgevej 43.

Christine og Karl Niels Grüne havde fået børnene:

  • Karl Christian Grüne, født d. 5. december 1917, død d. 27. marts 1920.
  • Kate Grüne, født d. 18. juni 1924 på Mjels skole.
  • Karl Christian Grüne, født d. 5. oktober 1927, død d. 22. oktober 1927.


1984       Christine Grüne døde d. 28. september 1984 i en alder af næsten 88 år, efter at have levet som enke i godt 35½ år.

Efter en skiftebehandling d. 7. december 1984 overgik huset nu til Christine Grünes eneste datter Kate Christensen, der boede i Horsens. Hun havde da allerede solgt huset til Erik Bladt og Karin Andresen for en købesum på 300.000 kr. og der blev derefter udstedt et tinglyst skøde på til husets nye ejere den samme dag. De kom så tilflyttende huset fra et lejemål på Søholmvej 8A i Broballe.

Karin og Erik Bladt har børnene:

  • Lasse Bladt.
  • Rikke Bladt.


2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2017       Karin og Erik Bladt ejer og bebor fortsat huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk