Færgevej 49


Matrikel nr. 83 af Mjels ejerlav

 

18xx       Hvornår bolsmand Hans Asmussen Østervej 18 i Mjels har ladet huset opføre på sin mark i Hardeshøj kan ikke siges.

 

1876       Bolsmand Hans Asmussen Østervej 18 i Mjels solgte ved en købekontrakt af 6. maj 1876 en jordlod med et derpå opført 4 fags hus beliggende på marken ved Hardeshøj til Peter Petersen og forlovede Anna Hansen, og det blev aftalt at de 300 Mark der udgjorde resten af købesummen skulle forbliver indestående i ejendommen hos køberne og være uopsigeligt i de første 5 år og forrentes med 4% p.a.

Peter Petersen, der var født i Kværs d. 3. november 1825, var færgekarl ved Hardeshøj - Ballebro overfarten, og han havde været gift tidligere, idet han nu var enkemand, men hvem han tidligere havde været gift med vides ikke.

Peter Petersen blev gift igen i Oksbøl kirke d. 7. december 1876 med den godt 5½ år yngre fruentimmer Anna Hansen, der var født d. 5. juni 1831 i Mjels som datter af Hans Hansen Rasmussen og hustru Frederikke f. Hansen i Mjels. Anna Hansen var dermed kusine til Hans Asmussen Østervej 18.

Anna Hansen havde inden ægteskabet fået 3 såkaldte uægte børn: Laurits Nielsen, der var født d. 12. oktober 1849, med en overkonstabel Niels Lauritzen fra Salling som barnefader, samt Andreas Hansen, der var født d. 21. september 1853 med tjenestekarl på Mjelsgaard Andreas Clausen fra Blans som barnefader, og Frederikke Hansen, der var født d. 1. april 1864 med tjenestekarl Peter Clausen fra Lange Søby som barnefader.

Efterfølgende blev Peter Petersen og hustru Anna Petersen f. Hansen indskrevet i den preussiske grundbog som ejere af stedet efter den gældende tyske lov af 27. maj 1873.

Anna og Peter Petersen fik datteren:

  • Anna Petersen, født d. 15. december 1878.


1881       Anna og Peter Petersen indfriede deres gældsforpligtigelse d. 26. april 1881 ved at optage et nyt lån på 300 Mark hos husmand P. Jessen i Aabenraa.

 

1884       Den 31. oktober 1884 blev der tinglyst en forpligtigelse på huset til årligt at levere 5 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat. Denne forpligtigelse blev først aflyst d. 17. marts 1954.

 

1903       Anna og Peter Petersen solgte huset til fisker Johan Andresen i Hardeshøj og han fik dette overladt d. 30. september 1903.

Johan Andresen var født d. 12. december 1857 i Dyvig Nordborg sogn som søn af fisker Jørgen Andresen og hustru Thøre Johansen i Dyvig. Hans bror var fisker Jørgen Andresen, Nedervej 34 Mjelsmark.

Johan Andresen var blevet gift med den godt 13 år ældre Dorothea Sofie Madsen der var født i Nordborg d. 31. marts 1844 som datter af Hans Christian Madsen og hustru Anna Maria f. Samuelsen i Nordborg

Dorothea Sofie og Johan Andresen havde tilsyneladende ingen børn.

Anna og Peter Petersen flyttede til Mjels, men hvor vides ikke. Her døde Peter Petersen d. 13. december 1905 i en alder af 80 år, og hans hustru Anna Petersen døde d. 22. marts 1922 efter at have levet der i godt 16 år som enke.

 

1913       Dorothea Sofie Andresen døde på sygehuset i Sønderborg d. 15. februar 1913 i en alder af næsten 69 år, og hendes mand Johan Andresen sad derefter tilbage som enkemand.



ukendt årstal
19xx
Foto af huset som det så ud i 2000.


1920       Johan Andresen overlod huset til sin nevø fisker Jørgen Andresen og hustru Dorothea Andresen f. Henningsen af som fælleseje hver med en halvdel, og dette blev dem så derefter tilskødet d. 18. september 1920 og indført i den preussiske grundbog d. 20. januar 1921 efter den nu gældende danske ret med formuefællesskab for ægtefællerne Andresen. Johan Andresen blev fortsat boende i huset.

Jørgen Andresen var født d. 19. oktober 1894 på Mjelsmark som søn af fisker Jørgen Andresen og hustru Amalie f. Hansen Wriborg Nedervej 34 Mjelsmark. Han var på et ukendt tidspunkt blevet gift med den knap 6 år ældre Dorothea Henningsen, der var født d. 10. december 1888 i Rosgård i Oksbüll, Munkbrarup ved Flensborg i Tyskland som datter af parcellist Mathias Henningsen og hustru Anna Margareta Dorothea Hartvigsen.

Dorothea og Jørgen Andresen fik ingen børn.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede fisker Jørgen Andresen her på stedet sammen med sin hustru Dorothea kaldet Dora og sin farbror Johan Andresen, der også ernærede sig som fisker.

 

1930       Johan Andresen døde d. 21. juli 1930 i en alder af 72½ år efter at have levet som enkemand i godt 17 år.

 

1936       Jørgen Andresens far Jørgen Andresen tilflyttede huset her efter at han havde solgt Nedervej 34 og Lyngevej 1. Han boede altså herefter hos sin søn og svigerdatter indtil han i 1940 købte huset på Østervej 12 i Mjels som han fik skøde på d. 13. januar 1940.

 

1944       Dorothea og Jørgen Andresen købte et stykke skov, matrikel nr. 187 af Mjels ejerlav, af handelsmand Jørgen Bertelsen Færgevej 57 for en købesum på 600 kr. og denne overtagelse blev efterfølgende tinglyst d. 2. november 1944.

 

1945       Jørgen Andresen omkom ved en drukneulykke d. 13. juni 1945, og dagen efter kunne man i avisen d. 14. juni 1945 læse følgende:


Færgeoverfarten ved Hardeshøj har krævet nye ofre. Natten til i går gik færgebåden ned midt ude på Alssund, og to af passagererne omkom. Det var den 50-årige fisker Jørgen Andresen og cykelreparatør Laurids Foder Nordborg. Ved 22 tiden blev man fra Ballebro anmodet om at sætte nogle passagerer over sundet. Færgeriet besørges i øjeblikket af fisker Hans Andresen, Hardeshøj, der anvender en 25-fod motorbåd, som skulle være sødygtig i enhver henseende. Da han fik besked om at sejle over, var han i selskab med sin broder fisker Jørgen Andresen, Laurids Foder og Hans Jansen, Oksbøl, og da de alle tre havde lyst til at sejle over til Ballebro og tilbage igen, gik de ombord alle sammen. Da de midtvejs ud på sundet, nærmede den 4000 tons store damper ”Hans Mærsk” sig. Hans Andresen mente imidlertid at han let kunne nå over inden damperen nåede frem, men det kunne han ikke. Han havde taget fejl af vindforholdene og afstanden, og for at undgå en påsejling, måtte han dreje ned langs skibsskroget. Man var naturligvis lykkelig over at kuldsejling var undgået, men desværre skulle der kun gå sekunder før en anden katastrofe truede, idet båden nærmede sig damperens agterende blev den suget ind mod skruen, der omgående slog båden læk. Den sank i løbet af et øjeblik.

Fra damperen blev der straks sat en redningsbåd ud, men det lykkedes hun at få Hans Andresen og Hans Jansen ombord. De andre var og blev borte. Sandsynligvis er de blevet suget bort af strømmen omkring damperens skrue.

Fisker Jørgen Andresen, der som nævnt blev 50 år gammel, efterlader sig hustru, der for tiden ligger alvorlig syg på statshospitalet.

Den 30-årige Laurids Foder overleves foruden af hustruen også af to små børn.

Ulykken har selvsagt gjort et dybt indtryk på egnen, så meget mere som ruten jo tidligere har krævet adskillige ofre. Amtet overdrog for længere tid siden færgeriet til et interessentskab bestående af 3 af egnens landmænd, men endnu foreligger bevillingen fra ministeriet ikke. Den venter man på, og så snart den foreligger vil en tidssvarende passagerbåd med certifikat blive sat ind på ruten. Men i øvrigt kan der ikke lægges ulykken sidste nat nogen til last.

Når færgeriet gennemføres uden at bevillingen fra ministeriet foreligger, skyldes det publikums utallige henstillinger om alligevel at blive sat over.


Dorothea Andresen døde på sygehuset d. 25. juli 1945 i en alder af hun 56½ år. Jørgen Andersen blev fundet ved Stolbrolykke Strand i Egen sogn, og de blev derefter begge to begravet den samme dag d. 28. juli 1945 på Oksbøl kirkegård.

 

Den 15. december 1945 blev det tinglyst at huset og boet efter Dorothea og Jørgen Andresen var taget under offentlig skiftebehandling af skifteretten, og samme dag blev der udstedt skøde fra skifteretten for Als Nørre og Søndre herreder til handelsmand Jens Rasmussen Færgevej 59 Hardeshøj og landmand Hans Hansen Iversen Solbækvej 14 Mjelsmark, der havde købt huset for en købesum på 7100 kr., med en ideel halvdel til hver.

 

1948       Omkring 1948 blev huset udlejet til fiskehandler Niels Wraa og hustru Elli Marie Wraa. Niels Wraa var født d. 14. august 1925 og Elli Marie Wraa var født d. 3. marts 1929.

 

1957       Den 16. januar 1957 blev der afholdt offentlig skiftebehandling i boet efter Jens Rasmussen. Hans Hansen Iversen solgte så sin halvdel sammen med boet til fiskehandler Niels Wraa for en købesum på 10.000 kr., og på dette blev der så udstedt et skøde d. 15. maj 1957.

 

1996       Niels Wraa døde d. 25. maj 1996 i en alder af godt 70½ år og hans hustru Elli Marie Wraa sad derefter tilbage som enke. Efter en skiftebehandling d. 19. juni 1996 overgik huset nu til Elli Marie Wraa, der fortsat blev boede alene i huset.

 

1997       Elli Marie Vraa solgte huset videre til sin datter og svigersøn Elli Marie Wraa Nørgaard og mand Ole Nørgaard for en købesum på 212.500 kr., og d. 24. april 1997 blev der udstedt et nyt skøde på dette. Elli Marie Wraa fraflyttede sognet og bosatte sig på Løkken i Nordborg. Senere kom hun på plejehjemmet i Guderup, hvor hun døde d. 5. maj 2000 i en alder af 71 år og efter at have levet som enke i 4 år.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2011       Huset blev sat til salg i maj 2011 som værende opført i 1800 med en grund på 1276m2 og en beboelse på 124m2 til en købesum på 395.000 kr., og derefter købt af Laila Poulsen, med en skødedato d. 29. juni 2011.

 

2013       Laila Poulsen ejer fortsat huset og bebor det sammen med David Poul Jensen.

 

2017       Laila Poulsen er fortsat ejer af huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk