Med grove arbejdsnæver og krogede rygge har almuens folk været med til at forme og præge vor hjemstavn. Peter Petersen (skrædder) født i Mjels i 1807 var en af dem. Han brød lyngen på Lynge og døde som inderste her i 1883.

**********

En sol glitrende julidag stod jeg på "Højlund", et af de højeste punkter på Mjelsmark, og så ud over det bølgende høstlandskab. Den glitrende sol og den lette sommerbrise fik de bølgende kornmarker til at ligne en kvindes bølgende barm, inspirerende, betagende, altomfavnende. Frodig og levende hviler dette herlige landskab i sig selv, omkranset af hav og afstukket i rektangulære firkanter af levende hegn.
Men sådan har det ikke altid været!
Hvor kornet nu bølger gyldent i sommerbrisen, hvor trinde, tunge køer gumler græs og kløver i sig, der voksede for slet ikke så mange årtier siden lyng eller skov. Fra kær og sump lød vibens skrig, mens ræv og grævling i tusmørket gik på jagt. Og egnen her omkring er identisk med vor hjemstavn som helhed, så vist som et sogns historie er en landsdels historie, ja, et lands og et folks historie. De samme skæbner, de samme kampe, de samme ængstelser og de samme håb, kort sagt samfundsudviklingen grebet i sine store almindelige træk vil på ethvert tidspunkt være ens i hjemstavnens forskellige herreder og sogne. Ydre omstændigheder kan fremme eller hæmme en udvikling, men tidens hjul drejer langsomt rundt med usvigelig sikkerhed, mens slægt efter slægt stedes til hvile i skyggen af lindetræerne omkring et sogns kirkegård.
For Mjelsmarks vedkommende gælder det, at egnen her for århundreder siden var bevokset med skov. "Egebjerg", "Bøgebjerg", "Eskemose" og adskillige andre mark- og gårdnavne minder fortsat herom. Hvornår skoven faldt og gav plads for brugbar agerjord, kan man kun dunkelt ane. Anderledes med lyngen, der bredte sig over de mere sandede arealer og sammen med kær, eng og moser faktisk fik lov til at henligge kun underkastet naturens lov helt op til vor tid. "Lynge", "Lyngemaj", "Solrøj" og enkelte andre navne minder fortsat om de brune lyngflader, hvoraf kun lidt - meget lidt - er tilbage. Disse arealer var i sin tid fællesjord, herom minder bl.a. navnet "Almin". Senere fik indsidderne i Mjels tildelt en ager her som kunne give føden til en ko eller et par får, samtidig med at gårdmændene i Mjels tog broderparten i form af den bedste og byen nærmest liggende jord. Da indsidderne, hvad hestekraft angik, som på alle andre områder var afhængig af gårdmændene s forgodtbefindende, var det kun så som så med, hvad de kunne få ud af den tildelte jord. De første udflyttere har vel allerede omkring 1824 påbegyndt brydningen af lyngfladerne, men den egentlige opdyrkning tog først sin begyndelse omkring 1853 - altså for 100 år siden og er først fuldført med de senere årtiers grundforbedringsarbejder.
Inderste Peter Petersen, kaldet skrædder, blev den, i hvis lod det faldt mere end nogen anden at bryde lyngen på Lynge, eller nærmere betegnet det område mellem "e Lyngevej" nu tilhørende gårdejerske fru Christine Clausen og "Eskemose", tilhørende gårdejer Hans Nørrelykke. Peter Petersen var født i Mjels den 21. juli 1807. Faderen var vistnok inderste og gik under navnet "Skrædder". så vidt man kan skønne var Peter Skrædder fra sin ungdom af kendt som en rigtig slider, en almuens mand med almuens flid, nøjsomhed og kraft. Som alle andre småkårsfolks børn kom han tidligt ud at tjene, og hans liv kunne for så vidt godt være blevet identisk med den i det gamle landsbysamfund så kendte type af tjenestefolk, der forblev på den samme gård gennem årtier og faktisk blevet stykke fast inventar. I hvert fald blev Peter Skrædder først gift i den meget modne alder af 46 år, eller nærmere betegnet den 14. august 1853. Hans kone var Anna Marie Petersen, født i "e El" i Holm, og ved ægteskabets indgåelse 27 år gammel. Brylluppet synes at have været nødvendigt, så vidt som kirkebogen for Oksbøl sogn beretter, at datteren Ellen er født den 30. september samme år, altså kun 6 uger efter brylluppet. Den 14. februar 1861 fik ægteparret yderligere en søn, som i dåben fik navnet Otto, men døde kun 13 år gammel af hjernebetændelse. I kirkebogen betegnes Otto som "en meget elskværdig dreng".
Dengang som nu var der i nogen grad tale om bolignød, i hvert fald når det drejede sig om småkårsfolk. Gdr. Peter Lerbjerg, Mjels, havde imidlertid et lille bindingsværkshus på en ham til­hørende mark ved den sandede vej på Lynge. Marken kaldes den dag i dag "Lerbjergs Hav" og ejes nu af husmand Nicolaus Marquartsen. Huset var ikke ret stort, vistnok 4-5 fag inklusive en lille lo og stald. Vinduerne var små, lavt til loftet var der indendørs, men et hus var det, og et godt hjem blev det på den sandede jord var der mulighed for at holde en ko og nogle får, havre og rug kunne slå rod og yde et beskedent bidrag til den daglige føde til folk og fæ. Men nok til en families underhold var der ikke. Derfor måtte Peter Skrædder som alle andre indsiddere gå på arbejde på gårdene i Mjels året rundt. Om vinteren svang han plejlen mod logulvet, om foråret gik han med sædesækken, om sommeren svang han leen og delte således lod med standsfællerne. Kræfter havde han som få andre, og det var vel det, der var årsagen til, at han kom til at yde en indsats, som nok er værd at mindes. Landbrugsforholdene var for 100 år siden inde i en begyndende udvikling sådan at forstå, at man gik i gang med at tage ny jord under plov. Gårdejer Chr. Bonde i Mjels, hos hvem Peter Skrædder bl.a. arbejdede, havde netop besluttet at bryde lyngen på Lynge i håb om at forvandle jorden til agerjord. En svingplov krævede imidlertid under sådanne omstændigheder ikke blot nogle gode heste, men også en kraftig mand. Og manden var Peter Skrædder. I de tidlige efterårsmorgener i september 1853, endnu før solen var stået op, tog han turen fra Lynge til Mjels, og så snart morgensyslen var overstået og davren spist, gik turen tilbage til Lynge, hvor han sammen med heste og plov gav sig i kast med lyngen. Ved middagstid var hestenes kræfter udtømt, et nyt spand bragt ud til Peter Skrædder sammen med middagsmaden, og så fortsatte han til solen stod lavt over Varnæshoved. Hermed var hans dag dog ikke tilendebragt. Hestene skulle bringes tilbage til Mjels, og først så gik turen tilbage til det lille stråtækte hus ved den sandede vej efter en arbejdsdag på mindst 16 timer, men med en god samvittighed om, at daglønnen på ca. 60 penning var velfortjent. Hvor stort et areal lyng Peter Skrædder forvandlede til god agerjord vides ikke med bestemthed, men skønsmæssigt drejer det sig om 20-25 tønder land.
Slidsomt var hans liv, men hyggen i det lille hjem har han dog nok været i stand til at indsuge, når han efter den lange arbejdsdag lukkede den todelte bagdør efter sig og mærkede duften af stegte æbler og så lyset fra tællepråsen flimre i brændevinsflasken i vindueskarmen.
Trods det slidsomme liv blev Peter Skrædder en gammel mand, i hvert fald efter datidens forhold, idet han først døde den 14. maj 1883, efterladende sig hustru og datter. Hans sidste år var præget af fattigdom, og hans enkes kår blev ikke bedre. For at klare dagen og vejen forpagtede hun af gdr. Jes Christiansen et mindre areal på Lynge, hvor hun holdt får, af hvis uld hun spandt garn. Lidt brød og slagtemad faldt der også af fra gårdene på Mjelsmark. Omkring århundredskiftet måtte hun imidlertid give op. Hun forlod det lille hus, der i snart 50 år blev hendes hjem, for at tage ophold hos datteren, der var gift og bosiddende på Lolland. Efter et kortere ophold hos en slægtning i Stevning døde hun på Lolland omkring 1906.
Hvor Peter Skrædder for 100 år siden brød lyngen, bølger nu kornet. Det lille bindingsværkshus er forsvundet og Peter Skrædders gravtue på Oksbøl kirkegård ligeså. Hans slægt lever ikke mere på Mjelsmark - men var han end en af de mange navnløse, en slider af dem, som samtiden ikke regnede på, så er hans indsats dog værd at mindes, fordi han var et stærkt led i den kæde, som er slægtens og en af dem, der var med til at præge hjemstavnen - din og min hjemstavn.