Færgevej 59


Matrikel nr. 274 af Mjels ejerlav

 

Huset og ejendommen var oprindelig matrikel nr. 124 af Mjels ejerlav, og sammen med matrikel nr. 144 udgjorde det én ejendom.

 

18xx       Hvornår stedet her er opført vides ikke, men det må have været før 1884. Hvem der har haft stedet dengang er ikke blevet fundet.

 

1884       Den 31. oktober 1884 blev der tinglyst en forpligtigelse til årligt at levere 6 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat og denne pligt havde sin oprindelse i en lov af 27. maj 1873, og 31. januar 1879. Denne pligt ophørte først d. 17. marts 1954.

 

1905       Arbejder Jens Rasmussen købte stedet her d. 21. september 1905 som matrikel nr. 124 af Mjels ejerlav, og han blev således indskrevet i den preussiske grundbog. Efter sigende var det dengang et almindeligt 5 fags hus med lidt jord, der var udstykket fra matrikel nr. 8 Hardeshøj Færgekro Færgevej 67 af de daværende ejere Dorothea og Jens Thomsen.

Jens Rasmussen var født d. 6. februar 1880 i Hardeshøj som søn af fisker Johan Jensen Rasmussen og hustru Karen Rasmussen f. Petersen Færgevej 51 i Hardeshøj, og som ungkarl og tjenesteknægt, var han d. 14. oktober 1902 blevet gift på Oksbøl Standesamt med den jævnaldrende tjenestepige i Mjels Wilhelmine Marie Sobotka Niechary der var født d. 29. marts 1880 i Annussewen i Østpreusen som datter af Ludvig Niechary og hustru Louise f. Sobotka. Samme dag var de også blevet kirkelig viet i Oksbøl kirke.

Wilhelmine Marie og Jens Rasmussen fik børnene:

  • Johan Peter Rasmussen, født d. 28. november 1902, død d. 2. marts 1903.
  • Karen Louise Rasmussen, født d. 14. februar 1905, død d. 25. oktober 1918.
  • Johan Rasmussen, født d. 27. juli 1906.
  • Peter Ludvig Rasmussen, født d. 7. december 1908.
  • Jens Rasmussen, født d. 20. maj 1911.
  • Lauritz Rasmussen, født d. 5. februar 1913. (senere Færgevej 53 / senere her)
  • Wilhelmine Marie Rasmussen, født d. 20. juli 1915.
  • Friedrich August Rasmussen, født d. 26. juni 1917.
  • Karen Louise Rasmussen, født d. 27. juli 1919.

Jens Rasmussen havde fra en beskeden begyndelse udvidet ejendommen både med bygninger og tilkøb af jord i 1908 og i 1924 fra henholdsvis Hardeshøj Færgekro og den frastykkede Færgegård Færgevej 70, så ejendommen efterhånden var kommet op på ca. 20 ha. På et tidspunkt begyndte Jens Rasmussen også at handle med kreaturer.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede handelsmand og kreaturhandler Jens Rasmussen her på stedet sammen med sin hustru Wilhelmine Marie Rasmussen og deres 6 børn Johan Rasmussen, Jens Rasmussen, Lauritz Rasmussen, Wilhelmine Marie Rasmussen, Friedrich August Rasmussen og Karen Louise Rasmussen.

 

1927       Wilhelmine Marie Rasmussen var kommet på Statshospitalet i Sønderborg, og her døde hun d. 16. december 1927 i en alder af kun 47½ år. Jens Rasmussen sad derefter tilbage som enkemand

 

1930       Den 19. marts 1930 blev der tinglyst særeje til kreaturhandler Jens Rasmussen og der blev lyst ægtepagt mellem ham og hans kommende hustru Margrethe Sarsgaard.

Jens Rasmussen blev gift d. 26. marts 1930 hos sognefoged for Oksbøl sogn Chresten Eriksen med den 8½ år yngre Margrethe Sarsgaard, der var født d. 30. august 1888 på Broballemark som datter af gårdejer Christen Petersen Sarsgaard og hustru Anne Marie Sarsgaard f. Hansen, Lusigvej 20 i Broballe

Margrethe og Jens Rasmussen fik ingen børn sammen.

 

1942       Sønnen Lauritz Rasmussen, der var blevet gift i Oksbøl kirke d. 15. juli 1938 med den næsten 3 år yngre Helene Elisabeth Madsen der var født i Oksbøl d. 26. december 1915 som datter af gårdejer Jørgen Madsen og hustru Ellen Madsen f. Christensen, Havnbjergvej 2 i Oksbøl, og som boede i huset på Færgevej 53, forpagtede gården af sin far Jens Rasmussen i 1942. Helene Elisabeth og Lauritz Rasmussen tilflyttede stedet her og Margrethe og Jens Rasmussen fraflyttede og tilflyttede huset på Færgevej 53 som deres aftægt.

Ved overtagelsen var der et opdyrket areal på 40 tønder land, og der var en besætning på 2 heste, 10 køer, 4 ungkvæg og 30 svin.

Helene Elisabeth og Lauritz Rasmussen fik børnene:

  • Jens Jørgen Rasmussen.
  • Johan Rasmussen. (han overtog stedet her, senere Færgevej 64 og Færgevej 66.)


1947       Jens Rasmussen solgte ejendommen til sin søn Lauritz Rasmussen for en købesum på 60.000 plus aftægt og boligret til ham og Margrethe, og dette blev efterfølgende tinglyst d. 15. september 1947.

Lauritz Rasmussens far kreaturhandler Jens Rasmussen døde d. 22. september 1947 i en alder af 67½ år, og hans stedmor Margrethe Rasmussen sad derefter tilbage på aftægten i Færgevej 53 som enke.

 

1956       Lauritz Rasmussens stedmor Margrethe Rasmussen døde på aftægten i Færgevej 53 d. 6. december 1956 i en alder af 68 år, efter at have levet som enke i godt 9 år.

 

1960       Helene Elisabeth og Lauritz Rasmussen opførte et nyt aftægtshus på adressen Færgevej 66 i 1960 og tilflyttede dette da det var indflytningsklart og sønnen Johan Rasmussen havde overtaget driften af ejendommen her.

 

1961       Lauritz Rasmussen solgte huset på Færgevej 53 i marts 1961.

 

1968       Helene Elisabeth og Lauritz Rasmussens solgte ejendommen til deres søn Johan Rasmussen pr. 1. januar 1968 for en købesum på 245.000 kr., og på dette blev der efterfølgende udstedt et tinglyst skøde d. 5. januar 1968.

 

1969       Johan Rasmussen blev gift d. 23. maj 1969 med den 1½ år yngre Nora Bonde, der var født d. 7. august 1944 som datter af Anna Margrethe og Christen Bonde i Holm.

Nora og Johan Rasmussen fik børnene:

  • Kim Rasmussen.
  • René Rasmussen.


1976       Nora og Johan Rasmussen drev landbrugsejendom videre her på stedet indtil de i 1976 påbegyndte opførelsen af nye avlsbygninger og stuehus på ejendommens arealer vest for Færgevej, ca. 500 meter væk på Færgevej 64.

 

1977       Da den nye gård, der nu blev beliggende på Færgevej 64, var klar til det, flyttede de det hele derover. De udstykkede ejendommen her sammen med et areal på 1506 m2 d. 16. september 1977, og det fik matrikel nr. 274 af Mjels ejerlav. Johan Rasmussen solgte derefter denne til lærer Lars Henrik Smidt og Tove Smidt for en købesum på 450.000 kr. og det fik de efterfølgende et tinglyst skøde på d. 25. oktober 1977. Lars Henrik Smidt er søn af daværende kommuneingeniør Smidt Nordborg, og Tove Smidt er født Lauritzen og hun er fra Bylderup.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2011       Lars Henrik Smidt er eneejer af huset for en købesum på 160.000 kr. med en skødedato d. 13. januar 2011.

 
2017       Lars Henrik Smidt er fortsat ejer af huset og bebor det sammen med Tove Smidt.




til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk