Hjørnet 2


Matrikel nr. 185 af Mjels ejerlav

Her på stedet hvor nuværende Hjørnet 2 og vejen Hjørnet samt haven til Hjørnet 1 er beliggende lå der tidligere en mindre landbrugsejendom.

 

På udstykningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard” er stedet her betegnet som et bolsted nr. 5 og var ejet af en fæstebolsmand ved navn Christian Hansen.



1779
1779
Udsnit af udskiftningskortet viser ejendommens daværende placering.


Laden lå ud til og langs med Færgevej der på dette sted var ualmindelig smal, idet der mellem laden og vejen løb en rende med spildevand og regnvand. ”Renden” løb langs hele Lillegade og den var forsynet med såkaldte ”bolbroer”, dvs. små gennemløb, der var opbygget af kampesten med flade overliggere, der på denne måde dannede overkørsler over ”Renden”. Det var et meget yndet legested for børnene, der selvfølgelig forsøgte at få små halmstrå og lignende til at sejle ned ad vandet gennem ”bolbroerne”.

Hvornår ejendommen er blevet opført kan ikke siges.

Hvem Christian Hansen var vides ikke rigtig, idet der ikke er fundet nogen optegnelser om ham og hans familie, men følgende er muligvis ham:

Der er nemlig ikke fundet nogen Christian Hansen der er gift i Oksbøl kirke, men derimod en Christen Hansen fra Mjels, der blev gift i Oksbøl kirke d. 7. august 1751 med Anna Sophie Iversdatter fra Oksbøl. Det gættes derfor på at Christen og Christian er samme person.

Bolsmand Christen Hansen i Mjels fik døbt sin datter Karen Christensdatter d. 18. januar 1758.

Den 26. oktober 1776 blev Karen Christensdatter fra Mjels gift i Oksbøl kirke med Jes Christensen fra Baurup. Han var født omkring 1743 i Bovrup i Varnæs sogn.

Karen og Jes Christensen Baurup fik børnene:

  • Christen Jessen (Baurup), døbt d. 10. december 1780.
  • Peter Jessen (Baurup), døbt d. 7. august 1785.
  • Jes Jessen (Baurup), født d. 8. marts 1788. (han overtog stedet)
  • Hans Jessen Christensen (Baurup), født d. 11. juli 1790. (senere Næsvej 44)

Bolsmand Christen Hansen i Mjels døde i en alder af 70 år 8 måneder og blev derefter begravet d. 14. april 1787. (han er muligvis førnævnte ejer af den gamle gård)

 

Jes Christensen Baurup må på et tidspunkt have overtaget ejendommen efter at Christian Hansen var død, men hvornår dette har været vides ikke, men det har været før 1803.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede Jes Christensen Baurup her på stedet som tredjedel gårdmand sammen med sin hustru Karen Christensen og deres 3 børn Christen Baurup, der var landssoldat, Jes Baurup og Hans Baurup.

 

18xx       På et ikke kendt tidspunkt blev ejendommen overtaget og ejet af sønnen Jes Jessen Baurup, og og hans forældre Karen og Jes Christensen Baurup er derefter gået på aftægt.

Jes Jessen Baurup var blevet gift i Sønderborg Marie kirke d. 11. november 1825 med Margrethe Grønsund der var født i Sønderborg d. 13. december 1789 som datter af Christian Grønsund og hustru Agathe Hansen

Margrethe og Jes Jessen Baurup fik sønnen:

  • Jes Christian Jessen, født d. 23. december 1826. (han overtog stedet)


1823       Jes Jessen Baurups far Jes Christensen Baurup døde som aftægtsmand d. 28. februar 1823 i en alder af 78½ år, og hans mor Karen Baurup sad derefter tilbage som enke.

 

1828       Jes Jessen Baurups mor Karen Baurup døde d. 26. august 1828 i en alder af 79 år efter at have levet som enke i godt 5 år.

 

1829       Bolsmand Jes Jessen Baurup døde d. 5. februar 1829 i en alder af kun godt 39 år, og hans hustru Margrethe Jessen sad derefter tilbage som enke med sin lille søn.

Efter et stykke tid fandt hun sig en ny livsledsager, og d. 14. november 1829 blev hun gift i Oksbøl kirke med den omkring 7 år yngre Hans Christensen fra Stolbro i Egen sogn, der var født omkring 1795.

Margrethe og Hans Christensen fik ingen børn sammen.

Den 12. december 1929 blev Hans Frederichsen indskrevet i skyld og panteprotokollen som sættebolsmand sammen med sin hustru Margrethe vedrørende en arvesag af 11. november 1829. Da kirkebogen har noteret ham som Hans Christensen, må han være én og samme person og dermed søn af en Christen Frederichsen eller Frederich Christensen?

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Hans Christensen her på stedet sammen med sin hustru Margrethe og hendes søn Jes Christian Jessen. Deres tjenestefolk Jørgen Nielsen og Kjersten Hansen Hau boede også her på ejendommen. Til leje hos dem, muligvis i et separat hus, og muligvis huset på Lillegade 4, boede der en enke ved navn Helene Marcussen sammen med sin ugifte datter Helene Susanne Hansen og hendes datter Anna Helene Hansen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Hans Christensen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Margrethe og hendes søn Jes Christian Jessen. Deres tjenestefolk Peter Nissen og Cathrine Marie Iversen boede også her på ejendommen. I deres lejebolig boede Helene Marcussen stadigvæk sammen med sin ugifte datter Helene Susanne Hansen og hendes datter Anna Helene Hansen.

 

1848       Margrethe Grønsunds søn Jes Christian Jessen overtog nu den gamle ejendom d. 29. februar 1848, og Margrethe og Hans Christensen fik derefter på aftægt. Han blev således indskrevet i den preussiske grundbog efter den senere gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

Han blev gift i Oksbøl kirke d. 13. april 1848 med den knap 2 år ældre Thøre Petersen Leerbjerg der var født d. 14. august 1824 som datter af bolsmand Peter Nissen Leerbjerg og hustru Anna Maria f. Nissen Færgevej 40 i Mjels.

Thøre og Jes Christian Jessen fik børnene:

  • Jes Hansen Jessen, født d. 7. juli 1848. (emigrerede til Tasmanien)
  • Anna Maria Jessen, født d. 26. juni 1850, død d. 3. januar 1871.
  • Peter Jessen, født d. 29. september 1852. (emigrerede til Tasmanien)
  • Ida Margrethe Jessen, født d. 18. december 1854. (senere Lervandstedvej 2)
  • Thøre Jessen, født d. 26. november 1856. (emigrerede til Tasmanien)
  • Maria Cathrine Jessen, født d. 27. januar 1859.
  • Anna Jessen, født d. 28. marts 1861, død d. 12. april 1862.
  • Anna Jessen, født d. 1. februar 1863.
  • Hans Jessen, født d. 30. april 1866, død d. 28. april 1868.


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede gårdmand Jes Christian Jessen i den gamle gård sammen med sin hustru Thøre og deres 4 børn Jes Hansen Jessen, Anna Maria Jessen, Peter Jessen og Ida Margrethe Jessen. Tjenestefolkene Jens Frederiksen Poulsen og Peter Johansen fra Nordborg sogn og Dorthea Sophie Nielsen fra Havnbjerg sogn samt Kirsten Hansen Hau og Jørgen Nielsen her fra byen boede også her på ejendommen. I gårdens aftægtshus boede hans stedfar Hans Christensen sammen med hans mor Margrethe Grønsund.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede gårdmand Jes Christian Jessen fortsat her i den gamle gård sammen med sin hustru Thøre og deres nu 6 børn Jes Hansen Jessen, Anna Maria Jessen, Peter Jessen og Ida Margrethe Jessen, Thøre Jessen og Maria Cathrine Jessen. Tjenestefolkene Hans _____? fra Nordborg, Anna Marie Thomsen fra Havnbjerg og Ellen Jørgensen fra Oksbøl boede også her på ejendommen. I gårdens aftægtshus boede hans stedfar og mor Hans Christensen og Margrethe Grønsund stadigvæk

Jes Christian Jessens stedfar Hans Christensen døde d. 3. oktober 1860 i en alder af 65 år, og hans mor sad derefter tilbage på aftægten som enke.

Sammen med høker og kromand Christen Christensen Mjels Kro Færgevej 54, bolsmand Johannes Christensen, der boede på den gård der dengang lå ved siden af ejendommen Færgevej 39, over for Gyden, men som sammen med Færgevej 39 nedbrændte omkring 1890 og derefter blev udflyttet og genopført på Færgevej 62 halvvejs mellem Mjels og Hardeshøj i 1892, og bolsmand Nis Petersen Leerberg Færgevej 39 var bolsaftægtsmand Hans Christensen, på vej hjem fra Sønderborg til Hardeshøj i en båd, der i en hård storm ud for Snogbækhage kæntrede og alle fire druknede. Johannes Christensen blev fundet d. 15. oktober mens Nis Petersen Leerberg blev fundet d. 24. oktober og Hans Christensen blev fundet d. 31. oktober. Christen Christensen blev først fundet d. 16. juni 1861.

 

1879       Jes Christian Jessens mor Margrete Christensen døde d. 6. juni 1879 i en alder af 89½ år efter at have levet som enke i næsten 19 år. Kun tre dage senere d. 9. juni 1879 døde også Jes Christian Jessens hustru Thøre Petersen Jessen i en alder af kun næsten 55 år, og Jes Christian Jessen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1884       Den 31. oktober 1884 blev der tinglyst en forpligtigelse til ejendommen der gik ud på at der årligt skulle leveres 9 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat. (Denne forpligtelse blev først aflyst d. 17. marts 1954.)

 

1885       Den 1. september 1885 blev der tinglyst en stedsevarende årlig renteforpligtigelse på 91,57 Mark til præsten i Oksbøl.

 

1895       Jes Christian Jessen flyttede ind i aftægtshuset ved siden af på Lillegade 4 og han solgte derfor den gamle ejendom til landmand Christian Nielsen og hustru Anna Cathrine Nielsen f. Gudemos til overtagelse d. 15. juli 1895.

Christian Nielsen var født d. 22. marts 1859 i Almsted i Notmark sogn og han var gift med Anna Cathrine Gudemos der var født d. 9. juni 1857 i Notmark. De kom hertil som tilflyttere fra Helved i Notmark Sogn i 1895.

Anna Cathrine og Christian Nielsen fik datteren:

  • Anne Christine Marie Nielsen, født d. 24. oktober 1896. (hun førte stedet videre)


1915       Anna Cathrine Nielsen døde d. 18. november 1915 i en alder af kun 58½ år, og hendes mand Christian Nielsen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1920       Christian Nielsens datter Anne Christine Marie Nielsen blev gift i Oksbøl kirke d. 26. marts 1920 med den ½ år yngre landmand Nis Christian Mortensen der var født i Genner i Øster Løgum Sogn d. 7. april 1897 som søn af gårdmand Peter Mortensen og hustru Anne Marie f. Petersen i Genner.

Anne Christine Marie Nielsen havde før ægteskabet fået en datter:

  • Alvine Nielsen, født d. 8. januar 1918.

Christian Nielsen overlod nu den gamle ejendom til deres datter og svigersøn Anna Christine Marie og Nis Christian Mortensen og de dette tilskødet d. 9. december 1920. Anna Cathrine og Christian Nielsen gik derefter på aftægt.

Anna Christine Marie og Nis Christian Mortensen fik datteren:

  • Cathrine Mortensen, født d. 5. maj 1921.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede aftægtsmand Christian Nielsen her på ejendommen sammen med sin datter og svigersøn Anna Christine Marie og Nis Christian Mortensen og Anne Christine Maries datter Alvine Nielsen. Tjenestedrengen Jørgen Henrik Mortensen fra Blans og tjenestepigen Bodil Keldorf fra Mjels boede også på ejendommen.

(Alvine Nielsen fik familienavnet Mortensen d. 9. februar 1924)



omkr. 1922
1922

Foto af ejendommen fra omkring 1922 (vurderet efter børnenes alder)
Drengen til venstre er Peter Christensen, født d. 8. juli 1912 som søn af smed
Jens Christensen Færgevej 34. Pigen i midten er Erna Anna Hansen, født d.
20. juli 1917 som datter af Ella Emma og Hans August Hansen Færgevej 36.
Pigen til højre er Alvine Nielsen, senere Mortensen,
født d. 8. januar 1918 og er her fra stedet.



1926       Anne Christine Marie Mortensens far Christian Nielsen døde på aftægten d. 13. november 1926 i en alder af 67½ år, efter at have levet som enkemand i 11 år.

 

1927       Anna Christine Marie og Nis Christian Mortensen flyttede til ejendommen Færgevej 62 som de havde købt og overtaget efter Jes Peter Mortensen og hustru Else Sophie Mortensen f. Hansen Henriksen. Den gamle ejendom blev solgt og købt af Mathias Hans Petersen som fik dette tilskødet d. 17. marts 1927. Mathias Petersen var søn af gæstgiver Christen Petersen og hustru Anne Marie f. Jensen, Mjels Kro Færgevej 54 i Mjels. Han var født d. 2. januar 1902.

Mathias Hans Petersen drev sammen med sin mor Mjels Kro videre efter faderens død d. 6. januar 1927.



omkr. 1929
1929
Foto af ejendommen som den så ud omkring 1929.


1934       Den 28. februar 1934 blev der tinglyst et fogedudlægsskøde til landmand Niels Aage Schultz som nu havde overtaget den gamle ejendom for en købesum på 25.000 kr. plus 2.500 kr. i løsøre.

 

1937       Niels Aage Schultz købte en ejendom i Holm og fraflyttede sognet. Han solgte derfor den gamle ejendom til landmand Jørgen Hans Mortensen Mjelsgård for en købesum på 22.083,69 kr. plus 6.000 kr. i løsøre, og på denne overtagelse fik han et tinglyst skøde d. 20. oktober 1937.

Jørgen Hans Mortensen var født d. 4. januar 1914 som søn af gårdejer Jes Peter Mortensen og hustru Else Sophie født Henriksen på Mjelsgård, Færgevej 9 i Mjels.

 

1939       Under et meget kraftigt tordenvejr d. 15. juli 1939 nedbrændte den gamle ejendom efter et lynnedslag, og den opståede brand blev næsten slukket af det efterfølgende voldsomme regnvejr.

Dagbladet Jydske Tidende skrev i sin udgave d. 23. juli 1939:


Voldsomt uvejr forårsager store ødelæggelser på Sønderborg –egnen.

Arbejdsmand og hans hustru redder sig i sidste øjeblik ud af brændende ejendom.

Sønderborg, lørdag.

Over Als Nørherred rasede sent i eftermiddag et uvejr, som det ikke er oplevet i mands minde. Lynene flammede over himlen og efterfulgtes af en voldsom torden og stærke regnskyl. Uvejrets kraft henlagde på et øjeblik det smilende, alsiske landskab i et uhyggeligt Mørke.

I Mels blev, den gårdejer Jes Mortensen, Melsgård, tilhørende tolængede og stråtækte bindingsværksejendom lagt i aske. Lynnedslagene var så voldsomme at taget næsten skred over hovedet på arbejdsmand Carl Nielsen og hustru, der bebor huset. Det lykkedes dem i sidste øjeblik at komme ud af de brændende bygninger.

Få øjeblikke efter slog lynet ned hos rentier Chr. Jørgensen i Mels, hvor det knuste loftet, men heldigvis ikke antændte bygningerne.

Arbejdsmand i de brændende Bygninger i Mels.

Branden i Mels, der opstod ved 16-tiden, var ikke uden dramatiske momenter. Gården var i løbet af få øjeblikke flammernes bytte. Det lykkedes kun Nordborg centralbrandværn, der blev tilkaldt, at redde svinehuset.

Arbejdsmand Carl Nielsen, der kun har boet på gården i kort tid, var i færd med at barbere sig, da han pludselig hørte et voldsomt brag og så, at taget var i flammer. Han og hustruen løb alt, hvad de kunne ud af huset, hvorefter taget skred. Branden samlede straks mange mennesker, og da en af tilskuerne, arbejdsmand Oscar Püdlich, mente, at Nielsens to børn endnu ikke var kommet ud, sprang han øjeblikkelig ind i flammehavet. Det viste sig imidlertid, at børnene opholdt sig hos en nabo. Han var kun inde kort Tid, og da han kom ud, fortvivlet over ikke at kunne finde børnene, var han slemt forbrændt, både på hænderne og i ansigtet.

Ilden opstod i staldlængden, men til alt held var Kreaturerne på marken, således at intet levende indebrændte. Gården var forsikret for 20.000 Kr. i den alsiske brandkasse for løsøre.


1940       Efter branden gik gårdejer Jes P. Mortensen Mjelsgård i forhandling med flere af byens landmænd, bl.a. gårdejer Niels Kristian Sigurd Sørensen Færgevej 50 og gårdejer Peter Petersen Schmidt Færgevej 39 i Mjels om jordfordeling, og det resulterede i et større mageskifte således at den nyopførte ejendom kunne udflyttes og opbygges på adressen Lervandstedvej nr. 1 som Jørgen Hans Mortensen så blev ejer af.

Efter branden og udflytningen af ejendommen overtog Peter Petersen Schmidt Færgevej 39 den ryddede grund på i alt ca. 6000 m2 med have og eng, og i 1948 da Færgevej 39 blev overtaget af Hans Christian Petersen overtog han også dette område.

Området blev tidligere kaldt ”Trekanten”, men efter bebyggelsen ændret til Hjørnet.

19xx
Gammel lade på "Hjørnet".
Foto fra før hele området blev udstykket og bebygget.


1966       Hans Christian Petersen beholdt et jordstykke på 787m2 der blev til Hjørnet 2 med matrikel nr. 185 af Mjels ejerlav, og solgte resten til murermester Paul Thomsen Kjærgaard, Kokhøjvej 10 Broballe for en købesum på 21.157,50 kr., og det fik han et skøde på d. 26. september 1966.

 

1969       Hans Christian Petersen opførte et aftægtshus her på sin grund i 1969 og tilflyttede dette sammen med sin hustru Agnes C. Petersen da han overlod sin ejendom Færgevej 39 til sønnen Hans Jacob Petersen. Det blev således det første hus der blev bygget her på ”Hjørnet”.

Hans Christian Petersen var født d. 11. marts 1913 som søn af gårdejer Jakob Petersen og hustru Margrethe Schmidt, Østervej 15 og hans hustru Agnes C. Petersen, der var født d. 4. juni 1913 som datter af gårdejer Jørgen Peter Petersen i Kær i Ulkebøl sogn

 

1970       Den 16. april 1970 blev der tinglyst et dokument om aftægt til Agnes og Hans Christian Petersen.

 

1985       Agnes C. Petersen døde d. 12. december 1985 i en alder af 72½ år, og hendes mand Hans Christian Petersen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1988       Hans Jacob Petersen solgte huset til sin hustru Astrid Petersen med en købesum på 350.000 kr. og på denne overtagelse blev der udstedt et tinglyst skøde d. 22. september 1988.

 

1996       Hans Christian Petersen døde d. 18. august 1996 i en alder af knap 83½ år, efter at have levet som enkemand i godt 10½ år.

Huset blev herefter beboet af Astrid og Hans Jacob Petersens datter Hanne Petersen der boede sammen med Henning Clausen. Da de i 1998-1999 flyttede de til Gammeldam i Nordborg kom sønnen Bent Petersen til at bebo huset et stykke tid. Engang i 2001 fraflyttede Bent Petersen huset og huset stod derefter tomt et stykke tid.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2002       Astrid Petersen solgte huset til Gulfi Siggurdsson og Hrafnhildur Gudmundsdottier.

 

2004       Huset blev sat til salg i marts 2004 som værende opført i 1969 på en 787 m2 grund med en 92 m2 bolig til en købesum på 665.000 kr.

Huset blev solgt til Oddrún Þorbjörnsdóttir for en købesum på 650.000 kr., og d. 9. november 2004 blev der udstedt et tinglyst skøde på dette.

 

2017       Oddrún Þorbjörnsdóttir ejer og bebor fortsat huset.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk