Næsvej 46


Matrikel nr. 60 af Mjels ejerlav

 

1779       På udskiftningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er området her noteret som kådnersted nr. 24 og Christian Petersen er noteret som ejer dette sted.

Christian Petersen var født omkring 1727 til 1732, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 16. juli 1763 med den noget yngre Anne Marie Jensdatter fra Mjels, der var født i 1743 og døbt d. 15. maj 1743 som datter af Jens Hjort og hustru Maren Friderichsdatter, Næsvej 42. Anne Marie Jensdatter er også senere blevet benævnt som Anne Marie Hjort.

Anne Marie og Christian Petersen fik børnene:

  • Peder, døbt d. 23. november 1763.
  • Maren, døbt d. 28. august 1768.
  • Ann, døbt d. 25. august 1771, død og begravet d. 24. maj 1778.
  • Jens Hjort, døbt d. 5. juli 1778.


1789       Den 25. november 1789 blev Christen Christensen indskrevet i skyld og panteprotokollen som kådner i Mjels på nr. 24. Det har ikke været muligt at læse præcist hvad det drejer sig om men der er nævnt noget med en datter af første ægteskab ved navn Catharina Christens.

Om denne Christen Christensen er identisk med før omtalte Christian Petersen vides ikke.

 

1800       Anne Marie og Christian Petersens datter Maren Petersen blev gift i Oksbøl kirke d. 22. marts 1800 med den omkring 1 år ældre ungkarl Peter Michelsen fra Aastrup, der var født omkring 1767.

Maren og Peter Michelsen, kaldet Peter Smed, fik børnene:

  • Christen Smidt, født d. 7. november 1800. Senere kaldet Christen Michelsen.
  • Marie Elisabeth Smidt, født 15. januar 1803, senere kaldet Marie Elisabeth Michelsen.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede husmand med jord Christen Petersen her på stedet sammen med sin hustru Anne Marie Hjort. Deres datter Maren Petersen, der her er benævnt som smed, boede også her på stedet sammen med sin mand Peter Michelsen, der også er smed, og deres to børn Christen Michelsen og Marie Elisabeth Michelsen.

I samme folketælling på samme adresse er der noteret en enke ved navn Dorothea Christensen på 40 år, som levede af spinderi og af almisser, og hun er noteret som husfaderens svigermor. Det er jo et forhold der ikke kan passe. Hun boede der sammen med sin søn Christen Christensen på 9 år og sin datter Maria Christensen på 10 år samt et uægte barn på 4 år ved navn Nicolai Jørgensen.

Hendes søn Christen Christensen er fundet født d. 17. august 1794 og døbt som Christen Petersen og hendes mand er her nævnt som kådner Christen Petersen. Hvordan det hele kan passe sammen er lidt usikkert.

 

1806       I 1806 blev Hinrich Jepsen indskrevet i skyld og panteprotokollen som indster i Mjels, og d. 14. januar 1806 blev der protokolleret en skyldsag til ham i samme bog. Han må være identisk med Hinrich Jepsen Lund, der ved folketællingen i 1803 boede i et hus i Mjels sammen med sin hustru Anna Christina Rasmussen og deres 3 børn Jens Jepsen Lund, Jep Jepsen Lund og Hans Christian Lund.

Hinrich Jepsen Lund var født omkring 1762 og hans hustru Anna Christina Rasmussen var født omkring 1770. De havde børnene:

  • Jens Jepsen Lund, født omkring 1792.
  • Jep Jepsen Lund, født omkring 1796.
  • Hans Christian Lund, født omkring 1799.


1812       Husmand Christen Petersen døde d. 14. januar 1812 i en alder af 80 år, og hans hustru Anne Marie sad derefter tilbage som enke.

 

1814       Anne Marie Hjort, der var enke efter Christen Petersen, døde d. 23. september 1814 i en alder af 71 år, efter at have levet som enke i godt 1½ år.

 

1820       I 1820 blev Hans Christian Lund i Mjels indskrevet i skyld og panteprotokollen som ejer af stedet her og d. 4. november 1820 blev en gældsforpligtigelse til en Peter Matzen protokolleret i samme bog. Hvem Hans Christian Lund var vides ikke. (I Mjels døde der en Hans Christian Lund d. 9. marts 1839 i en alder af 45 år, og han var dermed født omkring 1794. I Mjels døde der en almisselem ved navn Henrik Jepsen Lund d. 3. september 1834 i en alder af 75 år, og dermed født omkring 1759. Om han er identisk med førnævnte Hinrich Jepsen der i 1806 havde stedet her kan ikke siges, Ligeledes om Hans Christian Lund har relation til Hinrich Jepsen kan ikke siges.)

 

1823       Efter et købebrev af 29. september 1823 blev Anna Marie Jessen besidder af stedet her og hun blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen, Efterfølgende er der noteret ”Senere gift Matthiesen”. Anna Marie blev født i Mjels d. 29. september 1804 som datter af pigen Maren Tonesen fra Oksbøl, men hvordan hun er kommet til at hedde Jessen står der ikke noget om.

 

1826       Som tjenestepige i Mjels blev Anna Marie Jessen i en alder af 22 år gift i Oksbøl kirke d. 4. november 1826 med den 7 år ældre tjenestekarl fra Broballe Hans Christensen, der var født i Broballe d. 19. november 1797 som søn af halvkådner Christen Christensen og hustru Cathrine Jensdatter på et kådnersted i Broballe med ukendt placering. Hans Christensen er også senere blevet benævnt som Hans Matthiesen.

Anna Marie og Hans Christensen fik børnene:

  • Maren Hansen, født d. 4. marts 1827. (hun overtog stedet)
  • Anna Cathrine Hansen, født d. 12. maj 1829.
  • Anna Marie Hansen, født d. 18. marts 1834.
  • Anna Margrethe Hansen, født d. 10. oktober 1837, død d. 6. maj 1839.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede inderste Hans Christensen her på stedet sammen med sin hustru Anna Marie Jessen og deres 3 døtre Maren Hansen, Anna Cathrine Hansen og Anna Maria Hansen.

 

1845         Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede daglejer Hans Christensen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anna Marie Jessen og deres datter Anna Maria Hansen.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede daglejer Hans Christensen stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Anna Marie Jessen. Deres datter Anna Marie og deres svigersøn Jørgen Jørgensen Leander samt deres barnebarn Anna Cathrine Jørgensen boede der også.

Anna Marie og Hans Christensen yngste datter Anna Marie blev gift i Oksbøl kirke d. 13. juli 1854 med den 8 år ældre ungkarl Jørgen Jørgensen Leander der var født d. 19. december 1825 i Brandsbøl i Havnbjerg sogn som søn af snedker Jørgen Leander og hustru Mette Marie Petersen i Brandsbøl.

Anna Marie og Jørgen Jørgensen Leander fik børnene:

  • Anna Marie Jørgensen, født d. 8. oktober 1854.
  • Anna Cathrine Jørgensen, født d. 22. august 1856.

Anna Marie og Jørgen Jørgensen Leander fraflyttede senere sognet og flyttede til Brandsbøl hvor de fik en lang række børn. De døde med 3 dages mellemrum og blev begravet den samme dag d. 29. april 1907 på Havnbjerg kirkegård.

 

1859       Anna Maria, der både er nævnt som Christiansen og som Matthiesen solgte stedet her d. 19. april 1859 efter en købs og overladelseskontrakt til datteren og svigersønnen Maren Jørgensen og bødker Nis Christian Jørgensen i Broager, og på dette fik de fik deres skøde d. 26. juli 1859. De blev således indskrevet i den preussiske grundbog som ejere efter den senere gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Den 4. august 1859 blev der efterfølgende protokolleret en aftægtskontrakt hvormed Maren og Nis Christian Jørgensen tilsikrede Anna Marie og Hans Christensen det i dokumentet nærmere beskrevne aftægt.

Datteren Maren var blevet gift med den 2½ år yngre bødker i Broager Nis Christian Jørgensen, der var født d. 5. november 1829 i Broager som søn af inderste Andreas Jørgensen og hustru Anne Cathrine f. Hansen i Broager.

I Broager fik Maren og Nis Christian Jørgensen datteren:

  • Anne Cathrine Jørgensen, født d. 19. januar 1857 i Broager.

Maren kom altså nu tilbage til sit barndomshjem sammen med sin mand og datter.

Her fik Maren og Nis Christian Jørgensen børnene:

  • Hans Jørgensen, født d. 25. juni 1860, død d. 16. maj 1870.
  • Anna Maria Jørgensen, født d. 17. december 1862. (hun overtog stedet)


1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede daglejer og indsidder Nis Christian Jørgensen her i huset sammen med sin hustru Maren og deres datter Anne Cathrine Jørgensen. I husets aftægt boede Nis Christian Jørgensen svigerforældre Anna Marie og Hans Christensen.

 

1883       Nis Christian Jørgensens svigerfar Hans Christensen døde på aftægten d. 30. maj 1883 i en alder af 85½ år, og hans svigermor Anna Marie sad derefter tilbage som enke.

 

1886       Nis Christian Jørgensens svigermor Anna Marie Christensen døde på aftægten d. 8. november 1886 i en alder af 82 år efter at have levet som enke i 3½ år.

 

1904       Maren Jørgensen døde d. 7. december 1904 i en alder af godt 77½ år, og hendes mand Nis Christian Jørgensen sad derefter tilbage som enkemand. Han arbejdede som bødker.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede forhenværende bødker Nis Christian Jørgensen her i huset sammen med sine to døtre Anne Cathrine Jørgensen der fik invaliderente og Anna Maria Jørgensen der var arbejder.

 

1922       Nis Christian Jørgensen, som kun var kendt som Nis Børge, døde d. 29. maj 1922 i en alder af 92½ år, efter at have levet i knap 17½ år som enkemand. Hans 2 ugifte døtre Anne Cathrine og Anna Maria boede så derefter alene i huset.

 

1929       Anne Cathrine Jørgensen døde ugift d. 6. november 1929 i en alder af godt 72½ år.

 

1936       Efter et skifte i boet blev Anna Maria Jørgensen, der kun var kendt som Anmaj Børge, indskrevet i grundbogen som ejer af huset og dette blev derefter tinglyst d. 30. juni 1936.



ukendt årstal
19xx
Foto af huset fra ukendt årstal.


1942       Anna Maria Jørgensen døde ugift d. 7. august 1942 i en alder af 79½ år, og hendes bo blev derefter taget under offentlig skiftebehandling d. 25. august 1942. Det blev herefter invaliderentenyder Jens Keldorff, der for en købesum på 4.000 kr. blev husets nye ejer, og d. 5. december 1942 blev der så fra skifteretten for Als Nørre og Søndre Herreder udstedt et skøde til ham på dette.

Jens Keldorff boede sammen med sin familie et et hus på den modsatte side af vejen, og som senere i 1944 blev nedbrudt ved en vejforlægning.

Jens Keldorff var født d. 23. februar 1873 i Lebølløkke i Tandslet sogn som søn af Jens Peter Keldorff og hustru Bodil Keldorff f. Hansen. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 21. april 1898 med den næsten 5 år yngre Anna Petersen der var født d. 15. december 1878 i Hardeshøj som datter af færgekarl Peter Petersen og hustru Anna Petersen f. Hansen ved Hardeshøj.

Før de kom her til Mjels havde de boet i Hardeshøj og derefter havde de boet og ejet et nu nedbrudt hus matrikel nr. 107 der var beliggende på Næsvejens sydside næsten op mod Færgevej, på noget af den grund der i dag er matrikel nr. 240 Hjørnet 3.

Anna og Jens Keldorff havde børnene:

  • Anna Botilde Keldorf, født d. 2. september 1898 i Hardeshøj.
  • Jens Peter Keldorf, født d. 26. januar 1900 i Hardeshøj.
  • Peter Kelldorff, født d. 1. maj 1902 i Mjels.
  • Harald Lauritz Keldorff, født d. 7. juli 1903.
  • Bodil Keldorff, født d. 10. juni 1905.
  • Karla Keldorff, født d. 31. marts 1907.
  • Ella Keldorff, født d. 17. august 1908, død d. 13. august 1922.
  • Carl Keldorff, født d. 11. februar 1910.
  • Frida Margrethe Keldorff, født d. 30. november 1911.
  • Olga Keldorff, født d. 8. januar 1914.
  • Hilda Keldorff, født d. 8. juni 1916.
  • Agnes Keldorff, født d. 8. februar 1919.
  • Fritz Keldorff, født d. 6. juli 1921.


1952       Jens Keldorff døde d. 30. maj 1952 i en alder af 79 år, og hans hustru Anna Keldorff sad så derefter tilbage som enke.

 

1953       Efter en skiftebehandling d. 12. maj 1953 overgik huset nu til enkefru Anna Keldorff der så herefter sad i uskiftet bo.

 

1954       Anna Keldorff solgte huset til sin søn Harald Lauritz Keldorff for en købesum på 5.800 kr. og der blev så samtidig med udstedelsen af det tinglyste skøde d. 3. juni 1954 udstedt et dokument således at Anna Keldorff fremover havde boligret og benyttelses ret i huset.

 

1967       Anna Keldorff døde d. 12. september 1967 i en alder af knap 89 år efter at have levet som enke i næsten 15½ år.

 

1974       Harald Lauritz Keldorff, der var forhenværende møllersvend, døde ugift i juli 1974 i en alder af 71 år, og han blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d, 12. juli 1974. Efter en skiftebehandling d. 4. december 1974 overgik boet nu til arvingerne Verner Eigil Keldorff, Jens Peter Keldorff, Jens Keldorff, Harald Keldorff, fru Jelva Roden, Børge Keldorff Jensen, Carla Jensen, Karl Keldorff, fru Frida Madsen, fru Olga Heise, fru Hilda Rudebeck, fru Agnes Bryde og Fritz Keldorff. Samme dag blev der så udstedt et nyt tinglyst skøde til husets nye ejer daværende mekaniker Verner Robert Christiansen Stolbrolykke 5 for en købesum på 70.000 kr., der havde overtaget huset d. 1. november 1974.

Oprindelig var det stråtækkede hus et meget smalt ét-længet hus på 7 fag, og hvortil blev der så i 1976-1977 påbygget en fløj vinkelret mod syd.

Verner Robert Christiansen er gift med Anne Grethe.

Anne Grethe og Verner Robert Christiansen fik børnene:

  • Anja Christiansen.
  • Lene Christiansen. (hun overtog stedet)

Verner Robert Christiansen ejede og drev en entreprenør virksomhed som autoriseret kloakmester, med udgangspunkt fra Østervej 14.


1978
1978
Foto af huset som det så ud i 1978.


2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2006       Anne Grethe og Verner Robert Christiansen fraflyttede huset og flyttede til deres nyopførte hus på Østervej 14. Huset her blev derefter beboet af deres datter Lene Christiansen.

 

2007       Verner Robert Christiansen solgte huset til sin datter Lene Christiansen, og skødedatoen blev sat til d. 14. januar 2007.

 

2009       Huset ejes fortsat Lene Christiansen, og hun bebor dette sammen med Ulrik Lund.

 

2017       Huset ejes og bebos fortsat Lene Christiansen.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk