Nedervej 8


Matrikel nr. 48 af Mjels ejerlav

 

På udstykningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er Thomas Andersen noteret som ejer af kådnersted nr. 33 hvilket er stedet her.


1779
1779
Udsnit af udskiftningskortet viser stedets daværende placering.


Thomas Andersen var født omkring 1750-51 i Lavensby i Havnbjerg sogn og han blev gift i Oksbøl kirke d. 23. oktober 1779 med pigen Anna Pedersdatter fra Mjels, der var født omkring 1757.

Anna og Thomas Andersen fik børnene:

  • Dødfødt drengebarn d. 25. september 1782.
  • Peder, døbt d. 3. september 1783, død d. 26. december 1784.
  • Peder Hansen, døbt d. 11. april 1787. (han overtog stedet)


1794       Thomas Andersen blev indskrevet i skyld og panteprotokollen som kådner og besidder af 3 tønder 5½ skæppe parcelland i en skyldsag der blev protokolleret d. 22. december 1794. I en kontraktprotokol af samme dato køber han noget Mjelsgaard jord.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede husmand med land Thomas Andersen her på stedet sammen med sin hustru Anna Petersen og deres søn Peder Hansen, der her er benævnt Peter Andersen. Desuden havde de en 11-årig plejesøn ved navn Thomas Jürgensen boende hos sig.

 

1805       Thomas Andersens hustru Anna døde d. 9. april 1805 i en alder af kun 48 år og han sad derefter tilbage som enkemand.

Thomas Andersens søn Peder Hansen blev gift i Oksbøl kirke d. 10. august 1805 med den omkring 13 år ældre pige Kirstine Marie Mortensdatter fra Kegnæs der var født omkring 1774

Kirstine Marie og Peder Hansen (Thomsen) fik sønnen:

  • Thomas Pedersen, født d. 5. oktober 1806. (han overtog stedet)


1806       Thomas Andersen døde d. 14. februar 1806 i en alder af kun 56 år efter at have levet som enkemand i 10 måneder.

Sønnen Peder Hansen, der også er benævnt som Peder Thomsen blev indskrevet i skyld og panteprotokollen som den nye kådner her på stedet og dermed besidder af 3 tønder 5½ skæppe parcelland, men der er ikke noteret nogen overtagelsesdato.

 

1808       Peder Hansens hustru Kirstine Marie døde d. 10. april 1808 i en alder af kun 34 år, og han sad derefter tilbage som enkemand med sin lille søn.

 

1809       Peder Hansen blev gift i Oksbøl kirke d. 18. februar 1809 med Kirsten Mortensdatter fra Kegnæs, og det gættes på at have været med sin afdøde hustrus søster.

Peder Hansen døde d. 2. maj 1809 i en alder af kun 22 år knap 3 måneder efter sit sidste giftermål, og hans nye hustru Kirsten Mortensdatter sad derefter tilbage som enke.

Den 21. november 1809 blev afdøde Peder Hansens enke Kirsten gift i Oksbøl kirke med Hans Hansen Nissen fra Broballe. Han var døbt d. 8. marts 1778 som søn af bolsmand Hans Nissen og hustru Charlotte Christensdatter i Broballe, men hvor i Broballe det har været vides ikke.

Efter en delingsakt af 7. november 1809 blev Hans Hansen Nissen den nye sættemand her på stedet og dermed besidder af de 3 tønder 5½ skæppe parcelland. Dette blev efterfølgende protokolleret i skyld og panteprotokollen d. 20. november 1809.

Kirsten og Hans Hansen Nissen fik ingen børn.

 

1811       Hans Hansen Nissens hustru Kirsten døde d. 30. november 1811 i en alder af kun 27 år, og han sad derefter på stedet som enkemand.

 

1813       Sættekådner og bødker Hans Hansen Nissen havde fundet sig en ny livsledsager, og d. 13. februar 1813 blev han gift i Oksbøl kirke med den 2 år yngre Anne Cathrine Hansen, der var døbt d. 5. januar 1780 som datter af snedker Hans Christensen og hustru Anna Marie Nicolaisen i Oksbøl

Anne Cathrine og Hans Hansen Nissen fik børnene:

  • Hans Hansen Nissen, født d. 14. april 1813, død d. 21. april 1813.
  • Anne Kirstine Nissen, født d. 22. maj 1814.
  • Hans Hansen Nissen, født d. 22. august 1816. (senere Kådnervej 5 Oksbøl)


1834       Hans Hansen Nissen købte et kådnersted i Oksbøl, der dengang var beliggende på nuværende adresse Oksbøl Søndergade 10, og som senere blev udflyttet til Kådnervej 5.

 

1835       Hans Hansen Nissen overlod kådnerstedet her til sin stedsøn Thomas Petersen efter en overladelseskontrakt af 28. juli 1835, og han blev indskrevet som stedets nye ejer i skyld og panteprotokollen som Thomas Petersen Thomsen.

Thomas Petersen, der var født d. 5. oktober 1806, blev gift i Oksbøl kirke d. 30. maj 1835 med den godt 4 år ældre Kirstine Clausen Knarhøi der var født d. 18. august 1802 som datter af halvbolsmand Claus Clausen Knarhøi og hustru Anna Margareta på Nedervej 21 Mjelsmark.

Kirstine og Thomas Petersen fik datteren:

  • Anna Maria Thomsen, født d. 11. februar 1836, død d. 20. september 1859.


1836       Hjulmager Thomas Petersen blev enkemand idet hans hustru Kirstine døde i barselseng d. 16. februar 1836 i en alder af kun 33 år, 5 dage efter fødslen. Thomas Petersen stod dermed tilbage alene med et nyfødt barn.

Han fandt sig dog hurtigt en ny livsledsager, og d. 2. juli 1836 blev han gift i Oksbøl kirke med sin svigerinde den 1 år yngre tjenestepige i Mjels Anne Margrethe Clausen der var født d. 5. december 1807 og døbt Knarhøi som datter af halvbolsmand Claus Clausen Knarhøi og hustru Anna Margareta på Nedervej 21 Mjelsmark.

Anne Margrethe og Thomas Petersen fik børnene:

  • Peter Thomsen, født d. 17. august 1837, død d. 10. september 1837.
  • Kirstine Thomsen, født d. 24. januar 1839. (hun overtog stedet)
  • Kirstine Marie Thomsen, født d. 3. maj 1841. (senere Oksbøl Søndergade 4 Oksbøl)
  • Anne Margrethe Petersen, født d. 3. maj 1841.
  • Cathrine Thomsen, født d. 30. maj 1844.
  • Ellen Thomsen, født d. 8. august 1849. (senere Oksbøl Søndergade 21 Oksbøl)


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede husmand og hjulmager Thomas Petersen her på stedet sammen med sin hustru Anne Margrethe og hans datter af første ægteskab Anna Maria Thomsen, nu nævnt som Petersen og deres fælles barn Kirstine Thomsen, nu nævnt som Petersen. De havde også en tjenestepige ved navn Ellen Hansen boende hos sig.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand og hjulmager Thomas Petersen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anne Margrethe og deres nu 5 børn Anna Maria Petersen, Kirstine Petersen, Kirstine Marie Thomsen, nu nævnt som Petersen, Anne Margrethe Thomsen, nu nævnt som Petersen og Cathrine Thomsen, nu nævnt som Petersen. Deres tjenestepige Cathrine Nicolaisen fra Holm boede desuden også her på stedet.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede hjulmager Thomas Petersen stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Anne Margrethe og deres nu 6 børn, der her nu igen hedder Thomsen. Anna Maria Thomsen, Kirstine Thomsen, Kirstine Marie Thomsen, Anna Margrethe Thomsen, Cathrine Thomsen og Ellen Thomsen.

 

1858       Husmand og hjulmager Thomas Petersen døde d. 21. november 1858 i en alder af kun 52 år, og hans hustru Anne Margrethe sad derefter tilbage som enke.

 

1860       Hvem der har beboet stedet ved folketællingen d. 1. februar 1860 kan ikke siges. Anne Margrethe Petersen er ikke fundet registreret i Mjels og bl.a. datteren Kirstine Marie arbejdede som tjenestepige hos gårdmand Peter Hansen Byllemose 4 Mjelsmark.

 

1871       Anne Margrethe Petersen overlod husmandsstedet til sin datter Kirstine Thomsen og kommende svigersøn Nis Hansen Rix efter en købs og overladelseskontrakt af 18. november 1871, og de blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som ejere efter den senere gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Der blev i skyls og panteprotokollen indskrevet et aftægt til Anne Margrethe Petersen her kaldet Anne Margrethe Thomsen.

Kirstine Thomsen blev gift i Oksbøl kirke d. 23. november 1871 med den knap 2 år ældre Nis Hansen Rix der var født d. 19. april 1837 som søn af husmand Hans Hinrich Rix og hustru Anne Kirstine Rix f. Krogh på Stegvej 6 i Mjels, og han havde deltaget i krigen i 1864.

Kirstine og Nis Hansen Rix fik børnene:

  • Anna Margrethe Rix, født d. 15. maj 1873.
  • Anna Christine Rix, født d. 12. april 1875.


1872       Kirstine og Nis Hansen Rix solgte husmandssted nr. 33 med undtagelse bygninger, gårdsrum og de derpå stående bygninger ved en købekontrakt af 23. juli 1872 til Kirstines morbror Claus Clausen Nedervej 21 Mjelsmark.

 

1874       Kirstine Rix mor Anne Margrethe Petersen døde på aftægten d. 9. november 1874 i en alder af knap 67 år, efter at have levet som enke i 16 år.

 

1877       Kirstine Rix døde d. 17. maj 1877 i en alder af kun 38½ år, og Nis Hansen Rix sad derefter tilbage som enkemand. Han fandt sig ret hurtigt en ny livsledsager og stedmor til sine to små piger, og d. 14. november 1877 blev han gift på Mjels Standesamt og dagen efter d. 15. november i Oksbøl kirke med den 6½ år yngre Anne Marie Jørgensen Grau, der var født d. 31. oktober 1843 som datter af parcellist Jørgen Jørgensen Grau og hustru Margrethe Maria f. Hansen Nedervej 28 Mjels Mark.

Anne Marie og Nis Hansen Rix fik ingen børn.

 

1898       Anne Marie og Nis Hansen Rix solgte huset d. 31. maj 1898 til Erik Christian Witte og flyttede til Lusigvej 18 i Broballe som de netop havde købt. Erik Christian Witte blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog d. 2. april 1898 som den nye ejer.

Erik Christian Witte var født d. 3. oktober 1867 i Nordborg som søn af Johan Jacob Witte og hustru Marie Nielsine Witte f. Riesing. Han var blevet gift d. 13. oktober 1893 på Lunden Standesamt med den knap 1 år yngre Eline Margrethe Mathiesen, der var født i Brandsbøl d. 27. september 1868 som datter af arbejdsmand Rasmus Matthiesen og hustru Anne Margrethe Hansen.

Eline Margrethe og Erik Christian Witte fik børnene:

  • Marie Witte, født d. 28. december 1893.
  • Anne Margrethe Witte, født d. 23. august 1896. (hun overtog stedet)
  • Eline Margrethe Witte, født d. 30. april 1899.
  • Jacob Witte, født d. 16. oktober 1902. (senere Færgevej 38 / Østervej 2 / Svingbjergvej 2)
  • Rasmus Witte, født d. 23. april 1904.
  • Erik Christian Witte, født d. 17. marts 1906.
  • Andreas Christian Witte, født d. 26. september 1907.
  • Anne Marie Witte, født d. 29. november 1909.

Erik Christian Witte var snedker og arbejdede som snedkermester fra eget værksted der lå i forlængelse af det nuværende beboelseshus.

 

1911       Erik Christian Witte døde d. 12. november 1911 kun 44 år gammel, og hans hustru Eline Margrethe levede så videre i huset som enke. Under første verdenskrig blev værkstedet benyttet som lejr for russiske krigsfanger som arbejdede omkring på gårdene, hvor der var hårdt brug for arbejdskraft idet ejerne og medhjælperne var indkaldt til militærtjeneste under den tyske armé.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede husmoder og arbejderske Eline Margrethe Witte her på stedet som enke sammen med sin datter Anne Marie Witte. Hun havde også en slægtning ved navn Anne Margrethe Mathiasen fra Nordborg sogn boende hos sig. Hendes datter og svigersøn Anne Margrethe og Heinrich Justesen, der var jordarbejder, og deres datter Meta Margrethe Justesen boede også her i huset.



1924
1924
Billede fra 1924 af det gamle husmandssted.
Personer fra venstre er; Rasmus Witte, Andreas Witte, Erik Witte,
Anna Witte, der bæres på Armen; Eline Witte, Anne Margrethe Justesen.


ukendt årstal
19xx
Efter en ombygning af huset blev dette afkortet betydeligt.
Foto fra ukendt årstal.


1933       Eline Margrethe Witte døde d. 22. maj 1933 i en alder af 64 år som enke og aldersrentenyder i Mjels efter at have levet som enke i 21½ år.

 

Kathe Sørensen Færgevej 50 skrev efterfølgende om familien:


Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt. Ja, hist ved Nedervej 8 svinger vejen og tager retning ud mod Mjelsmark. Her boede i sin tid snedker Erik Witte med sin kone, den lille flittige Line.

En del gode år havde de to sammen, men så kom sygdommen. Den sygdom, vore fædre frygtede allermest, tuberkulosen. Her var ingen hjælp at hente. Erik Witte døde og efterlod kone med syv børn, det ottende var undervejs.

Det var en stor svær opgave Line blev sat overfor; ingen forstår hvordan hun klarede den, men klarede den, det gjorde hun. Det var klart, at økonomien ikke var den bedste, da hun blev ene.

Foruden at passe børn og hjem, måtte Line nu gå ud på dagleje. Alle steder hvor der var brug for hende, var hun parat. Det var både i huset og ude på marken. Line var en slider, altid venlig og rar. Allerede før konfirmationsalderen måtte børnene ud at tjene; dette var dog ret almindeligt dengang.

En skønne dag købte Line, ved lidt hjælp udefra, sit hjem, det lille stråtækte hus, der dog ikke var så helt lille endda.

Da fangerne fra Rusland under Første Verdenskrig skulle indkvarteres, blev den ene ende af huset lejet ud til dem. Det gav da en lille kærkommen indtægt.

Ved siden af den store børneflok havde Line endda både vilje og kræfter til at passe gamle oldemor derhjemme.

En skønne dag blev også Line gammel - hun fik da tid til rigtigt at glæde sig over sine blomster, dem hun holdt så meget af. Lille Line oplevede velfortjente år i det gamle hjem til sidst.


Den 24. oktober 1933 blev der udstedt et såkaldt arveudlægsskøde til datteren Anne Margrethe Justesen og mand Heinrich Justesen, og de blev således indskrevet i grundbogen som de nye ejere.

Anne Margrethe Witte var blevet gift d. 26. marts 1920 på Nordborg Standesamt med den næsten 4½ år yngre Heinrich Justesen der var født d. 26. marts 1892 i Holm Nordborg sogn som søn af smedemester Justus Jensen Justesen og hustru Mette Margrethe Justesen f. Schnell i Holm.

Anne Margrethe og Heinrich Justesen fik børnene:

  • Meta Margrethe Justesen, født d. 4. maj 1920. (senere Østervej 5 i Mjels)
  • Erik Christian Justesen, født d. 5. oktober 1922.
  • Jens Justesen, født d. 13. juni 1925. (han overtog stedet)
  • Elli Justesen, født d. 29. november 1927.
  • Hans Henrik Justesen, født d. 10. marts 1939.


1957       Heinrich Justesen døde d. 14. september 1957 i en alder af 65½ år, og hans hustru Anne Margrethe levede så videre som enke.

 

1959       Den 10. september 1959 blev det tinglyst at Anne Margrethe Justesen sad i uskiftet bo.

 

1969       Sønnen Jens Justesen købte huset for en købesum på 25.152,31 kr., og dette blev derefter tinglyst d. 4. februar 1969. En uges tid senere blev der desuden dokumenteret en boligret i huset til hans mor Anne Margrethe Justesen.

Jens Justesen boede herefter her sammen med sin hustru Anni Justesen f. Petersen.

 

1970       Jens Justesens mor Anne Margrethe Justesen døde d. 17. marts 1970 i Mjels i en alder af 73 år, efter at have levet som enke i 12½ år.



1978
1978
Foto af huset som det så ud i 1978.
Til venstre ses Nedervej 3 til højre ses Nedervej 4.


1998       Anni og Jens Justesen fraflyttede sognet og flyttede til Nederhaven i Nordborg. De solgte derfor huset til Conni Andersen og Martin Jæger for en købesum på 397.999 kr., og det blev der udstedt et tinglyst skøde på d. 13. august 1998. (Efter Anni Justesens død flyttede Jens Justesen ind på Tangshave i marts 2010, hvor han døde d. 29. november 2012.)


2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2013       Conni Andersen og Martin Jæger ejer og bebor fortsat huset.

 
2017       Martin Jæger fraflyttede huset og bosatte sig i Broballe på Spangsmosevej 4A. Herefter blev Conni Andersen eneejer af huset for en købesum på 247.909 kr. med en skødedato d. 16. juni 2017..

 




til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk