Nedervej 9


Matrikel nr. 207 af Mjels ejerlav

 

Området her var tidligere det såkaldte ”Fladbjerg”, et tidligere landbrugsområde, som senere var byens ringridningsplads, og som på et tidspunkt var blevet ejet af murermester Jacob Witte Færgevej 38. Han havde solgt dette til sin søn murer Hans Erik Witte som i 1950 desuden også havde fået jordstykket Nedervej 7 som byggegrund. Hans Erik Wittes køb af jordstykket her havde fået matrikel nr. 207, og værdien var sat til 300 kr. Han fik et tinglyst skøde på dette d. 22. februar 1952.

 

1955       Hans Erik Witte solgte matrikel nr. 207 til sin bror snedker Svend Witte for en købesum på 600 kr. og på denne overtagelse fik han et tinglyst skøde d. 22. april 1955.

Svend Witte blev født d. 3. juli 1927 i Oksbøl som søn af murer Jacob Witte og hustru Sofie f. Schlichting, og han er gift med Edith.

Han lod derefter hus og snedkerværksted opføre på stedet, og herfra virkede han som tømrer og bygningssnedker.

 

1965       Da lokaliteterne her på stedet blev for små for Svend Witte flyttede han sin virksomhed til Møllegade 5 i Holm, hvor han fortsatte indtil 1974. Han solgte derfor stedet til Hans Aage Christensen for en købesum på 123.000 kr., og d. 6. oktober 1965 fik han et tinglyst skøde på denne overtagelse.

Hans Aage Christensen var født d. 11. september 1930 i Oldenor som søn af Hans Christensen og hustru Johanne Marie f. Sørensen Oldenorvej 8.

Hans Aage Christensen, der havde været værkfører på Danfoss, kom hertil fra Færgevej 16 hvor han havde haft hus og som han havde solgt efter købet af stedet her.

Her på stedet startede Hans Aage Christensen maskinfabrikken PEHAMA sammen med sine to brødre Peter Christensen og Jens Martin Christensen, og navnet blev sammensat af de tre brødres fornavne PEter, HAans og MArtin.

Peter Christensen købte Nedervej 7, som han fik skøde på d. 6. oktober 1965 og Jens Martin Christensen købte Nedervej 1. til overtagelse d. 1. april 1965, men som han dog først fik skøde på d. 11. november 1965.

Hans Aage Christensen, Peter Christensen og Jens Martin Christensen var alle 3 sønner af Hans Christensen og hustru Johanne Marie f. Sørensen Oldenorvej 8 i Oldenor.

 

1974       Hans Aage Christensen fraflyttede sognet og flyttede til Høruphav hvor han påbegyndte en mindre selvstændig virksomhed. Han overdrog derfor stedet til sin bror Peter Christensen for en købesum på 247.500 kr., og han fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 28. januar 1974.

 

1976       Peter Christensen tilkøbte et stykke jord matrikel nr. 271 af Mjels der var frastykket matrikel nr. 131 Gyden 4 og det fik han skøde på d. 15. december 1976. Dette jordstykke blev derefter sammenlagt med matrikel nr. 207 og tinglyst udgået d. 22. september 1977.

 

1990       Peter Christensen overlod sin maskinfabrik til holdingselskabet Pehama Holding A/S med såkaldt adkomst for reg. nr. 187.898. Købesummen blev sat til 2.350.000 kr.. og der blev udstedt et tinglyst skøde på dette d. 12. december 1990.

 

1993       Den 11. marts 1993 blev der tinglyst en ændring i holdingselskabet. Pehama Holding A/S blev ændret til PC Mjels Holding A/S.

 

1998       Maskinfabrikken Pehama blev flyttet til Havnbjerg på Kvanløkke 1 Efter at være overgået på andre hænder og efter at man havde købt dette sted med skøde dato d. 29. maj 1998. Tiden var hermed slut i Mjels.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2000       Peter Christensen fraflyttede huset sammen med sin hustru Gurli Maria Butzbach Christensen og tilflyttede Skolebakken 24 i Broballe som Gurli Maria Butzbach Christensen havde købt i 1988.

 

2001       I en periode beboede Anne og Jan Bossen huset i et lejemål efter at de var fraflyttet Stegvej 5 Mjelsmark i september 2001 og indtil deres nyopførte hus på Færgevej 55A var indflytningsklart i 2002.

 

2002       Peter Christensen, der var født d. 23. januar 1937 døde d. 28. marts 2002 i en alder af kun 65 år.

 

2004       PC Mjels Holding A/S solgte hus og bygninger til Anders Bjørn Pedersen for en købesum på 1.275.000 kr., og på dette fik han et tinglyst skøde d. 27. august 2004. Ejendoms værdien var da vurderet til 1.900.000 kr.

 

2013       Hus og bygninger ejes fortsat af Anders Bjørn Pedersen.

 

2017       Anders Bjørn Pedersen ejer og bebor fortsat stedet her.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk