Nedervej 24


Matrikel nr. 42 af Mjels ejerlav

 

1810       Den 18. april 1810 blev der i skyld og panteprotokollen protokolleret en aftægtskontrakt af 3. april 1810, men hvem der gik på aftægt kan ikke læses, så hvem der havde husmandsstedet før 1810 kan ikke siges. Det var Hans Petersen Jacobsen der var blevet husmand, eller som det hed dengang, kådner her på stedet.

Hans Peter Jacobsen var født i Lunden og døbt i Havnbjerg kirke d. 19. september 1784 som søn af bolsmand Peter Jacobsen og hustru Ellen Pedersdatter i Lunden i Havnbjerg sogn.

 

1814       Husmand Hans Petersen Jacobsen blev gift i Oksbøl kirke d. 5. november 1814 med den 4 år yngre Margrethe Marie der var født omkring 1788 som datter af bolsmand Christian Pedersen i Lavensby i Havnbjerg sogn.

Margrethe Marie og Hans Petersen Jacobsen fik børnene:

  • Peter Jacobsen, født d. 2. januar 1816, død d. 18. juli 1847.
  • Christian Jacobsen, født d. 19. maj 1818. (han overtog stedet)
  • Hans Peter Jacobsen, født d. 21. januar 1822. (senere Nedervej 23)
  • Jørgen Jacobsen, født d. 17. april 1829.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede husmand Hans Petersen Jacobsen her på stedet sammen med sin hustru Margrethe Marie og deres sønner Peter Jacobsen, Hans Peter Jacobsen og Jørgen Jacobsen.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand Hans Petersen Jacobsen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Margrethe Marie og deres 2 ugifte sønner Hans Peter Jacobsen og Jørgen Jacobsen. På gårdens boede også deres søn fisker Peter Jacobsen sammen med sin omkring 5 år ældre hustru Anna Catharina Jørgensen, der var født d. 30. oktober 1810 i Oksbøl som datter af inderste Jørgen Jørgensen Christensen og hustru Anne Marie i Oksbøl og deres søn Hans Peter Jacobsen, der var født d. 21. september 1844.

 

1847       Margrethe Marie og Hans Petersen Jacobsens søn Peter Jacobsen sejlede d. 18. juli 1847 ud fra Steg i sin båd for at fiske. Han druknede og hans lig blev først fundet ved Holm strand d. 16. august 1847. Hans hustru Anna Cathrine sad derefter tilbage som enke med sin knap 3 år gamle søn.

 

1851       Hans Petersen Jacobsen overlod nu husmandsstedet til sin søn Christian Jacobsen d. 28. oktober 1851, og der blev samtidig med protokolleret en aftægtskontrakt der tilsikrede den i dokumentet nærmere beskrevne aftægt til Margrethe Marie og Hans Petersen Jacobsen.

Christian Jacobsen blev gift i Oksbøl kirke d. 13. november 1851 med den knap 2 år yngre Cathrine Marie Iversen, der var født d. 24. januar 1820 som datter af bolsmand Hans Jørgensen Iversen og hustru Cathrine Elisabeth født Bendixen, Lervandstedvej 3 Mjelsmark.

Cathrine Marie og Christian Jacobsen fik børnene:

  • Hans Christian Jacobsen, født d. 13. februar 1854. (han overtog stedet)
  • Jes Christian Jacobsen, født d. 6. december 1859. (senere Lusigvej 6 Broballe)


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede husmand Christian Jacobsen her på stedet sammen med sin hustru Cathrine Marie og deres søn Hans Christian Jacobsen. På ejendommens aftægt boede hans mor og far Margrethe Marie og Hans Peter Jacobsen og hans bror Jørgen Jacobsen, der var styrmand og som ikke var hjemme på folketællingstidspunktet.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede husmand Christian Jacobsen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Cathrine Marie og deres sønner Hans Christian Jacobsen og Jes Christian Jacobsen. På ejendommens aftægt boede hans mor og far Margrethe Marie og Hans Peter Jacobsen stadigvæk sammen med hans bror Jørgen Jacobsen, der ikke var hjemme på folketællingstidspunktet.

 

1861       Christian Jacobsens far Hans Peter Jacobsen døde på aftægten d. 6. februar 1861 i en alder af godt 76 år, og hans hustru Margrethe Marie Jacobsen levede så videre som enke.

 

1864       Husmand Christian Jacobsen døde d. 28. februar 1864 i en alder af kun godt 45½ år, og hans hustru Cathrine Marie Jacobsen levede derefter videre som enke. Gården er herefter sikkert blevet drevet videre af sønnen Hans Christian Jacobsen.

 

1867       Margrethe Marie Jacobsen døde på aftægten d. 25. november 1867 i en alder af 79 år, efter at have levet som enke i godt 6½ år.

 

1876       Cathrine Marie Jacobsens søn Hans Christian Jacobsen blev indskrevet i den preussiske grundbog som ejer af stedet efter en arv og overladelseskontrakt af 10. juni 1876, og der blev efterfølgende protokolleret et nærmere beskrevet aftægt til Cathrine Marie Jacobsen under pantsættelse af den af Hans Christian Jacobsen overtagne ejerskab i skyld og panteprotokollen.

Hans Christian Jacobsen blev gift i Oksbøl kirke d. 2. november 1876 med den 3½ år ældre Frederikke Magdalena Hess, der var født på Mjelsmark d. 27. juli 1850 som datter af parcellist Nicolai Hess og hustru Frederikke Johanne Hess f. Hansen på Stegvej 5 Mjelsmark.

Frederikke Magdalena og Hans Christian Jacobsen fik tilsyneladende ingen børn.

 

1884       Den 31. oktober 1884 blev der tinglyst en forpligtigelse til årligt at levere 3 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat og denne pligt havde sin oprindelse i en lov af 27. maj 1873, og 31. januar 1879. Denne pligt ophørte først d. 17. marts 1954.



ukendt årstal
18xx
Frederikke Magdalena og Hans Christian Jacobsen i deres stue.
(Foto fra ukendt årstal)


1906       Frederikke Magdalena og Hans Christian Jacobsen overlod ejendommen til Jørgen Bonde d. 26. juli 1906, og han blev således den næste parcellist på stedet. Frederikke Magdalena og Hans Christian Jacobsen forblev på gården og bosatte sig på aftægten.

Jørgen Bonde var født i Torup i Svenstrup sogn d. 17. februar 1878 som søn af parcellist Christian Bonde og hustru Anna f. Hansen, og han var blevet gift i Svenstrup kirke d. 17. januar, efter at de dagen i forvejen var blevet gift i Standesamt Lunden med den knap 2½ år yngre Ellen Clausen Good der var født i Himmark i Svenstrup sogn d. 19. juni 1880 som datter af bolsparcellist Claus Clausen Good og hustru Anne Kirstine f. Jørgensen i Himmark.

Ellen og Jørgen Bonde fik børnene:

  • Anna Bonde, født d. 3. april 1906.
  • Christian Bonde, født d. 28. december 1908.
  • Claus Bonde, født d. 21. september 1910. (han overtog stedet)


1914       I 1914 blev der opført en ny lade, og initialerne ”JB 1914 EB” på gavlen vidner fortsat om dette.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Jørgen Bonde her på stedet sammen med sin hustru Ellen og deres 3 børn Anna Bonde, Christian Bonde og Claus Bonde. På gårdens aftægt boede Hans Christian Jacobsen sammen med sin hustru Frederikke Magdalena.

 

1925       Jørgen Bonde døde på statshospitalet i Sønderborg d. 30. august 1925 i en alder af kun 47½ år, og hans hustru Ellen Bonde sad så tilbage som enke.

 

1926       Ellen Bonde var fraflyttet gården og var flyttet til Himmark, og efter en skiftebehandling d. 18. september 1926 hensad hun nu i et uskiftet bo. Hvem der så har drevet stedet videre vides ikke.

Ellen Bonde døde i Himmark d. 25. august 1966 og blev begravet på Oksbøl kirkegård d. 29. august 1966.

 

1927       Ejendommens tidligere ejer Hans Christian Jacobsen døde på aftægten d. 19. januar 1927 i en alder af næsten 73 år, og hans hustru Frederikke Magdalena Jacobsen sad derefter tilbage på aftægten som enke.

 

1932       Frederikke Magdalena Jacobsen døde på aftægten d. 18. marts 1932 i en alder af godt 81½ år, efter at have levet som enke i godt 5 år.

 

1937       Ellen Bonde solgte ejendommen til sin søn Claus Bonde for en købesum på 33.548,32 kr. plus boligret, og dette blev så derefter tinglyst d. 1. november 1937. Samme dag blev der desuden tinglyst et dokument om boligret for enkefru Ellen Bonde f. Clausen Good i Himmark.

 

1939       Claus Bonde blev gift i Oksbøl kirke d. 30. marts 1939 med den 3½ år yngre Anna Marie Steg, der var født d. 7. februar 1914 som datter af gårdejer Mads Jensen Steg og hustru Anna Margrethe f. Jørgensen i Holm.

I 1939 var der opdyrket 40 tønder land, og der var en besætningen på 3 heste, 8 køer, 6 ungkvæg og 10 svin.

 

1943       I 1943 var det opdyrkede areal fortsat på 40 tønder land, men besætningen var nu på 3 heste, 8 køer, 9 ungkvæg og 14 svin. Samme år fik Claus Bonde jordstykket matrikel nr. 183 tillagt sin ejendom fra enken Christine Clausen, og dette blev så tinglyst d. 17. maj 1943.

 

1947       Claus Bonde solgte ejendommen matrikel nr. 42 og matrikel nr. 183 til landmand Kristian Kristensen for en købesum på 45.000 kr. plus aftægt, og denne overtagelse blev derefter tinglyst d. 20. januar 1947. Samme dag blev des således tinglyst et dokument om livsvarig aftægt for enkefru Ellen Bonde f. Clausen Good i Himmark.

Kristian Kristensen var født d. 2. oktober 1910 og han kom fra Vestjylland et sted. Han var gift med Kathrine Frederikke Andersen der var født d. 31. august 1918 i Stolbrolykke i Egen sogn.

Kathrine Frederikke og Kristian Kristensen fik børnene:

  • Ruth Kristensen. (senere Nedervej 23)
  • Kirstine Kristensen. (hun overtog stedet)


1983       Kathrine Kristensen, eller ”Tinna” som hun blev kaldt, døde d. 24. marts 1983 i en alder af kun 64½ år, og Kristian Kristensen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1990       Kristian Kristensen yngste datter Kirstine Kristensen var blevet gift med Christian Rasmussen, der var født d. 31. juli 1946 som søn af vejmand Christian Rasmussen og hustru Magdalene f. Hoffmann Østervej 7 Mjels, og Kristian Kristensen solgte ejendommen til sin svigersøn Christian Rasmussen for en købesum på 460.900 kr., og han blev således den næste ejer af ejendommen. Han fik denne overtagelse tinglyst d. 4. september 1990.

Kristian Kristensen døde på aftægten d. 30. december 1990 i en alder af godt 80 år, efter at have levet som enkemand i godt 7½ år.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2004       Kirstine og Christian Rasmussen solgte ejendommen til deres søn Henrik Rasmussen for en købesum på 1.500.000 kr., og på dette fik han derefter et tinglyst skøde d. 7. januar 2004.

Kirstine og Christian Rasmussen fraflyttede stedet og bosatte sig på Færgevej 22 i et lejemål hvor de boede indtil de købte Færgevej 45 som de fik skøde på d. 19. november 2004.

 

2017       Henrik Rasmussen ejer og bebor fortsat ejendommen sammen med Lise Tholund Kümpel.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk