Nedervej 31


Matrikel nr. 23 af Mjels ejerlav

 

17xx       På et ikke kendt tidspunkt blev Christen Friderichsen ejer af denne ejendom, men hvem han har overtaget den efter vides ikke. Han er ikke opført på udstykningskortet fra 1789, efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, så han er altså ikke den første her på stedet.

Christen Friderichsen var født omkring 1757, og han var gift med Ingeborg Bendixen der var født omkring 1775. Hvor de er kommet fra før de kom hertil vides ikke. (De er ikke opført i kirkebøgerne fra Oksbøl før i 1803.)

Ingeborg og Christen Friderichsen fik børnene:

  • Friderich Friderichsen, født omkring 1797. (må være død inden 1813)
  • Catharina Elisabeth Friderichsen, født omkring 1797.
  • Anna Maria Friderichsen, født omkring 1801.
  • Ingeborg Friderichsen, født d. 27. marts 1803.
  • Friderich Friderichsen, født d. 25. marts 1813. (han overtog stedet)


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede parcellist Christen Friderichsen her på stedet sammen med sin hustru Ingeborg og børnene Friderich Friderichsen, Catharina Elisabeth Friderichsen og Anna Maria Friderichsen.

 

1818       Parcellist Christen Friedrichsen Mjels gældsatte sig d. 11. september 1818 hvilket blev indskrevet i skyld og panteprotokollen med samme dato. (Det er første gang han findes ud over folketællingen i 1803.

 

1831       Christen Frederiksen døde d. 27. februar 1831 i en alder af 74 år, og hans hustru Ingeborg Frederiksen sad derefter tilbage som enke.

 

1833       Sønnen Frederik Frederiksen blev gift i Oksbøl kirke d. 28. juli 1833 med den omkring 2 år ældre Anne Marie Mühlenberg der var født d. 10. december 1811 som datter af parcellist Nis Hansen og hustru Marie Kirstine f. Christensen Espehøjvej 8 i Broballe.

Anna Marie og Frederik Frederiksen fik børnene:

  • Christian Frederiksen, født d. 20. oktober 1833.
  • Ingeborg Maria Kirstine Frederiksen, født d. 2. december 1835. (senere Oksbøl Søndergade 2 Oksbøl)
  • Nis Frederiksen, født d. 17. januar 1838.


1838       I en alder af kun 25 år døde Anna Marie Frederiksen d. 16. februar 1838 efter en hård fødsel, og hendes mand Frederik Frederiksen sad derefter tilbage som enkemand med 3 små børn. Han fandt sig dog hurtig en ny livsledsager, og han blev derefter gift igen i Oksbøl kirke d. 7. juli 1838 med den 4½ år ældre Maren Thorsen, der var født d. 18. september 1808 som datter af parcellist Christian Thorsen og hustru Anne Eleonore Thorsen f. Swarre i Hjortspringkobbel i Svenstrup sogn.

Den 31. juli 1838 blev Frederik Frederiksen indskrevet i Skyld og panteprotokollen som ejer, og d. 4. oktober blev et aftægt til hans mor ført til protokol.

Maren og Frederik Frederiksen fik børnene:

  • Frederik Frederiksen, født d. 10. april 1839. (han overtog stedet.)
  • Anna Maria Frederiksen, født d. 4. februar 1841. (senere Oksbøl Søndergade 21 Oksbøl)
  • Dødfødt drengebarn d. 20. december 1844.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede parcellist Frederik Frederiksen her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og sine 3 børn af første ægteskab Christen Frederiksen, Ingeborg Maria Kirstine Frederiksen og Nis Frederiksen samt deres fælles barn Frederik Frederiksen. Der boede desuden en Frederik Iversen på stedet og så tjenestefolkene Hans Peter Petersen og Karen Petersen. På aftægten boede enken Ingeborg Bendixen.

 

1845       Frederik Frederiksens mor Ingeborg Frederiksen døde på aftægten d. 12. januar 1845 i en alder af 70 år gammel, efter at have levet som enke i knap 14 år.

Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede parcellist Frederik Frederiksen fortsat her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og børnene Christen Frederiksen, Ingeborg Maria Kirstine Frederiksen, Nis Frederiksen, Frederik Frederiksen og Anna Maria Frederiksen. Desuden boede der en tjenestepige ved navn Ellen Tinnesen fra Mjels.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede gårdejer Frederik Frederiksen stadigvæk her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og børnene Ingeborg Maria Kirstine Frederiksen og Frederik Frederiksen. Sønnen Nis Frederiksen var fraværende.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede gårdejer Frederik Frederiksen endnu her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og børnene Frederik Frederiksen og Anna Maria Frederiksen. Sønnen Nis Frederiksen var til søs og dermed fraværende.

 

1872       Maren og Frederik Frederiksens søn Frederik Frederiksen blev gift i Oksbøl kirke d. 23. maj 1872 med den godt 3 år yngre Maren Jessen der var født d. 31. juli 1841 i Pøl i Nordborg sogn som datter af bolslandbesidder Jes Jessen og hustru Anna Marie Jessen f. Madsen.

Maren og Frederik Frederiksen fik børnene:

  • Maria Frederiksen, født d. 16. maj 1873.
  • Anna Maria Frederiksen, født d. 23. januar 1876. (senere Nedervej 28 Mjelsmark.)
  • Anne Christine Frederiksen, født d. 10. februar 1879. (hun overtog stedet.)


1873       Maren og Frederik Frederiksen gik på aftægt og efter en overladelseskontrakt af 17. marts 1873 blev Frederik Frederiksen nu den næste parcellist her på stedet. Han blev derved indskrevet i den preussiske grundbog som ejer efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Ved overtagelsen måtte han udrede 750 Mark til sine forældre samt 50 Mark til sin halvbror Nis Frederiksen, 100 Mark til halvbror Christian Frederiksen og 100 Mark til sin halvsøster Ingeborg Maria Kirstine Frederiksen samt 100 Mark til sin søster Anna Maria Frederiksen. Desuden blev et nærmere beskrevet aftægt protokolleret i skyld og panteprotokollen.

 

1891       Frederik Frederiksens mor Maren Frederiksen døde d. 12. december 1891 godt 83 år gammel, og hans far Frederik Frederiksen sad så tilbage på aftægten som enkemand.

 

1896       Frederik Frederiksens far Frederik Frederiksen døde på aftægten d. 18. juni 1896 i en alder af 83 år, efter at have levet som enkemand i 4½ år.

 

1901       Datteren Anne Christine Paulsen og svigersønnen Christian Paulsen fik ejendommen overladt d. 3. oktober 1901. Anne Christine var blevet gift på Mjels Standesamt d. 17. maj 1901 og samme dag i Oksbøl kirke med den 8 år ældre Christian Paulsen der var født d. 22. februar 1871 i Elsmark i Havnbjerg sogn som søn af inderste Christian Paulsen og hustru Anna Cathrine Paulsen f. Clausen.

Anne Christine og Christian Paulsen fik børnene:

  • Marie Paulsen, født d. 19. februar 1902. (senere Rødenæbvej 2 Mjelsmark)
  • Anne Cathrine Paulsen, født d. 11. januar 1904.
  • Christine Frederikke Paulsen, født d. 19. juni 1905.
  • Frederik Paulsen, født d. 23. august 1906. (han overtog ejendommen.)
  • Anna Christine Paulsen, født d. 19. august 1908.
  • Ingeborg Paulsen, født d. 19. juni 1910.
  • Christian Paulsen, født d. 5. september 1911.
  • Helene Paulsen, født d. 3. september 1913.
  • Frida Paulsen, født d. 26. marts 1917.
  • Dorothea Paulsen, født d. 14. maj 1923.


1915       Anne Christine mor Maren Frederiksen døde på gårdens aftægt d. 30. juni 1915, en måned før hendes 74 års fødselsdag, og hendes far Frederik Frederiksen sad derefter tilbage på aftægt som enkemand.

 

1919       Anne Christines far Frederik Frederiksen døde d. 5. februar 1919 på aftægten i en alder af 79 år, efter at have levet som enkemand i godt 3½ år

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede gårdmand Christian Paulsen her på ejendommen sammen med sin hustru Anne Christine og deres 6 børn Frederik Paulsen, Anna Christine Paulsen, Ingeborg Paulsen, Christian Paulsen, Helene Paulsen og Frida Paulsen.

 

1936       På et ikke kendt tidspunkt havde sønnen Frederik Paulsen forpagtet sit fødehjem, og hans forældre Anna Christine og Christian Paulsen var derefter gået på aftægt. I 1936 solgte de så ejendommen til deres søn landmand Frederik Paulsen for en købesum på 20.000 plus aftægt minus 6.000 kr. i løsøre, og han fik et tinglyst skøde på dette d. 1. maj 1936.

Frederik Paulsen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 10. november 1932 med den godt 1½ år yngre Andrea Johanne Bürgel, der var født d. 18. maj 1908 på Søgård Mark som datter af husmand Karl Gustav Bürgel og hustru Kristine Marie Petersen.

Andrea Johanne og Frederik Paulsen fik børnene:

  • Christine Paulsen.
  • Bent Paulsen. (han overtog ejendommen.)


1944       Frederik Paulsens far Christian Paulsen døde d. 24. juni 1944 på aftægten næsten 73½ år gammel, og hans mor Anna Christine Paulsen levede derefter videre som enke.

 

1960       Frederik Paulsens mor Anna Christine Paulsen døde d. 27. juni 1960 i en alder af næsten 81½ år og efter at have levet som enke i 19 år.

 

1966       Den 1. juli 1966 overtog sønnen Bent Paulsen nu gårdens drift. Han blev gift d. 24. september 1966 med den 5 år yngre Anne Lise Feldstedt, der var født d. 4. april 1946 som datter af Helene og Jens Feldstedt, Uglebjergvej 1 Broballe.

Anne Lise og Bent Paulsen fik børnene:

  • Kurt Paulsen. (senere Uglebjergvej 1 Broballe)
  • Klaus Paulsen.
  • Kenn Paulsen. (han overtog stedet.)


1972       Andrea Johanne og Frederik Paulsen solgte ejendommen til deres søn Bent Paulsen for en købesum på 153.500 kr. til overtagelse d. 1. januar 1972 og han fik derefter sit skøde på dette d. 20. januar 1972.


1986       Bent Paulsens far Frederik Paulsen døde d. 28. juli 1986 knap 80 år gammel og hans mor Andrea Johanne Paulsen døde så året efter d. 21. februar 1987 næsten 79 år gammel.

 

1990       I 1990 blev gården drevet med en kvægproduktion på 29 årskøer, 46 ungdyr og 15 slagtekalve af racer SDM, og så var der en planteproduktion med salgsafgrøde af hvede og byg. Kvægstalden fra 1941 var blevet forbedret i 1980, svinestalden fra 1941 var blevet ombygget til kvægstald i 1980, og en lade var ligeledes blevet ændret til kvægstald i 1980.

Der var også blevet købt jord flere steder fra i tidens løb. Bl.a. matrikel 258 fra Johannes Wilhelm og Maria Heesch Nedervej 34 i 1970, matrikel 289, 290 og 291 fra Mathias og Anna Helene Lassen Lyngevej 4 i 1984, matrikel 292 fra Marie Jacobsen Lyngevej 6 i 1985 og matrikel 311, 312 og 313 fra Jørgen Byllemos Byllemose 4 i 1990.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2001       Anne Lise og Bent Paulsens søn Kenn Paulsen overtog ejendommen for en købesum på 6.448.188 kr. og på denne overtagelse blev der d. 6. november 2001 udstedt et tinglyst skøde. Anne Lise og Bent Paulsen tilflyttede Nedervej 29 og gik på aftægt.

 

2005       Kenn Paulsen blev i foråret 2005 gift i Oksbøl kirke med Rikke Boysen.

Rikke og Kenn Paulsen fik børnene:

  • Emilia Paulsen.
  • Mads Paulsen.


2017       Kenn Paulsen ejer og bebor fortsat ejendommen sammen med sin hustru Rikke Boysen.




til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk