Østervej 15


Matrikel nr. 134 af Mjels ejerlav

 

Ejendommen menes at have sin oprindelse omkring 1750, og den var dengang ejet af en mand ved navn Tønnesen, og derfor blev den blandt mange af egnens ældre beboere tidligere kaldt ”Tønnesens ejendom”.

I kirkebogen ses i 1760 at ungkarl Hans Christian Tønnesen i Mjels blev gift i Oksbøl kirke d. 31. oktober 1760 med Kirsten Andersdatter af Brandsbøl. Derefter er der indskrevet:

  • Døbt d. 24. juni 1761 Hans Chr Tönnesens datter Kirsten +
  • Døbt d. 24. april 1768 Hans Tønnesens datter i Mjels Kisten.
  • Døbt d. 23. september 1770 Hans Tönnesens datter An Leonore

Om denne familie har haft noget med stedet her at gøre vides ikke.


2000
1779
udsnit af udskiftningskortet viser stedets daværende placering.


På udstykningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er Christian Tonnesen noteret som ejer af halvbondegård nr. 3 hvilket er stedet her. Denne mand er også nævnt som Tønnesen.

Christian Tønnesen var født omkring 1693 i Mjels og han blev gift i Oksbøl kirke d. 7. december 1743 med Anna Jørgensdatter fra Svenstrup.

Christian Tønnesen døde i en alder af 80 år, og han blev begravet på Oksbøl kirkegård d. 15. februar 1773. Hans hustru Anna menes derefter at have siddet tilbage som enke.

En Christian Christensen der senere er opført som Christian Christensen Tønnesen blev født omkring 1756, og han blev gift med en Anna Maria Christensen der også var født omkring 1756, men dette er ikke fundet opført i Oksbøl kirkebøger.

Anna Maria og Christian Christiansen fik børnene:

  • Christian Christiansen, døbt d. 28. august 1785.
  • Cecilie Marie Christensen, døbt d. 9. april 1787. (hun overtog stedet)


1788       Halvbolsmand i Mjels Christian Christensen Tønnesen blev indskrevet i skyld og panteprotokollen d. 10. maj 1788 vedrørende noget skyld til en dame i Nordborg, men hvad sagen drejer sig om kan ikke læses.

 

1789       Bolsmand Christian Christensen døde d. 16. april 1789 i en alder af kun 33 år, og hans hustru Anna Maria Christensen sad derefter tilbage som enke.

I skyld og panteprotokollen blev der d. 21. oktober 1789 indskrevet en delingsakt efter afdøde Christian Christiansen Tønnesen i Mjels vedrørende børnene Christian og Cecilie Marie. Navnet Peter Hansen er også nævnt, og netop Peter Hansen fra Holm blev gift i Oksbøl kirke d. 24. oktober 1789 med enkefru Anna Maria Christensen. Peter Hansen der var født omkring 1750 blev efter giftermålet den nye sættemand her på stedet. Navnet Tønnesen kom hermed ind i Peter Hansens familie.

Anna Maria og Peter Hansen fik børnene:

  • Hans Christian Tønnesen, døbt d. 28. februar 1790.
  • Mette Maria Tønnesen, døbt d. 28. februar 1790.
  • Anna Maria Petersdatter Tønnesen, dødt d. 10. marts 1793.
  • Peter Petersen Tønnesen, døbt d. 13. marts 1795.


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede 2/3 gårdmand Peter Hansen, der nu er noteret som Tønnesen, her på stedet sammen med sin hustru Anna Maria Christensen og deres fire børn Hans Christian Tønnesen, Mette Maria Tønnesen, Anna Maria Petersdatter Tønnesen og Peter Petersen Tønnesen. Anna Maria Christensens søn af første ægteskab Christen Christensen på 20 år boede også hos dem. På ejendommen boede også en slagter og aftægtsmand ved navn Lorenz Jacobsen sammen med sin hustru Metta Jessen og hendes søn Jes Jacobsen på 4 år samt hans datter af første ægteskab Maren Jacobsen på 26 år med hendes uægte søn Lorenz Lorenzen på 2 år. Desuden boede der en tjenestekarl ved navn Mogens Mogensen på ejendommen.

 

1810       Sættebolsmand Peter Hansen døde d. 16. januar 1810 i en alder af kun 60 år, og hans hustru Anna Maria Tønnesen sad derefter tilbage som enke.

Anna Maria Tønnesen overlod ejendommen ifølge en kontraktprotokol af 6. november 1810 til Nis Hinrichsen, og der blev udarbejdet en aftægtskontrakt der tilgodeså hendes aftægt.

Nis Hinrichsen var kommende svigersøn til Anna Maria Tønnesen, idet han blev gift i Oksbøl kirke d. 10. november 1810 med hendes 5½ år yngre datter af første ægteskab Cecilie Marie Christiansen (Tønnesen), der var døbt d. 9. april 1787. I skyld og panteprotokollen blev overtagelsen protokolleret d. 19. november 1810.

Nis Hinrichsen blev døbt i Oksbøl kirke d. 4. november 1781 og han var søn af bolsmand Hinrich Hansen og hustru Anna Marie Nissen på ejendommen halvbondegård nr. 11 der dengang var beliggende ved siden af ejendommen Færgevej 39 men som sammen med Færgevej 39 nedbrændte omkring 1890 og blev udflyttet og genopført i 1892 på vejen halvvejs mellem Mjels og Hardeshøj, Færgevej 62.

Cecilie Marie og Nis Hinrichsen fik børnene:

  • Christian Nissen, født d. 29. juni 1811. (han overtog stedet)
  • Henrik Hansen, født d. 8. april 1813, død d. 23. december 1831.
  • Nis Nissen, født d. 17. februar 1815, død d. 5. maj 1815.
  • Anne Marie Nissen, født d. 17. februar 1815, død d. 6. maj 1815.
  • Peder Nissen, født d. 22. september 1818.
  • Nis Nissen, født d. 6. juni 1820.
  • Dødfødt drengebarn d. 29. maj 1823.
  • Anne Marie Nissen, født d. 14. december 1826. (senere Lervandstedvej 3)


1825       Nis Hinrichsens svigermor Anna Maria Tønnesen døde d. 28. juni 1825 i en alder af 69 år, efter at have levet som enke i 15½ år.

 

1838       Ejendommen er muligvis brændt i 1838 og derefter nyopført, idet den nuværende ejendom i BBR registret er noteret som værende opført i 1838.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Nis Hinrichsen her på stedet sammen med sin hustru Cecilie Marie Christiansen og deres tre børn Christian Nissen, Nis Nissen og Anne Marie Nissen. Deres tjenestepige Ellen Jessen Gude boede desuden også her på ejendommen.

Cecilie Marie og Nis Hinrichsen ældste søn Christian Nissen blev gift i Oksbøl kirke d. 13. november 1840 med den knap 1½ år yngre pige Kirsten Johannsen der var født d. 20. oktober 1812 i Lavensby i Havnbjerg sogn som datter af bolsmand Johan Johansen og hustru Maren Otzen i Lavensby.

Kirsten og Christian Nissen fik børnene:

  • Dødfødt pigebarn d. 14. juli 1842.
  • Anna Maria Nissen, født d. 6. november1843. (senere Espehøjvej 14 Broballe)
  • Nis Henrik Nissen, født d. 13. maj 1846, død d. 21. august 1846.
  • Maren Nissen, født d. 12. juni 1850, død d. 11. maj 1858.


I bogen folkeminder fra Havnbjerg sogn ses på side 94 om Christen Tønnesen:

Bolsmand Christian Nissen i Mels - han blev almindeligt kaldt Tønnesen, - var gift med Kjesten Johansen, Datter af Bolsmand Johan Johansen og Hustru, Maren Thomasdatter Otzen i Lavensby (Bol Nr. 7).

Det var i den tid, da Hertugen af Augustenborg havde al jagtret på Als. Her var en mængde vildt, harer, rådyr, hjorte, fasaner m.v. Men der var også et stort antal krybskytter.

Havnbjerg præst, pastor Meyer havde sit ungkvæg gående løs i ”Gamle Have” i Havnbjerg skov.

I den tid, da Christian Tønnesen var forlovet med Kjesten, var han en nat på krybskytteri ude i ”Gamle Have”. - Der sprang et dyr op, og Christian skød. Dyret faldt, og da krybskytten kom til, så han til sin store skræk, at det var en af præstens kvier, han havde skudt. Christian løb hjem og lod dyret ligge. Først efter nogen tid fandt præsten sin kvie, men den var allerede ved at gå i forrådnelse.

Om Christen Tønnesen efter den tid har tabt lysten til krybskytteri, melder fortællingen intet. Han nævnes dog ikke i de mange krybskytter historier fra Nordals.

(Meddelt af Chr. Hansen, Brandsbøl, 1942.)


1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Nis Hinrichsen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Cecilie Marie Christiansen og deres to ugifte børn Nis Nissen og Anne Marie Nissen samt deres søn Christian Nissen og deres svigerdatter Kirsten Johannsen og barnebarnet Anna Maria Nissen.

 

1851       Cecilie Marie og Nis Hinrichsen solgte ejendommen til deres søn og svigerdatter Christian Nissen og hustru Kirsten f. Johannsen og de fik derefter et skøde på dette d. 29. juli 1851. Efterfølgende blev der i skyld og panteprotokollen d. 1. august 1851 protokolleret en aftægtskontrakt hvormed Nis Hinrichsen og hustru Cecilie Marie Christensen Tønnesen blev tilsikret det i dokumentet nærmere beskrevne aftægt.

 

1852       Christian Nissens far Nis Hinrichsen døde på aftægten d. 11. september 1852 i en alder af næsten 71 år og hans mor Cecilie Marie sad derefter tilbage som enke.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede bolsmand Christian Nissen her på ejendommen sammen med sin hustru Kirsten Johannsen og deres to børn Anne Marie Nissen og Maren Nissen. Hans bror Nis Nissen boede også her og arbejdede som tjenestekarl sammen med Jens Rasmussen Orte fra Tvedborg sogn og Ane Marie Bonde fra Havnbjerg sogn. På ejendommens aftægt boede Christian Nissens mor Cecilie Marie Hinrichsen.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede bolsmand Christian Nissen fortsat her på ejendommen sammen med sin hustru Kirsten Johannsen og deres nu eneste barn Anne Marie Nissen. Tjenestefolkene Jens Asmussen fra Nordborg, Jørgen Nielsen fra Oksbøl og Maria Hansen fra Svenstrup boede desuden også her på stedet. På ejendommens aftægt boede Christian Nissens mor Cecilie Marie Hinrichsen stadigvæk.

Der blev i 1860 foretaget udskiftning og opkøb af jord, således et mageskifte med skøde af 29. oktober 1860 hvor bolsmand Christian Hansen Bonde Østervej 16 i Mels fik overladt fra stedet her 1 tønde 1 skæppe og ½ rode og Christian Nissen 3 skæpper og 2½ rode fra hans ejendom samt fra bol nr. 12 i alt 3 skæpper 6 roder, og fra bol nr. 13 i alt 3 skæpper 8 roder. Således i alt 1 tønde 2 skæpper og ½ rode. Kirsten og Christian Nissen blev derefter i skyld og panteprotokollen noteret som ejere af bolet nr. 3 i Mjels, en parcel af nr. 4, en parcel af nr. 12, og en parcel af nr. 13.

 

1861       Christian Nissens mor Cecilie Marie Hinrichsen døde på aftægten d. 8. maj 1861 i en alder af 74 år efter at have levet som enke i næsten 8½ år.

 

1871       Kirsten og Christian Nissens datter Anna Maria Nissen blev gift i Oksbøl kirke d. 23. september 1871 med den 2 år ældre var ungkarl på ”Lyshøjgaard” Jørgen Madsen, der var født i Helved i Notmark sogn d. 1. november 1841 som søn af bolsmand Peter Madsen og hustru Catharine Marie f. Røge i Helved. Denne Jørgen Madsen blev bolsmand på bol nr. 128 ”Lyshøjgård” Espehøjvej 14 Broballe efter et skifte af 21. februar 1872.

 

18xx       Kirsten og Christian Nissen fraflyttede stedet og flyttede i aftægt hos deres datter og svigersøn Anna Maria og Jørgen Madsen på ”Lyshøjgaard” Espehøjvej 14 i Broballe. Her døde Kirsten Nissen d. 6. december 1891 i en alder af 79 år og Christian Nissen døde d. 3. marts 1903 i en alder af godt 91½ år.

 

1884       Thomas Petersen Schmidt blev indskrevet i den preussiske grundbog som ejer af stedet her efter et notat af 21. juli 1884, og efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

Thomas Petersen Schmidt var født d. 21. januar 1845 som søn af bolsmand Peter Hansen Schmidt og hustru Anna Nissen i Lavensby i Havnbjerg sogn, og han blev gift på Standesamt i Mjels d. 24. juli 1884 og samme dag i en kirkelig vielse i Oksbøl kirke med den 11½ år yngre Anna Marie Krogh, der var født d. 24. juli 1856 som datter af bolsmand Mathias Hansen Krogh og hustru Anna Margrethe f. Bladt på Oksbøl Søndergade 5 i Oksbøl.

Anna Marie og Thomas Petersen Schmidt, der altid blev kaldt ”Anmaj og Tammes” fik børnene:

  • Anna Schmidt, født d. 11. november 1884. (senere Lillegade 2 Mjels)
  • Peter Petersen Schmidt, født d. 24. februar 1887. (senere Færgevej 39, og senere Nedervej 2 Mjels)
  • Margrethe Schmidt, født d. 20. august 1889. (hun førte stedet videre)

Den 31. oktober 1884 blev der i grundbogen indskrevet en tinglyst forpligtigelse til årligt at levere 5 neg tagstrå til Oksbøl Pastorat efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Denne forpligtigelse blev først aflyst d. 17. marts 1954.

 

1885       Den 1. september 1885 blev der tinglyst en stedsevarende årlig renteforpligtigelse på 46,83 Mark til præsten i Oksbøl.

 

1910       Thomas Petersen Schmidt købte ejendommen Færgevej 39 af Iver Peter Zachariasen og fik denne overladt d. 5. december 1910. Han blev dermed indskrevet i den preussiske grundbog som den nye ejer af dette sted, og han og sin hustru Anna Marie fraflyttede derfor stedet her og tilflyttede det nye sted. Ejendommen her blev derefter solgt til deres datter og svigersøn Margrethe Petersen Schmidt og Jacob Petersen og han blev således indskrevet i den preussiske grundbog d. 21. februar 1911 som stedets nye ejer. Margrethe Petersen Schmidt var blevet gift i Oksbøl kirke d. 28. oktober 1910 med den næsten 5 år ældre Jacob Petersen der var født i Adsbøl sogn d. 21. oktober 1884 som søn af forpagter Hans Petersen og hustru Marie Sophie f. Tychsen.

Margrethe og Jacob Petersen fik børnene:

  • Hans Christian Petersen, født d. 11. marts 1913. (han overtog stedet)
  • Thorvald Petersen, født d. 11. november 1921. (han overtog stedet senere)


1911       Jacob Petersen blev indskrevet i den preussiske grundbog d. 16. februar 1911 som ejer af et husmandssted nr. 21 i Mjels med matrikel nr. 45 af Mjels ejerlav efter en Christian Petersen, der havde fået stedet ved en arvedeling d. 30. april 1873. Hvad det er for et sted vides ikke. Dette sted er senere indgået som en del af matriklen her, og i grundbogen er der noteret at matrikel nr. 45 og matrikel nr. 134 udgør én landbrugsejendom. (matrikel nr. 45 findes ikke mere)

Jacob Petersens farbror Christian Petersen Post, Færgevej 29 Mjels tilflyttede stedet her efter at have solgt sit husmandssted i 1911. Christian Petersen Post døde her d. 12. marts 1917 i en alder af 81 år efter at have levet som enkemand i knap 8 år.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand og gårdejer Jacob Petersen her på stedet sammen med sin hustru Margrethe og deres søn Hans Christian Petersen. Deres tjenestekarl Karl August Sørensen der var kommet her til sognet i 1914 boede også her på ejendommen. (Denne Karl August Sørensen kom senere til Espehøjvej 6 og derefter til Spangsmosevej 10 i Broballe.)

 

1942       Jacob Petersen døde d. 18. maj 1942 på gårdens aftægt i en alder af 57½ år, og hans hustru Margrethe sad derefter tilbage som enke.

Ejendommen blev nu solgt og overtaget af sønnen Hans Christian Petersen og der blev d. 18. april 1942 tinglyst et dokument om aftægt for hans mor Margrethe Petersen.

Hans Christian Petersen var blevet gift med den jævnaldrende Agnes C. Petersen, der var født d. 4. juni 1913 som datter af gårdejer Jørgen Peter Petersen i Kær i Ulkebøl sogn.

Da han overtog ejendommen i 1942 var der et opdyrket areal på 32 tønder land og en besætning på 2 heste, 8 køer, 4 ungkvæg og 7 svin. Året efter var der 2 heste, 9 køer, 4 ungkvæg, 3 kalve og 10 svin.

Agnes og Hans Christian Petersen fik sønnen:

  • Hans Jacob Petersen.


1947       Hans Christian Petersen overlod ejendommen til sin bror Thorvald Petersen for en købesum på 39.000 kr. plus aftægt, og d. 17. oktober 1947 blev der udstedt et tinglyst skøde på dette.

Agnes og Hans Christian Petersen flyttede til Færgevej 39, som de havde overtaget efter Hans Christian Petersens mors bror Peter Petersen Schmidt.

Thorvald Petersen var blevet gift med den omkring 13 år yngre Gunde Hansen, der var født i 1934 i Gråsten.

Gunde og Thorvald Petersen fik datteren:

  • Margrethe Petersen. (hun overtog stedet)


1965       Thorvald Petersens mor Margrethe Petersen døde d. 29. juli 1965 efter at have levet som enke i 23 år.


1965
1965
Luftfoto af ejendommen fra 1965.
Forrest ses Østervej 18 og bagerst til venstre Østervej 16.


1978
1978
Foto af ejendommens stuehus som det så ud i 1978.


1980       Thorvald Petersens hustru Gunde Petersen døde i 1980 og Thorvald Petersen sad derefter tilbage som enkemand.


1985
1985
Luftfoto af ejendommen til højre fra 1985.
Til venstre ses Østervej 18 og øverst ses Østervej 16.


1994       Thorvald Petersen solgte ejendommen til sin datter og svigersøn Margrethe Petersen og Finn Sønderskov Sørensen og han fik derved tinglyst en boligret til sig selv. De fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 29. juni 1994, og Thorvald Petersen flyttede på aftægt i husets østlige ende.


2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2006       Thorvald Petersen døde på Sønderborg sygehus d. 30. november 2006 i en alder af 85 år, efter at have levet som enkemand i 26 år.

 

2017       Margrethe og Finn Sønderskov Sørensen ejer og bebor fortsat den gamle ejendom.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk