Østervej 16


Matrikel nr. 97 af Mjels ejerlav
 

På udstykningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er Hans Christensen noteret som ejer af halvbondegård nr. 4 hvilket er stedet her.



1779
1779
Udsnit af udskiftningskortet viser stedets daværende placering.

Hvem denne Hans Christensen var og hvem han var gift med vides ikke.

Hans Christensen og hustru fik bl.a. datteren:

  • Elsebeth Hansdatter Christensen, døbt d. 7. oktober 1764. (hun overtog stedet)


1782       Den 27. oktober 1782 blev Hans Christensens datter Elsebeth Hansdatter Christensen gift i Oksbøl kirke med ungkarl Hans Petersen fra Stevning. Han var født d. 1. januar 1757 i Stevning i Svenstrup sogn, men hvor navnet Bonde senere hen er kommet fra, vides ikke.

Elsebeth og Hans Petersen fik børnene:

  • Kjersten Petersen, døbt d. 10. oktober 1784, død d. 14. januar 1842.
  • Mette Petersen, døbt d. 13. august 1786, død d. 14. oktober 1820.


1790       Den 12. november 1790 blev der i skyld og panteprotokollen noteret at Hans Petersen eller Bonde var ejer af bolstedet her efter Hans Christensen og at der d. 18. september samme år var oprettet en aftægtskontrakt til Hans Christensen og dennes hustru.

 

1801       Hans Petersen Bondes hustru Elsebeth døde d. 13. december 1801 i en alder af kun 37 år, og han sad derefter tilbage som enkemand.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede gårdmand og enkemand Hans Petersen her på stedet sammen med sine 2 børn Kjersten Petersen og Mette Petersen. På ejendommen boede der også en Jonas Christensen, en Peter Nissen, en Dorothea Rasmussen og en Mette Christiansen. Hvad de var, er ikke noteret, men det har sandsynligvis været tjenestefolk.

Hans Petersen havde fundet sig en ny livsledsager, og d. 12. november 1803 blev han gift i Oksbøl kirke med den omkring 22 år yngre Anna Marie Christensdatter der var født i Mjels som datter af kådner Christian Christiansen Post og hustru Magdalene Hansen Færgevej 29 Mjels og døbt i Oksbøl kirke d. 12. januar 1780.

Anna Marie og Hans Petersen Bonde fik børnene:

  • Hans Hansen Bonde, født d. 29. februar 1804.
  • Elsebeth Hansdatter Bonde, født d. 4. juni 1805.
  • Malene Hansdatter Bonde, født d. 3. oktober 1808.
  • Peder Hansen Bonde, født d. 3. april 1812. (senere Østervej 1)
  • Christian Hansen Bonde, født d. 22. oktober 1815. (han overtog stedet / senere Østervej 1)
  • Anna Marie Hansen Bonde, født d. 14. august 1819. (senere Lusigvej 14 Broballe)


1808       Ifølge en kontraktprotokol fra 1. marts 1808 blev et bolsted i Mjels solgt af en Abraham Jessen til en Hans Petersen Bonde og der blev lavet aftægtskontrakt til en Anna Kirstine Abraham. Det må være tale om den mindre ejendom beliggende Østervej 1 og som på udstykningskortet fra 1779 efter udstykningen fra ”Mjelsgaard” havde betegnelsen halvbondegård nr. 13, og hvor synsmand Jes Abraham var noteret som stedets ejer. Det må være på det tidspunkt at Hans Petersen Bonde er kommet i besiddelse af Østervej 1.

 

1830       Hans Petersen Bondes hustru Anna Marie Hanses døde d. 6. november 1830 i en alder af kun 51 år, og han sad derefter igen tilbage som enkemand.

 

1835       Ved folketællingen d. 13. februar 1835 boede bolsmand og enkemand Hans Petersen Bonde her på stedet sammen med sine børn Kjersten Petersen, Malene Hansdatter Bonde, Peder Hansen Bonde, Christian Hansen Bonde og Anna Marie Hansen Bonde.

Hans Petersen Bonde døde d. 8. juli 1835 i en alder af 77 år, efter at have levet som enkemand i godt 4½ år.

Ved et skifte af 24. november 1835 blev Hans Petersens 2 bol takseret til følgende:


Det østlige bol blev takseret til
Det vestlige bol blev takseret til
Rapsæden
Rede penge
Udestående fordringer
Mobilierne
Elisabeths udstyr
1325 Rd
1079 Rd
150 Rd
79 Rd
1012 Rd
981 Rd
42 Rd
1 Sk
17 Sk

1 Sk
24 Sk
47 Sk
40 Sk
I alt
Gæld
Minus ½ % til skatten
Til deling
4670 Rd
1501 Rd
15 Rd
3152 Rd
34 Sk
46 Sk
40½ Sk
43½ Sk

som bliver en 1/6 del med 525 Rd 23 ¼ Sk til hver.
Sønnen Peter Hansen Bonde får det østlige bol (Østervej 1) og broderen Christian Hansen Bonde får det vestlige bol (bolet her)

Sønnen Christian Hansen Bonde blev hermed ejer af stedet her.

 

1836       Christian Hansen Bondes bror Peter Hansen Bonde, der fik bol nr. 13 Østervej 1, døde ugift allerede d. 26. august 1836, kun 10 måneder efter overtagelsen af stedet, i en alder af kun godt 24 år.

 

1837       Ved et efterfølgende skifte af 28. marts 1837 overgik bol nr. 13 Østervej 1 til Christian Hansen Bonde med hans søskendes samtykke imod at han efterkom de i skiftet aftalte forpligtelser.

Christian Hansen Bonde blev derefter indskrevet i skyld og panteprotokollen som ejer og besidder af bolene nr. 4 og nr. 13.

Christian Hansen Bonde blev gift i Oksbøl kirke d. 15. juli 1837 med den 1 år yngre Maren Erichsen Petersen der var født i Oksbøl d. 18. oktober 1816 som datter af gårdmand Erich Petersen og hustru Anna f. Jørgensdatter på Oksbøl Søndergade 20 i Oksbøl.

Maren og Christian Hansen Bonde fik børnene:

  • Hans Petersen Bonde, født d. 28. januar 1838, død d. 4. oktober 1839.
  • Hans Christiansen Bonde, født d. 9. oktober 1839 (senere Færgevej 58).
  • Peter Christiansen Bonde, født d. 24. december 1841, død d. 26. juni 1846.
  • Anna Maria Christiansen Bonde, født d. 21. december 1843. (senere Spangsmosevej 27)
  • Erik Christiansen Bonde, født d. 9. februar 1846. (senere Espehøjvej 15)
  • Peter Christiansen Bonde, født d. 2. juni 1848. (han overtog stedet)
  • Anna Christiansen Bonde, født d. 1. marts 1851.
  • Christian Christiansen Bonde, født d. 11. juli 1853.
  • Maren Christiansen Bonde, født d. 26. februar 1856.
  • Jørgen Christiansen Bonde, født d. 14. maj 1858.
  • Jes Christiansen Bonde, født d. 2. januar 1862.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Christian Hansen Bonde her på stedet sammen med sin hustru Maren og deres søn Hans Christiansen Bonde. På ejendommen boede desuden en Andreas Jepsen, en Jørgen Jessen, en Hans Christian Christensen, en Hans Christian Hess og en Anna Cathrine Andersen, samt hans halvsøster Kjersten Hansen Bonde og hans søster Anna Maria Hansen Bonde der alle arbejdede som tjenestefolk.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsmand Christian Hansen Bonde fortsat her på stedet sammen med sin hustru Maren og deres 3 børn Hans Christiansen Bonde, Peter Christiansen Bonde og Anna Maria Christiansen Bonde. Tjenestekarlene Peter Petersen fra Mjels, Christian Tinnesen fra Mjels og Jens Sandvei fra Købingsmark samt tjenestepigerne Anna Marie Møller fra Broballe, Anne Marie Hansen fra Pøl og Ellen Rasmussen fra Pøl boede desuden også her på ejendommen. I gårdens lejebolig boede der skrædder og enkefru Mette Maria Lund fra Mjels sammen med sin søn Jens Peter Jensen.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede gårdmand Christian Hansen Bonde stadigvæk her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og deres 6 børn Hans Christiansen Bonde, Anne Marie Christiansen Bonde, Erik Christiansen Bonde, Peter Christiansen Bonde, Anne Christiansen Bonde og Christian Christiansen Bonde. De havde en røgter ved navn Jens Kjær Struer fra Gesten sogn, og tjenestefolkene Andreas Clausen fra Ullerup sogn, Matthias Matthiesen fra Svenstrup sogn, Christen Hansen fra Tønder amt, Hans Johansen fra Havnbjerg sogn, Ellen Petersen Schmidt fra Oksbøl sogn, Anne Sophie Sørensen fra Nordborg og Marie Margrethe Petersen fra Dybbøl sogn boende på gården.

 

1857       Christian Hansen Bonde købte bol nr. 12, en ejendom der dengang lå på området af det nuværende Færgevej 41, af bolsmand Jørgen Lauritzen i Mjels og fik skøde på dette d. 26. februar 1857.

Den 1. april 1857 blev der desuden protokolleret en aftægtskontrakt hvor Christian Hansen Bonde forpligtede sig til at yde den tidligere ejer af bol nr. 12 Jørgen Lauritzen og hustru Ellen en aftægt, og det gættes på at de dermed fortsat er blevet boende i deres ejet hjem.

Christian Hansen Bonde var nu ejer af bolene nr. 4, 12 og 13 i Mjels samt en parcel af bolet Nr. 3 og en søpart i Mjelsgård sø.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede gårdmand Christian Hansen Bonde endnu her på ejendommen sammen med sin hustru Maren og deres 8 børn Hans Christiansen Bonde, Anne Marie Christiansen Bonde, Erik Christiansen Bonde, Peter Christiansen Bonde, Anne Christiansen Bonde, Christian Christiansen Bonde, Maren Christiansen Bonde og Jørgen Christiansen Bonde. Deres tjenestefolk Jørgen Hansen Hau fra Oksbøl sogn, Mathias Mathiesen fra Svenstrup sogn, Jørgen Kristensen Grau fra Oksbøl sogn, Johan Johansen, Anna Tonesen fra Nordborg samt Louise Kirstine Kristensen og Peter Hansen fra Oksbøl sogn boede desuden også her på gården.

 

1866       På en offentlig auktion d. 28. maj 1866 i boet efter afdøde bolsmand Henrik Hansen Erichsen på Færgevej 58, købte Christian Hansen Bonde hele hans bolsted nr. 14, således at han nu var ejer af bolene nr. 4, nr. 12, nr. 13, nr. 14 og en parcel af bolet nr. 3 samt en søpart.

Christian Hansen Bonde skulle overtage ejendommens gæld, og han skulle ved overtagelsen udbetale et beløb til hver af Henrik Hansen Erichsens børn samt tilsikre afdøde bolsmand Henrik Erichsen enke Anna Cathrine Erichsen et nærmere beskreven aftægt.

Christian Hansen Bonde indsatte sin søn Hans Christiansen Bonde på bolsted nr. 14 Færgevej 58.

 

1882       Christian Hansen Bonde overlod ejendommen og de andre besiddelser til sønnen Peter Christiansen Bonde efter et arvenotat af 1. juni 1882, og han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som ejer af ejendommen efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873. Maren og Christian Hansen Bonde gik derefter på aftægt i huset på Østervej 1.

Peter Christiansen Bonde var blevet gift på Standesamt i Mjels d. 22. maj 1882 og dagen efter en kirkelig vielse i Oksbøl kirke d. 23. maj 1882 med den knap 10 år yngre Maren Steffensen der var født d. 13. marts 1858 i Broballe som datter af landmand Steffen Jessen og hustru Cathrine Elisabeth f. Petersen på Lusigvej 2 i Broballe.

Maren og Peter Christiansen Bonde fik børnene:

  • Christian Christiansen Bonde, født d. 7. marts 1883. (han overtog stedet)
  • Maria Bonde, født d. 15. april 1884.
  • Jes Christiansen Bonde, født d. 17. januar 1886.
  • Cathrine Bonde, født d. 1. juli 1887.
  • Hans Christiansen Bonde, født d. 5. april 1889, død d. 23. september 1891.
  • Anne Marie Bonde, født d. 28. september 1890.
  • Christina Bonde, født d. 14. juli 1894.


1884       Peter Christiansen Bondes far Christian Hansen Bonde døde på aftægten Østervej 1 d. 1. maj 1884 i en alder af 68½ år, og hans mor Maren Bonde sad derefter tilbage som enke.

 

1896       Peter Christiansen Bondes mor Maren Bonde døde på aftægten Østervej 1 d. 10. januar 1896 i en alder af 79 år, efter at have levet som enke i næsten 12 år.

 

1897       Peter Christiansen Bonde købte huset på Østervej 1 d. 20. maj 1897 af sine brødre Christian Christiansen Bonde, Jørgen Christensen Bonde og Jes Christiansen Bonde, der havde arvet huset efter deres forældre, for fortsat at have huset som aftægts hus til gården.

 

1913       Peter Christiansen Bonde overlod nu ejendommen til sin ældste søn Christian Christiansen Bonde d. 29. maj 1913, og han og Maren tilflyttede derefter aftægten på Østervej 1.

Christian Christiansen Bonde var blevet gift på Standesamt i Oksbøl d. 23. maj 1913 og samme dag i en kirkelig vielse i Oksbøl kirke med den knap 5 år yngre Anna Cathrine Jensen Steg, der var født d. 7. februar 1888 som datter af bolsmand Jens Hansen Steg og hustru Anna Marie Gadmand i Holm.

Anna Cathrine og Christian Christiansen Bonde fik børnene:

  • Marie Bonde, født d. 10. oktober 1914.
  • Peter Christian Bonde, født d. 24. oktober 1919. (han overtog stedet)

Da Christian Christiansen Bonde overtog gården i 1913 var der et opdyrket areal på 83 tønder land, og der var en besætning på 6 heste, 15 køer, 15 ungkvæg og 10 svin.

 

1916       Christian Christiansen Bonde købte huset på Næsvej 42 og fik et tinglyst skøde på dette d. 12. september 1916. Huset er sikkert blevet brugt som udlejnings hus for gårdens ansatte.

 

1917       Christian Christiansen Bondes mor Maren Bonde døde på aftægten Østervej 1 d. 9. august 1917, og hans far sad derefter tilbage som enkemand.



1920
1920
Foto af ejendommen som den så ud i 1920.


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand og gårdejer Christian Christiansen Bonde her på gården sammen med sin hustru Anna Cathrine og deres to børn Marie Bonde og Peter Christian Bonde. Deres tjenestepige Anne M. Jensen fra Skodsbøl sogn og deres to tjenestekarle Carl Peter Heinrich Pytlick, Østergade 12 i Mjels og Christian Frej fra Hørup sogn boede også her på gården.

 

1922       Christian Christiansen Bondes far Peter Christiansen Bonde døde på aftægten Østervej 1 d. 22. marts 1922 i en alder af 73 år, efter at have levet som enkemand i godt 4½ år.

 

1943       I 1943 var det opdyrkede areal fortsat på 83 tønder land, men besætningen var nu på 9 heste, 20 køer, 20 ungkvæg og 30 svin. Christian Christiansen Bonde var også en kendt hesteopdrætter, og han havde en fin stamme af belgierheste.

 

1962       Anna Cathrine og Christian Christiansen Bonde solgte stedet her til deres søn Peter Christian Bonde, der også havde overtaget ejendommen på Østervej 1, for en købesum på 11.985,60 kr., og det fik han et tinglyst skøde på d. 20. december 1962.

Anna Cathrine og Christian Christiansen Bonde tilflyttede aftægten på Østervej 1.

Peter Christian Bonde var blevet gift d. 25. marts 1947 med den 2½ år yngre Thyra Jessen, der var født d. 4. juni 1922 i Himmark som datter af Helene Margrethe og Jes Jessen Nedervej 10.

Thyra og Peter Christian Bonde fik børnene:

  • Karin Kathrine Bonde. (senere Fjordvej 12 Broballemark)
  • Grethe Helene Bonde.


ukendt årstal
19xx
Luftfoto af ejendommen fra ukendt årstal.


1964       Peter Christian Bondes far Christian Christiansen Bonde døde på aftægten Østervej 1 d. 27. februar 1964 i en alder af knap 81 år, og hans mor Anna Cathrine Bonde sad derefter tilbage som enke.

 

1966       Peter Christian Bondes mor Anna Cathrine Bonde døde d. 3. marts 1966 på aftægten Østervej 1 i en alder af 78 år, efter at have levet i 2 år som enke.



1978
1978
Foto af stuehuset som det så ud i 1978.


1980       Thyra og Peter Christian Bonde overlod ejendommen til deres datter og svigersøn Karin Kathrine og Egon Eriksen Fjordvej 12 Broballemark, der drev den videre.

Thyra og Peter Christian Bonde flyttede til aftægten på Østervej 1

 

1983       Stald og lade bygningerne nedbrændte d. 29. juli 1983, og blev derefter genopbygget.

 

1990       Ejendommen, der var på 53 ha. blev i 1990 drevet med en svineproduktion på 1.500 slagtesvin årligt.

 

1994       Brdr. Schøber Autoimport ApS købte den gamle ejendom for en købesum på 1.100.000 kr. og de fik et tinglyst skøde på dette d. 19. december 1994.



2000
2000
Foto af stuehuset som det så ud i 2000.


2001
2001
Foto af stuehuset set fra haven som det så ud i maj 2001.


2001
2001
Foto af firmaets lagerhal som den så ud i maj 2001.


2004       I sommeren 2004 blev det ubeboede stuehus anvendt til Støtteforeningens Loppemarked.

 

2007       Brdr. Schøber Autoimport ApS satte stuehuset blev sat til salg i november 2007 som værende opført i 1870 med en grund på 2000 m2 og en beboelse på 260 m2 samt en kælder på 12 m2 til en købspris på 495.000 kr.

 

2013       Stedet ejes fortsat af Brdr. Schøber Autoimport ApS men stuehuset er endnu ikke blevet solgt, og det bliver fortsat brugt til Støtteforeningens Loppemarked.


2014       I efteråret 2014 flyttede Støtteforeningen sit Loppemarked til Fjordvej 12 Broballemark og derefter stod stuehuset igen tomt.

 

2015       Stuehuset var umulig at sælge, og i juni 2015 blev det gamle stuehus så nedbrudt.

2015
Det gamle stuehus er nu nedbrudt og væk for altid.

 

2017       Brdr. Schøber Autoimport ApS er fortsat ejer af stedet her.



 

til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk