Rødenæbvej 3


Matrikel nr. 33 af Mjels ejerlav

 

Stedet her har med stor sandsynlighed været ejet og beboet af en hjulmager ved navn Peter Hansen. Han var født omkring 1717 og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 9. november 1754 med den omkring 9 år yngre Anne Dorthe Kirstine Madsdatter fra Holm, der var født omkring 1726.

Anne Dorthe Kirstine og Peter Hansen fik datteren:

  • Kirsten (Christine) Petersdatter, døbt d. 9. september 1759. (hun overtog stedet)


1779       Hjulmand Peter Hansen døde kun 62 år gammel i 1779 og blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 2. maj 1779. Hans hustru Anne Dorthe Kirstine sad derefter tilbage som enke.

 

1789       På udskiftningskortet af 1789, efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er Nicolai Nielsen noteret som ejer af parcel nr. 16, hvilket er stedet her.

Nicolai Nielsen var født omkring 1755, men hvor han kom fra vides ikke. Han er ikke fundet i Oksbøls kirkebog fra den tid. (tidligere gik oplysningen på at han var født i Nordborg i 1762 og døbt d. 7. marts 1762 som søn af musketer og senere væver og vægter Niels Petersen og hustru Kirstine Smedegade 16 i Nordborg, men det kan ikke passe med hans alder var hans død i 1805.) Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 6. december 1788 med Christine Petersdatter fra Mjels, og hun var datter af den foregående ejer. Hvornår de overtog stedet vides ikke, men der gættes på 1788 efter deres ægteskab.

Christina og Nicolai Nielsen fik børnene:

  • Dorthea Kirstine Nielsen, født d. 22. januar 1789. (hun overtog stedet)
  • Niels Nielsen, født d. 21. november 1790, død d. 25. juni 1805.
  • Anna Kirstine Nielsen, født d. 18. oktober 1792.
  • Anne Sophie Nielsen, født d. 9. juni 1794, død d. 24. april 1811.


1794       Nicolai Nielsens svigermor Anne Dorthe døde d. 21. januar 1794 i en alder af 68 år, efter at have levet som enke i godt 14½ år.

 

1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede Mjelsgaard parcellist Nicolai Nielsen her på stedet sammen med sin hustru Christina og deres 3 børn Niels Nielsen, Anna Kirstine Nielsen og Anne Sophie Nielsen.

 

1805       Nicolai Nielsen var d. 25. juni 1805 sammen med sin søn Niels sejlet til en teglgaard ved Aabenraa efter en ladning mursten. På vej hjem gik båden ned og de druknede begge to. Nicolai Nielsen blev kun 50 år gammel og sønnen Niels Nielsen blev kun 15 år gammel. Nicolai Nielsens hustru Christina sad derefter tilbage som enke.

 

1812       Christina og Nicolai Nielsens datter Dorthea Kirstine Nielsen blev gift i Oksbøl kirke d. 29. februar 1812 med den omkring 8 år ældre Peter Hansen Dall, der var født i 1782 og døbt d. 28. marts 1782 som søn af Hans Christensen Hvid og hustru Helene Susanne f. Christensdatter i stedet her blev kaldt ”Dallen” på adressen Stedvej 6 Mjelsmark. Deraf kommer navnet Dall ind i navnet.

Efter deres ægteskab overlod Christina Nicolais parcelstedet til sin datter og svigersøn Peter Hansen Dall d. 3. marts 1812, og der blev oprettet en aftægtskontrakt til Christina Nicolais. Hvornår hun døde vides ikke.

Dorthea Kirstine og Peter Hansen Dall fik børnene:

  • Anne Kirstine Petersen Dall, født d. 25. august 1813.
  • Helene Petersen Dall, født d. 28. december 1815. (senere i 1855 Havnbjergvej 15)
  • Hans Petersen Dall, født d. 1. februar 1818. (gift 2. februar 1845 med sin kusine Maren Christensen Dall Stegvej 6, senere bosat i Klingbjerg).
  • Nicolai Petersen Dall, født d. 20. april 1821.
  • Dorothea Sophia Dall, født d. 19. juli 1824.
  • Anna Sophie Petersen Dall, født d. 22. maj 1827. (senere Ramsel 9 i Torup)


1830       Peter Hansen Dall solgte parcelstedet d. 23. februar 1830 til Peter Jensen. Samtidig solgte han også jord til Rasmus Jensen, der var parcellist på Rødenæbvej 5.

Dorthea Kirstine og Peter Hansen Dall fraflyttede sognet og flyttede til Klingbjerg i Svenstrup sogn, hvor de slog sig ned som kådner. Her fik de yderligere en datter Cathrine Margrethe Dall d. 21. november 1831. Dorthea Kirstine Dall døde i Klingbjerg d. 12. november 1844 i en alder af kun knap 56 år og Peter Hansen Dall døde d. 24. januar 1847 i en alder af 65 år.

Peter Jensen var født d. 29. juli 1801 som søn af Jens Laursen og hustru Anne i Mjels, og som skrædder på Mjelsmark blev han gift i Oksbøl kirke d. 25. april 1829 med den 2 år yngre tjenestepige fra Mjels Mette Marie Henriksdatter der var født d. 29. maj 1803 som datter af inderste Henrik Jepsen og hustru Anne Kirstine i Mjels.

 

1834       Skrædder Peter Jensen døde d. 11. maj 1834 i en alder af kun 34 år, og hans hustru Mette Marie sad derefter tilbage som enke. Hun fraflyttede efter at have solgt stedet d. 26. august 1834 til Friedrich Bendixen. Hvem Friedrich Bendixen og hans familie var, kan ikke siges med sikkerhed.

 

1836       Friedrich Bendixen solgte parcelstedet d. 31. maj 1836 til Christen Philipsen Rehhoff efter en købekontrakt af samme dato.

Christen Philipsen Rehhoff var født d. 27. august 1797 i Ullerup sogn som søn af gårdmand Christen Philipsen og hustru Marie Dorthea Christens i Ullerup. Han var blevet døbt Christen Paulsen Rehof d. 30. august 1797, men er senere nævnt som Christen Philipsen Rehhoff. Han var blevet gift med den jævnaldrende Kathrine Marie Petersen der var født d. 4. oktober 1797 i Kværs som datter af snedker Nis Petersen og hustru Anna f. Christensdatter i Kværs i Kværs sogn.

Kathrine Marie og Christen Philipsen Rehhoff havde børnene:

  • Christian Rehhoff, født d. 18. juli 1832 i Sørup i Flensborg amt. (han overtog stedet)
  • Anna Dorothea Rehhoff, født omkring 1835/36 i Sørup i Flensborg amt.


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede parcellist Christen Philipsen Rehhoff her på stedet sammen med sin hustru Kathrine Marie og deres to børn Christian Rehhoff og Anna Dorothea Rehhoff.

Som tiden gik forsøgte Christen Philipsen Rehhoff sig som maskinbygger her på stedet.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede maskinbygger Christen Philipsen Rehhoff fortsat her på stedet sammen med sin hustru Kathrine Marie og deres to børn Christian Rehhoff og Anna Dorothea Rehhoff. Desuden havde de en lærling ved navn Jacob Schmidt fra Nordborg boende hos sig.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede maskinbygger Christen Philipsen Rehhoff stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Kathrine Marie, men nu boede kun sønnen Christian Rehhoff hos dem.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede maskinbygger Christen Philipsen Rehhoff fortsat her på stedet sammen med sin hustru Kathrine Marie og deres søn Christian Rehhoff. Datteren Anna Dorothea Rehhoff var nu kommet tilbage til forældrene igen og boede nu igen her på ejendommen.

 

1861       Kathrine Marie Rehhoff døde d. 9. juni 1861 i en alder af 63½ år og Christen Philipsen Rehhoff sad så tilbage som enkemand.

Christen Philipsen Rehhoff overlod derefter ejendommen og maskinbyggeriet til sønnen Christian Rehhoff, og der blev udfærdiget en købekontrakt og en aftægtskontrakt d. 29. oktober 1861.

Christian Rehhoff fortsatte maskinbyggeriet og Christen Philipsen Rehhoff gik på aftægt.

 

1863       Christian Rehhoff blev gift i Oksbøl kirke d. 4. juni 1863 med den 5 år yngre Ellen Hansen Vogt, der var født d. 30. oktober 1836 i Broballe som datter af bolsmand Hans Jørgensen Vogt og hustru Anna Christine f. Jensen Søholmvej 8 i Broballe.

Ellen og Christian Rehhoff fik børnene: (senere fik de flere)

  • Cathrine Marie Rehhoff, født d. 2. august 1864.
  • Christian Rehhoff, født d. 7. april 1867.


1866       Parcelaftægtsmand Christen Philipsen Rehhoff døde d. 11. august 1866 i en alder af 69 år, efter at have levet som enkemand i 5 år.

 

1872       Ellen og Christian Rehhoff købte ejendommen matrikel nr. 19 beliggende på Lillegade 2 i Mjels d. 1. marts 1872 for en købesum på 3.575 rigsdaler, idet der nok var mere plads til maskinbyggeriet der, og de flyttede derfor dertil sammen med deres to børn.

Hvem der så herefter har beboet stedet her vides ikke.

 

1876       Ellen og Christian Rehhoff solgte stedet her til Peter Petersen, og han blev således parcellist her på stedet efter at have underskrevet en købskontrakt d. 24. juli 1876. Han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som parcellist og ejer af stedet efter den da gældende tyske lov af 27. maj 1873. Stedet blev i grundbogen noteret som parcelsted på Mjelsmark nr.69.

Peter Petersen var født d. 10. oktober 1851 i Mjels som søn af husmand Hans Hinrich Petersen og hustru Anna Cathrine Petersen f. Hansen Færgevej 52 i Mjels, og han blev gift i Oksbøl kirke d. 17. maj 1877 med den 14½ år ældre Elsebeth Hansen, der var født i Broballe d. 1. april 1837 som datter af husmand Hans Peter Christiansen og hustru Elsebeth f. Bonde Fjordvej 8 i Broballe.

Peter Petersen, der også var kaldet Peter Skrædder, fjernede det gamle maskinværksted og udvidede så herefter ejendommen.

Elsebeth og Peter Petersen fik børnene:

  • Hans Henrik Petersen, født d. 1. juli 1877. (han overtog stedet)
  • Anna Catharina Petersen, født d. 27. juli 1880. (senere Engsletvej 1)


1899       Elsebeth Petersen døde d. 28. oktober 1899 i en alder af 62½ år, og Peter Petersen sad så derefter tilbage som enkemand på stedet.

 

1909       Peter Petersen overlod ejendommen til sin søn Hans Henrik Petersen d. 6. august 1909, og han gik selv derefter på aftægt.

Hans Henrik Petersen var blevet gift med den godt 5 år yngre Eline Marie Cathrine Hedemark, der var født d. 10. november 1882 i Døstrup i Tønder amt, og de var kommet her til sognet fra Stevning i Svenstrup sogn i 1908.

Eline Marie Cathrine og Hans Henrik Petersen fik børnene:

  • Else Petersen, født d. 28. april 1907 i Stevning.
  • Peter Knudsen Petersen, født d. 25. januar 1909. (han overtog stedet)
  • Agathe Marie Petersen, født d. 10. juli 1918.


1910       Hans Henrik Petersen købte nu 2,8067 ha. jord d. 26. maj 1910 fra landmand og fisker Hans Christian Christensen Rødenæbvej 5, da han frasolgte sine jorder.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede Hans Henrik Petersen her på stedet sammen med sin hustru Eline Marie Cathrine og deres 3 børn Else Petersen, Peter Knudsen Petersen og Agathe Marie Petersen. På ejendommens aftægt boede Hans Henrik Petersens far Peter Petersen.



1920/1930
19xx
Foto af ejendommen som den så ud omkring 1920-1930.


1938       Peter Petersen, der var kaldet ”Peter Skrædder”, døde på aftægten d. 17. juni 1938 i en alder af 86½ år, efter at have levet som enkemand i 38½ år.

 

1942       Hans Henrik Petersen solgte nu ejendommen til sin søn landmand Peter Knudsen Petersen for en købesum på 14.000 plus aftægt og deraf var de 4.500 kr. så i løsøre. Dette blev derefter tinglyst d. 16. februar 1942. Eline Marie Cathrine og Hans Henrik Petersen gik derefter på aftægt.

Peter Knudsen Petersen var blevet gift i Oksbøl kirke d. 8. juni 1941 med den godt 13½ år yngre Anne Marie Kohlhoff der var født i Nybøl sogn d. 6. oktober 1922 som datter af ugifte Minna Kohlhoff og chauffør Hans Hansen i Sønderborg.

Anne Marie og Peter Knudsen Petersen fik børnene:

  • Ruth Petersen.
  • Hans Henrik Petersen.
  • Poul Erik Petersen. (senere Lillegade 3)


1945       Peter Knudsen Petersens far Hans Henrik Petersen døde på aftægten d. 29. maj 1945 i en alder af knap 68 år, og hans mor sad derefter tilbage som enke.

 

1946       Peter Knudsen Petersens mor Eline Marie Cathrine Petersen døde på Sønderborg sygehus d. 5. januar 1946 i en alder af kun godt 63 år.

 

1996       Peter Knudsen Petersen kom på plejehjem i Guderup, og ejendommen blev solgt til Hans Henrik Hjelm, Næsvej 38 for en købesum på 500.000 kr. og han fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 8. november 1996. Anne Marie Petersen fraflyttede sognet og flyttede til Nordborg.

Herefter boede der på et tidspunkt en Karina Petersen i huset i et lejemål i et stykke tid. Hun arbejdede som kok i Hardeshøj kro.



1996
1996
Foto af ejendommen som den så ud i 1996.


1998       Peter Knudsen Petersen døde på plejehjemmet i Guderup d. 18. marts 1998 i en alder af 89 år.

Den 31. marts 1998 blev det tinglyst at Hans Henrik Hjelm havde arealoverført matrikel nr. 337 til matrikel nr. 39 af Mjels ejerlav, ”Engsletgaard” Engsletvej 1, der på det tidspunkt var ejet af Peter Thøysen Rasmussen. Matrikel nr. 337 udgik derefter af matriklen.

 

2000       Hans Henrik Hjelm havde solgt bygningerne til Klaus Gehrlein fra Hamborg i Tyskland for en købesum på 600.000 kr. og han tilflyttede stedet i engang 1999. Han fik et tinglyst skøde på dette d. 27. januar 2000.

Klaus Gehrlein er født som søn af Otto Gehrlein og hustru Milda Sidonie Elisabeth f. Fritzshe.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2006
2006
Foto af ejendommen set fra vandet som den så ud i 2006.


2017       Klaus Gehrlein ejer og bebor fortsat den gamle ejendom.
 



til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk