Rødenæbvej 4


Matrikel nr. 319 af Mjels ejerlav

 

Ejendommen var tidligere matrikel nr. 21 af Mjels ejerlav.

Ejendommen Rødenæbvej 4 blev sammen med ejendommen Rødenæbvej 6 i gammel tid benævnt som ”Mjelsgaard parcellen Damsgaarde”.

 

1789       På udskiftningskortet af 1789, efter udstykningen fra ”Mjelsgaard”, er Nis Nissen Høi noteret som ejer af Mjelsgård parcelsted nr. 18, hvilket er stedet her.

Nis Nissen Høi var født omkring 1740 og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 15. august 1761 med den omkring 6 år ældre Christina Hansdatter Clausen der var født omkring 1734 i Blans i Ullerup sogn.

Christina og Nis Nissen Høi fik børnene:

  • Nis Nissen Høi, døbt i juni 1762.
  • Laurs Nissen Høi, døbt d. 28. september 1765. (han overtog stedet)
  • Sophie Elisabeth Nissen Høi, døbt d. 16. maj 1769. (senere Nedervej 28 Mjelsmark)
  • Helene Kirstine Nissen Høi, døbt d. 24. juli 1771.
  • Christiane Nissen Høi, døbt d. 24. juli 1774. (senere Espehøjvej 2 Broballe)
  • Dødfødt datter d. 11. august 1777.


1792       Sønnen Laurs Nissen Høi overtog stedet d. 9. februar 1792 efter sine forældre, og han blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen som ejer af stedet her. Stedet er her benævnt som ” Damsgaarde ved Mjels” men det er ejendommen Rødenæbvej 6 også blevet benævnt, så hvorfor det navn optræder begge steder kan ikke siges.

Christina og Nis Nissen Høi gik derefter på aftægt.

 

1800       Laurs Nissen Høi blev gift i Oksbøl kirke d. 25. oktober 1800 med den omkring 11 år yngre Anna Jesdatter der var født omkring 1776 i Ullerup i Ullerup sogn.

Anna og Laurs Nissen Høi fik børnene:

  • Nis Lauritzen Høi, født d. 8. februar 1802, død d. 29. marts 1819.
  • Jes Lauritzen Høi, født d. 29. februar 1804. (han overtog stedet)
  • Christiane Lauritzen Høi, født d. 12. april 1806.
  • Laurs Nissen Høi, født d. 1. marts 1808. (senere Stegvej 1)
  • Matthias Laursen Høi, født d. 2. april 1812.
  • Anna Kirstine Høi, født d. 22. januar 1815.
  • Anna Lauritzen Høi, født d. 13. februar 1819. (senere Espehøjvej 2 Broballe)


1803       Ved folketællingen d. 13. februar 1803 boede Mjelsgaard parcellist Laurs Nissen Høi her på stedet sammen med sin hustru Anna og deres søn Nis Lauritzen Høi. På aftægten boede hans forældre Christina og Nis Nissen Høi sammen med hans søster Helene Kirstine Nissen Høi, der ernærede sig som spinder.

 

1810       Laurs Nissen Høi’s far Nis Nissen Høi døde i februar 1810 i en alder af næsten 68 år og blev begravet ved Oksbøl kirke d. 18. februar 1810. hans mor Christina Nissen sad derefter tilbage som enke.

 

1813       Laurs Nissen Høi’s mor Christina Nissen døde d. 12. januar 1813 i en alder af 79 år efter at have levet som enke i knap 3 år.

 

1833       Anna og Laurs Nissen Høi’s søn Jes Lauritzen Høi blev gift i Nordborg kirke d. 19. oktober 1833 med den 10 år yngre Anna Eleorora Petersen, der var født i Holm i Nordborg sogn d. 26. februar 1814 som datter af inderste Hans Christian Petersen og hustru Sidsel Møller i Holm.

Anna Eleorora og Jes Lauritzen Høi fik børnene:

  • Laurits Jessen Høi, født d. 16. december 1833 i Holm.
  • Cecilie Jessen Høi, født d. 28. juni 1837.
  • Anna Jessen Høi, født d. 16. oktober 1840.


1837       Laurs Nissen Høi overlod parcelstedet til sin søn Jes Lauritzen Høi, d. 25. juli 1837, og d. 6. september 1837 blev der protokolleret et aftægt der sikrede hans forældre Anna og Laurs Nissen Høi et godt aftægt.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede parcellist Jes Lauritzen Høi her på stedet sammen med sin hustru Anna Eleorora og deres to børn Lauritz Jessen Høi og Cecilie Jessen Høi. På ejendommens aftægt boede hans far Laurs Nissen Høi sammen med hans mor, der her er benævnt som Anna Jessen Kokhau, og hans søskende Christiane Lauritzen Høi, Matthias Laursen Høi og Anna Lauritzen Høi.

 

1842       Jes Lauritzen Høi solgte parcelstedet efter en købs og overladelseskontrakt af 26. april 1842 til Johann Bendixen og dennes hustru Maria Cathrine Bendixen, og d. 5. maj 1842 blev en aftægtskontrakt ført til protokol der sikrede et aftægt til Anna og Laurs Nissen Høi.

Anna Eleorora og Jes Lauritzen Høi fraflyttede sognet og flyttede til Nordborg.

Johann Bendixen var født d. 25. juli 1819 i Hardeshøj som søn af gæstgiver og færgemand Jørgen Friedrich Bendixen og hustru Maren f. Bendixen, Hardeshøj Færgegård Færgevej 67 i Hardeshøj, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 15. april 1842 med den omkring 3 år yngre Maria Cathrine Bendixen der var født omkring 1822 i Gelting i Tyskland.

Maria Cathrine og Johann Bendixen fik børnene:

  • Frederik Bendixen, født d. 19. oktober 1842.
  • Elise Cathrine Bendixen, født d. 4. juni 1844.
  • Marie Dorothea Bendixen, født d. 15. september 1846, død d. 9. april 1850.


1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede parcellist Johann Bendixen her på stedet sammen med sin hustru Maria Cathrine Bendixen og deres to børn Friedrich Bendixen og Elise Cathrine Bendixen. De havde en tjenestepige ved navn Maren Bendixen fra Mjels boende hos sig. På gårdens aftægt boede aftægtsmand Lauritz Nissen Høi og hans hustru Anna stadigvæk.

 

1846       Aftægtsmand Laurits Nissen Høi døde d. 18. november 1846 i en alder af 81 år, og hans hustru Anna levede derefter videre på aftægt som enke.

 

1850       Johann Bendixen solgte parcelstedet efter en købekontrakt af 27. august 1850 til Christian Hansen Abraham Nedervej 10 i Mjels og han blev således indskrevet i skyld og panteprotokollen som stedets nye ejer og der blev udfærdiget en aftægtskontrakt der sikrede aftægt til enkefru Anna Nissen Høi.

Maria Cathrine og Johann Bendixen må være fraflyttet sognet, men hvor de er flyttet hen er ikke kendt.

Christian Hansen Abraham var født d. 27. juni 1815 i Mjels som søn af bolsmand Hans Abrahamsen Christiansen og hustru Marie Kirstine f. Schmidt, og han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 13. december 1840 med den 1 år yngre Kirsten Christiansen der var født d. 21. august 1816 i Mjels som datter af husmand Christen Hansen og hustru Cecilia i Mjels.

Marie Kirstine og Hans Abraham Christiansen kom hertil stedet fra Nedervej 10 som de havde solgt til bolsmand Henrik Hansen Erichsen, Færgevej 58, d. 29. februar 1848.

Kirstine og Christian Hansen Abraham havde børnene:

  • Marie Kirstine Abraham, født d. 4. marts 1841.
  • Kirstine Abraham, født d. 24. april 1843.
  • Anne Margrethe Abraham, født d. 1. januar 1847.
  • Hans Abraham, født d. 16. december 1849. (han overtog stedet)
  • Christian Abraham, født d. 24. marts 1853, død d. 30. november 1862.


1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede Christian Hansen Abraham her sammen med sin hustru Kjesten og deres børn Marie Kjestine Abraham, Kjestine Abraham, Anne Margrethe Abraham, Hans Abraham og Christian Abraham. På gårdens aftægt boede enkefru Anna Lauridsen Høi stadigvæk sammen med sin søn Matthias Lauridsen Høi, der var fisker.

 

1857       På gårdens aftægt døde Anna Nissen Høi d. 6. maj 1857 i en alder af 80 år, efter at have levet som enke i 10½ år.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede parcellist Christian Hansen Abraham her på stedet sammen med sin hustru Kirsten Abraham og deres børn Marie Kjestine Abraham, Anne Margrethe Abraham, Hans Abraham og Christian Abraham. Kirsten Abrahams ugifte søster Anne Margrethe Kristiansen boede også her hos dem.

 

1866       Kirstine Abraham døde d. 20. juni 1866 kun et par måneder før sin 50 års fødselsdag, og Christian Hansen Abraham sad så derefter tilbage som enkemand.

 

1871       Christian Hansen Abraham døde d. 2. januar 1871 i en alder af kun 56 år, men efter en arve og overladelseskontrakt af 18. februar 1871 blev sønnen Hans Abraham derefter indskrevet i den preussiske grundbog efter den senere gældende preussiske lov af 27. maj 1873 som ejer af ejendommen.

 

1872       Hans Abraham blev gift i Oksbøl kirke d. 30. maj 1872 med den 7 år ældre Marie Kirstine Jørgensen der var født i Himmark Svenstrup sogn d. 25. november 1842 som datter af inderste Jørgen Hansen og hustru Karen Hansen f. Jørgens i Himmark.

Marie Christine og Hans Abraham fik børnene:

  • Christian Hansen Abraham, født d. 27. november 1872.
  • Jørgen Hansen Abraham, født d. 17. maj 1874.
  • Christine Hansen Abraham, født d. 27. august 1876. (hun overtog stedet)


1901       Marie Kirstine Abraham døde d. 6. maj 1901 i en alder af kun 58½ år, og Hans Abraham sad derefter tilbage som enkemand.

 

1906       Datteren Christine Hansen Abraham blev gift i Oksbøl kirke d. 4. maj 1906 med den godt 1 år ældre landmand Mathias Diedrich Koch i Oksbøl, der var født 23. april 1875 i Oksbøl som søn af menighedsforstander og krovært Nicolai Heinrich Koch, og hustru Cecilie Mette Marie f. Diederichsen Oksbøl Kro Oksbøl Søndergade 17 i Oksbøl. Christine og Mathias Diedrich Koch overtog ejendommen d. 7. juni 1906 med hver en halvdel.

Christine og Mathias Diedrich Koch fik børnene:

  • Marie Cecilie Margrethe Koch, født d. 12. juni 1907.
  • Cecilie Koch, født d. 5. oktober 1910. (hun overtog ejendommen)


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand Mathias Diedrich Koch her på stedet sammen med sin hustru Christine Hansen Koch og deres 2 døtre Marie Cecilie Margrethe Koch og Cecilie Koch. På ejendommens aftægt boede den tidligere ejer enkemand Hans Abraham.

 

1925       Mathias Diedrich Koch døde d. 19. oktober 1825 i en alder af 50½ år, og hans hustru Christine Hansen Koch sad derefter tilbage som enke.

 

1929       Aftægtsmand Hans Abraham døde d. 11. marts 1929 i en alder af godt 79 år, efter at have levet som enkemand i næsten 28 år.

 

1933       Datteren Cecilie Koch blev gift i Oksbøl kirke d. 20. juni 1933 med den 4 år ældre Hans Mortensen der var født i Blans d. 30. september 1906 som søn af gårdejer Peter Mortensen og hustru Anne Marie Petersen i Blans i Ullerup sogn.

Den 8. august 1933 blev det tinglyst at enke Christine Hansen Koch f. Abraham sad i uskiftet bo.

Christine Hansen Koch solgte ejendommen til datteren og svigersønnen Cecilie og Hans Mortensen for en købesum på 6.000 kr. plus aftægt og de fik et såkaldt arveudlægsskøde på dette der også blev tinglyst d. 8. august 1933. Christine Hansen Koch gik derefter på aftægt.

Cecilie og Hans Mortensen fik sønnen:

  • Peter Mortensen, født d. 28. august 1936. (han overtog stedet, senere Rødenæbvej 8)


ukendt årstal
19xx
Luftfoto af ejendommen fra ukendt årstal.


1949       Christine Hansen Koch døde d. 14. februar 1949 i en alder af 72½ år, efter at have levet som enke i godt 23 år.

 

1965       På et jordstykke tilhørende ejendommen blev der i 1965 på det nuværende Rødenæbvej 8 opført et hus som aftægtshus.

 

1979       Hans Mortensen døde d. 14. oktober 1979 i en alder af 73 år, og hans hustru Cecilie Mortensen sad så tilbage som enke.

 

1985       Cecilie Mortensen døde d. 1. oktober 1985 kun 4 dage før sin 75 års fødselsdag efter at have levet som enke i 6 år.

Efter en skiftebehandling d. 13. november 1985 overgik ejendommen her sammen med huset på Rødenæbvej 8 til sønnen Peter Mortensen.

 

1991       Fra landbrugsejendommen matrikel nr. 21 blev der d. 24. september 1991 tinglyst en frastykning af 2 grunde: matrikel nr. 319 på 3566m2 og matrikel nr. 320 på 256m2. Disse grunde blev senere samlet til matrikel nr. 319. Peter Mortensen beholdt matrikel nr. 21 til sit hus på Rødenæbvej 8 og pagtede den resterende jord ud til anden side. Han havde solgt ejendommen her som matrikel nr. 319 til Jørn Hynding Paulsen for en købesum på 260.000 og d. 25. oktober 1991 blev der udstedt et tinglyst skøde på dette til den nye ejer.

Jørn Hyndig Paulsen er gift med Connie Petersen der er datter af Ingrid M. og Ole J. Petersen der boede i et lejemål i Lusigvej 20B og Skolebakken 30.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2013       Jørn Hynding Paulsen ejer og bebor fortsat ejendommen sammen med sin hustru Connie Paulsen.
 

2014       Connie Paulsen fraflyttede stedet pr. 1. oktober 2014 og flyttede til Hjørnet 6 i Mjels som hun netop havde købt.
 

2017       Jørn Hynding Paulsen ejer og bebor fortsat ejendommen.
 



til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk