Solbækvej 14


Matrikel nr. 318 af Mjels ejerlav

 

Stedet var tidligere matrikel nr. 14 af Mjels ejerlav.

 

1806       Hans Hansen Iversen sælger et bolsted i Mjels efter en overladelseskontrakt af 16. maj 1806 til en Hinrich Knutzen. Det bolsted der har været tale om menes at være bol nr. 1 beliggende på det nuværende Hjørnet 8, men det har ikke været mulig at finde bevis for at det er det sted der er tale om. Dog er det overvejende sandsynligt idet Hans Hansen Iversen og hans efterslægt findes her på Solbækvej 14. Stedet her må derfor nok være udflyttet hertil i 1806.

Hans Hansen Iversen var født i Mjels og døbt d. 25. februar 1748 som søn af bolsmand Hans Hansen Iversen og hustru Eleonore Hansdatter, og han havde overtaget bolstedet på Hjørnet 8 i 1791 efter sin far. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 5. november 1791 med den 15½ år yngre Regitze Sophie Magdalene Knudsen, der var blevet døbt d. 27. november 1763 som datter af husmand Jens Knudsen og hustru Margrethe Madsdatter Nedervej 11 i Mjels.

Regitze Sophie Magdalene og Hans Hansen Iversen havde børnene:

  • Anna Eleonore Hansen, døbt d. 13. juli 1792.
  • Anna Margrethe Hansen, født d. 26. april 1794. (senere ukendt kådnersted i Broballe)
  • Hans Hansen Iversen, født d. 9. februar 1797. (han overtog stedet)
  • Jens Iversen, født i februar 1800, død d. 27. november 1805.
  • Anna Iversen, født d. 29. november 1802.
  • Dorothea Margrethe Iversen, født d. 13. september 1805. (senere Rødenæbvej 5)


1813       Bolsmand Hans Hansen Iversen døde d. 18. november 1813 i en alder af godt 65½ år, og hans hustru Regitze Sophie Magdalene sad derefter tilbage som enke. Sønnen Hans Hansen Iversen overtog derefter det nye bolsted og drev det videre.

 

1817       Regitze Sophie Magdalenes søn Hans Hansen Iversen, der nu var noteret som bolsmand, blev gift i Oksbøl kirke d. 5. juli 1817 med den godt 2 år ældre tjenestepige i Nordborg Cathrine Elisabeth Bendixen. Hun var født d. 12. december 1794 som datter af smed Johann Bendixen og hustru Mette Cathrine Friedrichs i Nordborg.

Cathrine Elisabeth Bendixen og Hans Hansen Iversen fik børnene:

  • Hans Hansen Iversen, født d. 11. september 1817, død d. 27. april 1818.
  • Hans Hansen Iversen, født d. 7. august 1818. (han overtog stedet)
  • Johann Hansen Iversen, dødt d. 16. juni 1822, død d. 9. august 1825.
  • Cathrine Magdalene Iversen, født d. 30. april 1825.
  • Johann Hansen Iversen, født d. 18. marts 1828. (senere et lille hus ved Broballe Mølle)
  • Frederik Hansen Iversen, født d. 11. marts 1831, død d. 25. december 1837.
  • Jens Hansen Iversen, født d. 2. september 1834.
  • Anna Margrete Iversen, født d. 20. oktober 1836.
  • Friedrich Hansen Iversen, født d. 9. marts 1839.


1818       Den 24. juni 1818 blev der oprettet en aftægtskontrakt som blev indskrevet i skyld og panteprotokollen d. 9. juli 1818, og hermed forpligtede Hans Hansen Iversen sig til at yde aftægt til sin mor Regitze Sophie Magdalene. Hun flyttede imidlertid til Nordborg hvor hun d. 9. august 1818 blev gift i Nordborg kirke med sin svigerdatters far Johann Bendixen, hvis hustru var død d. 16. juni 1814. Regitze Sophie Magdalene døde i Nordborg d. 26. november 1838 i en alder af 77 år.

 

1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede bolsmand Hans Hansen Iversen her på ejendommen sammen med sin hustru Cathrine Elisabeth og deres fem børn Cathrine Magdalene Iversen, Johann Hansen Iversen, Jens Hansen Iversen, Anna Margrete Iversen og Friedrich Hansen Iversen. De havde en plejedatter ved navn Maren Bendixen boende hos sig og så boede deres tjenestepige Charlotte Clausen også her på ejendommen.

 

1841       Cathrine Elisabeth og Hans Hansen Iversens søn Hans Hansen Iversen blev gift i Oksbøl kirke d. 14. maj 1841 med den godt 2½ år yngre Cathrine Clausen, der var født på Mjelsmark d. 6. april 1821 som datter af halvbolsmand Claus Clausen med kaldenavnet Knarhøi og hustru Anna Margrethe f. Jürgensen (Hattesen) Nedervej 21 Mjelsmark.

Cathrine og Hans Hansen Iversen fik børnene:

  • Hans Hansen Iversen, født d. 13. august 1841, død d. 25. juni 1864.
  • Cathrine Hansen Iversen, født d. 21. juni 1844.
  • Claus Hansen Iversen, født d. 7. november 1847. (han overtog stedet)
  • Johan Hansen Iversen, født d. 23. april 1851, død d. 24. juni 1857.
  • Jens Hansen Iversen, født d. 10. marts 1853. (rejste til Amerika)
  • Dødfødt drengebarn d. 28. januar 1855.
  • Anne Margrethe Hansen Iversen, født d. 28. april 1856. (senere i Havnbjerg)
  • Frederik Hansen Iversen, født d. 3. januar 1859, død d. 9. november 1860.
  • Frederik Hansen Iversen, født d. 4. december 1860. (rejste til Amerika)
  • Dødfødt pigebarn d. 13. juni 1866.


1843       Bolsmand Hans Hansen Iversen døde d. 25. juli 1843 i en alder af kun 46 år, og hans hustru Cathrine Elisabeth sad derefter tilbage på ejendommen som enke.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede bolsbesidder og enke Cathrine Elisabeth Bendixen her på stedet sammen med sine fem børn Cathrine Magdalene Hansen, Johann Hansen Iversen, Jens Hansen Iversen, Anna Margrete Iversen og Friedrich Hansen Iversen. På gårdens aftægt boede hendes søn bolsarving Hans Hansen Iversen og hans hustru Cathrine og deres to børn Hans Hansen Iversen og Cathrine Hansen Iversen.

 

1851       Cathrine Elisabeth Iversens søn Hans Hansen Iversen og svigerdatter Cathrine overtog ejendommen efter et skiftebrev af 29. juli 1851 mod at overtage ejendommens gæld og mod at udbetale et beløb på 129 – 37½ Cour. til Cathrine Elisabeth Iversen samt 186 – 41 Cour. til broderen Johan Hansen Iversen, 176 – 41 Cour. til søsteren Cathrine Hansen Iversen, 181 – 41 Cour. til broderen Jens Hansen Iversen, 176 – 9 Cour. til søsteren Anne Margrethe Hansen Iversen, og 186 – 41 til broderen Frederik Hansen Iversen. ( de tre sidste søskende kan godt undre, idet de først er født efter 1851) Desuden skulle de yde et aftægt til Cathrine Elisabeth Iversen. Dette blev indskrevet i skyld og panteprotokollen d. 29. juli 1851.

 

1853       Hans Hansen Iversen solgte ved en kontrakt af 22. februar 1853 et jordstykke kaldet ”Nørrelykager” på 1 tønde 4 13/16 skæppe kvantitet for 100 Rigsdaler Cour. til landbesidder Hans Christian Pedersen ”Eskemosegård” Ærtebjergvej 10 Mjelsmark. På denne overtagelse blev der udstedt et tinglyst skøde d. 26. april 1853.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede gårdmand Hans Hansen Iversen nu her på stedet sammen med sin hustru Cathrine og deres børn Hans Hansen Iversen, Katrine Hansen Iversen, Claus Hansen Iversen, Johan Hansen Iversen og Jens Hansen Iversen. Også Hans Hansen Iversens søster Ane Margrethe Hansen Iversen boede her på stedet. Desuden boede tjenestefolkene Hans Christian Samuelsen og Ingeborg Lauritzen begge fra Nordborg sogn her på gården. På aftægten boede Hans Hansen Iversens mor Cathrine Elisabeth Iversen som aftægtskone og enke.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede gårdmand Hans Hansen Iversen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Katrine f. Clausen og deres børn Hans Hansen Iversen, Katrine Hansen Iversen, Claus Hansen Iversen, Jens Hansen Iversen, Anne Margrethe Hansen Iversen og Frederik Hansen Iversen. På gårdens aftægt boede Hans Hansen Iversens mor Cathrine Elisabeth Iversen stadigvæk. Hendes datter Anne Margrethe Hansen Iversen, der var blevet gift i Nordborg kirke d. 17. februar 1859 med tjenestekarl Johannes Jørgensen Beck og som havde fået en datter Anna Kristina Johansen Beck d. 28. juni 1859, boede også på aftægten sammen med barnet, men hvor hendes mand var vides ikke.

 

1864       Hans Hansen Iversen blev d. 13. januar 1864 beskikket til at være medhjælpende formynder for afdøde Hans Hansen Stegs enke Ellen Steg Stegvej 3 og deres 7 børn.

 

1873       Hans Hansen Iversens mor Cathrine Elisabeth Iversen døde d. 26. maj 1873 på aftægten i en alder af 81 år, efter at have levet som enke i næsten 30 år.

 

1883       Cathrine og Hans Hansen Iversen overlod ejendommen til deres søn Claus Hansen Iversen, og han blev derefter indskrevet i den preussiske grundbog som ejer af stedet efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873 og efter en erklæring af 4. december 1883.

Cathrine og Hans Hansen Iversen gik herefter på aftægt.

Som bols arving var Claus Hansen Iversen blevet gift i Oksbøl kirke d. 18. januar 1883 med sin kusine den omkring 7½ år yngre Anna Margrethe Clausen, der var født i Mjelsmark d. 6. juni 1855 som datter af hans mors bror bolsmand Claus Clausen og hustru Kirsten f. Christensen, Nedervej 21 Mjelsmark.

Anna Margrethe og Claus Hansen Iversen fik børnene:

  • Catharina Hansen Iversen, født d. 26. marts 1883. (senere Havnbjergvej 19 Oksbøl)
  • Hans Hansen Iversen, født d. 1. august 1884. (han overtog stedet)
  • Anna Hansen Iversen, født d. 20. november 1893.


1886       Claus Hansen Iversens mor Cathrine Iversen døde d. 6. maj 1886 i en alder af 65 år, og hans far Hans Hansen Iversen sad derefter tilbage på aftægten som enkemand.

 

1899       Claus Hansen Iversens far Hans Hansen Iversen døde på gårdens aftægt d. 12. maj 1899 i en alder af næsten 80 år, efter at have levet som enkemand i 13 år.

 

1911       Bolsmand Claus Hansen Iversen døde d. 18. juni 1911 i en alder af 63½ år, og hans hustru Anna Margrethe Iversen levede så videre som enke.

 

1912       Sønnen Hans Hansen Iversen overtog ejendommen efter en arveattest af 24. marts 1912 og et overdragelsesdokument af 19. december 1912, og han blev således derefter den næste gårdmand her på stedet. Hans mor Anna Margrethe Iversen gik så derefter på aftægt. Der blev også d. 23. december 1912 tinglyst en boligret her på stedet til Hans Hansen Iversens søster Anna Hansen Iversen Mjelsmark så længe hun var ugift.

Hans Hansen Iversen blev gift i Oksbøl kirke d. 2. august 1912 med den knap 3 år yngre Marie Jacobsen, der var født i Lunden i Havnbjerg sogn d. 23. maj 1887 som datter af bolsmand Christian Jacobsen og hustru Maren f. Dominicussen, Lyngmosevej 9 i Lunden.

Marie og Hans Hansen Iversen fik børnene:

  • Claus Hansen Iversen, født d. 18. september 1912.
  • Anne Margrethe Iversen, født d. 27. august 1914.
  • Christian Hansen Iversen, født d. 18. august 1915. (han overtog stedet)
  • Hans Hansen Iversen, født d. 19. maj 1919.
  • Marie Hansen Iversen, født d. 31. marts 1922. (senere Lyngevej 6 Mjelsmark)


1914       Anna Margrethe Iversen døde d. 29. september 1914 i en alder af kun 59 år efter at have levet som enke i godt 3 år.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede landmand og gårdejer Hans Hansen Iversen her på stedet sammen med sin hustru Marie og deres 4 børn Claus Hansen Iversen, Anne Margrethe Iversen, Christian Hansen Iversen og Hans Hansen Iversen. Hans Hansen Iversens søster Anna Hansen Iversen boede der også som tjenestepige, og så havde de en tjenestekarl ved navn Frederik Thomsen fra Mjelsmark boende på gården.

 

19xx       Hans Hansen Iversens hustru Marie Iversen f. Jacobsen døde og han sad derefter tilbage som enkemand, men hvornår vides ikke.

 

1960       Hans Hansen Iversen overlod ejendommen til sin søn Christian Hansen Iversen for en købesum på 59.803,97 kr., og dette fik han derefter et tinglyst skøde på d. 8. juni 1960. Samme dag blev der tinglyst et dokumenteret aftægt til Hans Hansen Iversen, og han gik derefter på aftægt.

Hans Hansen Iversen døde d. 1. oktober 1960 i en alder af 76 år, efter at have levet som enkemand i en årrække.

 

1988       Dagen efter sin 73 års fødselsdag døde Christian Hansen Iversen d. 19. august 1988 ugift.

 

1989       Efter en skiftebehandling d. 23. januar 1989 overgik ejendommen nu til arvingerne Marie Hansen Jacobsen, Birgit M. Nielsen og Claus Iversen. De solgte derefter ejendommen til Bent Petersen Færgevej 63 for en købesum på 1.000.000 kr. og denne overtagelse blev tinglyst d. 8. december 1989. På det tidspunkt boede der ingen på gården.

 

1990       Bent Petersen beholdt jorden matrikel nr. 14 og frasolgte bygningerne til Iver Gudemos for en købesum på 246.000 kr. Denne overtagelse blev efterfølgende tinglyst d. 14. maj 1990. Herved blev matrikel nr. 318 af Mjels ejerlav oprettet, og landbrugspligten på ejendommen blev derefter ophævet.

 

1998       Iver Gudemos boede alene indtil Vibeke Bonefeld Christensen tilflyttede ejendommen.

 

2000       Vibeke Bonefeld Christensen og Iver Gudemos købte huset på Østervej 7 d. 17. marts 2000.



2000
2000
Foto af ejendommen som den så ud i 2000.


2002       Vibeke Bonefeld Christensen var fraflyttet igen og Iver Gudemos boede igen alene på ejendommen. Hun solgte sin halvpart i Østervej 7 til Iver Gudemos pr. 26. februar 2002.

 

2005       Mette Lyck Rasmussen tilflyttede ejendommen og på et tidspunkt herefter startede de IG Ejendomsservice

 

2017       Iver Gudemos er fortsat ejer af ejendommen, og bebor denne sammen med Mette Lyck Rasmussen.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk