Stegvej 5


Matrikel nr. 28 af Mjels ejerlav

 

Stedet havde tidligere adresse Engsletvej nr. 3.

 

På et ikke kendt tidspunkt er Christian Hess kommet her til stedet, og han er givet vis nok den første her på stedet. Hans bror Henning Hess havde overtaget ”Mjelsgaard” efter faderen Nicolai Hess der døde d. 17. juni 1799, og Christian Hess har derfor nok fået noget parceljord fra ham til opstart af stedet her.

Christian Hess var født i maj måned 1777 i Ullerup i Ullerup sogn som søn af Nicolai Hess og hustru Charlotte Sophie, og de var kommet her til sognet i 1779 da Nicolai Hess overtog ”Mjelsgaard” Færgevej 9 efter en overladelseskontrakt af 21. maj 1779.

Christian Hess blev gift i Oksbøl kirke d. 20. januar 1810 med den omkring 6 år yngre Magdalene Maj der var født d. 21. august 1783 i Mjels som datter af Hans Jørgensen Maj og hustru Maren Hansdatter i Mjels og efterfølgende døbt i Oksbøl kirke d. 31. august 1783.

Magdalene og Christian Hess fik børnene:

  • Nicolai Hess, født d. 24. februar 1810. (han overtog stedet)
  • Charlotte Sophie Hess, født d. 22. januar 1814. (senere Østervej 17 Mjels)
  • Marie Magdalene Hess, født d. 13. august 1816.
  • Hans Christian Hess, født d. 13. august 1816. (senere Stegvej 2)
  • Mette Cathrine Hess, født d. 8. april 1819, død d. 28. marts 1831.
  • Anna Hess, født d. 19. oktober 1821, død d. 7. november 1847.


1815       Christian Hess svigermor Maren Hansdatter, der boede her på stedet som aftægtskone, døde d. 28. april 1815 i en alder af 75 år, og blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 2. maj 1815.

 

1836       Magdalene og Christian Hess ældste søn Nicolai Hess var blevet gift i Oksbøl kirke d. 17. maj 1836 med den jævnaldrende tjenestepige i Mjels Frederikke Johanne Hansen, der var født d. 29. november 1809 som datter af parcellist Henning Hansen og hustru Frederikke f. Møller Ballegaard Ullerup sogn og derefter døbt i Ullerup kirke d. 16. december 1809.

Frederikke Johanne og Nicolai Hess fik børnene:

  • Dødfødt pige d. 9. juni 1836.
  • Christian Hess, født d. 24. september 1837. (han rejste til Amerika)
  • Henning Hansen Hess, født d. 18. juli 1840. (han overtog stedet)
  • Marie Magdalene Hess, født d. 29. juni 1846, død d. 13. marts 1850.
  • Frederikke Magdalena Hess, født d. 27. juli 1850 (senere Nedervej 24)


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede parcellist Christian Hess her på stedet sammen med sin hustru Magdalene og deres søn Nicolai Hess og deres svigerdatter Frederikke Johanne Hess samt deres barnebarn Christian Hess.

 

1844       Efter en overladelseskontrakt af 30. januar 1844, overlod Christian Hess det 3 tønder land store parcelsted til sin søn Nicolai Hess, og d. 4. marts 1844 blev der i skyld og panteprotokollen indskrevet en aftægtsforpligtigelse hvor han sikrede sine forældre Magdalene og Christian Hess et godt aftægt på livstid.

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede parcellist og træskomager Nicolai Hess her på stedet sammen med sin hustru Frederikke Johanne Hansen og deres 2 børn Christian Hess og Henning Hansen Hess. De havde desuden en lærling fra Oksbøl sogn ved navn Christian L. Schmidt boende på stedet. På aftægten boede Nicolai Hess forældre Magdalene og Christian Hess.

 

1853       Nicolai Hess far Christian Hess døde på aftægten d. 26. februar 1853 i en alder af 76 år, og hans mor Magdalene sad derefter tilbage som enke.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede parcellist og træskomager Nicolai Hess stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Frederikke Johanne Hansen og deres 3 børn Christian Hess, Henning Hansen Hess og Frederikke Magdalena Hess. De havde desuden 2 plejebørn boende hos sig Marie Sophie Rasmussen fra Sønderborg og Laurids Thomsen fra Nordborg boende hos sig. I aftægten boede Nicolai Hess mor Magdalene fortsat.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede parcellist og træskomager Nicolai Hess fortsat her på stedet sammen med sin hustru Frederikke Johanne Hansen og deres datter Frederikke Magdalena Hess. Deres 2 sønner Christian Hess og Henning Hansen Hess var fraværende. De havde desuden en gammel enke ved navn Anna Kathrine Bladt boende hos sig som ernærede sig ved fattighjælp, og på aftægten boede Nicolai Hess mor Magdalene stadigvæk.

 

1871       Nicolai Hess overlod parcelstedet til sin søn Henning Hansen Hess efter en købs og overladelseskontrakt af 17. juli 1871 og d. 27. juli 1871 blev der i skyld og panteprotokollen indskrevet en aftægtskontrakt til hans forældre Frederikke Johanne og Nicolai Hess.

Henning Hansen Hess blev gift i Oksbøl kirke d. 15. juni 1871 med den 4 år yngre pige Frederikke Christensen, der var født d. 19. juli 1844 i Lavensby i Havnbjerg sogn som datter af bødker Christen Christensen og hustru Anne Marie f. Hansen i Lavensby.

Frederikke og Henning Hansen Hess fik børnene:

  • Nicolai Hess, født d. 30. oktober 1871 i Mjelsmark. (senere Fjordvej 8 Broballemark)
  • Frederikke Johanne Hess, født d. 24. december 1873.
  • Anne Marie Hess, født d. 20. januar 1876. (Hun blev senere gift med Andreas Hansen, der blev gæstgiver på ”Østerlund Kro” Oksbølvej 15.)
  • Christian Hess, født d. 5. oktober 1877, død d. 14. februar 1901.

Foruden at være parcellist hvor han dyrkede ejendommens jord var Henning Hansen Hess også skipper og sejlede i mange år.

 

1872       Henning Hansen Hess mor Frederikke Johanne Hess døde på aftægten d. 20. oktober 1872 i en alder af kun knap 63 år, og hans far Nicolai Hess sad derefter tilbage som enkemand.

 

1873       Henning Hansen Hess farmor Magdalene Hess døde på aftægten d. 14. marts 1873 i en alder af 89½ år efter at have levet som enke i 20 år.

 

1875       Ifølge BBR registret er stedet her opført i 1875, så om det har været brændt og genopført igen på det tidspunkt kan ikke siges.

 

1880       Henning Hansen Hess købte ejendommen på Fjordvej 8 i Broballemark d. 2. marts 1880, og derfor havde han solgt stedet her efter en købekontrakt af 2. marts 1880 til Hans Henrik Rix og han blev således indskrevet i den preussiske grundbog som parcellist her på Mjelsmark efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873.

Frederikke og Henning Hansen Hess fraflyttede stedet op tilflyttede Fjordvej 8 Broballemark. Henning Hansen Hess far Nicolai Hess menes at være blevet boende på aftægten.

Hans Henrik Rix var født d. 31. oktober 1841 som søn af husmand og fisker Hans Henrik Rix og hustru Anna Kirstine f. Krogh Stegvej 6 Mjelsmark.

 

1882       Hans Henrik Rix blev gift d. 5. juni 1882 på Mjels Standesamt med sin 23 år yngre niece Maren Rix der var født d. 1. maj 1864 som datter af hans ældste bror Christian Frederik Rix og hustru Cathrine Marie f. Bendixen Stegvej 6.

Maren og Hans Henrik Rix fik børnene:

  • Hans Christian Rix, født d. 28. marts 1889. (han overtog stedet)
  • Christine Cathrine Rix, født d. 29. juli 1893.
  • Christian Rix, født d. 8. august 1896, død d. 12. august 1896.
  • Christian Rix, født d. 28. november 1897. (senere Stegvej 4)


1887       På aftægten døde Nicolai Hess d. 29. august 1887 i en alder af 77½ år efter at have levet som enkemand i knap 15 år.

 

1914       Hans Henrik Rix døde d. 9. august 1914 i en alder af næsten 73 år, og hans hustru Maren sad derefter tilbage som enke.

 

1917       Maren Rix døde d. 6. juli 1917 i en alder af kun 53 år, efter at have levet som enke i knap 3 år.

 

1919       Sønnen Hans Christian Rix blev indskrevet som parcellist her på stedet i den preussiske grundbog d. 27. februar 1919, og han fik efterfølgende et skøde på dette d. 5. marts 1919.

Hans Christian Rix blev gift med den jævnaldrende Else Marie Sørensen der var født i Barsmark i Aabenraa amt d. 25. februar 1889 som datter af smedemester Christian Sørensen og hustru Cathrine Marie f. Sønnichsen i Barsmark. Hun var kommet her til sognet i 1912 fra Barsø.

Else Marie og Hans Christian Rix fik ingen børn.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede Hans Christian Rix her på stedet sammen med sin hustru Marie.

 

1930       Den 2. april 1930 fik Hans Christian Rix et skøde på matrikel nr. 165 af Mjels ejerlav som han havde købt af Christian Iversen Engsletvej 1 for en købesum på 200 kr. Den 2. maj 1935 blev det noteret i tingbogen at matrikel nr. 28 og 165 nu udgjorde én samlet landbrugsejendom.

 

1966       Else Marie Rix døde d. 24. august 1966 i en alder af 77½ år, og hendes mand Hans Christian Rix sad derefter alene tilbage som enkemand.

 

1971       Hans Christian Rix døde d. 31. oktober 1971 i en alder af 82½ år efter at have levet som enkemand i godt 5 år.

 

1972       Efter en skiftebehandling d. 23. februar 1972 overgik husets værdi nu til arvingerne, og det blev fordelt til disse således at Christian Kruse og hustru Cathrine Kruse fik en ¼ , Anna Nielsen også en ¼ , Christian Petersen, Th. Petersen, H. Petersen og Sophie Christensen fik hver en 1/16 , Marie Rix, Christine Rix og Hans Rix fik hver en ¼ , og Birger Christensen samt fællesbørnene Torben Christensen og Inge Marie Christensen fik hver en1/48. Huset blev solgt til forhenværende forstander på Idrætsskolen i Sønderborg, Bent Brier for en købesum på 105.000 kr. til overtagelse d. 1. marts 1972, og skødet til ham blev udstedt den samme dag.

 

1981       Bent Brier solgte huset til Jan Bossen for en købesum på 325.000 kr., og d. 26. juni 1981 fik han et tinglyst skøde på dette. Jan Bossen og hustru Anne Bossen kom tilflyttende fra et hus i Pøl, hvor de i juli 1979 havde fået afslag på at sætte stråtag på en tilbygning.

 

1991       Jan Bossen solgte huset til sin hustru Anne Bossen og købesum var her sat til 965.000 kr., og d. 22. juli 1991 blev der udstedt et tinglyst skøde på denne overtagelse. Husets adresse var indtil 1991 Engsletvej 3, men det blev altså nu her i 1991 ændret til Stegvej 5.



2001
2001
Foto af huset som det så ud i maj 2001.


2001       Anne og Jan Bossen var i gang med at bygge nyt hus på Færgevej 55A i Hardeshøj og de fraflyttede huset her og flyttede midlertidigt til Nedervej 9 i Mjels, efter at de havde solgt huset til Birgitte Marcussen for en købesum på 1.402.074 kr. Hun fik efterfølgende et tinglyst skøde på dette d. 11. september 2001. Birgitte Marcussen er gift med Birger Marcussen.

 

2017       Birgitte Marcussen ejer og bebor fortsat huset sammen med sin mand Birger Marcussen.





til top
Ajourført december 2017
www.jessenb.dk