I bogen Oksbøl Sogn Historie Fortællinger nr. 3 der blev udgivet af Oksbøl Sogneforening i 1987 skrev Ole Werth Sørensen Oksbøl om Hans Jensen Jørgensen:

"Så, no kømme doghte fiil' - således kunne man før i tiden høre en og anden sige, og så var man klar over, hvem der var på trapperne, eller var man?

Jo, enhver i Oksbøl by og nærmeste omegn vidste da, at ”doghte fiil” var dr. phil. Hans Jensen Jørgensen fra Povlsgaard på Oksbøl Mark. Man vidste også, at han tilbragte meget af sin tid i København, men hvad han egentlig beskæftigede sig med derovre i hovedstaden, det var vist kun de færreste klar over.

Denne artikel er et forsøg på at skildre ”doghte fiil”s liv og arbejde, der blev så usædvanligt for en bondesøn, der var født i slutningen af forrige århundrede.

Hans Jensen Jørgensen blev født den 4. marts 1886 - altså netop for hundrede år siden. Fødestedet var udflyttergården, Povlsgaard, der ligger på Oksbøl Mark mellem Oksbøl og Brandsbøl.

Han var den ældste af tre sønner i ægteskabet mellem Jens Hansen Jørgensen (f. 1855 i Oksbøl) og Helene Jørgensen f. Christiansen, (f.1858 i Brandsbøl). De to yngste sønner var Paul Jensen Jørgensen (f. 1888) og Jens Jensen Jørgensen (f. 1892).

Hjemmet på Oksbøl Mark var præget af den gamle almuekulturs sæder og skikke, der blev holdt i hævd først og fremmest af moderen. Hun omtales som ”en velbegavet og elskelig kone”. Efter mandens død i 1919 sad hun enke i mere end 30 år. Om faderen vides ikke meget, men han betegnes som en noget tungsindig type, og netop det tungsindige var et karaktertræk, der i nogen grad kom til at præge sønnerne.

Allerede i barndomsårene skilte Hans Jørgensen sig ud fra sine jævnaldrende kammerater; hvor de legede og morede sig, havde han kun interesse for bogen og han læste alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Hans begavelse viste sig således på et meget tidligt tidspunkt, og derfor lå det også ligesom i luften, at det ikke kunne blive ved de 6-7 års skolegang i landsbyskolen. Den, der skulle føre Hans Jørgensen videre, var sognepræsten i Oksbøl, J. A. C. Wernich. Skønt tysk af indstilling var Wernich højt respekteret af menigheden, og han er blevet beskrevet som ”den bedste og mest initiativrige af de mange fortræffelige sognepræster, der i preusser tiden fik deres virke på Als." (Wernich var sognepræst i Oksbøl fra 1888 til 1902, og derefter i Ulkebøl til 1921.)

På pastor Wernich's initiativ blev der ansat en huslærer i præstegården, og her blev Hans Jørgensen forberedt til en videre uddannelse på gymnasiet. Gymnasieårene tilbragte han i Haderslev, og han blev student i 1906 fra det - dengang - tyske gymnasium der.

Økonomisk sad familien godt i det, og det åbnede muligheder for videregående studier ved universitetet. Efter studentereksamen begyndte Hans Jørgensen at studere sprog ved universitetet i Marburg, hvor han kastede sig over den klassiske filologi (studiet af græsk og latinsk sprog og kultur) og den sammenlignende sprogvidenskab. Men det blev ikke ved disse discipliner; lidt efter lidt kom der flere sprog til, bl.a. russisk og mongolsk. I alt kom han i årenes løb til at mestre otte sprog foruden dansk.

Fra Marburg kom han til universitetet i Munchen for endelig at blive indskrevet ved universitetet i Kiel i foråret 1908.

Under studiet af den sammenlignende sprogvidenskab måtte Hans Jørgensen også beskæftige sig med det oldindiske sprog sanskrit, der er en af grundpillerne i denne universitetsdisciplin, og netop sanskrit skulle vise sig at blive det sprog, der blev indgangen til hans forskerindsats.

I juli 1911 afsluttede Hans Jørgensen sine universitetsstudier med et fremragende eksamensresultat, og et halvt år senere, i december 1911, blev han dr. phil. ved universitetet i Kiel på afhandlingen, ”Mantrabrahmaa” - en sanskrit-tekst forsynet med tysk oversættelse og noter.

Året efter blev Hans Jørgensen ansat som medarbejder ved Museum für Völkerkunde (Etnologisk Museum) i Berlin, og her var han med et par afbrydelser - ansat til marts 1919.

I Berlin-årene beskæftigede han sig med de sprog, der var repræsenteret i museets samlinger, fra det malajiske ørige, bl.a. oldjavansk, som han var ganske kyndig i. Arbejdet på muset gav ham så rigeligt med tid, at han ved siden af kunne beskæftige sig med det, der skulle blive hans livsopgave, studiet af det nepalesiske sprog nevari. (Nevari er et blandt flere sprog i Nepal. Det er modersmål for navarerne, der er et folk beslægtet med tibetanerne, og hvis kultur engang var fremherskende i Kathmandudalen. Fra det 14. årh. blev nevari-sproget bærer af en betydelig, af sanskrit stærkt påvirket, litteratur. Men sproget blev siden fortrængt af de fra Indien kommende gurkhaers sprog, og det var i en godt hundredårig periode fra ca. 1860 - 1950 ligefrem forbudt som skriftsprog).

Nu sad Hans Jørgensen så i Berlin optaget dels af pligtarbejde og dels af intense studier at det, der virkeligt interesserede ham. Men noget tyder på, at han godt ville væk fra byen. Omkring årsskiftet 1912/13 har han formodentlig henvendt sig til Nationalmuseet i København for at forhøre sig om en stilling der. I marts 1913 får han brev fra museets direktør, Sophus Muller, der udbeder sig yderligere oplysninger til brug for en eventuel ansættelse. Men henvendelsen forblev resultatløs, og han blev endnu nogle år i Berlin.

I august 1914 brød Første Verdenskrig ud, og allerede december samme år blev Hans Jørgensen indkaldt til militærtjeneste. Efter endt grunduddannelse i Brandenburg blev han sendt til en officerstræningslejr i Döberitz. Her fik han vrøvl med det ene ben og indlagt på lazarettet. Men han lå ikke uvirksom hen, idet han benyttede sygeopholdet til at gøre en række notater over dialekten i sit hjemsogn på Als, og hertil opfandt han for formålet en lydskrift. De nedfældede notater skulle senere blive grundstammen i en lille bog over dialekten.

Efter at være blevet udskrevet fra lazarettet, blev han sendt tilbage til Brandenburg med rang af Vizefeldwebel (oversergent), og den 5. juni 1915 blev han forfremmet til Offiziersstellvertreter (løjtnant af reserven). Krigens gru havde Hans Jørgensen også måttet erfare på det helt nære og personlige plan, idet hans yngste bror, Jens, var faldet i Frankrig i forårets løb. Nu blev han selv sendt til den russiske front, hvor han skulle gøre tjeneste ved det 35. Regiment. Men opholdet ved fronten skulle kun blive af kort varighed; hans nerver kunne ganske enkelt ikke klare de voldsomme oplevelser, og han blev indlagt på militærlazarettet i Konitz i Vestprøjsen, hvorfra han blev overført til et militærhospital i Berlin. Sygdommen havde en sådan karakter, at han ved udskrivningen den 27. december 1919 blev fritaget for at skulle gøre yderligere militærtjeneste, hvilket i realiteten betød, at han var krigsinvalid.

Selv skriver Hans Jørgensen i et brev til en af sine få danske venner i Berlin: ” ... Kun 14 Dage har jeg været ved Fronten, og vender allerede tilbage. Mine Nerver siger Stop! Jeg var i morges hos Lægen, han konstaterede en nervøs Hjertelidelse, og sender mig paa Lazarettet.”.

Allerede før krigen havde han måttet søge orlov fra sit arbejde pga. ”dårlige nerver”, og krigsoplevelserne medførte, at hans nervelidelse blev akut. Resten af livet var Hans Jørgensen plaget af ”dårlige nerver”, hvilket betød adskillige hospitalsindlæggelser og deraf følgende arbejdsudygtighed.

Kort efter nytår 1916 blev han genansat i sin gamle stilling ved museet i Berlin. Her fortsatte han sine studier af nevari-sproget, det arbejde, der skulle gøre ham kendt i en videre kreds.

Men hvordan kan det gå til, at en bondesøn fra Als - sprogbegavet ganske vist - begynder at interessere sig for et så fjernt og fremmedartet sprog? Årsagen må nok søges hos Hans Jørgensen’s foresatte på museet, Albert Grünwedel. Han var en anset etnolog og kunsthistoriker, og det er uden tvivl ham, der henledte den unge, sprogbegavede forskers opmærksomhed på nevari-sproget som et uopdyrket forskningsområde. I museet opbevarede man et enkelt nevari-manuskript, og på Det kongelige prøjsiske Bibliotek i Berlin fandtes yderligere fire nevari-manuskripter.

Det var disse fem manuskripter, der kom til at danne baggrunden for Hans Jørgensen’s første afhandling om nevari: ”Ein Beitrag zur Kenntnis des Nevari”, der blev offentliggjort i ”Zeitschrift der Deutschen Morgenlandischen GeselIshaft” i 1921. Men på dette tidspunkt var Hans Jørgensen for længst vendt hjem til Als.

Med udgangen af marts 1919 ansøgte Hans Jørgensen om sin afsked fra museet i Berlin. Han begrundede sin ansøgning med, at han ønskede at blive knyttet til Det kongelige Bibliotek i København. Men det kan ikke udelukkes, at hans skrøbelige helbred også har været stærkt medvirkende til, at han ville hjem igen.

Men hjemkomsten blev ikke ubetinget lykkelig. Nogen stilling havde han ikke, og kort efter at han var vendt tilbage, døde faderen i juni 1919. Gården overgik herefter til den næstældste søn, Paul.

Værst af alt var det dog, at sygdommen, der havde plaget Hans Jørgensen i Berlin, igen brød ud i lys lue, og i begyndelsen af 1920’erne måtte han lade sig indlægge til behandling. Arbejdskraften forlod ham for en tid, men efter nogle år synes han at have genvundet såvel livsmod som arbejdslyst. Det fremgår af et brev, som Hans Jørgensen skrev til den kendte sønderjyske politiker, H. P. Hansen, i maj 1924. Heri hedder det bl.a.: ”Men nu er jeg efter et længere ophold her (dvs. hospitalet) så godt på vej til bedring, at jeg atter kan begynde at sondere mulighederne for en fremtidig virksomhed.” Af brevet fremgår det også, hvilken virksomhed han har i tankerne, idet han beder H. P. Hansen hjælpe sig til en stilling på et folkebibliotek eller en lignende institution.

Hans ønskedrøm om en forskerstilling ved Det kongelige Bibliotek eller universitetsbiblioteket synes opgivet på dette tidspunkt.

Henvendelsen til H. P. Hansen gav imidlertid ikke resultat. I stedet for gav Hans Jørgensen sig til at bearbejde sine mange noter og optegnelser fra tiden i Berlin. Arbejdet foregik dels hjemme på gården på Oksbøl Mark, dels i København, hvor han opholdt sig i lange perioder. Han indlogerede sig på et pensionat på Nørrebro, og herfra havde han ikke langt til Det kongelige Bibliotek’s læsesal, hvor han i ro og mag kunne studere. Fra tid til anden deltog han også i forelæsninger på universitetet. En lille episode herfra er omtalt i Boye Andersen’s artikel om Hans Jørgensen (”Alsisk Kalender, 2 – 1969”):

”Under en forelæsningsrække hos Edv. Geismar i religionshistorie sad en lidt ældre tilhører tilbage i salen. Professor Geismar nævner navnet på et af skrifterne i de indiske religioner og tilføjer, at han også havde set det benævne anderledes, han ved ikke hvorfor. Så rejser den ældre tilhører sig genert og forklarer, at det drejer sig om navne udtrykt på to forskellige indiske sprog. Det var Hans Jørgensen, og Geismar takkede for tilrettevisningen.”

Her ser vi i et kort glimt den godt 40-årige lærde forsker, men ellers kender vi så godt som intet til hans daglige liv under hans københavnerophold, bortset fra at tiden gik med intense studier af nevari-sproget.

I 1927 kommer så hans første arbejde efter hjemkomsten til Danmark, ”Versuch eines Worterbuches der Nevari-Sprache”. Hans Jørgensen havde sendt sit manuskript til Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, men selskabets mangeårige redaktør, professor i indisk filologi Dines Andersen, henviste afhandlingen til tidsskriftet ”Acta Orientalia”, hvori den blev offentliggjort. Imidlertid skulle den skabte kontakt med professor Dines Andersen få stor betydning for Hans Jørgensens videre forskning. I april 1927 ansøger han Carlsbergfondet om støtte til en studierejse til Cambridge, og denne ansøgning blev anbefalet varmt af professor Andersen, ligesom den også blev anbefalet af professor i rationel mekanik ved Danmarks tekniske Højskole, Jakob Nielsen, der som Hans Jørgensen stammede fra Oksbøl Sogn.

Allerede maj samme år modtog Hans Jørgensen en bevilling på kr. 1.000 fra Carlsbergfondet; og i begyndelsen af juni måned rejser han til England, hvor han opholder sig 2½ måned i den gamle universitetsby Cambridge. Her foretog han en række studier af nogle nevari-manuskripter, der blev opbevaret på universitetsbiblioteket der.

Med en enkelt undtagelse fik Hans Jørgensen resten af sit liv fornyet bevillingen fra Carlsbergfondet hvert andet år, og det satte ham i stand til, økonomisk uafhængig, at fortsætte sine studier. Hertil kom, at han foruden disse bevillinger havde lidt rentepenge fra nogle værdipapirer, som han havde købt for sin andel af arven efter faderen.

Hans Jørgensen foretog endnu en Englandsrejse - formentlig i 1929 - hvor han opholdt sig i London og gjorde studier på British Museum og India Office (det indiske Ministerium).

Studierne i England blev først udmøntet i en meget opsigtsvækkende afhandling, som The Royal Asiatic Society, London udgav i 1931 med den imponerende titel: ”Vicitrakarnikavadanoddhrta - A Collection of Buddhistic Legends”. Hans Jørgensen har her oversat ni buddhistiske legender på nevari-sproget til engelsk, og det var opsigtsvækkende, fordi det var første gang, at en komplet nevari-tekst var blevet trykt. Endvidere bærer afhandlingen præg af at være skrevet af en særdeles kompetent og selvstændigt arbejdende videnskabsmand.

Efteråret 1931 tog Hans Jørgensen på krydstogt hvor han ville slappe af. I en lille månedstid sejler han mellem forskellige byer i Frankrig, Nordafrika og Italien. Men rejsen afbrydes pludselig den 17. oktober, da han kommer til Neapel. Herfra rejser han hjem og ankommer til Oksbøl den 20. oktober. Hvad var grunden til den pludselige afbrydelse af sørejsen? Boye Andersen skriver lakonisk i den ovenfor nævnte artikel, at Hans Jørgensen ”ikke kunne tåle alt det spektakel i havnene”! Om det var ”spektakel i havnene” eller den lidt ensformige sørejse, der fik ham til at afbryde turen, må vi lade stå hen; men ét er sikkert, den rejse, der skulle have givet ham ro i sindet, fik den stik modsatte virkning.

Godt en uge efter hjemkomsten måtte han i begyndelsen af november lade sig indlægge på Amtssygehuset i Sønderborg. Der fulgte herefter en længere sygdomsperiode, bl.a. med indlæggelse på Augustenborg Sygehus.

Efter et par års forløb var han imidlertid atter så rask, at han kunne genoptage sin forskning, og omkring midten af 1930’erne sætter han sig for at bearbejde det store materiale, han havde indsamlet; hensigten var at skrive en ordbog over nevari-sproget. Den blev udgivet i 1936 af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab med titlen: “A Dictionary and the Classical Newari”. I de følgende år kom der endnu en række afhandlinger, bl.a. en grammatik, ”A Grammar of the Classical Newari” fra 1941.

Den sidste godt halve snes af sine leveår arbejdede Hans Jørgensen indgående med sit hjemsogns dialekt. Som tidligere omtalt var det et arbejde, han havde påbegyndt under hospitalsopholdet i Döberitz i 1915. Siden havde han løbende beskæftiget sig med denne opgave og gjort optegnelser.

Under sine ophold i København var han også kommet i forbindelse med dialektforskere, som opfordrede ham til at udgive sit arbejde, og i 1951 udkom dialektstudierne under titlen: ”Alsisk Formlære”. Efter udgivelsen fortsatte han sine dialektale studier, og hans iagttagelser over sproget i Oksbøl Sogn indgår nu som en del af materialet i sprogforskeren Peter Skautrups jyske ordbog.

I 1946 døde broderen, Paul og gården på Oksbøl Mark fik nye ejere, Ellen og Christian Møller. Moderen flyttede herefter ind på aftægten, hvor hun boede til sin død i 1950. Hans Jørgensen fik indrettet et studerekammer i aftægtens loftsetage, hvor han kunne arbejde, når han var hjemme mellem sine københavnerophold.

Der synes ikke at herske tvivl om, at Hans Jørgensen var en enspændernatur. Han var meget fåmælt, sky og utroligt sårbar alt sammen medvirkende til, at han i nogen grad isolerede sig fra sine omgivelser og helt levede for sin forskning. Hans omgang med mennesker i Oksbøl var meget begrænset, men et fristed synes han dog at have haft i præstegården - først hos pastor Blichfeldt og siden hen hos pastor Alshauge - hvor han ofte ”dumpede ind” under sine hjemmeophold. Det var, som om han her fandt opmuntring og styrke, når han var nedtrykt.

Et andet sted, hvor han måske følte sig endnu mere hjemme, og hvor han aldrig forsømte at sidde ind for en stund, var hos sin gamle barnepige, Sophie Christensen, født Wriborg og gift med skræddermester Hans Christensen i Oksbøl.

Sophie kom som 10-årig, i 1882, til Povlsgaard og var der som pige i huset, indtil hun den 18. maj 1899 blev gift med Hans Christensen.

Foruden at passe sit huslige arbejde, blev hun også barnepige for Hans, som hun til sin død i 1949 stadig kaldte ”Min lill klogh knæght”.

Under hans besøg blev der sjældent ført de helt lange samtaler; - han var der blot. Det kunne ske, at han sagde: ”Goddag” og ”Farvel”, og mellem disse to ord var måske henrunden en hel time eller mere; Hans havde slappet af hos en, som han vidste kendte og forstod ham, - på den måde.

I en af sine lommedagbøger har Hans Jørgensen skrevet nogle linier, der giver et ganske godt indtryk af hans væsen:

Hvornår det er tid at tale:
Når du har noget at sige, som vil interessere dine tilhørere.
Når sandhed og ret står på spil og kræver at der tales.
Når du føler, det er din uafviselige pligt at tale.
Når du vil udrette noget godt med din tale.

Hvornår det er tid ikke at tale:
Når du ikke har noget at sige, eller det der siges kun er nonsens.
Når du vil kunne gøre skade med det, du siger.
Når det, du ønsker at sige kun er en gentagelse af sladder, ondskab, bagtalelse eller fordømmelse.
Når du umuligt kan gøre noget godt ved at tale.

Hen imod slutningen af 1953 blev Hans Jørgensen syg i København. Han skulle ellers have været hjem og holde jul hos familien Witzke på Solbjerggård, således som han havde gjort det siden moderens død. Men sygdommen forhindrede ham i at rejse, og den 23. januar 1954 blev han indlagt på Bispebjerg Hospital for en kræftlidelse i maven. Efter en operation døde han den 6. februar, og den 11. februar blev han stedt til hvile på Oksbøl Kirkegård ved siden af sine forældre og broderen, Paul.

Hermed var en mærkelig livs skæbne til ende. I Danmark var han ikke kendt af mange udenfor en meget snæver kreds af sprogfolk, men hans arbejde nød - og nyder stadigvæk - stor international anerkendelse.

Mest kendt blev Hans Jørgensen’s navn nok blandt de mennesker, hvis sprog han viede sit liv og forskning til, selvom han aldrig nogensinde besøgte det fjerne land.

Et rørende vidnesbyrd finder man i rejsebogforfatteren Karl Eskelund’s bog ”Den glemte Dal” (Gyldendal 1958). Heri fortæller Eskelund om en oplevelse, han havde under en reception, som den russiske ambassadør i Indien lod afholde i Nepals hovedstad Kathmandu. Under receptionen kommer Eskelund i samtale med en lille spinkelt nepalesisk digter:

”Jeg havde allerede fortalt ham, at jeg var journalist.
- Fra hvilket land, spurgte han nu.
Da jeg svarede Danmark, gav det et sæt i ham. Han greb min hånd, genertheden var som blæst bort.
- I mange år havde jeg håbet at træffe en dansker, sagde han. - Nu kan jeg endelig få noget at vide om Deres store landsmand, Hans Jørgensen.”
Eskelund kendte ikke Hans Jørgensen, og han forklarer nepaleseren, at der er mange af det navn i Danmark.
”- Jamen, denne Hans Jørgensen er den eneste mand i verden, der har skrevet en bog om mit sprog, sagde digteren ivrigt. - Han er berømt blandt mit folk - alle de af os, der har gået i skole, kender hans værk.”
Og så fortæller nepaleseren om nevarerne og deres historie, og inden han og Eskelund skilles, siger han:
”- Men vi har jo slet ikke fået talt om Hans Jørgensen! Jeg opdagede ham kort efter, jeg kom ud af fængslet - ja, jeg blev spærret inde i seks år, det var i 40’erne. Jeg havde brugt ordet FRIHED i et digt, som jeg læste højt for nogle bekendte. På en eller anden måde hørte Rana’erne om det.
Han holdt hånden op som for at skyde noget ubehageligt bort.
- Nå, men da jeg blev sat på fri fod, viste en af mine venner mig Hans Jørgensens bog. Den var smuglet ind fra Indien - dengang var det forbudt at have udenlandske bøger. De aner ikke, hvor opmuntrende det var at se den. I de forløbne 250 år var der så at sige intet skrevet på Newar-sproget. Der var kun fragmenter tilbage af vor gamle litteratur, mit folk var blevet analfabeter - i dag kan knap tre procent af os læse og skrive. Og her var pludselig et indgående studium af vores sprog. Vi var ikke glemt af den store verden udenfor dalen …”

*******************

Inspirationen til ovennævnte artikel har jeg i vid udstrækning hentet hos fru Else Pauly, Birkerød, som i en årrække har beskæftiget sig med sprogforskeren Hans Jensen Jørgensens liv og levned. Jeg bringer derfor en stor tak til fru Pauly, fordi hun så beredvilligt har stillet sit righoldige materiale til min disposition for udarbejdelsen af artiklen.
Endvidere er jeg Ellen og Chr. Møller, Povlsgaard og Henning Wriborg, Nordborg tak skyldig for hhv. lån af HJJ’s personlige papirer og for mundtlig overlevering vedr. HJJ.

ows.