Havnbjergvej 9


Matrikel nr. 96 af Oksbøl ejerlav

 

Stedet her var tidligere en del af ejendommen Mikkelshave 4, måske som aftægtshus eller beboelseshus til ejendommes ansatte. Hvornår det er opført eller hvem der evt. har beboet dette kan ikke siges. I BBR registret står huset som værende opført i 1855. Huset er samlet både Havnbjergvej 7 og Havnbjergvej 9. Hvordan adskillelsen mellem de to husnumre har været er lidt svævende.

 

1870       Hjulmand Andreas Christensen menes at være kommet her til stedet omkring 1870 til 1873 sammen med sin hustru Anne Marie og deres 3 børn Hans Christensen, Anna Johansen Christensen og Johannes Christensen. De må som følge af dette have boet i et lejemål her i huset.

Andreas Christensen var født Holm i Nordborg sogn d. 16. maj 1836 som søn af arbejdsmand Hans Christensen og hustru Anna f. Jollmann i Holm. Mens man var hjulmand i Kelstrup i Nustrup sogn, blev han gift i Nordborg kirke d. 18. februar 1863 med den godt 1½ år yngre Anne Marie Petersen, der var født d. 3. januar 1838 i Nordborg som datter af muremester Johann Petersen og hustru Anne Marie f. Rudolph i Nordborg. De havde så efter deres ægteskab bosat sig i Kelstrup.

Anne Marie og Andreas Christensen fik børnene:

  • Hans Christensen, født d. 19. april 1863 i Kelstrup.
  • Anna Johanne Christensen, født d. 16. januar 1866 i Kelstrup. (senere Banevej 3)
  • Johannes Christensen, født d. 28. august 1869 i Kelstrup, død d. 14. september 1877.
  • Christian Christensen, født d. 30. juli 1873.
  • Peter Andreas Christensen, født d. 2. august 1876. (han overtog stedet)
  • Carl Otto Christensen, født d. 28. september 1881.

1897       Anna Marie Christensen døde d. 27. august 1897 i en alder af kun 59½ år, og hendes mand Andreas Christensen sad derefter tilbage som enkemand.

 

1899       Hjulmand Andreas Christensen døde d. 10. maj 1899 kun 3 dage før sin 63 års fødselsdag og efter at have levet som enkemand i godt 1½ år.

Fra matrikel nr. 16 af Oksbøl ejerlav blev der d. 26. september 1899 overført 2 matrikler til stedet her som matrikel nr. 96 af Oksbøl ejerlav og dette blev indskrevet i den preussiske grundbog efter at Peter Andreas Christensen havde købt stedet d. 21. september 1899.

Peter Andreas Christensen var efter endt skolegang kommet i lære i sin fars karetmagerværksted. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 28. marts 1899 med den godt 2½ år ældre Mette Marie Speggers, der var født d. 3. december 1873 i Ketting som datter af den ugifte pige Mette Marie Speggers, der nu boede i Oksbøl.

Mette Marie og Peter Andreas Christensen fik børnene:

  • Andreas Christensen, født d. 21. juni 1899, død d. 17. februar 1979.
  • Hans Christensen, født d. 30. september 1901. (senere Havnbjergvej 11)
  • Peter Christensen, født d. 23. januar 1904, død d. 29. januar 1904.
  • Anne Marie Christensen, født d. 16. juni 1905, død d. 9. januar 1919.
  • Peter Christensen, født d. 15. november 1907, død d. 4. oktober 1988 i Aabenraa.
  • Meta Marie Christensen, født d. 15. marts 1911. (senere Færgevej 61 i Hardeshøj)

Efter faderens død overtog Peter Andreas Christensen karetmagerværkstedet, og her producerede han arbejdsvogne, jumber, charabancer, ”faetoner” og andre ”stadsvogne”. Han opskar selv sine udvalgte træer på sin selvbyggede bloksav og skar dem op i planker til passende dimensioner, hvorefter de blev lagt til lagring på tørrepladsen ved siden af huset.

 

1904       I 1904 blev Peter Andreas Christensen kirketjener ved Oksbøl kirke, og indtil 1919 havde han også hvervet som graver.

1912
1912
Familien Christensen udenfor huset i 1912.
F
ra venstre ses sønnen Andreas Christensen, Mette Marie Christensen med
datteren Meta Marie Christensen, datteren Anne Marie Christensen, sønnen
Peter Christensen, Peter Andreas Christensen og sønnen Hans Christensen.
.

 

1914       Peter Andreas Christensens hustru Mette Marie Christensen døde d. 15. juli 1914 i en alder af kun 40½ år og han sad derefter tilbage som enkemand. Hans svigermor Mette Marie Speggers tilflyttede huset og boede her som Peter Andreas Christensens husholder.

Mette Marie Speggers var født d. 18. juni 1852 i Stevning i Svenstrup sogn som datter af insidder Niels Speggers ugifte datter Mette Marie Speggers og udlagte barnefader Hans Hjulmands søn Chresten Hansen på Hjortspring.

 

1917       På et tidspunkt efter 1917 fik Peter Andreas Christensen en ny husholder. Det var Marie Conradine Hansen. Hun kom hertil stedet fra Banevej 2 i Oksbøl efter at hendes mand murer Hans Jørgen Hansen var død d. 18. februar 1917. Peter Andreas Christensens svigermor Mette Marie Speggers flyttede ind i husets vestlige ende i Havnbjergvej 7, men på et tidspunkt før 1921 flyttede hun til aftægten på Oksbøl Nørregade 5. Her døde hun d. 12. juli 1924 som alderdomsunderstøttet ugift pige i en alder af 72 år.

omkr. 1920
1920
Lagerpladsen med de opskårne træstammer på den modsatte side af vejen.
Foto fra omkring 1920.

1920

Peter Andreas Christensen ved sin hjemmelavede bloksav.
Foto fra omkring 1920.

 

1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 boede hjulmager og enkemand Peter Andreas Christensen her på stedet sammen med sine 2 børn Peter Christensen og Meta Marie Christensen. I huset boede også Peter Andreas Christensens husholder, enkefru Marie Conradine Hansen med sine 2 børn Andreas Hansen og Anna Hansen. Hun var dog fortsat ejer af huset på Banevej 2 hvor hendes mor Christine Margrethe Gefke boede sammen med hendes yngste datter Margrethe Hansen.

omkr. 1922
1922
Foto fra omkring 1922. Karetmager Peter Andreas Christensen og sønnen
Hans Christensen på vognen, mens "Anmaj" Jensen ses ved siden af.

 

1942       Karetmager Peter Andreas Christensen havde fundet sig en ny livsledsager i den 31½ år yngre husbestyrerinde Minna Cathrine Thuesen, der var født d. 30. marts 1908 i Rise sogn, og d. 28. januar 1942 blev de så gift hos sognefoged for Oksbøl sogn Jørgen Nicolaisen.

Minna Cathrine og Peter Andreas Christensen fik datteren:

  • Irene Christensen, født d. 22. februar 1942.

1960       Peter Andreas Christensen var aktiv lige til sin død d. 5. juli 1960 i en alder af knap 84 år, og hans hustru Minna Cathrine Christensen sad derefter tilbage som enke. Med hans død uddøde endnu et godt gammelt håndværk i Oksbøl sogn.

 

1964       Hvordan sammenhængen mellem husets vestlige og østlige ende, altså nr. 7 og nr. 9, har været er ikke til at udrede præcist.

Vedrørende Havnbjergvej 7, så er denne bestående af 2 matrikler, nemlig matrikel nr. 215 og matrikel nr. 216 af Oksbøl ejerlav. Disse 2 matrikler blev d. 12. maj 1964 overført hertil i grundbogen fra matrikel nr. 16 af Oksbøl ejerlav af ejeren Hans Bernstorff Hansen Mikkelshave 4 og fabriksarbejder Erik Paulsen købte disse for en købesum på 22.700 kr. og fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 10. november 1964. Ved ændringen af brandforsikringen blev det anført at den forsikrede ejendom i henhold til den vedlagte udstykningserklæring af 12.maj 1964 nu var selvstændigt udstykket og matrikuleret som artikel nr. 215 og 216 af Oksbøl ejerlav og sogn, og under denne henvisning blev der foranlediget en ny police for den nye ejer Erik Paulsen.

(Huset blev jo som tidligere nævnt solgt i 1899 også fra matrikel nr. 16, Mikkelshave 4, så hvordan adskillelsen reelt har været kan ikke siges)

Erik Paulsen var født d. 29. november 1930 i Holsted, og han var gift med Erna Paulsen.

 

1991       Erik Paulsen døde d. 10. april 1991 i en alder af knap 60½ år, og hans hustru Erna Paulsen sad derefter tilbage som enke. Efterfølgende blev der d. 11. juni 1991 tinglyst en skifteattest således at Erna Paulsen nu var ejer af Havnbjergvej 7, og dermed matriklerne 215 og 216.

 

1995       Minna Cathrine Christensen i Havnbjergvej 9 døde d. 7. juli 1995 i en alder af 87 år efter et have levet som enke i 35 år. Inden sin død havde hun d. 19. april 1995 solgt sin del af huset til Karsten Povlsen for en købesum på 150.000 kr. og ved et tinglyst skifte på hendes dødsdag d. 7. juli 1995 overgik huset officielt til hende og derefter overskrevet til Karsten Povlsen som herefter fik et skøde på sin ejendom.

2000
2000
Foto af Havnbjergvej 7 og 9 som det så ud i år 2000.

 

2004       Erna Paulsen døde d. 30. maj 2004 i en alder af 71 år, efter at have levet som enke i 13 år.

Havnbjergvej 7 overgik herefter til Bente Povlsen, og skødedatoen blev sat til d. 4. oktober 2004.

 

2017       Havnbjergvej 7 ejes og bebos fortsat af Bente Povlsen mens Havnbjergvej 9 ejes og bebos fortsat af Karsten Povlsen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk