Kådnervej 1


Matrikel nr. 30 af Oksbøl ejerlav
 

1870       Efter en kontraktprotokol af 13. april 1870 solgte en Hans Christian Christiansen noget jord til Peter Dominicussen, og det menes at være starten til dette sted, så huset må være blevet opført herefter.

Peter Dominicussen blev født d. 4. marts 1819 i Broballe som søn af bolsmand Peter Dominicussen og hustru Ellen Dominicussen f. Jacobsen Lusigvej 16 i Broballe, og mens han tjente på ”Mjelsgaard” blev han d. 3. september 1857 gift i Oksbøl kirke med den 5 år yngre Anna Mikkelsen der var tjenestepige på ”Mjelsgaard” og som var født d. 4. marts 1824 i Øster Bregninge i Bregninge sogn på Ærø som datter af inderste Mikkel Pedersen og hustru Karen Christensdatter i Øster Bregninge.

Anna og Peter Dominicussen fik datteren:

  • Ellen Dominicussen, født d. 27. maj 1858.
 

Ved folketællingen d. 1. februar 1860 havde Peter Dominicussen som lejer og daglejer boet til leje i huset på Østervej 17 i Mjels hos skomager Las Lassen og hustru Charlotte Sophie Hess. Det er således herefter at familien er kommet her til Oksbøl.

 

1878       Arbejdsmand og inderste Peter Dominicussen døde d. 18. januar 1878 i en alder af knap 59 år, og hans hustru Anna sad så tilbage som enke sammen med sin datter Ellen. Herefter blev Anna Dominicussen og hendes datter Ellen Dominicussen så indskrevet i den preussiske grundbog efter den da gældende preussiske lov af 27. maj 1873 som ejere og arvtagere af huset efter Peter Dominicussen.

 

1899       I 1899 tilflyttede skræddermester Hans Christensen og hustru Sophie f. Hansen huset i et lejemål. De kom hertil fra et lejemål i Oksbøl Søndergade 19, hvor Hans Christensen havde startet sin skræddervirksomhed op. De var blevet gift i Oksbøl kirke d. 18. maj 1899

Sophie og Hans Christensen fik sønnen:

  • Hans Christensen, født d. 13. april 1900. (senere Oksbøl Søndergade 2 / 10)
 

1904       Sophie og Hans Christensen fraflyttede lejermålet og flyttede til Oksbøl Søndergade 2 som de havde købt og overtaget d. 7. april 1904.

Om Anna og Ellen Dominicussen er blevet boende i huset vides ikke. Ej heller vides hvad der er sket med dem, eller hvor de evt. er flyttet hen. Hvem der har beboet huset efter Sophie og Hans Christensen vides heller ikke.

 

1906       Huset blev solgt til arbejder Wilhelm Friedrich Jansen, og han fik dette overladt d. 3. maj 1906.

Wilhelm Friedrich Jansen var født d. 25. januar 1867 i Tønning ved Ejderstedt i Tyskland som søn af kreaturhandler Friedrich August Jansen og hustru Dorothea Margrethe Jansen f. Rink i Tønning, og han var blevet gift med Johanne Marie Wendler der var født d. 21. april 1874 i Østpreussen.

Johanne Marie og Wilhelm Friedrich Jansen havde børnene:

  • Johanne Dorothea Jansen, født d. 27. december 1901. (senere Bundsøvej 2 Broballe)
  • Hans Evald Jansen, født d. 10. november 1904. (senere Oksbøl Østergade 3)

Herefter fik Johanne Marie og Wilhelm Friedrich Jansen børnene:

  • Peter August Gottfried Jansen, født d. 1. juni 1906, død d. 8. januar 1931.
  • Marie Margrethe Jansen, født d. 29. oktober1908.
  • Wilhelm Friedrich Heinrich Jansen, født d. 24. marts 1910. (senere Lusigvej 4 i Broballe


1909       Wilhelm Friedrich Jansen solgte huset til snedker Lorenz Peter Clausen Tvedgårdvej 7 i Oksbøl, og han fik dette overladt d. 10. april 1909.

Johanne Marie og Wilhelm Friedrich Jansen flyttede til Broballemark til en lille ejendom der lå på Fjordvej tæt ind til Brandsbøl skov.

Lorenz Peter Clausen var født på Skodsbølmark i Broager sogn d. 14. august 1861 som søn af bagersvend Henrik Frederiksen Clausen og hustru Christiane Marie f. Sorgenfri. Hvor han kom fra i Broballe vides ikke.

Lorenz Clausen var ugift.

 

1910       Lorenz Peter Clausen købte Oksbøl Østergade 7 og fik dette overladt d. 25. august 1910. Da dette hus ifølge BBR registret er opført i 1910 formodes det at det er Lorenz Peter Clausen der har ladet det opføre. Hvor han så reelt boede vides ikke. Enten her eller der.

 

1919       Lorenz Clausen solgte huset til fodermester Lauritz Christian Ohlsen og han blev således indskrevet i den preussiske grundbog efter at have fået det overladt d. 1. april 1919.

Lauritz Christian Ohlsen var født d. 12. december 1885 i Dyndved i Egen sogn, og han var gift med Marie Christine Jensen, der var født d. 1. januar 1883 i Ketting.

Før Marie Christine og Lauritz Christian Ohlsen kom her til stedet havde de fået børnene:

  • Peter Ohlsen, født d. 24. oktober 1906 i Lambjerg i Hørup sogn.
  • Anna Ohlsen, født d. 6. januar 1908 i Augustenborg.
  • Lauritz Ohlsen, født d. 12. juni 1910 i Helved i Notmark sogn.
  • Thomas Ohlsen, født d. 25. juni 1911 i Helved i Notmark sogn.
  • Gerhardt Ohlsen, født d. 4. februar 1913 i Egen.
  • Wilhelm Ohlsen, født d. 13. september 1916 i Broballe.

Hvorfor Lauritz Christian Ohlsen d. 18. december 1919 overlod huset til sin hustru Marie Christine Ohlsen f. Jensen vides ikke, men hun blev således indskrevet i den preussiske grundbog d. 20. december 1919 som eneejer.

 

1920       Marie Christine Ohlsen solgte huset til arbejder Rasmus Jensen og han fik dette tilskødet d. 6. oktober 1920. Marie Christine og Lauritz Christian Ohlsen fraflyttede sognet sammen med deres børn og flyttede til Augustenborg, hvor familien er registreret i Osbækhus på Augustenborg Herregård ved folketællingen i 1921.

Rasmus Jensen var født d. 19. juni 1874 som søn af indsidder Peter Jensen og hustru Anne Marie Sophie f. Clausen ved Gammelgård i Ketting sogn, og han var blevet gift med den 1½ år ældre Mette Margrethe Møller, der var født d. 7. november 1872 som datter af indsidder Jens Nielsen Møller og hustru Anna Marie f. Lund i Notmarkskov i Notmark sogn. De kom her til sognet fra Lambjerg i Hørup sogn.

Mette Margrethe og Rasmus Jensen havde børnene:

  • Rasmus Jensen, født d. 29. december 1902 i Ulkebøl Skov.
  • Jørgen Jensen, født d. 4. april 1908 i Lambjerg.
  • Dora Jensen, født d. 16. november 1909 i Lambjerg.
  • Wilhelmine Jensen, født d. 9. maj 1913 i Lambjerg.
  • Zehntine Jensen, født d. 29. august 1916 i Lambjerg.
  • Jens Jensen, født d. 2. april 1917 i Lambjerg.
 

1921       Ved folketællingen d. 1. februar 1921 boede stenhugger Rasmus Jensen her på stedet sammen med sin hustru Mette Margrethe og deres 5 børn Rasmus Jensen, Jørgen Jensen, Dora Jensen, Wilhelmine Jensen, Zehntine Jensen og Jens Jensen.

 

1923       Mette Margrethe og Rasmus Jensen fraflyttede sognet og solgte huset til landmand Hans Jørgen Iversen og hustru Marie Botille Iversen f. Jensen i fællesskab, og de blev således de næste ejere og fik dette tilskødet ved en notariel erklæring d. 26. marts 1923.

Hans Jørgen Iversen var født d. 28. oktober 1869 i Rends i Burkal sogn som søn af gårdforpagter Peter Iversen og hustru Kjestine Marie Iversen f. Ingwartsen i Rends. Han var blevet gift med den godt 4½ år yngre Marie Botille Jensen, der var født d. 14. juli 1874 i Mjøls i Riis sogn som datter af gårdejer Peter Jensen og hustru Laurentzia Kirstine f. Vilhelmsen i Mjøls.

Marie Botille og Hans Jørgen Iversen var kommet her til Oksbøl fra Jernhyt.

Hvor mange børn de havde, er ikke kendt, idet de alle er født før de kom hertil.

 

1948       Rentemodtager Hans Jørgen Iversen døde d. 2. februar 1948 i en alder af 78 år, og hans hustru Botille Marie Iversen sad så tilbage som enke. Dette kom hun ikke rigtig over, og kun godt 2 måneder senere døde hun d. 6. april 1948 i en alder af 73¾ år.

Efter et privat skifte, der blev tinglyst d. 14. juni 1948, overgik huset nu til arvingerne Laurentia Christine Jørgensen Løjtertoft i Nordborg, arbejdsmand Peter Jensen Iversen i Stevning, arbejdsmand Hans Jørgen Iversen i Pøl, arbejdsmand Johannes Petersen Iversen i Pøl samt frøken Botille Marie Iversen i Oksbøl i et arvefællesskab.

Arvingerne havde da allerede solgt huset til arbejder Heinrich Hermann Schultz for en købesum på 3.200 kr., og denne handel blev tinglyst den samme dag d. 14. juni 1948.

Heinrich Hermann Schultz var gift med Marie Schultz, men hvem de i øvrigt var vides ikke.

 

1951       Heinrich Hermann Schultz solgte huset til arbejder Niels Berthel Hansen for en købesum på 9000 kr.. og dette blev der udstedt et tinglyst skøde på d. 12. maj 1951.

Niels Berthel Hansen var født d. 17. oktober 1925 i Holbøl sogn, og han var blevet gift hos sognefoged for Oksbøl sogn Jørgen Nicolaisen d. 10. februar 1951 med den knap 6 år yngre Karen Christensen, der var født d. 23. september 1931 i Kiel i Tyskland.

Karen og Niels Berthel Hansen fik børnene:

  • Finn Hansen.
  • Bruno Hansen. (senere Lyngevej 6 Mjelsmark)
  • Stefan Hansen. (senere Spangsmosevej 9 Broballe).


1960       Ifølge BBR registret er huset opført i 1960, men det må nok være 1964 i stedet for.

 

1964       Karen og Niels Berthel Hansen solgte huset til Jacob Peter Høeg Lorenzen og hustru Klara Bodil Lorenzen for en købesum på 35.000 kr., og denne handel blev derefter tinglyst d. 11. februar 1964. Karen og Niels Berthel Hansen flyttede til et nyopført hus på Ballebrovej 2 i Hardeshøj.

Jacob Peter Høeg Lorensen søgte kort tid efter at de havde købt huset, om tilladelse til at nedbryde det gamle hus og opføre et nyt hus på grunden. Det fik han ikke lov til, så i stedet for byggede han bare en ny mur udenom det gamle hus, og da han var færdig med det, smed han det gamle hus ud gennem vinduerne i det nye hus. På den måde kunne han ”snyde” de daværende myndigheder, og fik derved et nyt hus.

 

1992       Jacob P. H. Lorensen, der var født d. 5. januar 1926 døde d. 29. november 1992 næsten 67 år gammel, og hans hustru Klara Bodil Lorenzen sad derefter tilbage som enke.

 

1997       Ved tinglyst skifte d. 15. maj 1997 overgik huset nu til Klara Bodil Lorenzen.


2000
2000
Foto af huset fra 2000.

2011       Klara Bodil Lorenzen, der var født d. 24. maj 1935, var flyttet ind på Tangshave Plejecenter i Nordborg og huset blev sat til salg i oktober 2011 til en købesum på 485.000 kr. Hun døde på Tangshave Plejecenter d. 10. september 2017 i en alder af 82 år.

 

2012       Huset blev købt af Henrik Jensen og skødedatoen er sat til d. 29. marts 2012. Han er søn af Ulla og Peder Olaf Jensen Kådnervej 3.

 

2017       Henrik Jensen er efter en større renovering fortsat ejer af huset.




til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk