Mikkelshave 1


Matrikel nr. 116 af Oksbøl ejerlav

 

1898       Huset blev opført i 1898 som banegård for amtsbanen Sønderborg – Nordborg, og bygningen indeholdt dengang kun ventesal, billetsalg og rum for mindre pakker. Det forholdt sig nemlig sådan at man i 1892 i den prøjsiske landdag havde vedtaget den såkaldte ”Kleinbahn Gesetz” der muliggjorde at man kunne oprette banelinier der ikke behøvede at stå i direkte forbindelse med andre jernbaner, og som derfor godt kunne have mindre sporvidder. Man vedtog derfor d. 2. marts 1896 at bygge en smalsporet jernbane fra Sønderborg til Nordborg, og arbejdet blev påbegyndt d. 28. september 1896. I februar 1898 var banen færdig til Guderup, og d. 2. juli 1898 kunne man så indvie det sidste stykke, der gik over Stevning - Svenstrup - Havnbjerg - Oksbøl til Nordborg. Oksbøl var nu blevet stationsby, og stationsbygningen var Mikkelshave nr. l.



19xx
19xx
Foto fra mellem 1898 og 1920.
Et godstog foran stationens billitkontor, ventesal og pakhus.
Laden til venstre er landbrugsejendom Mikkelshave 4


omkr. 1933
1933
Foto fra omkring 1933 set fra vandbeholderen på Oksbøl vandværk,
Stationen ses midt i billet. Til venstre ses Mikkelshave 4, i forgrunden ses
Banevej 2 og bag stationen ses Havnbjergvej 5 og 3 samt Oksbøl kirke


1933       I begyndelsen af 1930'erne var driften af amtsbanen ikke længere rentabel, og en nedlæggelse kom på tale. 35 år og 24 dage efter indvielsen blev driften indstillet d. 28. februar 1933.

Efter nedlæggelsen af amtsbanen blev bygningen og matriklerne 115 og 116 jord solgt til Søren Lassen Petersen for en købesum på 1200 kr. og denne overtagelse blev derefter tinglyst d. 30. september 1933.

Søren Lassen Petersen var født d. 11. april 1892 i Oksbøl som søn af arbejdsmand Klemen Lassen Petersen og hustru Elise Margrethe Petersen f. Toft i Oksbøl, men hvor i Oksbøl vides ikke.

Mens han i 1920 var tjenestekarl i Broballe Mølle, blev han d. 12. november 1920 gift i Oksbøl kirke med den godt 3 år yngre Ellen Petersen, der var født d. 3. august 1895 som datter af møller Hans Petersen og hustru Martha Cathrine Petersen f. Henriksen i Broballe mølle, Skolebakken 5 i Broballe.

Ved folketællingen d. 5. november 1930 boede baneagent ved amtsbanen Søren Petersen et sted her i nærheden sammen med sin hustru Ellen Petersen Lassen og deres 2 børn Hans Peter Petersen og Agnete Elise Petersen.

Ellen og Søren Lassen Petersen indrettede efter overtagelsen huset til beboelse, og matrikel nr. 115 blev frasolgt til Banevej 1. En tilbygning til stationsbygningens sydøstlige ende, der bestod af et stålskelet beklædt med blikplader og som havde indeholdt lager og toiletter, blev flyttet vinkelret ind på hovedbygningen mod nordøst og indrettet som køkken og soveværelse. Der blev muret en sten udenpå, og det buede tag blev bevaret. Mange troede at det var en tidligere jernbanevogn.

Ellen og Søren Lassen Petersen havde børnene:

  • Hans Peter Petersen, født d. 25. november 1921 i Torp i Ensted sogn.
  • Valdemar Petersen, født d. 27. juni 1926, død d. 16. marts 1927.
  • Agnete Elise Petersen, født d. 9. oktober 1929.


omkr. 1940
1940
Foto af huset fra omkring 1940.


1970       Søren Lassen Petersen døde d. 21. maj 1970 i en alder af 78 år, og hans hustru Ellen Petersen levede derefter videre som enke i huset.

 

1981       Ellen Petersen døde d. 7. august 1981 i en alder af 86 år, efter at have levet som enke i godt 11 år.

 

1982       Ved et tinglyst skifte d. 9. marts 1982 overgik huset så til arvingerne Hans Peter Petersen og Agnete Elise Valentin og købesummen blev sat til 260.000 kr. De havde imidlertid solgt huset til Torben Wriborg for en købesum på 260.000 kr. og samme dag blev der så også udstedt et skøde til husets nye ejer.

Torben Wriborg er søn af Inge Marie og Henning Wriborg, Oksbøl Søndergade 10.

 

1984       I 1984 blev huset total ombygget og udvidet, og senere blev Torben Wriborg gift med Susanne Jessen d. 22. juli 1989.

Susanne og Torben Wriborg fik børnene:

  • Dennis Wriborg. (senere Havnbjergvej 4)
  • Pernille Wriborg.


2000
2000
Foto af huset fra 2000.


2017       Huset ejes og bebos fortsat af Susanne og Torben Wriborg.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk