Mikkelshave 4


Matrikel nr. 16 af Oksbøl ejerlav
 

18xx       Om der har boet nogen her på stedet før Hans Lauritzen i 1828 kan ikke siges. Der er ikke fundet noget der kan berette om dette.

 

1828       Stedet her blev d. 24. oktober 1828 indskrevet i skyld og panteprotokollen med husmand og jordbesidder Hans Lauritzen som ejer, og d. 13. december 1828 blev der protokolleret en aftægtskontrakt til hans mor Maren her på stedet. Samme dag blev der desuden også indskrevet en aftægtskontrakt til en Anna Christine Lorenzen. Hans Lauritzen var født d. 10. april 1804 som et såkaldt uægte barn af hjulmand Christian Laursens datter Maren og han blev døbt d. 15. april hvor han fik navnet Hans Laursen. Det efternavn er senere blevet til Lauritzen. Han var blevet gift i Oksbøl kirke d. 13. januar 1827 med den jævnaldrende tjenestepige fra Felsted Anna Cathrine Ohlsen, der var født d. 23. juni 1804 i Svejrup i Felsted sogn, Lundtoft herred, Aabenraa amt som datter af Frederik Ohlsen og hustru Merret Ohlsen f. Johannsen.

Anna Cathrine og Hans Lauritzen fik børnene:

  • Hans Lauritzen, født d. 7. april 1831. (senere i Felsted sogn)
  • Christian Lauritzen, født d. 2. september 1835. (han overtog stedet)


1840       Ved folketællingen d. 1. februar 1840 boede husmand Hans Lauritzen her på stedet sammen med sin hustru Anna Cathrine og deres to børn Hans Lauritzen og Christian Lauritzen. De havde Anna Cathrines søster Marie Kirstine Ohlsen fra Felsted boende hos sig i huset, og så boede der også en Maren Christiansen og en Anna Christine Christiansen i huset

 

1845       Ved folketællingen d. 1. februar 1845 boede husmand og snedker Hans Lauritzen fortsat her på stedet sammen med sin hustru Anna Cathrine og deres to børn Hans Lauritzen og Christian Lauritzen. De havde fortsat Anna Cathrines søster Marie Kirstine Ohlsen fra Felsted boende hos sig som tjenestepige, og så boede der også en slægtning ved navn Anna Kirstine Christians fra Elstrup.

 

1850       Ifølge BBR registret er ejendommen her opført i 1850. Om det har været efter en brand eller lignende kan ikke siges.

 

1855       Ved folketællingen d. 1. februar 1855 boede husmand og snedker Hans Lauritzen stadigvæk her på stedet sammen med sin hustru Anna Cathrine og deres to børn Hans Lauritzen og Christian Lauritzen. Også hans svigerinde Marie Kirstine Ohlsen boende fortsat hos dem som tjenestepige.

 

1860       Ved folketællingen d. 1. februar 1860 boede snedker Hans Lauritzen endnu her på stedet sammen med sin hustru Anna Cathrine og deres to børn Hans Lauritzen og Christian Lauritzen, der begge arbejdede som snedkersvende. Også hans svigerinde Marie Kirstine Ohlsen boende stadigvæk hos dem.

 

1872       Hans Lauritzens hustru Anna Cathrine døde d. 23. januar 1872 i en alder af 68 år, og han sad derefter tilbage som enkemand. Han overlod derefter ejendommen til sin søn Christian Lauritzen efter en overladelseskontrakt af 23. juli 1872, og han blev således herefter indskrevet i den preussiske grundbog som husmand, eller kådner, som det hed dengang, og ejer af stedet efter den senere gældende preussiske lov af 27. maj 1873. I skyld og panteprotokollen blev der således også indskrevet et aftægt til Hans Lauritzen.

Christian Lauritzen blev gift i Oksbøl kirke d. 4. juli 1872 med den 7½ år yngre Anna Margaretha Jørgensen, der var født d. 1. februar 1843 i Svenstrup som datter af daværende præsteinderste Nis Jørgensen og hustru Anna Kirstine f. Petersen nu parcellist i Lavensby.

Anna Margaretha og Christian Lauritzen fik børnene:

  • Hans Lauritzen, født d. 13. november 1873, død d. 12. december 1873.
  • Anna Catharina Lauritzen, født d. 13. november 1873, død d. 4. juni 1874.


1873       Det havde været en meget svær fødsel for Anna Margaretha, for kun 7 dage efter fødslen døde hun i barselseng d. 20. november 1873, og Christian Lauritzen sad så derefter tilbage som enkemand med et par nyfødte tvillinger, der også døde kort tid efter.

 

1874       Christian Lauritzens afdøde hustrus yngre søster skulle nu være den pige som han ville dele sit liv med, og d. 10. september 1874 blev han gift i Oksbøl kirke for anden gang med den 13 år yngre pige Helena Jørgensen, der var født d. 15. september 1848 i Svenstrup som datter af daværende præsteinderste Nis Jørgensen og hustru Anna Kirstine f. Petersen nu parcellist i Lavensby.

Helena og Christian Lauritzen fik ingen børn.

 

1876       Christian Lauritzens far Hans Lauritzen døde på aftægten d. 14. oktober 1876 i en alder af 72½ år, efter at have levet som enkemand i godt 4½ år.

 

1898       Christian Lauritzen solgte ejendommen til Hans Jensen Schmidt efter en købekontrakt af 5. april 1898, og han blev således indskrevet i den preussiske grundbog som gårdsparcellist.

Christian Lauritzen døde d. 18. september 1898 hun 16 dage efter sin 63 års fødselsdag et sted i Oksbøl, så om det har været her på stedet eller et andet sted efter salget, vides ikke. Hans hustru Helena sad derefter tilbage som enke, og hun må herefter være fraflyttet sognet.

Hans Jensen Schmidt var født d. 14. maj 1857 i Lavensby i Havnbjerg sogn som søn af inderste Jeppe Jensen Schmidt og hustru Anne Schmidt f. Nissen. Han var blevet gift i Lunden Standesamt d. 27. april 1887 med den 7 år yngre Anne Marie Christensen, der var født d. 27. juni 1864 i Elsmark i Havnbjerg Sogn som datter af bolsmand Hans Christensen og hustru Ellen f. Jørgensen.

Anne Marie og Hans Jensen Schmidt fik sønnen:

  • Marcus Jensen Schmidt, født d. 14. december 1891. (han overtog stedet)


omkr. 1920
1920
Foto af ejendommen fra omkring 1920.
Til venstre i bagerst ses Banevej 2. (personerne er ukendte)


1921       Ved den første folketællingen, efter den tyske tid, der fandt sted d. 1. februar 1921 blev Hans Jensen Schmidt indskrevet som forhenværende landmand og nu aftægtsmand, og han boede her på stedet sammen med sin hustru Anne Marie. På ejendommen boede også deres søn Marcus Jensen Schmidt, der var landmand, sammen med sin hustru Martha Jensen Schmidt.

Markus Jensen Schmidt var på et ikke kendt tidspunkt blevet gift med Martha Sørensen, der var født d. 5. februar 1892 som datter af gårdejer Mathias Peter Christian Sørensen ”Bigaard” Vejbæk i Bov sogn og hustru Helene Marie f. Wollesen.

Martha og Markus Jensen Schmidt fik tilsyneladende ingen børn.

 

1935       Anne Marie og Hans Jensen Schmidts søn Marcus Jensen Schmidt overtog stedet, og d. 25. september 1935 blev han således indskrevet i tingbogen som parcellist og fik udstedt et tinglyst skøde på dette. Ved overtagelsen var der et opdyrket areal på 12 tønder land og en besætningen på 2 heste, 2 køer, 3 ungkvæg og 2 svin.



1935
1935
Foto af ejendommen fra 1935.


1941       Markus Jensen Schmidts far Hans Jensen Schmidt døde på aftægten d. 12. januar 1941 i en alder af godt 83½ år, og hans mor sad derefter tilbage som enke.

 

1943       I 1943 var det opdyrkede areal på 15 tønder land og besætningen var nu på 2 heste, 6 køer, 4 ungkvæg og 14 svin.

 

1948       Markus Jensen Schmidts mor Anne Marie Schmidt døde på aftægten d. 11. august 1948 i en alder af 84 år efter at have levet som enke i 7½ år.

 

1951       Markus Jensen Schmidt frasolgte jordstykket matrikel nr. 136 af Oksbøl ejerlav beliggende Havnbjergvej 11 i maj 1951 til arbejdsmand Hans Christensen og hustru Anna Christensen for en købesum på 720 kr.

 

1953       Martha og Markus Jensen Schmidt solgte ejendommen med tilhørende jorder til Søren Hakanowitz for en købesum på 60.000 kr. plus aftægt og han fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 21. marts 1953.

 

1955       Martha Schmidt døde d. 11. december 1955 i en alder af kun knap 64 år, og Markus Jensen Schmidt sad derefter tilbage som enkemand.

 

1959       Søren Hakanowitz solgte ejendommen til landmand Hans Bernstoff Hansen og landmand Gunnar Bernstorff Hansen med hver til en ideel halvdel for en købesum på 57.935 kr. + jordrente og afgift, og på denne overtagelse fik de et tinglyst skøde d. 20. april 1959.

 

1961       Gunnar Bernstorff Hansen solgte sin andel i ejendommen til Hans Bernstorff Hansen for en købesum på 29.600 kr., således at han nu var eneejer, og på dette fik han d. 15. februar 1961 et tinglyst skøde.

Marcus Jensen Schmidt døde først i december 1961 i en alder af 70 år og efter at have levet som enkemand i 6 år. Han blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 9. december 1961.

 

1964       Hans Bernstorff Hansen frasolgte ejendommen på Havnbjergvej 7 fra sin matrikel nr. 16 og det fik således matriklerne 215 og 216 af Oksbøl ejerlav til fabriksarbejder Erik Paulsen for en købesum på 22.700 kr. Ved ændringen af brandforsikringen blev det anført at den forsikrede ejendom i henhold til den vedlagte udstykningserklæring af 12.maj 1964 nu var selvstændigt udstykket og matrikuleret som art. nr. 215 og 216 af Oksbøl ejerlav og sogn. Under denne henvisning blev der foranlediget en ny police for den nye ejer Erik Paulsen.

 

1969       Der var blevet frasolgt flere matrikler i tidens løb, og pr. 4. august 1969 blev landbrugspligten på stedet ophævet.

 

1976       Hans Bernstorff Hansen solgte ejendommen til Kurt Andersen fra Augustenborg for en købesum på 45.000 kr. og han fik et tinglyst skøde på dette d. 3. oktober 1976.

 

1980       Kurt Andersen solgte ejendommen til Ib Hansen og Rita Frank for en købesum på 395.000 kr., og de fik efterfølgende et tinglyst skøde på dette d. 6. august 1980.

 

1981       Ib Hansen og Rita Frank fraflyttede sognet og flyttede til Adsbøl. De solgte derfor huset til læge Jens Vesterholm Nielsen og hustru for en købesum på 475.000 kr., og han fik efterfølgende et tinglyst skøde på dette d. 16. oktober 1981.

 

1985       Jens Vesterholm Nielsen og hustru fraflyttede sognet og solgte ejendommen til ingeniør Carsten Palle og hustru Linda C. Wayboer for en købesum på 690.796,23 kr., og d. 29. juli 1985 blev denne overtagelse tinglyst og der blev udstedt skøde på dette. Carsten Palle havde sit arbejde på Danfoss, men fik senere arbejde på Fyn og kørte derefter frem og tilbage hver dag.



1985
1985
Foto af ejendommen fra 1985.


1993       Da det var uholdbart at rejse til Fyn hver dag flyttede Linda C. Wayboer og Carsten Palle til Fyn. De solgte derfor stedet til Bettina Kryhlmand Iversen og Benny Petersen for en købesum på 534.000 kr., og de fik derefter et tinglyst skøde på dette d. 13. oktober 1993.

Bettina og Benny Petersen fik børnene:

  • Maria Kryhlmand Petersen.
  • Jannik Kryhlmand Petersen.


2000
2000
Foto af ejendommen fra 2000.


2007       Benny Petersen, der var født d. 15. maj 1961, døde d. 19. juni 2007 i en alder af kun 46 år.

Bettina Kryhlmand Petersen solgte ejendommen pr. 1. december 2007 til Christina Bladt Lund og Michael Holst Banevej 3 i Oksbøl og hun fraflyttede stedet midt i november 2007 og tilflyttede et lejemål i huset på Næsvej 44 i Mjels.

 

2017       Christina Bladt Holst og Michael Holst ejer og bebor fortsat ejendommen.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk