Tvedgårdvej 2


Matrikel nr. 214 af Oksbøl ejerlav
 

1964       Grunden blev udstykket fra matrikel nr. 3 af Oksbøl ejerlav d. 5. marts 1964 tilhørende Jørgen Jensen Kådnervej 3 Oksbøl, og det blev derefter købt af Nicolai Marcussen og hustru Kathrine Marcussen for en købesum på 3.406 kr. De fik deres tinglyste skøde på grunden d. 21. april 1964, og de påbegyndte derefter opførelsen af huset.

Nicolai Marcussen var født d. 27. januar 1909 som søn af smedemester Peter Marcussen og hustru Marie Magdalene f. Hansen Tvedgårdvej 4 i Oksbøl, og mens han var smedesvend i Havnbjerg blev han d. 25. november 1934 gift i Oksbøl kirke med den knap 1 år yngre husassistent i Havnbjerg Kathrine Kryhlmand, der var født i Sarup i Lysabild sogn d. 6. december 1909 som datter af vognmand Hans Petersen Kryhlmand og hustru Kathrine f. Hansen i Sarup.

Nicolai Marcussen havde i 1946 overtaget hus og smedeforretning på Tvedgårdvej 4 efter sin far Peter Marcussen.

Kathrine og Nicolai Marcussen fik sønnen:

  • Svend Marcussen, født d. 19. juni 1938. (senere Tvedgårdvej 4)


1979       Nicolai Marcussen døde d. 31. oktober 1979 i en alder af 70½ år, og han blev derefter begravet på Oksbøl kirkegård d. 3. november 1979. Hans hustru Kathrine Marcussen sad derefter tilbage som enke.

 

1991       Efter en skifteattest blev det d. 8. februar 1991 tinglyst at Kathrine Marcussen var ejer af huset. Hun solgte huset til Rene Skjøth og Ingrid F. Jacobsen for en købesum på 288.000 kr., og de fik så deres tinglyste skøde på huset d. 7. maj 1991.

Kathrine Marcussen flyttede til Nordborg, og senere kom hun på Guderup plejehjem hvor hun døde d. 9. september 2004 i en alder af godt 94½ år, efter at have levet som enke i knap 25 år.

 

1996       Ingrid F. Jakobsen og Rene Skjøth solgte huset til Hanne Rasmussen og Tommy Ørndrup Kolb for en købesum på 495.000 kr., og de fik deres tinglyste skøde d. 23. september 1996.



2000
2000
Foto af huset som det så ud i 2000.


2011       I september 2011 blev huset sat til salg til en købspris på 625.000 kr.

 

2012       I november 2012 blev købsprisen sat ned til 565.000 kr.

 

2013       På et tidspunkt i 2013 gik huset til tvangsauktion.


2014       Der var tvangsauktion d. 6. januar 2014 kl. 11.30 hvor højeste bud på 1. auktion var på 230.000 kr. Huset blev her solgt til BC Ejendomme Nordborg Aps.

 

2017       BC Ejendomme Nordborg Aps er fortsat ejer af huset.





til top
Ajourført november 2017
www.jessenb.dk