I
bogen Oksbøl Sogn Historie Fortællinger nr. 1 der blev udgivet af Oksbøl Sogneforening
i 1980 skrev Kate Sørensen Mjels om "Den stråtækte skole i Mjels":
Den
stråtækte skole i Mjels
Hvor
lyder det hyggeligt med en stråtækt skole; hyggelig og beskeden som beboerne i
vor by. I landsbyens udkant, der hvor den runder mod syd, lå den gamle skole,
eller rettere sagt lå skolerne både den lille stråtækte og den, vi kaldte den
store skole. Kun et stenkast fra skolerne gik Færgevejen til Hardeshøj, hvorfra
en børneflok daglig fandt vej.
Det
var også lige tæt ved skolen, at vejen fortsatte mod vest ud til Mjelsmark - ja
helt ud til Lynge endda. Mod øst gik vejen til Broballe, hvor også børn i gamle
dage måtte færdes for at gå i skole i Mjels. For os her i byen var det ingen
sag at gå i skole, men lang vej havde de mange.
Til
Hardeshøj, Rødenæb, Broballe og Mjelsmark var vejen lang, men helt ud til Lynge
var der sikkert en 4-5 km at gå for de små poder. Efter tysk lov begyndte
skolepligten allerede, når barnet var fyldt 6 år. Det fortsatte i 8 år, til de
fyldte 14 år. I de mørke vinterdage forstår man, det var ingen fornøjelse for
børnene, når der både var mørkt og koldt at gå den lange vej. For at gå, det
var sagen, selv en cykel kendtes ikke.
Jeg
mindes endnu de tapre børn, der i træsko tog tørnen. Som regel gik de uden
frakke, men med et stort hovedtørklæde på, med vanter, hjemmestrikkede strømper
og solidt hjemmevævet tøj på kroppen. Selvom jeg kun havde en l0 minutters gang
til skolen, forlagte min mor, at jeg skulle have frakke på. Dette døjede jeg
meget med. Jeg følte mig som en skrædder ved siden af de hårdføre, tapre
landevejsbørn. Det hjalp dog ingen kære mor. Hendes vilje var den stærkeste.
Som
nævnt var den lille skole stråtækt, en næsten firkantet bygning med høje
lynafledere på. Disse lynafledere var så høje, at de næsten lignede fjernsynsmaster
i dag. Én gang årligt blev de efterset. Her viste det sig en gang, at de ikke
var i orden. Læreren fik besked om at fortælle det til børnene med forbud om
berøring. Et par timer efter sad en af de mest kække drenge på taget og følte
på den ene til morskab for læreren, der skyndte sig at vende ryggen til - der
var ikke torden i luften den dag. I den firkantede skole fandtes en forstue med
cementgulv i hele skolens bredde. Her var der stativer af træ på væggen med
plads til eventuelle skiftesko. Der fandtes en dør ind til skolestuen og en
anden ved opgangen til loftet. Det var et rigtigt gammelt råddent loft. Selve
skolestuen var ret fantasiløs. En midtergang op til katederet (kaldet pult).
Ved begge sider af gangen fire personers bænke med faste borde. Hvert barn
havde sit indbyggede blækhus. Under bordet var der god plads til bøgerne og en
skifertavle, som var nødvendig dengang. Her på skrev vi med griffel - meget
praktisk, da herligheden kunne viskes ud efter eftersynet. På en snor hang en
våd klud til samme brug. Vi havde alle en "griffelkasten" af træ. Den
kunne rumme mange dejlige ting. I skolestuen fandtes også et skab med brugbare
rekvisitter. Men det mest dominerende i stuen var dog den store sorte
kakkelovn. Den kunne være fantastisk varm, især for dem, der sad i nærheden. På
afstand det modsatte. Alt dette betød dog så lidt dengang. Heldigvis var der
brædder på gulvet. Det var ikke så koldt.
Udenfor
ved siden af den lille skole, stod ”sandhuset” ved sydsiden. Sådan et fandtes
alle steder dengang. Tæt ved stod toilethuset. Dette var beregnet for piger på
den ene side, og for drenge på den anden side. Selvfølgelig var der ingen træk
og slip, men spanden blev tømt hver eneste uge. For det meste var der også
avispapir anbragt til behageligt brug. Men med en manglende haspe tog de det
ikke så nøje. I min erindring står så tydeligt, at jeg var derinde. Med et
smæld lukkede en pige døren op og råbte: ”Udstilling”! Men denne forestilling
blevet kortvarigt foretagende - siger sig selv.
På
den anden side af skolen, den der vender ud mod vejen, stod de såkaldte
”turnenstativer”. At de kunne bruges til gymnastik forstår jeg ikke, men til
leg var de velegnede. Der var høje klatrestænger, især beregnet til drengene.
En rund jernstang til at svinge rundt på, var pigernes lyst. Jeg advarer, tag
fat med begge hænder, aldrig kun i forklædet. Jeg rev det i stykker og faldt
ned på ryggen - uha. Som et billede viser, kunne skolepladsen godt bruges til
gymnastik, men den var nok ikke særlig effektiv.
På
skolepladsens vestside lå den store skole med ”pander” på, det vil sige
tegltag. På et rigtigt gammelt billede ligner det stråtag, men det er vist ikke
muligt. Tegltaget så allerede gammelt ud i 1907. Ved siden af denne skole lå en
gammel stråtækt bindingsværkslade, som endnu blev brugt i lærer Popps tid. Her
var både et bryggers og et brændselsrum.
Før
i tiden hørte der landbrug til skolen. Lærerlønnen var meget lille, så det var
godt med lidt landbrug til at holde udgifterne nede med. Laden blev dog senere
fjernet. Træskuret og lærerens bryggers blev placeret i den store skoles
sydlige del, hvor kreaturerne før havde haft deres plads i staldene.
Når
vi kom ind i den store skoles forstue med cementgulvet, fandtes skolestuen til
højre. Til venstre var lærerens bolig. En dør på væggens venstre side førte
lige ind i stuen. på væggen lige overfor var der to døre. Den ene førte også
ind til en privat stue i lærerboligen. Den anden gemte trappeopgangen til
husets loft. Her oppe boede i sin tid en lærerinde eller en ung lærer, der
underviste i den lille skole. Denne boplads, der bestod af en stue og et lille
bitte kammer, kunne næppe kaldes en lejlighed. Den blev også senere lagt til
lærerboligen nedenunder. Lærerens bolig var ellers rigtig hyggelig med tre
værelser; to små kamre, et stort køkken og et bryggers med udgang til en dejlig
gammel have. Den store skolestue var i det store og hele indrettet som i den
lille skole. Også her indtog den store kakkelovn en væsentlig plads.
Den
første skoledag var en festens dag, sådan følte vi børn det i hvert fald. Efter
min seksårs fødselsdag i marts, startede jeg i skolen i april. Træskoene var
blanke og jeg havde det nye forklæde på. I den dejlig ny skoletaske var blandt
andet det vigtigste - skolemaden. At alle piger havde forklæde på, - det var
klart. De fleste havde vinger på og det pyntede svært. Mange havde ”tornyster”
på ryggen. På denne måde var det lettest at bære skolegrejerne.
Så
kom vi da op til frøkenen i den lille skole. Denne skole rummede de tre første
klasser. Frøkenen klarede det hele. Medens hun beskæftigede sig med den ene
klasse, skrev eller læste den anden, og måske regnede den tredje. Det gik fint,
selvom vi var et halvt hundrede stykker. Hele børneflokken talte dansk
derhjemme, så det må have været svært at undervise os på tysk. Hvordan vi
klarede det, forstår vi næppe, men det gik egentlig ganske godt. Vi begyndte i
det små med at lære bogstaverne at kende. Samtidig så vi billeder og fik deres
tyske navne at vide. Efterhånden som hun fik lidt indsigt i vor kunnen, blev vi
sat på plads. Det vil sige, at den der var dygtigst fik den øverste plads på
bænken. Vi andre fulgte med efter evne og flid. Måske hjalp det lidt på fliden,
hvem ved. Det var alligevel lidt trist for den med de små evner. Frøkenen var
dygtig, men ret streng. Her gjaldt det takt, trit og retning på gammel tysk
maner. Når timen startede og frøkenen kom ind, rejste vi os alle op, til hun
med et nik bød os at sætte os igen. Dagen sluttede på en særlig måde. Vi gik ud
én for én. Den mindste klasse startede. Drengene bukkede pænt for frøkenen,
medens vi piger nejede smukt. Den store klasse sluttede. Herfra husker jeg
især, at jeg fik alle tiders lussing. På rækken foran vores sad frøkenens
yndlingselev, hun fik altid lov til at gå en række, før det blev hendes tur.
Dette ville min veninde og sidekammerat, Tilly, og jeg også prøve på at gøre.
Men den gik ikke. Vi fik begge to en ordentlig lussing. Jeg forstår godt nu som
ældre, at frøkenen ikke kunne stå for Midde Jacobsens store blå øjne og hendes
fine lyse krøllede hår. Hun var så pæn. Jeg må desværre indrømme at være lige
det modsatte.
I
1914, da jeg var fyldt de 7 år, brød krigen ud. Ikke fordi jeg forstod ret
meget af det hele, men lidt misundelig det var jeg nu på Amy Schmidt. Hun
pralede med, at hendes far skulle være soldat. Det skulle min far ikke; han var
heldigvis for gammel.
Vores
Frøken fortalte os om krigen, som hun mente ville blive en lynkrig. Hun
sluttede med ordene på tysk, og når vore tropper atter vender sejrrige tilbage,
hvad vil vi så råbe. Der var stilhed i klassen, men pludselig stod lille Amy
op, og sagde på dansk: Hurra for gamle Danmark. Frøkenen sagde ikke et ord
mere. At dette store ønske skulle blive opfyldt, havde ingen drømt om. Lille
Amy var bare 6 år gammel, men meget godt begavet. Hun var vokset op i et godt
dansk hjem, hvor hun havde lært at bruge disse ord ved glade lejligheder. At
frøkenen ventede en glædelig hjemkomst for soldaterne, følte Amy som en
glædelig lejlighed; og da skulle der råbes hurra.
Efter
tre år i den lille skole gik turen op til den store skole, hvor vi skulle
tilbringe de næste 5 år. Også her var vi mange elever, ca. 50 - 70 stykker. Jeg
ved bestemt, at der i Mjels skole gik 120 engang. De blev alle betjent af to
lærere. Blandt de forskellige lærere husker jeg egentlig bedst frøken Lorenzen.
Især fordi hun tit satte linealen ned på min bare ryg. Dette var meget
tiltrængt, så rundrygget jeg var. Havde hun blot kunnet fortsætte med det i
årene fremover. Det ville have pyntet meget.
Så
begyndte da undervisningen i den store skole. Som i den lille sang vi
morgensang og bad en fællesbøn. Stadig foregik undervisningen på tysk. Kun den
ugentlige religionstime foregik på dansk. Der var også dansk gudstjeneste i
Oksbøl kirke. Religionen blev selv respekteret af tyskerne dengang. Pastor
Asmussen førte opsyn med sognets skoler. Han kom også af og til for at høre vor
kunnen. Foruden var der en skoleinspektør i Sønderborg, der overvågede os på
betryggende måde. Selvom langt de fleste af os var fra danske hjem, var den tyske
Kaiser Wilhelms fødselsdag den 24. januar en festdag. Så sang vi de tyske
fædrelandssange og sange til kejserens pris. For eksempel: ”Der Kaiser ist ein
liber Mann”. Bagefter var der fridag og det var herligt; vi var jo kun børn.
Den
forventede lynkrig var stadig ikke sluttet, selvom der nu var gået et par år.
Tværtimod blev den mere og mere mærkbar. Flere og flere lærere måtte deltage i
krigen. Blandt dem også læreren i den store skole. Undervisningen blev
efterhånden ret mangelfuld. Jeg mindes en tid, hvor forskellige frøkener fra
nabobyerne kom og underviste os. Dette skete selvfølgelig ikke hver dag, men et
par gange om ugen. Vi fik da nye lektier for, medens de gamle blev gennemgået.
Hvor fik vi dog lidt lært, os der gik i skole, medens verdenskrigen rasede fra
1914 - 1918. Sidst på krigen kom vor lærer atter hjem til skolen. Han havde i
fronten fået et dårligt hjerte, og blev derfor sendt tilbage til vor by. På
grund af de manglende lærerkræfter var undervisningen dog stadig mangelfuld.
Desuden var der mange opgaver at forrette for os børn. For eksempel måtte vi
alle efter høst ud at samle aks. Disse blev sendt ind for at give soldaterne
brød. Bladene fra asketræet blev plukket ned i rækker. Dem bredte vi ud til
tørring på den lille skoles loft. Mon ikke de gav hø til hestene i fronten?
Også nælderne blev lagt til tørring oppe på loftet. At skære dem af var ikke så
morsomt. Min far, der var så god, mejede dog en hel del med leen til mig. De
stod tæt ved gården og var ikke til pynt. Så vidt vides blev disse brugt til
tøjproduktionen. Der blev mangel på fødevarer, men mest heldige var vi dog her
på landet, hvor der stadig, trods ihærdig eftersøgning, fandtes enkelte skjulte
kilder.
Klæderne
og al slags tøj var mangelvarer. Men hvad forklæderne angik, var jeg af de
heldige. Efter mit store ønske, syede min mor mig gerne tre ens hver gang. Min
veninde, Tilly, var så god til at holde sine pæne, det var jeg ikke. Jeg skulle
have et rent på hver dag, og det måtte ikke ses.
Så
kom da omsider genforeningen i 1920. En stor glæde og oplevelse for os alle.
Det gjaldt om at lære en lille smule dansk. Vi manglede at lære så meget. Meget
nåede jeg desværre ikke. Den 20. marts 1921 blev jeg konfirmeret i Oksbøl kirke
af pastor Blichfeldt. Det var den danske pastors første hold her i sognet.
Skoletiden var endt, kundskaberne var få. Der udgik heller ingen professorer
fra vore små skoler i den tid. Dog mindes jeg de gamle skoler med glæde. Vi
havde det hyggeligt, rart og morsomt, trods alt. Nogle år senere blev der
bygget en ny skole i Mjels. Her står følgende over døren: ”Vi lærer ikke for
skolen, men for livet”. Desværre må jeg indrømme, at netop her manglede vi så
meget. Alligevel er barndommen ikke bare lykken. Når jeg i dag skuer over
flokken fra den gamle skole, ser jeg mange tilfredse mennesker. Jeg kender
ingen tabere af dem, vor tid har så mange af. Tilfredshed, det præger vor flok,
og er det ikke det bedste her i livet?
Tilfredshed
med den lod verden har givet os!
Kate
Sørensen
